NYHEDER RØDE KORS AARHUS

13. november 2024

Vil du hjælpe sårbare familier til en sødere jul?

Hos Røde Kors Aarhus uddeler vi julehjælp til lokale familier, der har brug for en håndsrækning i højtiden. Julen er fyldt med glæde og nærvær, men for nogle familier er den desværre også fyldt med bekymringer og afsavn. Du kan være med til at skabe håb og varme – og sikre at flere kan fejre en dejlig juletid med julemad, julegodter og gaver til børnene.

Sådan kan du hjælpe: Donér slik, snacks eller andre lækkerier med lang holdbarhed til vores juleposer som uddeles i midten af december. Du kan aflevere din donation i kassen ved vores sekretariat, som du finder i Folkehuset Trøjborg, Kirkegårdsvej 53 – alle hverdage 7.30-17.30 (fredage kl. 15.30).

Sammen kan vi gøre en forskel og skabe en sødere jul for dem, der har allermest brug for det!

Hvis du har spørgsmål kan du kontakte os på: aarhus.julehjaelp@rodekors.dk


Læs mere
11. november 2024

Bliv praktikant i Røde Kors Hus Vests sociale aktiviteter

Røde Kors Aarhus bekæmper ensomhed og udsathed gennem frivilligt socialt arbejde. En af vores store aktivitetsområder er Røde Kors Hus Vest i Gellerupparken, hvor vi driver 13 faste aktiviteter hver uge til gavn for op til 200 deltagere om ugen. Vi sikrer økonomisk udsatte familier tøj på kroppen og sund mad på bordet; vi hjælper flygtninge med sprogtræning og socialt netværk; og vi bekæmper ensomhed og ulighed i sundhed gennem aktiviteter der er gode for krop og sjæl, og meget mere. Skal du være med?

Som praktikant i Røde Kors’ sociale aktiviteter Gellerup og Aarhus V får du bl.a. til opgave at:

  • Koordinere og afvikle sociale aktiviteter, herunder deltage i aktiviteterne og sparre med de frivillige
  • Bistå rekruttering af nye frivillige, herunder kommunikation og oplæring
  • Hjælpe til med at skabe sammenhold, sammenhæng og trivsel blandt husets frivillige og deltagere
  • Understøtte frivillige og virksomhedspraktikanter i det daglige, herunder støtte ifm. jobafklaring
  • Deltage i den professionelle udvikling af aktiviteter og indsatser, og evt. større arrangementer
  • Bistå løbende kommunikations- og administrationsopgaver sammen med projektleder

Praktikken er for dig, der:

  • Ønsker erfaring med at drive og udvikle frivilligt socialt arbejde
  • Er rummelig, omsorgsfuld og tålmodig, og vil lære husets brugere og frivillige at kende
  • Er relationelt stærk og god til at samarbejde
  • Arbejder selvstændigt, tager initiativ
  • Kan bringe din faglighed i spil og hjælpe os med at udvikle arbejdet til gavn for deltagerne
  • Er studerende

Du får:

  • Konkret erfaring med en bred vifte af opgaver indenfor projektarbejde på socialområdet
  • Indblik i og kendskab til Røde Kors’ nationale og lokale arbejde for ensomme, udsatte og sårbare
  • En hverdag på en rummelig og varm arbejdsplads
  • Netværk i Dansk Røde Kors, en af landets førende hjælpeorganisationer og del af verdens største humanitære bevægelse
  • Mulighed for at præge dine arbejdsopgaver og tilrettelægge din arbejdstid fleksibelt efter aftale med praktikvejleder
  • Tilbud om kompetencegivende kurser og oplæg, både fysisk og online

Praktikken er ulønnet studiepraktik.

 

Arbejdsstedet er Røde Kors Hus Vest, Edwin Rahrs Vej 32P, 8220 Brabrand med jævnlige arbejdsdage på sekretariatet i Aarhus C og mulighed for hjemmearbejde på udvalgte dage efter aftale.

Lyder det som noget for dig? Send CV og motiveret ansøgning til Rosa Munch Gelardi på romge@rodekors.dk


Læs mere
11. november 2024

Bliv praktikant i Housing First-samarbejdet

I januar 2024 startede Røde Kors Aarhus et samarbejde med Aarhus Kommune og Foreningen Gadeliv, med det formål at hjælpe hjemløse ind i egen bolig på en tryg og værdig måde. Kommunen finder lejlighederne, Gadeliv tilbyder følgeskab og praktisk hjælp, og Røde Kors leverer møbler fra vores genbrugsbutik i Gellerup. Samtidigt undersøger vi muligheden for at danne et fællesskab for dem, der har fået ny bolig.

Som praktikant i Housing First-samarbejdet understøtter du Røde Kors’ del af projektet, herunder:

  • Du koordinerer deltagernes besøg med kontaktperson i Foreningen Gadeliv og deltager i den daglige projektvaretagelse i samarbejde med projektleder, Gadeliv og Aarhus Kommunes Housing First-enhed
  • Du tager imod og hjælper deltagerne på deres besøg i huset for at vælge møbler til deres nye bolig, herunder holder styr på indkøb, koordinerer reservation og afhentning af møbler og opdaterer i vores interne register, hvilke møbler de har valgt
  • Du afsøger muligheder og evt. planlægger sociale arrangementer for deltagere, der er kommet på plads i deres nye hjem
  • Du sørger for opfyldning af varer i butikken forud for besøg, når det er nødvendigt (fx rykke møbler, hente donationer og hjælpe til på lageret).
  • Du bidrager til den løbende vidensindsamling og evaluering af indsatsen i samarbejde med projektleder

 

Da projektet involverer sårbare personer, som kan have svært ved faste aftaler, er det vigtigt at du er både rummelig, tålmodig og fleksibel. Vi planlægger dine arbejdsdage efter behov (med mulighed for hjemmearbejde, når der ikke er aftalte møder), men det forventes at du kan træde til mandag-fredag for at understøtte besøgene.

Praktikken er for dig, der:

  • Er rummelig og tålmodig i din tilgang til andre mennesker, og arbejder med hjertet forrest
  • Er relationelt stærk og god til at samarbejde
  • Arbejder selvstændigt og tager initiativ
  • Kan gå praktisk til hånde, f.eks. ifm. at flytte møbler
  • Har kørekort, og kan hente/bringe projektdeltagerne til aktiviteter, når det er nødvendigt
  • Er ærlig, pålidelig og mødestabil

Du får:

  • Hands-on erfaring med en bred vifte af opgaver indenfor projektarbejde på socialområdet
  • Indsigt i samarbejdet mellem kommune og organisation
  • Indblik i og kendskab til Røde Kors’ nationale og lokale arbejde for ensomme, udsatte og sårbare
  • En hverdag på en rummelig og varm arbejdsplads med varierende arbejdstempo
  • Netværk og erfaring fra verdens største humanitære organisation
  • Tilbud om kurser og arrangementer gennem MitRødeKors

 

Arbejdsstedet er Røde Kors Hus Vest, Edwin Rahrs Vej 32P, 8220 Brabrand med jævnlige arbejdsdage på sekretariatet i Aarhus C og mulighed for hjemmearbejde på udvalgte dage efter aftale.

Lyder det som noget for dig? Send en motiveret ansøgning og CV til Rosa Munch Gelardi på romge@rodekors.dk.


Læs mere
07. november 2024

Sidste chance for tilmelding til foredrag med Anders Ladekarl⏰

Onsdag den 13. november får vi besøg af Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, der giver et unikt indblik i Røde Kors’ arbejde under krige og katastrofer verden over.

