
Donation fra Salling Fondene gør 150-års jubilæum til en fejring af lokal frivillighed og fællesskab
I 2026 fylder Røde Kors Aarhus 150 år. Takket være en gavmild donation fra Salling Fondene markeres milepælen gennem en række aktiviteter i byen, der både hylder den frivillige indsats gennem generationer og samtidig inviterer flere aarhusianere ind i fællesskabet.
Billetter til jubilæumskoncerten kan købes på Musikhusets hjemmesideEn generøs donation på 390.000 kroner fra Salling Fondene gør det muligt for Røde Kors Aarhus at gennemføre en række jubilæumsaktiviteter i forbindelse med foreningens 150-års jubilæum i 2026. Med donationen kan Røde Kors Aarhus både fejre 150 års humanitært engagement og samtidig sætte fokus på fremtidens frivillighed, fællesskaber og lokale hjælpearbejde.
Fejringen har fokus på at anerkende de tusindvis af frivillige, som gennem 150 år har været fundamentet for Røde Kors’ humanitære arbejde i Aarhus. Samtidig skal de forskellige jubilæumsaktiviteter give aarhusianerne et indblik i det lokale sociale arbejde og gøre flere opmærksomme på de mange muligheder for at engagere sig frivilligt.
”Med frivillige som drivkraft har Røde Kors i 150 år gjort en forskel for mennesker i hele Aarhus. Det er et engagement, som vi i Salling Fondene har stor respekt for, og vi håber, at jubilæet udover at blive en fejring af historien også kan inspirere nye generationer til at engagere sig i at hjælpe mennesker gennem frivilligt arbejde,” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Fra jubilæumsmagasin til velgørenhedskoncert
Donationen fra Salling Fondene bidrager til udgivelsen af Røde Kors Aarhus’ jubilæumsmagasin, der når bredt ud til byens borgere med fortællinger om foreningens historie, aktuelle arbejde og personlige fortællinger fra foreningens frivillige. Magasinet udkom i sidste uge og kan bl.a. hentes gratis i føtex varehuse, Bruuns Galleri og Røde Kors butikkerne i Aarhus Kommune.
Derudover, inviterer Røde Kors Aarhus til en velgørenhedskoncert i Musikhuset Aarhus, som både skal skabe en samlende begivenhed for aarhusianerne og samtidig indsamle midler til det lokale sociale arbejde. Her kan gæster glæde sig til den anerkendte jazzbassist og komponist Peter Vuust som kapelmester sammen med 5 x Vuust, LiveStrings og et stærkt hold af gæsteartister: Mike Andersen, Lau Højen, Dopha og Bye Bye Brenda. Koncerten afholdes i Rytmisk sal d. 30. november kl. 19.30. Billetterne er sat til salg gennem Musikhuset Aarhus.
”Vi er meget taknemmelige for den flotte støtte fra Salling Fondene. Vi glæder os til at dele jubilæet med aarhusianerne og håber, at både magasinet og koncerten vil inspirere endnu flere til at gøre en forskel for sig selv og andre gennem frivilligt arbejde. Jeg håber rigtigt mange vil støtte vores arbejde ved at købe billetter til jubilæumskoncerten,” siger Niels Højberg, Bestyrelsesformand i Røde Kors Aarhus.
Med jubilæumsaktiviteterne ønsker Røde Kors Aarhus at øge kendskabet til foreningens sociale aktiviteter, inspirere flere til at blive frivillige og styrke opbakningen til afdelingens arbejde lokalt i Aarhus Kommune.