Den Sociale Café
Som ny i Danmark kan det være svært at finde sig til rette i og forstå de danske regler, krav, kulturelle koder, indforståetheder og sprog. Der kan være mange praktiske udfordringer og forskellige barriere, men også muligheder, som kan være svære at overskue. Derfor kan det også være enormt svært og uoverskueligt at blive en aktiv del af samfundsfællesskabet. Den Sociale Café tilbyder flygtninge et netværk, som kan hjælpe med at gøre hverdagen mere overskuelig.
Caféen tilbyder et trygt rum, hvor der er mulighed for at møde nye som velkendte ansigter under uformelle rammer. Der er både plads til at tale om de mere alvorlige emner såvel som at hyggesnakke. I caféen er der fokus på de gode sociale relationer, hvor medmenneskelighed, tillid og ligeværdighed er i fokus.
Caféen holder åben hver søndag kl. 14-17 og foregår primært i Folkehuset på Carl Blochs Gade 28, 8000 Aarhus C. Der er altid kaffe på kanden og kage på bordet.
Bliv frivillig
Som frivillig i den sociale café stiller du dit nærvær og din tid til rådighed for flygtninge i Aarhus. Du er med til at sikre at de får en god oplevelse, hver gang de besøger caféen og invitere til samtale og aktiviteter, så ingen sidder ufrivilligt alene.
Vi forventer at du:
- Har mulighed for at være frivillig én gang hver uge
- Er god til at samarbejde
- Møder mennesker i øjenhøjde
- Er hjælpsom, forstående og udadvendt
- Har mod på at hjælpe nye i Danmark
Den Sociale Café mangler ikke frivillige i øjeblikket.