Vinterherberget er lukket for i år

Vinterherberget er lukket for i år

 

Den 1. april lukkede dørene til Aarhus Vinterherberg for sidste gang denne sæson. Vinterherberget er et samarbejde mellem Kirkens Korshær, Aarhus Kommune, Aarhus Domkirke, Blå Kors og Røde Kors Aarhus. Det er et tilbud til hjemløse migranter, der i de kolde vintermåneder ikke har en seng at overnatte i.

Dette års åbning af Vinterherberget er gået over al forventning. Der har været stor tilfredshed blandt frivillige og brugere, ”der har været klar struktur og de frivillige har tydeligt kunne mærke hvad idéen med projektet var,” fortæller aktivitetsleder Robert Ulrich. I løbet af de fem måneders åbningstid har der kun været én voldsom episode, hvilket der ifølge Robert er en helt klar grund til, ”Grunden til, at vi ikke har oplevet voldsomme episoder i år kan have noget at gøre med, at vi kun har tilladt migranter adgang. Sidste år blev der også lukket op for andre grupper, da der var ledige pladser. Dette kunne ikke hænge sammen, da de andre grupper ofte også har andre behov.”

Herberget lever af frivillighed, hvilket gør at organisationerne bagved er afhængige af, at de frivillige fortsat har lyst til at gøre en forskel. Derfor er Roberts glæde og taknemmelighed stor overfor de frivillige, ”jeg er meget imponeret, over hvad man er villig til at gøre som frivillig.”

Det er ikke kun dagtimerne de frivillige bruger på Vinterherberget. Der er ligeledes nattevagter, både af sikkerhedsmæssige årsager, men også pga. en række praktiske opgaver som for eksempel at gøre klar til morgenmad, rydde op efter aftensmad, vaske tøj osv.

Det er ikke kun de frivillige Vinterherberget har oplevet støtte fra. Både virksomheder og private har ydet stor hjælp til fordel for hjemløse migranter i årets koldeste måneder. Robert husker tydeligt en vinteraften i december. Pludselig kommer en privat borger og aflevere helt nye pudebetræk som personen har været ude at købe efter at have læst et interview med aktivitetsleder Søren Christensen. Søren havde i forbindelse med et interview til Lokalavisen nævnt, at Vinterherberget manglede hovedpudebetræk.

 

Glade og taknemmelige brugere

Der er stor glæde og taknemlighed blandt brugerne af Vinterherberget. Alternativet er at skulle overnatte i trappeopgange eller i parkeringskældere. Dette har tidligere været et problem for både migranter, politiet og private. Når politiet er nødsaget til at fjerne sovende migranter fra diverse opgange og parkeringskældere er det sidste alternativ at sove på gaden, hvor der ligeledes er risiko for at blive smidt væk. Derfor er Vinterherberget et vigtigt tiltag, hvor der skabes tryghed for både migranterne der får et sted at overnatte, private der ikke skal opleve folk sovende i deres opgange og politiet der ikke er nødsaget til at smide folk ud på gaden.

Problemet med migranter der overnatter uønskede steder er ifølge politiet forsvundet efter åbningen af vinterherberget,” fortæller Robert stolt. Vinterherberget åbner igen til næste år, hvor formålet stadig vil være at kunne dække behovet for nattesøvn og mad til hjemløse migranter i vintermånederne.