Et godt år blev opsummeret på generalforsamling d. 2. marts

04. marts 2026

Vi har haft et godt år, men behovet for hjælp er desværre stigende.
Sådan blev år 2025 opsummeret af vores formand på Røde Kors Aarhus’ årlige generalforsamling, der blev afholdt d. 2. marts.

Omkring 60 mennesker var mødt op til bobler, kage og et overblik over, hvordan 2025 har set ud for Røde Kors Aarhus. Og kort fortalt – så har 2025 været et godt år, hvor vi både har opstartet nye sociale aktiviteter og forbedret vores regnskabsresultat i forhold til det budgetterede.

Men 2025 var også et år, hvor vi mærkede det stigende behov for social hjælp – et behov vi ikke spår, bliver mindre i fremover – tværtimod. Derfor rummer vores planer for fremtiden også et øget fokus på indtægtskilder og samarbejde med både kommunen samt lokale virksomheder, så vi kan blive ved med at hjælpe, når behovet opstår.

Seks bestyrelsesmedlemmer med genvalgt til bestyrelsen, som i dag består af ti medlemmer. Deres opgave bliver blandt andet at være med til at sikre, at Røde Kors Aarhus fortsat udvikler sig og kan tilbyde frivillig, social hjælp til de mennesker, der har det svært i vores kommune.

Du kan se, hvem der sidder i Røde Kors Aarhus’ bestyrelse ved at følge linket nederst på siden.

Efter den officielle del af generalforsamlingen inviterede vi på foredrag med anæstesisygeplejerske og delegat for Røde Kors, Lindy Lillelund. Lindy gav et indblik i, hvordan det er at være udstationeret i verdens brændpunkter. Gennem billeder fortalte han om sine udsendelser, oplevelser og ikke mindst de mange forskelligartede opgaver han har løst som delegat for ICRC.

Tak til alle, der deltog i vores generalforsamling. Vi gør det igen næste år, hvor du kan deltage hvis du enten er medlem eller frivillig.

Røde Kors Aarhus' bestyrelse