Under titlen Altid til stede vil han tage os med til verdens brændpunkter, hvor millioner af mennesker dagligt kæmper for at overleve og er dybt afhængige af Røde Kors’ nødhjælp. Med afsæt i mange års erfaringer med humanitært hjælpearbejde vil Ladekarl dele sine personlige oplevelser fra nødhjælpsindsatser i Gaza, Ukraine og Syrien.

Aftenen byder på bevægende fortællinger om nødhjælpsarbejde, og der vil være mulighed for spørgsmål og åben dialog med publikum.

Foredraget er gratis og finder sted i Folkehuset Trøjborg fra kl. 16:15-17.30.

Sidste frist for tilmelding er lørdag den 9. november. Tilmeld dig nu og sikre din plads her:
👉 https://rkaarhus.nemtilmeld.dk/9/


Læs mere
06. november 2024

🎉 Røde Kors Butik Egå fejrer 10-års jubilæum! 🎉

Den 15. november markerer en helt særlig dag, da vores Røde Kors Butik Egå fylder 10 år! Vi inviterer dig til at fejre et årti fyldt med fællesskab og engagement. I 10 år har butikken været et samlingspunkt for lokalområdet, takket være vores fantastiske frivillige og loyale kunder, der sammen har bidraget til butikkens succes. Det har gjort, at vi kunne hjælpe udsatte og sårbare herhjemme og i udlandet 🙏

Dagen bliver fyldt med festlige aktiviteter og hyggeligt samvær. Der vil være koncert, taler og god stemning. For de yngste gæster vil der være legetøjsgodteposer, og for de voksne afholder vi spændende konkurrencer, hvor man kan vinde flotte præmier. Og selvfølgelig er der ingen fødselsdag uden kage 🎂

Praktiske informationer:

  • Dato: 15. november 2024
  • Tid: Fra kl. 10.00 til 17.00
  • Sted: Muslingevej 24, 8250 Egå

Læs mere
01. november 2024

🎄 I dag åbner vi for ansøgninger til vores julehjælp! 🎁

Julen kan være en svær tid for familier med presset økonomi. Manglen på penge til julemiddag, juletræ og gaver til børnene kan gøre december til en måned fyldt med svære valg og afsavn.

Vi mener, alle fortjener en glædelig jul! Derfor tilbyder vi julehjælp til økonomisk trængte familier.

Vi uddeler julehjælp på baggrund af følgende kriterier: Husstandens samlede indkomst pr. måned før skat og antal hjemmeboende børn under 18 år.

Vi lukker for tilmeldinger d. 26. november. Ansøgninger sker via vores hjemmeside: www.rodekors.dk/jul/julehjaelp/soeg-julehjaelp

Hvis du har brug for hjælp til at lave din ansøgning, så sidder vi klar på Kirkegårdsvej 53 d. 20. november kl. 9-15. Husk at medbringe ovenstående oplysninger samt MitID.

Har du spørgsmål? Så tøv ikke med at kontakte os på Aarhus.julehjaelp@rodekors.dk


Læs mere
31. oktober 2024

Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl holder foredrag i Aarhus

Den 13. november 2024 inviterer vi til et inspirerende foredrag med generalsekretær Anders Ladekarl i Folkehuset Trøjborg. Under titlen Altid til stede vil han tage os med til verdens brændpunkter, hvor millioner af mennesker dagligt kæmper for at overleve og er dybt afhængige af Røde Kors’ nødhjælp.

“Vi står overfor store humanitære udfordringer i verden, og i Røde Kors Aarhus ser vi, hvordan kriserne påvirker både mennesker ude i verden og herhjemme. Selvom verdens udfordringer kan synes uoverkommelige, ser vi dagligt, hvordan vores indsats gør en forskel.”, udtaler vores formand Niels Højberg. Han forsætter: “I Røde Kors Aarhus er vi glade for at kunne gøre en indsats for at hjælpe både med at skaffe midler til det internationale hjælpearbejde, og for at vores sociale indsatser i Aarhus Kommune kan gøre en forskel for mennesker med behov.”

Foredraget vil byde på en række personlige og rørende beretninger fra Røde Kors’ internationale arbejde, hvor Anders Ladekarl deler sine oplevelser fra nogle af verdens brændpunkter. Han vil blandt andet fortælle om indsatserne i Ukraine og Gaza, hvor millioner af mennesker dagligt lider under brutale krige. Med sin store erfaring vil Ladekarl give publikum et indblik i, hvordan det er at lede en organisation, der står klar i situationer, hvor menneskeliv hænger i en tynd tråd.

“Foredraget med Anders Ladekarl giver en helt unik mulighed for at få et dybere indblik i det afgørende nødhjælpsarbejde, som Røde Kors udfører på verdensplan. Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre alle til at tilmelde sig denne spændende aften. “, siger Højberg.

Foredraget slutter af med at publikum får mulighed for at stille spørgsmål og tage del i en åben dialog om alt lige fra de internationale katastrofer til det nationale arbejde herhjemme i Danmark.

Praktisk Information

Tid og sted:
Onsdag den 13. november, kl. 16.15-17.30
Folkehuset Trøjborg, Kirkegårdsvej 53, 8000 Aarhus C

Billetter:
Foredraget er gratis, men tilmelding er nødvendig senest den 9. november via rkaarhus.nemtilmeld.dk.

For yderligere information, kontakt Røde Kors Aarhus:
Tlf.: 86 12 24 60
Mail: aarhus@rodekors.dk


Læs mere
30. oktober 2024

Vi har fejret Store Kagedag i Folkehuset Trøjborg🍰

I går fejrede vi den årlige Store Kagedag, hvor Folkehuset Trøjborg havde besøg af 60 kageglade gæster. Det  var ekstra specielt i år, fordi det er 10 år siden første Store Kage blev fejret i huset!🥳

“Jeg har været i gang siden søndag med at forberede. Det tager jo sin tid at bage alle kagerne.”, fortæller bagermester Orla, som har bagt for Folkehuset Trøjborg i 20 år.

Orla havde bagt syv forskellige slags lagkager, småkager og muffins. Og selvfølgelig serverede han også sin berømte kringle: “Der skulle gerne være noget for enhver smag.”, siger han grinende. 🎂🍪

Trøjborg Jazz Forening satte prikken over i’et med skøn musik, der fyldte salen og gav dagen et ekstra festligt twist🎶

Tusind tak for et sandt kageeventyr!

Vi glæder os allerede til næste år😊


Læs mere
15. oktober 2024

🎄 Fejr juleaften på Trøjborg – Hold jul i fællesskab med andre 🎄

Vi holder fælles juleaften på Trøjborg 2024!

Har du heller ikke planer juleaften? Så støv nissehuen af og dans om juletræet sammen med os! Vi vil gerne fejre juleaften sammen med dig og andre gæster d. 24. december! Aftenen byder på julemad, fællessang og andre sjove juletraditioner – med andre ord jul, jul, jul, jul! Vi lægger os i (rensdyr)selen, for at lave en hyggelig aften for alle!

Arrangementet er gratis og åbent for alle, som ikke har planer juleaften. Kunne du tænke dig at fejre jul i fællesskab med andre fantastiske aarhusianere? Så skynd dig at tilmelde dig senest den 25. november kl. 12 og gerne før, da vi desværre kun har plads til 50 gæster.

Dato: 24. december
Tid: Fra kl. 17.00
Sted: Folkehuset Trøjborg

Du kan læse mere om arrangementet her:

Mere information

Vi glæder os til at byde dig velkommen til en aften fyldt med fællesskab og julestemning – vi ses til en dejlig jul!


