Succesfuld åbning af suppekøkken

Succesfuld åbning af suppekøkken

 

Lørdag d. 28. marts kunne Røde Kors Aarhus i samarbejde med Kirkens Korshær i Aarhus, Blå kors og Folkekirken i Aarhus åbne Suppekøkken i UngK på Nørre Allé. Suppekøkkenet er et af de tre nødtilbud de fire organisationer sammen har etableret, og er muligt grundet en donation fra Novo Nordisk fonden.

Mange af byens væresteder og varmestuer, har været nødsaget til at nedjustere eller helt at lukke ned grundet spredningen af Covid-19. Røde Kors Aarhus og de tre andre organisationer har derfor fundet det nødvendigt at etablere et Suppekøkken, så byens socialt udsatte borgere fortsat har et sted, hvor de dagligt kan indtage et varmt måltid mad.

Men når man står midt i en pandemi, kan man ikke sådan uden videre åbne et Suppekøkken: ”Vi har skiftet stolene ud, så vi har metalstole der kan sprittes af og vi har skaffet handsker, håndsprit og desinfektionsmiddel.” fortæller Christina Daa Horshauge – Projektleder og udviklingskonsulent i Folkekirken i Aarhus. ” Vi har også ryddet alle unødvendige ting væk, der lukkes kun 7 gæster ind ad gangen, man sidder ved hvert sit bord og så spritter vi løbende af.”

Suppekøkkenet holder åbent hver dag fra 12-14 og er åbent to måneder frem.

Kunne du have lyst til at hjælpe byens udsatte borgere ved at være frivillig i suppekøkkenet? Så læs mere eller ansøg her: https://frivilligjob.dk/job/115965/vil-du-servere-et-varmt-maltid-til-socialt-udsatte-i-aarhus