Skoletjenesten

Skoletjenesten Røde Kors Aarhus

Skoletjenesten

Røde Kors Aarhus' Skoletjeneste er et tilbud til skoler og fritidstilbud i Aarhus kommune, der giver eleverne indblik i det Røde Kors Aarhus beskæftiger sig med.
Igennem aktiv undervisning og workshops lærer eleverne om Røde Kors Aarhus' arbejde lokalt og internationalt - og en diskussion om hvordan de påvirker deres eget lokal samfund.

Vores Skoletjeneste fokuserer på 4 områder:

    • Medmenneskelighed
    • Katastrofe og beredskab
    • Fordrevet
    • Røde Kors og frivillighed

Formålet med Skoletjenesten er, at give børn og unge en bedre forståelse for hvordan de lokale, nationale og internationale problematikker relaterer til deres eget liv. Det er en workshop om hvad Røde Kors er, hvad de laver og hvordan de gør en forskel i verden, og hvordan eleverne med medmenneskelighed selv kan gøre en forskel.

Ud til jer eller hos os?

Vi har lavet tre fleksible muligheder for at bruge Skoletjenesten. Vores frivillige undervisere står klar, når vi byder på virksomhedsbesøg for de ældste klasser i vores frivillighus på Nørre Allé 32, eller til at bringe aktiv og alsidig undervisning ud til jeres skole eller fritidsklub. For at imødekomme jer, snakker vi sammen om at tilpasse materialet til alder og niveau. Alternativt kan du inddrage vores gratis materiale i din egen undervisning.

Kontakt

Aktivitetsleder

Dagbjört Strandberg

Mail:
aarhus.skoletjenesten@rodekors.dk

Skoletjenesten Røde Kors Aarhus

Læring skal være sjovt. Det er vigtigt for os og vores undervisere, at Skoletjenesten bidrager til aktiv undervisning. Det betyder også at vi tilpasser undervisningen efter målgruppen, så alder og forhåndsviden tages i betragtning. Fælles for al vores formidling er, at vi altid prøver at gøre undervisningen så aktiv som muligt med workshops, rollespil og lignende. Vi er af den overbevisning at man lærer bedst, hvis man selv har mulighed for at arbejde med emnet.

Er skoletjenesten noget for dig, din klasse, eller ungdomsskole, så skriv endelig til os.

Oplevelsen

Oplevelsen i Røde Kors Aarhus er et tilbud til skoler og ungdomsskoler i Aarhus Kommune. Oplevelsen er et fysisk rum i Røde Kors Aarhus’ Frivillighus på Nørre Allé 32. Her kan I få lov at komme med ind i Røde Kors’ verden og på egen krop opleve nogle af de situationer, som Røde Kors’ humanitære arbejde foregår i.

I Oplevelsen kan I prøve livet som Røde Kors-medarbejder i en krisesituation, hvor I skal pakke nødhjælpskasser og hjælpe med at genforene familier i Eftersøgningstjenesten. Men I skal også opleve situationen fra en flygtnings perspektiv og tage stilling til, hvad man skal tage med sig, når man pludselig skal flygte fra sit eget hjem.

Et besøg i Oplevelsen kan med fordel kombineres med en workshop med vores Skoletjeneste, men man kan også sagtens komme kun for at prøve Oplevelsen.

Vi ønsker med Oplevelsen at give et indblik i Røde Kors’ humanitære arbejde og de problemstillinger, som Røde Kors-medarbejdere og de mennesker, vi hjælper, kan stå overfor. Det vil vi med interaktive læringsmetoder, hvor I selv får lov at stå midt i krisen, og hvor overvejelser i livsvigtige situationer kan blive diskuteret.

Røde Kors Aarhus’ Oplevelsen er tiltænkt grundskolens udskolingselever på 7.-9. klassetrin. Er I en gruppe uden for disse klassetrin, der ønsker at komme, er I dog naturligvis altid meget velkommen til at henvende jer. Så finder vi ud af, om det er muligt at tilrettelægge et besøg for jer.

Det er muligt at besøge Oplevelsen alle hverdage mellem 9-16. Har I lyst til at besøge Oplevelsen, kan I skrive en mail til aarhus@rodekors.dk