Læs mere
08. oktober 2024

Røde Kors Aarhus søger kommunikationspraktikanter

Vil du arbejde med kommunikation i en af Aarhus’ største hjælpeforeninger. Kunne du tænke dig en praktikperiode, hvor ikke to dage er ens?  – og det er ikke bare noget vi siger. Vil du arbejde med sociale medier, nyhedsbreve, content, presse og meget mere? Så se med her, vi søger nemlig kommunikationspraktikanter til foråret 2025.

Som kommunikationspraktikant kan du være med til at markedsføre og kommunikere om de enkelte aktiviteter overfor både brugere, frivillige og kunder.

I løbet af praktikperioden vil du bl.a. få erfaring med:

  • Intern og ekstern kommunikation f.eks. nyhedsbreve og pressemeddelelser
  • Planlægning og gennemførsel af frivillig hvervekampagne
  • Kampagneplanlægning fra idéudvikling til eksekvering
  • Strategisk og praktisk arbejde med SoMe – FaceBook, Instagram og LinkedIn
  • Producere tekst, billeder og video
  • Lettere grafisk arbejde til f.eks. plakater, flyers og SoMe
  • Hjælpe frivillige med deres egne kommunikationsindsatser

Eller noget helt andet, som måtte vise sig undervejs. Hos os er der højt til loftet, og plads til dine gode input. For den rette praktikant vil der være mulighed for at igangsætte og få ansvar for egne projekter.

Derfor forventer vi, at du har styr på eller en vis forståelse for:

  • Både klassisk og nytænkende markedsføring og kommunikation
  • Kreativitet – du kan se de gode vinkler
  • Samarbejde med frivillige i alle aldre
  • Journalistik: skrive appellerende og letlæselige tekster ofte baseret på interviews du selv laver
  • Optage og redigere små film og få dem til at leve på internettet og hjemmeside
  • SoMe kommunikation – særligt med fokus på LinkedIn og Instagram optimering

Som praktikant i Røde Kors Aarhus vil du blive en del af et lille dedikeret sekretariat. Det er derfor en klar fordel, hvis du kan lide at tage ansvar for egne opgaver og har mod på at arbejde selvstændigt. Der er altid mulighed for hjælp og sparring.

Hvor og hvordan:

Røde Kors Aarhus holder til i Folkehuset på Trøjborg, hvor du dagligt vil møde frivillige og kolleger. Nogle gange vil du også besøge og arbejde ud fra Røde Kors’ butikker og centre andre steder i byen. Fagligt vil du referere til kommunikationsansvarlig Louise Ravn-Nielsen.

Mere information fås hos Louise Ravn-Nielsen på 29465505 / lorav@rodekors.dk

Motiveret ansøgning samt CV sendes til lorav@rodekors.dk


Læs mere
07. oktober 2024

Røde Kors-indsamling i Aarhus: Over en halv million kroner blev samlet ind til hjælpearbejde

Søndag den 6. oktober var en smuk efterårsdag med solskin og farverige blade, som dannede ramme om Røde Kors’ årlige landsindsamling. Overalt i Aarhus gik engagerede indsamlere fra dør til dør, og resultatet taler for sig selv: hele 506.150 kr. blev samlet ind til hjælpearbejdet! Dette imponerende beløb er resultatet af en stor fælles indsats fra jer fantastiske indsamlere, som havde lyst til at bruge søndagen på at samle ind.

En stor tak skal også lyde til vores frivillige indsamlingsteams, der med dedikation og planlægning gjorde dagen mulig. Uden jeres engagement kunne vi aldrig have opnået så stor en succes! Og til alle jer, der åbnede døren og tog imod en indsamler med åbne arme – tusind tak. Hver eneste krone tæller og er med til at gøre en forskel for dem, der har allermest brug for det

På landsplan blev der indsamlet imponerende 13 millioner kroner til Røde Kors. Det er en bedrift, vi alle kan være stolte af, og vi er dybt taknemmelige for den støtte, Aarhus har vist. Jeres bidrag gør, at færre mennesker behøver stå alene i svære tider.


Læs mere
02. oktober 2024

Sindets uge i Folkehuset: Fokus på mentalt velvære!

Røde Kors Aarhus og SIND Aarhus er gået sammen og inviterer alle til sindets uge!

I anledning af sindets dag den 10. oktober har vi arrangeret en hel uge med forskellige arrangementer, der har fokus på trivsel, velvære, fællesskab og mental sundhed.

Hver dag i uge 41 byder Folkehuset Trøjborg på spændende aktiviteter. Vi ønsker at fremme mentalt helbred gennem kreative, afslappende og sociale aktiviteter for alle. Uanset om du er interesseret i kunst, yoga, spil eller foredrag, har vi noget for dig. Kom og vær med til en uge fyldt med fællesskab, refleksion og sjov. Alle aktiviteter er gratis, og alle er velkomne! Ingen tilmelding er nødvendig, medmindre andet er angivet. Kom og vær en del af denne inspirerende uge i Folkehuset!

Her er programmet for ugen:

Mandag d. 7/10

  • Akvarelmaling: 9:00-12:00, Malelokalet.

Tirsdag d. 8/10

  • Akrylmaling: 9:00-14:00, Lokale 1.2.
  • Malerklatten: 12:00-16:00, Malelokalet.
  • Spilcafé: 19:00-20:30, en sjov aften med brætspil.

Onsdag d. 9/10

  • Paletten (malehold): 10:00-16:00, Malelokalet.

Torsdag d. 10/10

  • Akrylmaling: 9:00-16:00, Malelokalet.
  • Yoga: 17:00-18:00
  • Speed Dating (Friendship Version): 18:30-20:00, en sjov måde at møde nye venner på!

Fredag d. 11/10

  • Yoga: 10:00-11:00

Lørdag d. 12/10

  • Foredrag af Stine Lundgaard: “Mens vi falder sammen”: 14:30

Søndag d. 13/10

  • Filmfremvisning: 15:00-18:45

Programmet bliver løbende opdateret.

Vi håber på at se dig til sindets uge!


Læs mere
27. september 2024

Mød os til Sindets Dag på Dokk1

Den 10. oktober markerer Aarhus Sindets Dag 2024, hvor der i år er fokus på ”Meningsfulde Fællesskaber”.

Fællesskaber har vi mange af i Røde Kors og vi vil rigtig gerne fortælle mere om dem. Så kig forbi vores stand i tidsrummet 13-17.30. Udover os, kan du også møde mere end 30 andre frivillige foreninger, som arbejder med fællesskaber i Aarhus.

Dagens program byder på musik, foredrag og workshops samt spændende og vigtige snakke om, hvad det gode fællesskab er anno 2024.

Det er gratis at deltage og alle er velkomne.

 

Dagens program

13.00-13.30: Åbning v. Camilla Fabricius, socialordfører for Socialdemokratiet (store sal)

13.30-14.15: Koncert med Dalgas Skolen (lille sal)

14.00-15.00: Nye byfællesskaber (M2)

15.15-16.15: Introduktion til Craft Psykologi v. Skaberglæde (lille sal)

15.15-16.15: Mænd og fællesskaber (M2)

16.30-17.30: Vikle workshop ved Skaberglæde (M2)

16.30-17.30: Fællesskaber under forandring (M1)


Læs mere
02. september 2024

Røde Kors Aarhus søger leder til Aarhus Vinterherberg

Vi søger en leder til Aarhus Vinterherberg. Du er en robust ildsjæl med et stærkt netværk, som brænder for at arbejde med socialt udsatte borgere. Som leder får du det overordnede ansvar for ledelsen og driften af herberget i åbningssæsonen, som er medio november til medio marts. Stillingen er tidsbegrænset og på minimum halv tid i perioden 1. november 2024 – 31. marts 2025.

Aarhus Vinterherberg er et nødherberg målrettet hjemløse migranter. Herberget tilbyder overnatning og et let måltid. Aarhus Vinterherberg holder dagligt åbent i tidsrummet 20.30-08.00 fra midten af november til udgangen af marts. Målet er at ingen skal sove på gaden i de kolde vintermåneder.

