Om Fællesspisning
Hver mandag inviterer vi på aftensmad i Røde Kors Hus Vest. Vores frivillige har travlt med at kokkere lækkerier i køkkenet, så lokalområdets beboere kan kigge forbi til et gratis, sundt og nærende måltid i hyggelige rammer. Vi serverer altid mad, der er halal og vegetarisk – så alle kan være med uanset diæt.
For at mindske madspild, laver vi primært mad af overskudsvarer fra Fødevarebanken. Derfor varierer menuen fra gang til gang alt efter, hvad vi har modtaget den uge.
Udover mad, så er der også fællesskab på menuen, når vi mødes mandag aften. Vi har fokus på at alle føler sig velkomne og er en del af de mange samtaler rundt om bordet. Til de mindste, har vi et legetårn, spil og legetøj, så fællesspisning både bliver nærende og sjov.
Fællesspisning i Røde Kors Hus Vest er åben fra kl. 17-19 hver mandag. Vi åbner ikke dørene før kl. 17, men anbefaler, at du kommer mellem kl. 17-17.30, da vi kun har den mad vi har. Alle er velkomne – du behøver ikke at tilmelde dig.
Kom alene, tag naboen i hånden eller familien under armen og kig forbi mandagsfællesspisning i Røde Kors Hus Vest bag ved Bazar Vest i Gellerup.
Bliv frivillig
Som frivillig i Fællesspisning skal du kunne lide at lave mad. Sammen med de andre frivillige laver du mad til cirka 70 personer. Fællesspisning foregår kun om mandagen, og det er derfor en forudsætning at du kan være frivillig hver eller hver anden mandag. De frivillige møder typisk ind omkring kl. 14 for at gå i gang med at lave maden, men det er muligt at møde senere for at hjælpe med afvikling af fællesspisning og den efterfølgende oprydning.
Som frivillig i fællesspisningen, skal du:
- Kunne være frivillig, mandage i tidsrummet 14-20
- Have lyst til at skabe et varmt rum, hvor der er plads til alle
- Være åben, tålmodig og kunne rumme og tale med mange forskellige mennesker
- Kunne hjælpe med madlavning, servering og/eller oprydning
- Være ansvarsbevidst og mødestabil