Vi er med ved Skole OL 2019

Vi er med ved Skole OL 2019

 

Stemningen er ikke til at tage fejl af. Fra det øjeblik man træder ind på parkeringspladsen er aktivitetsniveauet højt. Ivrige og forventningsfulde folkeskoleelever iklædt sportstøj bevæger sig målrettet imod Ceres Park, som danner rammen for dette års Skole OL. I løbet af de fire dage arrangementet varer, passerer 11.000 elever igennem stadions porte, alle med en drøm om at vinde guldet.

Det er ikke kun skoleelever, der deltager ved dette års skole OL. Aarhus-afdelingens samaritter er også til stede. De patruljerer stadion, og passer godt på de mange deltagere, som dyster i 9 forskellige discipliner: atletik, bordtennis, bowling, bueskydning, cross, orienteringsløb, roning og svømning. I tirsdags gjorde det varme vejr ikke vores samaritter nogle tjenester. De havde et par timer meget travlt med at behandle for dehydrering iblandt de unge atleter.

Imens vores samaritter skaber tryghed inde på stadion, så har vi lavet en lille formidlingslejr på parkeringspladsen foran Ceres Park. Skole OL har nemlig lavet en side event med ekstra aktiviteter for de mange børn. Imellem løbebaner og mælkekartonformede boder har vi parkeret den beskudte ambulance, sat VR-bænken op og lagt førstehjælpsdukkerne frem. Vores frivillige står klar til at fortælle de nysgerrige elever om krigens regler og Røde Kors, alt imens der bliver instrueret i at give hjertemassage. Interessen er stor. Vores lille bod er flittigt besøgt. Førstehjælpsdukkerne ligger plastikkrop til mange gange 30/2, og ambulancen bliver nøje undersøgt.

Det helt store trækplaster er dog VR-bænken, hvor der konsekvent er kø. Der står hele tiden en stor flok elever rundt om bænken og iagttager dem, som prøver den. Der er ingen tvivl om at børnene mener at det er en ganske unik og særpræget oplevelse at prøve bænken. Udtryk som ”Ej, det er jo helt ødelagt”, og ”han er vildt uhyggelig” er bare nogle af reaktionerne på filmen. De omkringstående morer sig lystigt over de mange udbrud og chokreaktioner.

Det har indtil nu været nogle gode dage i Ceres Park. De mange positive tilbagemeldinger på vores tilstedeværelse har været med til, at de til tider voldsomme regnbyger, har været til at holde ud. Vi håber vi får lov til at deltage igen næste år.