Herberget et etableret i et fællesskab mellem Folkekirken i Aarhus, Røde Kors, Kirkens Korshær, Blå Kors og Aarhus Kommune. Vinterherberget drives af omkring 100 frivillige og få ansatte, hvoraf én er herbergets daglige leder.

Ansvar og opgaver:
• Rekruttere, fastholde, lede og administrere ca. 100 frivillige og 3 deltidsansatte medarbejdere. Derudover ansvarlig ift. Ansættelse af eks. fleksjobbere og borgere, der aftjener samfundstjeneste
• Koordinere indkøb og bygningsdrift
• Vagtplanlægning
• Bidrage til administration og økonomistyring i samarbejde med Blå Kors
• Frivilligpleje – tage initiativ til arrangementer for de frivillige med henblik på at fastholde og styrke fællesskabet mellem de frivillige
• Afholdelse af månedlige personalemøder for de ansatte
• Repræsentere Aarhus Vinterherberg udadtil, herunder ekstern kommunikation, pressedækning, Facebook mv.
• Samarbejde med andre relevante tilbud og samarbejdspartnere i byen
• Deltagelse i styregruppemøder

Din profil:
• Du er omsorgsfuld
• Du er fleksibel
• Du er tydelig
• Du er tilgængelig og i stand til at udøve tillidsbaseret ledelse af både frivillige og ansatte

Organisering
Det overordnede ledelsesansvar for driften af Aarhus Vinterherberg varetages af en styregruppe bestående af en repræsentant fra hver af de fire organisationer. I styregruppen deltager desuden
• Vinterherbergets leder og en repræsentant for medarbejderne
• En konsulent fra Aarhus Kommune (styregruppens sekretær)
• Efter behov: en repræsentant fra Østjyllands Politi
• Efter behov: en repræsentant fra de sociale viceværter i Aarhus Kommune

Økonomi og administration
Styregruppen er ansvarlig for Vinterherbergets samlede økonomi, som drøftes og godkendes på styregruppemøderne.

Personaleadministration, regnskab, lønudbetalinger og økonomiopfølgning varetages af Blå Kors i samarbejde med styregruppeformanden og Vinterherbergets leder.
Alle frivillige har indgået frivilligaftale med Røde Kors.

Styregruppen er ansvarlig for at indhente relevante midler fra den statslige pulje til nødherberg og eventuelle kommunale frivillighedsmidler via §18. Blå Kors udarbejder ansøgninger til staten og kommunen.

Ansøgning
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til formand for styregruppen
Thorkil Andersen, Røde Kors Aarhus
Kirkegårdsvej 53, 8000 Aarhus C
6167 3887 / thoand@rodekors.dk

Stillingen er tidsbegrænset og på minimum halv tid i perioden 1. november 2024 – 31. marts 2025. Der er mulighed for genansættelse i efterfølgende åbningssæsoner.
Ansøgning sendes til Thorkil Andersen på thoand@rodekors.dk
Ansøgningsfrist: mandag d. 16. september 2024.


Læs mere
19. august 2024

Røde Kors Aarhus er tilbage efter sommerferien

Sekretariatet er tilbage. Vi har deaktiveret autosvaret, tændt telefonen og startet kaffemaskinen, så vi er helt klar til at besvare henvendelser igen. Du kan fange os på telefonen mandag – torsdag kl. 9-14.30. Vores mail er døgnåben, men du skal nok ikke forvente et svar uden for vores normale åbningstider.

Røde Kors butikkerne er også åbne igen, så hvis du mangler det sidste sommertøj, er du velkommen til at besøge en af vores otte butikker i Aarhus. Vi afslører vist heller ikke for meget, hvis vi fortæller, at du snart kan nyde rabatter og efterårstøj i butikkerne.

Derudover er vores aktiviteter i fuld gang igen, og vi har i den forbindelse brug for hjælpende hænder. Med 45 forskellige aktiviteter har du mulighed for at blive alt fra cykelpilot til vinterven.
Så hvis du har lidt ekstra tid i efteråret, må du mere end gerne kontakte os for at høre mere.


Læs mere
11. juli 2024

Sekretariatet holder sommerferie

Røde Kors Aarhus sekretariat holder sommerferie i uge 29+30+31.

Vi er tilbage på kontoret mandag d. 5. august, hvor vi igen er klar til at svare på henvendelser.

Husk, at du altid kan finde de enkelte aktiviteters kontaktoplysninger her på siden.

Rigtig god sommer.


Læs mere
09. juli 2024

Sommerferie i butikkerne

Det er sommerferiesæson – selvom det gode vejr lader vente på sig.

Sommerferie betyder også, at der kan være ændrede åbningstider i vores butikker. Så se med her, hvis du har planer om at bruge en regnvejrsdag på at genbrugsshoppe.

Egå: lukket i uge 29+30

Alle andre butikker holder åbent som normalt.

 

Du kan finde butikkernes åbningstider her

 

Er du i fuld gang med at rydde op derhjemme? Egås chauffører holder ferie i uge 29+30 og kan desværre ikke hjælpe med afhentning i denne periode. Chaufførteamet i Brabrand kører først igen i midten af august. Det er dog muligt selv at aflevere donationer i butikken i hele juli.


Læs mere
02. juli 2024

Butik Krydsfelt bliver delvist ubemandet

Den 1. juli 2024 bliver Røde Kors butik Krydsfelt på Nørre Allé 30 delvist ubemandet. Det nye koncept er med til at sikre stabile åbningstider, så kunderne ikke går forgæves. Fremover vil butikken fast holde åben alle dage fra kl. 08.00-20.00.

Krydsfelt er en butik, som primært er bemandet af frivillige, unge kræfter. Det bidrager til en farverig stemning og genbrugstøj, som er udvalgt af unge med fingeren på pulsen. Butikkens åbningstider har været svingende for at imødekomme de frivilliges skemaer, men med det nye koncept bliver det muligt at have længere, faste åbningstider.

Butikken bliver delvist ubemandet, hvilket betyder, at i det tidsrum, hvor de frivillige ikke kan bemande butikken, er det stadig muligt at komme ind. Når døren er låst, kan man komme ind ved at ringe til et oplyst telefonnummer. Herefter låses døren op og man kan besøge butikken. I det tidsrum butikken er ubemandet, er det kun muligt at betale med MobilePay.

Det er første gang, at vi etablerer en delvist ubemandet butik i Aarhus, så vi er spændte på, hvordan konceptet bliver modtaget. Vi håber på at mange vil tage godt i mod og benytte det nye tilbud.


Læs mere
14. maj 2024

Samarbejde med AGF

Endnu flere århusianere skal være i stand til at give livreddende førstehjælp. Det er et af målene bag et nyt samarbejde mellem AGF og Røde Kors i Aarhus.


Læs mere
06. maj 2024

Vi søger praktikant til Housing First-samarbejdet

I januar 2024 startede Røde Kors Aarhus et samarbejde med Aarhus Kommune og Foreningen Gadeliv, med det formål at hjælpe hjemløse ind i egen bolig på en tryg og værdig måde: kommunen finder lejlighederne, Gadeliv tilbyder følgeskab og Røde Kors leverer møbler fra vores genbrugsbutik i Gellerup. Samtidigt inviterer vi deltagerne indenfor i fællesskabsaktiviteter og Netværket Ny I Egen Bolig.

