Det frivillige flygtningearbejde i Århus Nyhedsbrev 1.
Kære Frivillig i Århus Røde Kors
Nu er vi endelig kommet så langt i arbejdet med at etablere det frivillige flygtningearbejde i Århus, at vi konkret kan gå i gang med aktiviteterne. I forbindelse med opstarten har vi besluttet løbende at udsende nyhedsbreve. Nyhedsbrevet vil blive sendt til alle der deltager i aktiviteterne, og vil blive brugt til at fortælle om aktiviteterne, om fremtidige kurser, samt kort om lokalafdelingens tilbud til de frivillige. Vi regner med at Nyhedsbrevet vil udkomme 5 til 6 gange om året. Hvis du ikke ønsker at modtage Nyhedsbrevet kan du afmelde dig ved at sende en mail til: uaa@drk.dk Som det ser ud lige nu mangler vi frivillige. Da vores erfaring er, at den bedste måde at hverve nye frivillige er gennem mund til mund kontakt, vil vi være glade, hvis I vil opfordre venner og bekendte til at deltage i arbejdet som frivillig. Vi har valgt at starte ud med følgende to aktiviteter:
Modtagelse af kvoteflygtninge:
I maj måned modtog Århus Kommune en gruppe kvoteflygtninge fra Iran. 7 af disse har henvendt sig til Dansk Røde Kors for derigennem at få tilknyttet en dansk kontaktperson, samt få lektiehjælp. Gruppen består af 5 kvinder og to mænd i alderen 25 til 35 år. De fleste af dem har været udøvende kunstnere, og har meget mod på at starte en ny tilværelse i Danmark. For dem af jer der er interesseret, holder vi møde på torsdag d.21.september, hvor I både vil høre om de betingelser, der gælder for at indgå som frivillig i Dansk Røde Kors herunder specielt funktionen som kontaktperson. Gruppen af iranere er inviteret med til mødet, så hvis I er interesseret vil I allerede på torsdag blive tilknyttet en af flygtningene som kontaktperson. Ligeledes vil vi forsøge at etablere en lektie-/sprogtræningscafe der vil tilbyde hjælp én gang om ugen. Mødet vil som sagt finde sted: Torsdag d.21.september Kl.17.00 Røde Kors H.H. Sedorffstrædet 4 Århus
Da vi vil købe sandwich og sodavand til deltagerne vil vi gerne have I tilmelder jer til enten Lars Andersen tlf. 7586 2150/ mail lea@drk.dk eller Sanela Lulic lulicsanela@hotmail.com Kvindegruppe i Rosenhøj:
Vi har startet en gruppe op med kvinder primært fra boligområdet Rosenhøj i Århus. Gruppen består foreløbig af 7 flygtningekvinder. Gruppen kommer til at samles om en månedlig udflugt til alt fra loppemarked, besøg på Aros til en tur til Randers Regnskov. Herudover ønsker nogle af kvinderne at få hjælp til at træne og lære mere dansk. De vil også meget gerne lære at cykle på cykel. Nogle af kvinderne har børn, som har behov for at blive passet/leget med, når deres mor lærer at cykle eller skal lære dansk. Har du lyst til at blive tilknyttet gruppen i forhold til de beskrevne aktiviteter, er du meget velkommen til at kontakte enten Uzma Ahmed Andresen uaa@drk.dk eller Sanela Lulic lulicsanela@hotmail.com
Kurser
Dansk Røde Kors afholder lørdag d.11.november årsmøde for det frivillige flygtningearbejde. Kurset der bliver afholdt i Middelfart er et møde for alle aktivitetsgrupper i Dansk Røde Kors, der arbejder med det frivillige flygtningearbejde. På mødet vil der både komme oplæg omkring nye aktivitetsmuligheder, samt mulighed for generel erfaringsudveksling med andre frivillige. I weekenden fra fredag d.24.november til fredag d.26.november af holdes der kursus for frivillige inden for det frivillige flygtningearbejde. Kurset er et tilbud til frivillige der ønsker en baggrundsviden om flygtningearbejdet generelt. På kurset der afholdes i Odense, vil du få indblik i asylsystemet og integrationsloven, oplæg om kulturmødet, præsenteret redskaber til at opstarte nye aktiviteter etc. Som frivillig i Dansk Røde Kors er kurserne gratis at deltage i, og du får dækket dine kørselsomkostninger. Hvis du er interesseret i at deltage i de omtalte kurser kan du henvende dig til: Lars Andersen, tlf. 7586 2150/ mail: lea@drk.dk
Med venlig hilsen
Dansk Røde Kors
Røde Kors Lokalafdeling
|