I Danmark er man ikke hjemløs medmindre man selv vælger det!

I Danmark er man ikke hjemløs medmindre man selv vælger det!

ung hjemløsI Danmark er man ikke hjemløs medmindre man selv vælger det! Sådan tænker de fleste. Det er bare ikke helt så sort-hvidt. Vores offentlige sektor kan være enormt kompliceret at navigere i, især for udsatte unge uden et stabilt netværk eller hjælp fra familien. Samtidig gør de pressede boligmarkeder i de store byer ikke situationen lettere for de unge, der i forvejen har det svært.

Mere end 2.300 unge er hjemløse i Danmark og tallet er desværre stigende. Man vurderer at ensomhed og hjemløshed er tæt forbundet. Ofte er det unge med dårlige relationer til deres forældre og som står uden for sunde, sociale fællesskaber, der ender uden tag over hovedet. De mangler hjælp, råd og vejledning til hvordan man etablerer sit eget hjem.

Røde Kors samarbejder med Ungdommens Røde Kors og Hjem til Alle alliancen om initiativet Hjem til Dig. Hjem til Dig hjælper unge der er i risiko for at blive hjemløse ved at tilbyde dem et 3-6 måneder langt ophold hos en frivillig værtsfamilie. Et sådant ophold giver ro og omsorg samtidig med at de unge har mulighed for at lære nogle af de færdigheder, de ikke har fået med hjemmefra. Den unge bliver samtidig tilknyttet en mentor fra Ungdommens Røde Kors, som har fokus på inklusion og fællesskaber. Helhedsindsatsen minimerer risikoen for længerevarende hjemløshed, fordi fællesskaber sikrer en fast base og støtte, hvilket øger chancen for et fast hjem.

Lige nu søger Røde Kors Aarhus værtsfamilier og værtspersoner som vil hjælpe et ungt menneske godt videre i livet.

 

Læs mere i opslagene herunder:

Åbn dit hjem for en ung på kanten af hjemløshed

Supervisor søges til supervision af frivillige værtsfamilier