Som praktikant i Housing First-samarbejdet understøtter du Røde Kors’ del af projektet, herunder:

  • Koordinerer deltagernes besøg med kontaktperson og deltager på samarbejdsmøder med Foreningen Gadeliv og Aarhus Kommunes Housing First-enhed
  • Tager imod og hjælper Housing First-deltagere på deres besøg i huset for at vælge møbler til deres nye bolig, herunder holder styr på borgernes indkøb, koordinerer reservation og afhentning af møbler
  • Sørger for opfyldning i butikken forud for besøg
  • Planlægger og afvikler arrangementer for Netværket Ny I Eget Hjem, f.eks. månedlige fællesmiddage
  • Bidrager til løbende evaluering af indsatsen i samarbejde med projektleder
  • Hjælper til med drift af genbrugsbutikken, herunder dækker huller i vagtplan og understøtter frivillige

Hvis du er interesseret i det, er der også blive mulighed for at være tovholder på husets Samfundstjenere, herunder vejledning af samfundstjenerne og samarbejde med Kriminalforsorgen.

Vi forventer at du:

  • Er rummelig og tålmodig i din tilgang til andre mennesker, og arbejder med hjertet forrest
  • Forstår at møde og støtte deltagerne i Housing First-programmet, og nysgerrig på at lære dem at kende
  • Er relationelt stærk og god til at samarbejde
  • Arbejder selvstændigt og tager initiativ
  • Kan gå praktisk til hånde, f.eks. ifm. at flytte møbler
  • Er ærlig, pålidelig og mødestabil
  • Vil hjælpe med at udvikle samarbejdet og indsatsen, så resultatet bliver bedst muligt for deltagerne

Du får:

  • Hands-on erfaring med en bred vifte af opgaver indenfor projektarbejde på socialområdet
  • Indsigt i samarbejdet mellem kommune og organisation
  • Indblik i og kendskab til Røde Kors’ nationale og lokale arbejde for ensomme, udsatte og sårbare
  • En hverdag på en rummelig og varm arbejdsplads med varierende arbejdstempo
  • Netværk og erfaring fra verdens største humanitære organisation
  • Tilbud om kurser og oplæg gennem MitRødeKors

Arbejdsstedet er Edwin Rahrs Vej 32P, 8220 Brabrand og Røde Kors Aarhus’ sekretariat i Aarhus C.

Interesseret?
Send dit CV og et par ord om, hvorfor du er interesseret til Rosa Gelardi på romge@rodekors.dk


Læs mere
23. april 2024

Parkeringsregler

Når du parkerer ved frivilligehuset, skal du afhente en parkeringsblanket på kontoret. Det er vigtigt, at du udfylder planketten hurtigst muligt.


Læs mere
02. april 2024

Find os på Trøjborg

Vi er tilbage efter påsken, men ikke alt er som det plejer!

Røde Kors Aarhus er nemlig flyttet i nye lokaler på Trøjborg. Fremover kan du finde os på Kirkegårdsvej 53, hvor både frivillighus og sekretariat er flyttet ind i Folkehuset.

Inden vi gik på påskeferie, gav vi den fuld gas med flytning. Derfor sidder vi allerede nu klar til at byde velkommen i de nye lokaler. Der mangler selvfølgelig lidt på væggene, og enkelte kasser er stadig ikke pakket ud, men telefonen er tændt og nummeret har ikke ændret sig. Du kan stadig fange os på 8612 2460.

Vi glæder os til at vise de nye lokaler frem, når vi den 24. maj kl. 16 inviterer til Indflytterreception. Kan du ikke vente, så er du selvfølgelig velkommen til at kigge forbi inden.

Sekretariatets åbningstider er fortsat mandag-torsdag kl. 09.00-14.30.


Læs mere
20. marts 2024

Samarbejde med Bruuns Galleri – Byt til Nyt kampagne i vores pop-up butik

Vi er superglade for at Bruuns Galleri igen tilgodeser os i kampagnen ‘Byt til Nyt.’


Læs mere
18. marts 2024

Vi holder påske lukket og flytter!

I perioden fra den 21. marts til og med den 2. april vil sekretariatet være lukket grundet flytning og påske.  Vi rykker i nye lokaler, i Folkehuset på Trøjborg. Derfor vil frivillighuset være lukket i perioden.  

 


Læs mere
18. marts 2024

Mød den nye bestyrrelse i Røde Kors Aarhus

Ansvaret for udvikling og drift af Røde Kors Aarhus varetages af en demokratisk valgt bestyrelse, som vælges hvert andet år på generalforsamlingen.

 


Læs mere
18. marts 2024

Vi søger markedsførings- og kommunikationspraktikanter til efteråret 2024

Har du lyst til at arbejde med en bred kommunikationspalette og få indflydelse på egne opgaver? Vil du være en del af verdens største hjælpeorganisation og formidle forskellige budskaber og indsatser, der er med til at gøre en forskel for mange mennesker? 


Læs mere
27. februar 2024

Sådan gik kunstauktionen over kr. 100.000 indsamlet til lokalt arbejde


Læs mere
23. februar 2024

Nyt samarbejde med Aarhus Kommune og Foreningen Gadeliv

Sidste uge blev Kamil, som den første, hjulpet i forbindelse med indsatsen Housing First Stemningen var god og smilene store, da Kamil kunne shoppe genbrugsvarer til sit nye hjem.


Læs mere
13. februar 2024

Kunstauktion til fordel for Røde Kors Aarhus – se kataloget her

Om du er til det abstrakte eller til det realistiske, til humorisme eller ekspressionisme, akryl eller akvarel, keramik eller lærred, så kan du finde det på vores kunstauktion d. 24. februar 2024.


Læs mere
31. januar 2024

Røde Kors Aarhus indkalder til generalforsamling

Det er den tid på året… generalforsamlingstid!

I Røde Kors Aarhus er vores generalforsamling en festdag, hvor vi inviterer vores medlemmer og frivillige til at høre om året der er gået og vi fortæller om vores planer for fremtiden.

I år afholdes generalforsamlingen onsdag d. 21. februar kl. 19 i Frivillighuset på Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C.

Dagsorden i henhold til vedtægter.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning og afdelingens virksomhed
  3. Fremlæggelse af reviderede regnskab til godkendelse
  4. afdelingens planer for de kommende år
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af
  • medlemmer til bestyrelsen
  • Suppleanter
  • Revisor(er) og revisorsuppleant(er)

7. evt.

 

Umiddelbart efter generalforsamlingen inviterer vi til foredrag med Signe Yde-Andersen, som er Chef for den Internationale Operation, Dansk Røde Kors. Signe har arbejdet for Røde Kors i 12 år, hvor hun har været ansvarlig for Røde Kors engagement i kriser, konflikter og sårbare kontekster.

Signe har tidligere været ansat i FN og Folkekirkens Nødhjælp og har af flere omgange været udsendt til Afrika og Mellemamerika – senest fra 2015-2018 som regional chef for Dansk Røde Kors’ Afrika indsats med arbejdsplads i Addis Ababa i Etiopien.

I sit oplæg vil Signe fortælle om Dansk Røde Kors internationale engagement i aktuelle kriser og konflikter som Gaza, Ukraine, Sahel, Sudan og Yemen samt Myanmar. Fokus vil være på de store humanitære behov og Dansk Røde Kors’ indsats og bidrag i partnerskab med lokale Røde Kors og Røde Halvmåneselskaber.

Til generalforsamlingen byder vi på softice, kage og bobler. Af hensyn til indkøb bedes du tilmelde dig senest d. 15. februar. Du kan tilmelde dig ved at sende en mail til aarhus.tilmelding@rodekors.dk.

Forslag til dagsorden kan sendes til samme mail. De skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen.

Vi glæder os til at se dig.

Vel mødt til generalforsamling.


Læs mere
18. december 2023

Julelukket

I Røde Kors Aarhus holder vi julelukket fra torsdag d. 21. december t.o.m. torsdag d. 4. januar.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår!


