Nytåret kom med en ny tradition

Nytåret kom med en ny tradition

På årets første lørdag startede vi en ny tradition i Røde Kors Aarhus. Vores frivillighus var fyldt med kransekagesmil og klirrende plastikkrus, da vores frivillige, aktivitetsledere og bestyrelsen alle mødtes til nytårskur.

Imens solen lyste ind ad vinduerne på det flot pyntede fælleslokale, brugte vi lejligheden til at sige et stort TAK til vores frivillige. For de mange mange frivillige timer, de har brugt i 2019. Og for den kæmpe forskel, de har gjort for rigtig mange mennesker i og omkring Aarhus.

Snakken gik lystigt imellem de fremmødte til tonerne fra en live jazz-trio, der spillede i lokalet. Størstedelen af vores aktiviteter var repræsenteret. Nytårskuren var også en mulighed for de frivillige til at møde hinanden på tværs af deres aktiviteter, så alle fik lejlighed til at præsentere sig med navn og aktivitet.

Dagen bød – foruden bobler og kransekage – på åbningen af den helt nyopstartede 'Oplevelse', som alle kunne komme ned og prøve i mindre hold. I vores kælder er der blevet indrettet et oplevelsesrum, der tager besøgende igennem Røde Kors-dilemmaer i arbejdet med at hjælpe flygtninge og give nødhjælp, både herhjemmefra og ude i verden. Der skal de blandt andet hjælpe flygtninge med at finde deres kære ud fra beskrivelser på væggene. 'Oplevelsen' skal spille sammen med vores Skoletjeneste, der et tilbud til udskolingsklasser i Aarhus Kommune.

Vi holder i Aarhus meget af at samles om sang, og derfor sang vi også en fællessang akkompagneret af jazz-trioen. Tekst og melodi var muligvis forskellige versioner af samme sang, men det bragte latter med sig. Normalt skal man have gjort noget et par gange, før det anses som en tradition. Men i bestyrelsen er vi ikke i tvivl: sådan en nytårskur skal vi afholde igen til næsten år.

Nytårshilsner

Knud Aarup, formand for Røde Kors Aarhus