Vil du hjælpe mennesker ud af ensomhed – og er du samtidig skarp til IT/digital kommunikation?

Vil du hjælpe mennesker ud af ensomhed – og er du samtidig skarp til IT/digital kommunikation?

Studentermedhjælp-stilling

Så er det dig, vi leder efter til en studentermedhjælp-stilling hos Røde Kors Aarhus.

Flere end 260.000 mennesker i Danmark føler sig ensomme. De savner kontakt til og omsorg fra andre mennesker. Røde Kors Aarhus har en besøgstjeneste, hvor besøgsvenner besøger besøgsværter i værternes hjem. Der er pt. en meget stor efterspørgsel på besøgsvenner i Aarhus, og samtidig medfører Covid-19 situationen, at Røde Kors er nødt til at igangsætte nye initiativer med henblik på at fastholde kontakten mellem besøgsven og besøgsvært.

I nogle situationer er mødet nødt til at være digitalt, og i andre situationer må kontakten foregå udendørs.

Røde Kors Aarhus ønsker derfor at kunne tilbyde individuel vejledning i brug af digitale mødesystemer til alle besøgspar, der har behov for dette. Samtidig ønsker Røde Kors Aarhus at videreudvikle besøgstjenesten således, at den fortsat tilbyder gåvenner i udvidet form – og dermed flytter en del af besøgene udendørs.

Til det har vi brug for din hjælp.

Dine arbejdsopgaver

  • Sikre vejledningsmateriale til undervisning i brug af digitale kommunikationsplatforme (TEAMS, Skype, Messenger, Facetime, SnakSammen og/eller andet)
  • Yde individuel støtte til alle besøgspar i brug af digitale kommunikationsplatforme
  • Understøtte frivillige i videreudvikling af Røde Kors’ besøgstjenester inkl. Forårsvenner og SnakSammen
  • Holde kurser i digital kommunikation for frivillige
  • Videreudvikle Røde Kors’ interne digitale kommunikation sammen med frivillige
  • Hjælpe med at hverve og fastholde frivillige
  • Andet administrativt ad hoc projektarbejde

Din profil

Vi forventer, at du

  • er skarp til digital kommunikation på diverse platforme og kan udarbejde/tilpasse vejledningsmaterialer til målgruppen
  • har forståelse for målgruppen og en stor grad af indlevelsesevne og empati
  • er glad for at være i kontakt og tale med ældre mennesker
  • er en god formidler og underviser – både i helt små grupper og lidt større forsamlinger
  • er god til at motivere og samarbejde med frivillige
  • enten selv har været frivillig eller har arbejdet med frivillige
  • har lyst til at samarbejde med mennesker med vidt forskellige baggrunde og holdninger til livet
  • er under uddannelse
  • er initiativrig, opsøgende, selvstændig og har forståelse for målgruppen
  • har sans for detaljer og de små forskelle.

Vi tilbyder

  • Et job med mening; 10 timer pr. uge fra maj 2021 til december 2021 & 7 timer pr. uge i hele 2022.
  • Et job, hvor du vil arbejde både selvstændigt og i tæt samarbejde med frivillig ledere af besøgstjenesterne
  • Fleksibilitet omkring placering af arbejdstimer
  • Samarbejde med engagerede frivillige og ansatte
  • Løn efter overenskomst.

Der kan evt. være mulighed for at kombinere denne stilling med anden studentermedhjælp-stilling hos Røde Kors Aarhus. Hold øje med opslag.

Din arbejdsplads vil være i Røde Kors’ sekretariat Nørre Allé 32, men en del af tiden tilbringes i Røde Kors Huset v. Bazar Vest.

Send din ansøgning snarest muligt og senest 25. april. Du kan ansøge HER

Dine tætteste samarbejdspartnere er frivillige ledere af Røde Kors Aarhus’ besøgstjenester. Du vil referere til sekretariatsleder Janne Wennerstrøm.

Har du spørgsmål, så tøv ikke med at kontakte sekretariatsleder Janne Wennerstrøm på 2487 2447 eller jawen@rodekors.dk

Om Røde Kors Aarhus

Du bliver en del af verdens største humanitære organisation. Røde Kors er altid til stede, når mennesker har behov for hjælp. Også i Aarhus, hvor Røde Kors Aarhus bekæmper ensomhed, skaber netværk og fællesskaber for socialt udsatte og sårbare mennesker.

Vores bærende princip er medmenneskelighed gennem frivillig indsats. Derfor skaber vi muligheder for, at mennesker kan hjælpe mennesker. Ved at yde en lokal indsats kan vi være med til at gøre hverdagen en smule lysere for mennesker i nød. Vi er omkring 850 frivillige og 11 medarbejdere i Aarhus.