Læs mere
16. november 2023

Vintertøj til udsatte familier i Aarhus

Vinteren banker på døren, og koldere vinde har retning mod Danmark. Det er for nogle familier forbundet med bekymringer. Hvordan får vi råd til vinterstøvler? Og kan vi give vores børn en varm vinterjakke?

Vi har derfor i Røde Kors Aarhus sat os for at starte en kampagne, hvis mål er at samle 20.000 kr. ind til fordel for udsatte familier i Aarhus. Målet for kampagnen er at hjælpe 100 udsatte børnefamilier til et event vi afholder i genbrugsbutikken Brabrand. Her får familier udleveret et gavekort på 200 kr., som de kan bruge til at købe overtøj og støvler til vinterperioden.

I Røde Kors Aarhus arbejder vi målrettet med FN’s verdensmål. Herunder b.la. verdensmål 12 som omhandler menneskehedens ressourceforbrug, og hvordan vi bedst arbejder med økonomisk vækst ift. en bæredygtig fremtid. Arrangementer som disse bidrager til en mere social og økonomisk bæredygtig dagsorden, både for familierne og Røde Kors Aarhus.

Hvis du vælger, at støtte kampagnen er du med til at give en varm håndsrækning til økonomisk trængte og sårbare familier i en kold tid.

Før du kan støtte projektet, kræver det at du opretter en bruger på crowdfunding platformen. Når du har oprettet en bruger, skal du bekræfte din mail og derefter kan du støtte projektet.

Hvis du ønsker at støtte projektet eller har du brug for flere informationen om kampagnen, så klik på linket nedenfor 😊

https://aarhus.crowdfundingdanmark.dk/project/92

En stor tak skal lyde til Aarhus Kommune for, at stille crowdfunding platformen til rådighed.

 


Læs mere
13. november 2023

Aarhus Vinterherberg er åben

I går søndag d 12. november åbnede Aarhus Vinterherberg. Rådmand Anders Winnerskjold og biskop Henrik Wigh-Poulsen, samt daglige leder Martin Volquartz Overgaard bød i går velkommen indenfor i Vinterherberget.

Aarhus Vinterherberg er et tilbud primært for hjemløse migranter med lovligt ophold i Danmark. Bag tilbuddet står Røde Kors Aarhus, Kirkens Korshær, Blå Kors, Kirkerne i Aarhus og Aarhus Kommune.

På Aarhus Vinterherberg har vi plads til 22 overnattende i årets koldeste måneder. Vinterherberget er et såkaldt Nødherberg, og det er derfor kun muligt at opholde sig på herberget om aften/natten ind til den efterfølgende morgen kl. 8. Dørene på Vinterherberget åbner kl. 20:30 hvor vi står klar til at tage imod nattens brugere, og lukker som sagt igen den efterfølgende morgen kl. 8. Vinterherberget vil som udgangspunkt holde åbent frem til udgangen af marts 2024.

Vi tilbyder de overnattende gæster et varmt måltid mad, hygge og socialt samvær med de frivillige og andre gæster på Vinterherberget. Alkohol og ulovlige stoffer er IKKE tilladt på Vinterherberget.

Du finder Vinterherberget på Tage-Hansens Gade 18, 8000 Aarhus C.

Har du spørgsmål til Vinterherberget kan du kontakte Martin Volquartz Overgaard leder af Vinterherberget på:

Tlf: 31662025

Mail: martinvovergaard@gmail.com


Læs mere
06. november 2023

Ny butik i Bruuns Galleri

De sidste måneder har været fuldstændig vanvittige og vi er overvældet over den opbakning vi og Pop-up butikken har fået. Tak til vores kunder, tak til alle de fantastiske frivillige og ikke mindst tak til Bruuns Galleri for et godt og værdifuldt samarbejde. Butikken har været en stor succes og har tjent ca. 250.000 kr., som vil blive brugt på at styrke og udvikle vores sociale arbejde i Aarhus Kommune 😊
 
Det er dog ikke et endegyldigt farvel til samarbejdet med Bruuns Galleri. Nu kan vi nemlig løfte sløret for, at vi allerede fra d. 24. november åbner en ny butik i Bruuns Galleri. Denne gang i stueetagen lige overfor Kvickly.
 
Vi glæder os til at sende endnu mere genbrugstøj over disken til genbrugsglade gæster i centeret ❤️❤️❤️

Læs mere
02. oktober 2023

Røde Kors Aarhus søger kommunikationspraktikant

Vil du arbejde med kommunikation i en alsidig og spændende hverdag? Vil du helt ind i maskinrummet på en frivillig forening og være med til at hjælpe sårbare borgere i Aarhus Kommune? Røde Kors Aarhus søger kommunikationspraktikanter til foråret 2024.

Røde Kors Aarhus er en selvstændig afdeling af Røde Kors i Danmark. Vi har mere end 45 forskellige, selvkørende indsatser i kommunen, som spænder bredt fra tilbud til ensomme og udsatte, undervisning, akuthjælp til genbrug. Vi er i konstant udvikling, da vores mission er at kunne yde frivillig hjælp, hvor der er behov for det.

Som kommunikationspraktikant kan du være med til at markedsføre og kommunikere om de enkelte indsatser og vores arbejde overfor både brugere, frivillige og kunder.

I løbet af praktikperioden vil du bl.a. få erfaring med: 

  • Intern og ekstern kommunikation f.eks. nyhedsbreve og pressemeddelelser
  • Planlægning og gennemførsel af frivillig hvervekampagne
  • Kampagneplanlægning fra idéudvikling til eksekvering
  • Strategisk og praktisk arbejde med SoMe – FaceBook, Instagram, LinkedIn og evt. TikTok
  • Producere tekst, billeder og video
  • Lettere grafisk arbejde til f.eks. plakater, flyers og SoMe
  • Hjælpe frivillige med deres egne kommunikationsindsatser

Derfor forventer vi, at du har styr på eller en vis forståelse for: 

  • Den gode historie
  • Kreativitet – du kan se de gode vinkler
  • Visuel kommunikation
  • Samarbejde med frivillige i alle aldre
  • Journalistik: skrive appellerende og letlæselige tekster, ofte baseret på interviews du selv laver
  • Optage og redigere små film
  • SoMe kommunikation og trends

Du må samtidig rigtig gerne være idérig og opsøgende, og ikke holde dig tilbage i.f.t. at stille spørgsmål til ”plejer”

Som praktikant i Røde Kors Aarhus vil du blive en del af et lille dedikeret sekretariat. Det er derfor en klar fordel, hvis du kan lide at tage ansvar for egne opgaver og har mod på at arbejde selvstændigt. Der er altid mulighed for hjælp og sparring.

Hvor og hvordan: 

Røde Kors Aarhus holder til i et dejligt hus på Nørre Allé, hvor du dagligt vil møde frivillige og kolleger. Nogle gange vil du også besøge og arbejde ud fra Røde Kors’ butikker og centre andre steder i byen. Fagligt vil du referere til kommunikationsansvarlig Louise Ravn-Nielsen.

Mere information fås hos Louise Ravn-Nielsen på 29 46 55 05 / lorav@rodekors.dk

Motiveret ansøgning samt CV sendes til lorav@rodekors.dk


Læs mere
02. oktober 2023

TAK Aarhus

I Aarhus gik vi i år 422 ruter og indsamlende 622.000 kr. 👏

Det samlede beløb er indtil videre 225.000 kr. mere end sidste års indsamling. Vi mangler dog lige optællingen af nogle få indsamlingsbøtter, men det tyder på en ny indsamlingsrekord! Vi kan slet ikke få armene ned over det store engagement i Aarhus Kommune.

