Et stærkt venskab på tværs af generationer

Et stærkt venskab på tværs af generationer

Ingrid og Karen

Karen og Ingrid har mødt hinanden gennem Besøgstjenesten i Røde Kors Aarhus. De har været besøgsvenner i over et år og til trods for, at der er 38 år mellem dem, så har de en masse ting til fælles.

Det er søndag, himlen er blå og vejen er farvet rød og orange af træernes nedfaldne blade.
I lejligheden, som ligger i det vestlige Aarhus, skinner efterårssolen ind ad vinduet.
“Sikke noget dejligt efterårsvejr på sådan en søndag”, udbryder Karen, da hun træder ind ad døren til lejligheden. Hun har vaniljesmåkager i favnen. Ingrid har hældt friskbrygget kaffe på kanden. Der er dækket op med blåt stel – med afstand naturligvis. Karen hænger sin frakke på knagen, spritter hænderne af og skænker kaffen.
28-årige Karen bor i Aarhus og arbejder til daglig i Region Midtjylland indenfor socialområdet. Ingrid er 66 år og er lige blevet folkepensionist, og så har hun haft Parkinsons i 10 år. Karen og Ingrid er besøgsvenner. Det har de været længe. I sommer kunne fejre deres 1-års dag med pandekager.

Aldersforskellen er intet problem
“Venskaber og relationer betyder meget for mig. Jeg meldte mig som frivillig i Besøgstjenesten, fordi jeg syntes, at det kunne være fedt at få en ven fra en anden aldersgruppe. Havde det ikke været for Besøgstjenesten, så havde Ingrid og jeg jo aldrig mødt hinanden”, siger Karen. Hun fortæller, at hun førhen havde et meget tæt forhold til sine bedsteforældre, men at de nu er gået bort.
“Så tænkte jeg over, hvorfor det egentligt er, at man ikke kan have et venskab på tværs af generationer? Ingrid kommer med nogle pointer og vinkler på tingene, som mine jævnaldrende veninder ikke gør. Det er sjovt at se, hvor lidt alder egentligt betyder”, siger hun. Ingrid nikker fra lænestolen. For hende er aldersforskellen heller intet problem.
Hun synes, at det er rart at møde et ungt menneske, fordi det giver nogle andre slags snakke.
“Karen har givet mig rigtig meget! Når hun kommer, så går hun bare ind og går i gang. Hun kender det hele efterhånden”, siger Ingrid.

Kan snakke om alt
Når de to er sammen, så snakker de om alverdens hverdagsting, men de kan også sagtens berøre tungere emner:
“Der gik ikke særlig lang tid før, at jeg havde tillid til Karen. Vi har talt om personlige og private emner, og det betyder rigtig meget, at man også kan tale om sådanne ting. Med Karen havde jeg en fornemmelse af, at her er en, jeg kan dele ting med”, fortæller Ingrid. Også for Karen betyder det meget, at de både kan sludre om løst og fast, men samtidig også tale om mere alvorlige emner.
Til trods for aldersforskellen så har de to en masse ting til fælles. Eksempelvis er de begge store familiemennesker, og de er efterhånden også kommet tæt på hinandens familier.
“Vi er faktisk ret ens. For eksempel fandt vi ud af, at vi havde en fælles kærlighed til digte. Nogle gange læser Ingrid op fra sine digte, og det inspirerer mig rigtig meget. Derudover har vi også en fælles kærlighed til kage”, fortæller Karen og smiler.

Har holdt kontakten trods Corona
Karen og Ingrid starter altid med at mødes i Ingrids lejlighed. Derfra tager de nogle gange ud og handler sammen, tager en picnickurv med ud i solen eller går en tur i Botanisk Have. Andre gange ser de fjernsyn, laver aftensmad sammen eller bager julekager.
“Det vi laver minder egentlig ret meget om, hvad jeg laver, når jeg ses med mine andre veninder. Vi hygger og snakker, og så drikker vi en hulens masse kaffe”, siger Karen og griner.
Inden Covid-19 mødtes de cirka hver anden uge – ofte om søndagen. Selvom Corona har været en udfordring, så har de to formået at holde kontakten ved lige. De har både snakket i telefon sammen og facetimet, men denne gang blev de altså enige om at mødes fysisk – for som Ingrid siger: “Det er altså bare ikke det samme at facetime”.

Solen sender dagens sidste efterårsstråler ind gennem vinduet, mens der bliver skænket mere kaffe op i kopperne. Karen snupper en småkage, og bliver enig med Ingrid om, at de skal gentage julekagebagningen igen i år.