Foredrag: Dansk Røde Kors i Hviderusland og ‘Den fredelige revolution’

Foredrag: Dansk Røde Kors i Hviderusland og ‘Den fredelige revolution’

Hviderusland er for mange nok lidt et fremmed territorie, og landet har da indtil for nyligt sjældent figureret i det danske mediebillede. Hviderusland, der oprindeligt var en del af Sovjetunionen, har næsten helt siden det blev et selvstændigt land været ledet af præsident Aleksandr Lukasjenko, som officielt er valgt på demokratisk vis, men reelt set fungerer som diktator. I 26 år har den hviderussiske befolkning levet med Lukasjenko som præsident.

Ved valget i år vågnede befolkningen op, og da sejren igen gik til Lukasjenko og ikke oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja, gik folket i gaden og krævede omvalg. Siden da har der været faste demonstrationer og tumult især vedrørende oppositionen og Tikhanovskaja. Landets regering er desuden blevet kritiseret for en mængde brud på menneskerettighederne og er af Danmarks udenrigsminister blevet omtalt som en “skamplet på Europa”.

Hviderusland har i de senere år oplevet økonomisk vækst, men den er langt fra kommet alle til gode, og har skabt store skel i befolkningen, der truer den sociale sammenhængskraft. Det anslås at 5,9% af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse, og især ældre, fysisk handicappede, enlige forældre og andre sårbare grupper modtager ikke de ydelser de har behov for og krav på, hvilket sætter dem i stor risiko for social eksklusion.

Men hvad er Hviderusland egentlig for en størrelse og hvad er situationen i det uroplagede land lige nu? Hvordan hjælper Dansk Røde Kors’ i landet, både før og efter valget i august? Dette dykker vi ned i sammen med Søren Thomsen, der i 2018 rejste med Røde Kors til Hviderusland, og fik indblik i, hvordan Røde Kors tager teten for at hjælpe en udsat befolkning.

Foredraget finder sted i Frivillighuset på Nørre Allé 32 torsdag d. 26. november kl. 19.00

Tilmelding skal ske via e-mail til emhjo@rodekors.dk

Eller følg med hjemmefra på https://meet.jit.si/RKIHvideruslandOgDenFredeligeRevolution