Dette års succes har ikke kunne ladet sig gøre uden alle vores seje frivillige, der brugte deres søndag på at gå i en god sags tjeneste. Tusind tak til jer alle! Vi er meget stolte og rørte over den store opbakning, som I har vist os.

En stor tak skal også lyde til vores frivillige indsamlingsteam. De har tænkt i nye og innovative baner, der har vist sig at virke. Det er dybt imponerende hvad I har formået og I kan godt klappe jer selv og hinanden på skuldrene. I har lagt et stort arbejde i at lave aftaler med byens erhvervsdrivende, der har udløst en række flotte præmier, som de frivillige indsamlere er med i lodtrækningen om at vinde. Derudover har I formået at hverve en masse seje aarhusianske gymnasielever, som har dækket hele 40% af ruterne.

❤️ TAK ❤️


Læs mere
28. september 2023

En duft af historie

Klokken er 9.45 en onsdag morgen i september. På Jægergaardsgade er byfolket ved at gøre klar til dagen. En dame er ved at sætte planter foran det stadig duggede butiksvindue, mens en mand vender skiltet i døren fra “lukket” til “åben”. Der er overraskende mange mennesker på gaden. Nogle med en taske under armen og hurtige skridt, mens andre lige har købt en kop kaffe. Inde i Bruuns Galleri virker gangene tomme og kontrasten til gadens summen er nærmest skærende. Inde bag metalgitrene er butikkernes ansatte i gang med at tænde lys, hænge tøj op og åbne kassen til de første kunder melder deres ankomst. En svag musik spiller i det fjerne og en duft af nyt tøj og nybagt brød, spreder sig i centerets gange. Inde i Røde Kors Pop-up butikken på 1.sal er duften dog anderledes end i resten af centeret. Her dufter der ikke nyt, men i stedet af tøj, der har en historie.

En succeshistorie – for begge parter 

I samarbejde med Bruuns galleri er Røde Kors Aarhus´ Pop-up butik blevet en realitet. Butikken åbnede d. 30. august og var i første omgang planlagt til at vare indtil d. 28. september. Det er dog ikke sidste dag alligevel, da butikken er blevet forlænget med en ekstra måned. Niels Højberg, bestyrelsesformand hos Røde Kors Aarhus, udtaler: “Vi vil rigtig gerne samarbejde med andre parter i bybilledet, så det at samarbejdet med Bruuns Galleri er blevet forlænget, det er jo et kæmpe skulderklap”. Derudover er det selvfølgelig ikke en hemmelighed, at en forlængelse også tilføjer flere midler til organisationens sociale arbejde. “Det er en stor succes at vi med midlerne fra dette projekt, kan hjælpe flere udsatte og sårbare mennesker i Aarhus Kommune”, siger Niels Højberg.

Også Bruuns Galleri er glade for samarbejdet med Røde Kors. “Det betyder meget for os at få det kvalitetsstempel”, siger Claus Brændgaard, Regional Center Manager i Bruuns Galleri. Ifølge ham, så er det meget vigtigt for dem at kunne kigge deres kunder i øjnene og med 100% sikkerhed kunne sige, at tøjet bliver genbrugt de rigtige steder og tjener et godt formål. Grunden til Pop-up butikkens store succes mener han skal findes i det faktum, at vi lever i et samfund, hvor genbrug er meget oppe i tiden. Netop dette kan virke kontrastfyldt til et shoppingcenter, der normalt forbindes med at købe nyt, men ifølge Claus Brændgaard så er kombinationen af nyt og genbrug vejen frem.

“Vi ser det ikke som noget ´enten eller`, men i stedet som et ´både og`. I det øjeblik man lægger sig ind på den første, så kan man ikke andet end at tabe. Man bliver nødt til at se de trends og muligheder der er i samfundet og derfor vil vi meget gerne omfavne den her slags samarbejder”, siger han.

Inde i Røde Kors butikken bugner det med jakker, bukser, kjoler og toppe. Alt man overhovedet kan forestille sig i et væld af farver, mønstre og materialer. I hjørnet står en sofa i en brændt orange nuance, der inviterer til at svinge benene op, hvis shoppingturen bliver for udmattende. Lige ved siden af sofaen kan man endda tage sig en gratis kop kaffe med teksten “Førstehjælp til fællesskaber”. Væggene er udsmykket med Røde Kors billeder og gamle rammer i forskellige farver. “Vil du være frivillig?”, står der på en plakat på døren ind til baglokalet. Bag kassen står to store metalbure, hvor det ene er fyldt til randen med poser af tøj, indleveret af centerets gæster. De sørger for et konstant flow af “nye” varer i butikken. Noget har stadig prismærke på, mens andet fortæller historier fra forskellige steder i landet. Måske endda verden.

“Der er et hyggeligt fællesskab i butikken”

Sådan siger en af butikkens frivillige, Jacob Hvenegaard. Han nyder at komme i butikken for at få en forståelse af organisationens arbejde ude i praksis. “Det er fedt at kunne bidrage til et så vellykket projekt som dette og så er det dejligt at møde nogle af alle de fantastiske frivillige, som er en uundværlig del af Røde Kors´ DNA”, siger han, mens han tager en slurk af sin kop kaffe.

Ved at være frivillig i Røde Kors Pop-up butikken, så bliver man nemlig også automatisk en del af et socialt netværk. For det første så står man altid to og to i butikken, hvilket skaber et godt grundlag for at lære nye mennesker at kende. For det andet, så er butikken ikke bare en butik i klassisk forstand, men fungerer også som et samlingspunkt for forskellige aktiviteter. Tirsdag eftermiddag holder førstehjælpsinstruktørerne eksempelvis til i butikken, mens Genlyd fredag eftermiddag sætter fokus på fællesskaber og ensomhedsbekæmpelse i Aarhus Kommune. Derudover kan man være så heldig at hilse på både Nørklerne, Ungdommens Røde Kors og Netværkshusets eventteam.

Ifølge Jacob Hvenegaard, så er det fedt, at der sker så meget forskelligt i butikken. En ting er det store stykke arbejde der ligger i genbrugsdelen, med derudover er det “en god og hyggelig måde at få etableret et netværk på”, siger Jacob.

Klokken er blevet 20.00 og roen sænker sig over Bruuns Galleri. Den sidste gæst har forladt centeret og de ansatte er så småt i gang med at slukke lyset, lægge tøj sammen og lukke kassen ned for i dag. Også Røde Kors butikken er ved at lukke ned. Det har været en god og travl dag i butikken og der er blevet solgt en masse genbrugstøj. Metalgitret bevæger sig fra loft til gulv. Ude på gaden er solen på vej ned og der dufter af aftensmad fra de omkringliggende lejligheder. På Jægergaardsgade er butikkerne lukket, men for restauranterne og barerne er aftenen kun lige startet. I morgen er der endnu en dag og sådan vil det også være for Røde kors butikken i Bruuns Galleri.

I hvert fald en måned endnu…


Læs mere
30. august 2023

I dag åbnede Pop-up butikken i Bruuns Galleri

I dag har vi åbnet Pop-up butikken i Bruuns Galleri! Vores hidtil største butik. Sikke en festdag 🥳 

Vi har alle arbejdet på højtryk, men en særlig tak skal lyde til vores seje volontører, der har brugt timevis på at klargøre butikken inden den store åbning. Til og med d. 28. september er vi at finde i vores nye lokaler, hvor vi håber, at rigtig mange vil komme forbi og sige hej. Der er rig mulighed for at gøre en god handel og bidrage til vores sociale arbejde. 

Endnu engang tak til Bruuns Galleri for et fedt samarbejde🙏 


Læs mere
23. august 2023

Er du vores nye frivillige pårørendestøtte?

