Ny samarbejdsaftale med Aarhus Kommune
Ny samarbejdsaftale skal styrke fællesskaber og øge livskvaliteten for sårbare aarhusianere.
Aarhus Kommune og Røde Kors Aarhus har indgået en ny treårig samarbejdsaftale, der skal styrke fællesskaber og øge livskvaliteten for sårbare aarhusianere.
Aftalen skal skabe bedre muligheder for deltagelse i fællesskaber, styrke følgeskab og støtte til sårbare ældre samt fremme mangfoldighed og lokal sammenhængskraft. Blandt andet vil samarbejdsaftalen sikre en fortsat udbredelse af frivillige aktiviteter på plejehjem og seniorcaféer for de ældste ældre samt flere frivilligdrevne fællesskaber og sundhedstilbud for borgere med anden etnisk baggrund.
Endelig etablerer aftalen en mere fleksibel og bæredygtig ramme for samarbejdet mellem kommune og civilsamfund.
Aarhus står – ligesom resten af Danmark – over for store forandringer i velfærden. Flere ældre, større ulighed i sundhed og et stigende fokus på livskvalitet betyder, at trivsel og gode liv ikke kan skabes af kommunen alene. De skabes i fællesskab – mellem borgere, civilsamfund og det offentlige.
Den nye aftale bygger videre på et mangeårigt samarbejde mellem Sundhed og Omsorg og Røde Kors Aarhus. Målet er at skabe et mere strategisk og sammenhængende samarbejde, der tager udgangspunkt i borgernes konkrete behov, livssituationer og muligheder for deltagelse i fællesskaber.
Velfærd skabes sammen
Rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aaboe, ser aftalen som et vigtigt skridt mod fremtidens velfærd:
“Vi ved, at de udfordringer, vi står overfor, ikke kan løses af kommunen alene. Fremtidens velfærd skal skabes i samspillet mellem borgere, civilsamfund og det offentlige. Derfor er det afgørende, at vi bygger samarbejder, som både er langsigtede og fleksible nok til at kunne reagere på de behov, der opstår. Den her aftale giver os mulighed for løbende at prioritere og udvikle indsatserne dér, hvor de skaber størst værdi for aarhusianerne.”
Den nye aftale er samtidig et eksempel på, hvordan ambitionerne i ældrereformen kan omsættes til handling. Reformen understreger betydningen af fællesskaber, forebyggelse og et tættere samspil mellem velfærdssamfundets aktører. Med aftalen forpligter Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune og Røde Kors Aarhus sig på at udvikle netop de samarbejdsformer, der kan bringe flere mennesker tættere på fællesskabet og styrke livskvaliteten for dem, der har mest brug for det.
Fokus på den forskel, vi skaber
For Niels Højberg, formand for Røde Kors Aarhus, er aftalen et vigtigt skridt mod nye måder at skabe velfærd på:
“Fremtidens velfærd kræver mere end gode projekter. Den kræver stærke relationer, fælles ansvar og evnen til at udvikle løsninger sammen med dem, det handler om. Det særlige ved den her aftale er, at vi ikke låser os fast på en lang liste af aktiviteter, men forpligter os på den forskel, vi ønsker at skabe for borgerne. Det giver os mulighed for løbende at tilpasse indsatsen til de behov, vi møder, og samtidig bygge et stærkere og mere bæredygtigt samarbejde mellem kommune og civilsamfund.”
Aftalen skal både styrke eksisterende aktiviteter og skabe plads til udvikling af nye løsninger. Samtidig giver den mulighed for løbende at tilpasse indsatserne til aktuelle behov, så ressourcerne anvendes dér, hvor de skaber størst værdi.
Det fælles perspektiv er klart: Velfærd og gode liv skal ikke afgrænses til kommunens eller civilsamfundets eksisterende tilbud, men tage udgangspunkt i borgernes behov og muligheder for at være en del af meningsfulde fællesskaber.
Parterne vil årligt følge op på samarbejdet og løbende justere indsatsområderne for at sikre, at samarbejdet fortsat skaber størst mulig værdi for aarhusianerne.
Fakta om samarbejdsaftalen
- Samarbejdsaftale mellem Røde Kors Aarhus og Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
- Aftaleperiode: 1. januar 2026 – 31. december 2028
- Samarbejdet bygger på principper om fælles prioritering, fleksibilitet samt balance mellem drift og udvikling
- Samarbejdsaftalen muliggør fortsat udbredelse af frivillige aktiviteter på plejehjem, seniorcafeer for de ældste ældre og opstart af flere frivilligdrevne fællesskaber og sundhedstilbud for borgere med anden etnisk baggrund.