Samarbejde sætter fokus på kvindehjertet og førstehjælp

12. november 2025

Røde Kors Aarhus indgår samarbejde med Science Museerne og Dansk Kvindesamfund Aarhus om at sætte fokus på en overset og potentielt dødelig ulighed: at kvinder har markant lavere chance for at blive genoplivet i det offentlige rum end mænd.

En del af forklaringen er blufærdighed og en ubevidst berøringsangst i forhold til den kvindelige krop. En anden del af forklaringen kan findes i, at de fleste førstehjælpskurser stadig bruger mandlige fantomer, hvilket kan skabe usikkerhed omkring, hvor hænderne skal placeres, når personen med hjertestop har bryster.

Aktivitetsleder for førstehjælp hos Røde Kors Aarhus, Michael Bøgh Nielsen, peger på, at netop den manglende praktiske erfaring kan få fatale konsekvenser:

”Det er mange år siden, at de første kursister begyndte at spørge ind til, hvorfor vi ikke havde kvindelige dukker i undervisningen, men de var på daværende tidspunkt ikke tilgængelige,” fortæller han. ”Vi købte kvindelige fantomer, da de kom på markedet, og har siden december 2024 altid brugt dem i vores undervisning. Vi kan jo se, at mange faktisk bliver lidt usikre og finder det grænseoverskridende, når de ser, at dukken har bryster. Det er vigtigt for os at gøre undervisningen så realistisk som muligt. Uhensigtsmæssig blufærdighed skal ikke stå i vejen for at redde liv.”

I løbet af foråret 2026 vil Science Museerne, Dansk Kvindesamfund Aarhus og Røde Kors Aarhus invitere til et særligt arrangement, hvor gæster kan møde fagfolk, høre om forskelle på mande- og kvindehjerter og selv prøve at give hjertemassage på et kvindeligt fantom.

Læs pressemeddelelse