Om Samaritter

Røde Kors-bevægelsen blev skabt på slagmarken med et formål om at yde neutral hjælp til alle, der har behov for det. Derfor er samaritterne en grundlæggende del af Røde Kors. Det har de været siden bevægelsens begyndelse i midten af 1800-tallet.

Røde Kors’ samaritter har ydet neutral førstehjælp under både første- og anden verdenskrig. I dag er vi særligt til stede ved koncerter, sportsbegivenheder, filmoptagelser og andre steder, hvor mange mennesker er samlet. Samaritterne står desuden til rådighed ved særlige uforudsete situationer som ved flygtningetilstrømningen i 2015 og under Corona-pandemiens begyndelse i 2020.

Samaritterne i Aarhus

I Røde Kors Aarhus har vi omkring 40 frivillige samaritter.

Samaritterkorpset består primært af studerende – særligt medicin- og sygeplejerskestuderende. En sundhedsfaglig baggrund er dog ikke et krav for at bliver samarit. Uanset baggrund skal vores samaritter gennemføre og bestå en samarituddannelse. Derudover, bliver der løbende holdt træningsaftener, så vores frivillige kan varetage rollen som samarit ved altid at yde den bedst mulige hjælp og service.

Bliv frivillig samarit

Som frivillig samarit vil du blive sendt på opgaver sammen med andre samaritter. Det er særligt i sommerhalvåret, hvor der er mange store udendørsarrangementer i byen. Du vil modtage en særlig samarituddannelse, så sundhedsfaglig erfaring er ikke et krav.

For at være frivillig samarit skal du:

  • være fyldt 18 år.
  • være fysisk i stand til at bære en båre og en rygsæk med udstyr.
  • have en ren børne- og straffeattest.
  • være tålmodig og udadvendt.
  • være god til at lytte og samarbejde.
  • deltage i et af Samaritternes informationsmøder.

Kontaktinformation: ny.sam.aarhus@rodekors.dk

Næste informationsmøde: 8. november kl. 19-22

 

Samaritterne afholder informationsmøder to gange om året, hvor de fortæller om, hvad det vil sige at være samarit.

Alle, uanset om man har en sundhedsfaglig baggrund eller ej, skal deltage i et informationsmøde for at kunne ansøge om at blive samarit.

Den eneste undtagelse er, hvis du allerede er en del af Røde Kors’ samaritterkorps, men tilknyttet en anden afdeling. I det tilfælde skal du kontakte din aktivitetsleder for at få formidlet kontakt til Aarhus-afdelingen.

Aarhus-afdelingens samaritter mangler for nuværende ikke læger til korpslægeenheden.