Vi har brug for din hjælp! En Afrikansk familie bosiddende i Risskov har akut behov for aflastning. Familien har brug for en frivillig pårørendestøtte, som kan træde til et par timer om ugen, så kvinden har mulighed for at passe bekendtskaber og interesser udenfor hjemmet.  

Hendes mand har tidligere været meget aktiv og social, men sidder nu i kørestol pga. stroke/apoplexi. Han er en hyggelig mand med stor interesse for samfundet og sætter pris på en god samtale. Han nyder at komme ud og opleve verden på sine små ture i kørestolen, men mangler en at dele oplevelserne med.  

Som frivillig deltager du ikke i plejeopgaver, det kræver derfor ikke en relevant faglig baggrund. Det vigtige er, at du har lyst til at gøre en forskel og kan skabe tryghed og nærvær i familiens hverdag. Du bliver klædt på til opgaven i samarbejde med familien og Røde Kors Aarhus.  

Du vil have turnus med en anden frivillig og besøge familien et par timer hver anden uge. Alle frivillige Pårørendestøtter mødes cirka hver anden måned for at snakke og udveksle erfaringer.  

Som pårørendestøtte får du mulighed for at: 

  • Hjælpe en familie til aktiviteter uden for hjemmet 
  • Have hyggeligt og meningsfuldt samvær 
  • Blive beriget af fællesskabet med et andet menneske 
  • Mulighed for at gøre en forskel for en udvalgt familie 

Vi forventer at du: 

  • Er et åbent og glad menneske med let til smil 
  • Har mulighed for at bruge ca. 2-3 timer hver anden uge på frivilligt arbejde 
  • Er stabil, tillidsfuld og ansvarsbevidst og kan overholde aftaler 
  • Har en vis modenhed og overskud til at besøge syge eller svage familiemedlemmer 
  • Kan vise respekt for andre mennesker 
  • Kan overholde tavshedspligten 

Vi tilbyder: 

  • Erfaringsudveksling mellem frivillige 
  • Kurser og viden, så du kan blive klædt godt på til din nye rolle som mindemakker 
  • Fællesskab i både indsats og Røde Kors Aarhus-afdelingen 
  • Invitationer til events, foredrag og arrangementer i afdelingen 

Lyder det som noget for dig? Så tøv ikke med at kontakte os. Vi tager gerne en uforpligtende snak om at være frivillig i Pårørendestøtten.  

Else Værum Zäll mail: aarhus.paarorendestotte@rodekors.dk


Læs mere
18. juli 2023

Krydsfelt holder lagersalg

Trænger du snart til at få fornyet garderoben? 

Inden længe har du muligheden – i stor stil. Vores butik Krydsfelt afholder nemlig lagersalg søndag d. 23. juli fra kl. 11:00 – 15:30.  

Det foregår sådan, at du medbringer en pose og fylder den med alt det tøj, du ikke kan stå for. 

Krydsfelt vil have solgt godt ud inden sommeren er ovre, så der kan blive plads til nye fine genbrugsgodter på hylderne i butikken. Og, eftersom butikken har modtaget mange donationer på det sidste, er der mange genbrugsfund at komme efter på dagen. 

De stiller op på parkeringspladsen ved Røde Kors huset på Nørre Allé 32 – lige ved siden af Krydsfelt. 

Det eneste, du skal gøre, er at medbringe din egen pose, tilsvarende en almindelig indkøbspose og fylde den med tøj. 

Prisen for én fyldt indkøbspose er 200 kr. 

Har du en større eller mindre pose med, eller kan du ikke fylde en hel pose til lagersalget, så finder vi en passende pris på dagen. 

Der vil være tøj for enhver smag, så kom og gør et godt kup. 

 


Læs mere
11. juli 2023

Sommerferie i sekretariatet

Selvom vejret er en smule skiftende og byder på både sol, regn og blæst, så er det inden længe tid til sommerferie i sekretariatet. 

Vi holder nemlig ferie i uge 29, 30 og 31, og det betyder, at vi aktiverer autosvaret på mail og telefon, indtil vi vender tilbage igen d. 7. august.  

Skal du i kontakt med én af vores aktiviteter, så kan du finde de enkelte aktiviteters kontaktoplysninger ved at følge linket nedenfor. 

Haster din henvendelse, så kan du kontakte formand Lars Bundgaard på telefon 40 54 36 92.

Vi ønsker alle en rigtig god sommer med dejligt vejr, hygge og afslapning. 


Læs mere
03. juli 2023

Sommerferie i butikkerne

Sommerferien er over os, og selvom vejret måske ikke har været det bedste i weekenden, håber vi, at I stadig har nydt den på trods af det regn og blæst! Hos os betyder sommeren også en velfortjent pause for vores utrolige frivillige. Derfor holder nogle af vores butikker lukket i løbet af sommeren.

Planlægger du en dag til genbrugsjagt? Så vær opmærksom på at følgende butikker holder sommerferielukket: Bazar Vest i hele juli, Egå i uge 29 og 30, samt Tilst i uge 30 og 31.

Men bare rolig! Vi har stadig fire andre butikker, der holder åbent og venter på at byde jer velkommen i løbet af sommeren: Højbjerg, Åbyhøj, Holme og Krydsfelt.

Vi håber at se jer i vores butikker i løbet af sommeren.


Læs mere
29. juni 2023

Bliv pop-up-frivillig i Bruuns Galleri efter sommer

Efter sommer åbner vi en pop-up butik i Bruuns Galleri, og vi håber at du vil give en hjælpende hånd med. 

Som noget nyt holder denne butik åbent stort set hele september. Vi åbner nemlig onsdag d. 30. august og pakker først sammen igen torsdag d. 28. september. 

Vil du hjælpe os med at bemande butikken? 

Vi søger primært frivillige til kundebetjening og opfyldning af genbrugstøj i butikken. 

Vagterne ser således ud:

Vi håber, at du har lyst til at blive en del af det frivillige hold og synliggøre Røde Kors.  

Hjælp os gerne med at sprede budskabet – måske du kender nogle, som kunne tænke sig at give en hånd med. 

Har vi fanget din interesse? 

Send en mail til aarhus.tilmelding@rodekors.dk  

Du kan melde dig på vagter allerede nu, men du har også mulighed for at skrive, at du gerne vil kontaktes i midten af august. 

Ses vi i Bruuns Galleri? 

 


Læs mere
27. juni 2023

Egå-butikken har fået nye sociale medier

Røde Kors-butikken i Egå har for nyligt fået nye sociale medier, efter de desværre mistede dem i starten af maj. 

Derfor er de startet op på ny på både Facebook og Instagram, hvor de allerede er godt i gang med at lægge en masse nyheder op fra butikken.  

Vil du være opdateret på de nyeste genbrugsfund og gode historier fra den indbydende butik i Egå? 

Skynd dig ind og følg med. 


Læs mere
23. juni 2023

Røde Kors Aarhus åbner pop-up butik i Tivoli Friheden

Hvad får man, hvis man kombinerer sjove forlystelser, farverige blomster og fedt genbrugstøj? – Røde Kors Aarhus’ pop-up butik i Tivoli Friheden (selvfølgelig).

Røde Kors Aarhus besøger Tivoli Friheden den 12. og 13. juli fra kl. 10:00 til 18:00, hvor vores frivillige har fundet alverdens lækre genbrugssager frem til både kvinder og mænd. Tag din ven, bror eller mor under armen og gå på opdagelse i en masse billigt sommertøj, sneakers og accessories.

Som noget helt ekstraordinært medbringer vi også børnetøj – både genbrugs- og håndlavede nørklervarer. Du kan finde alt fra søde sommerkjoler til smarte shorts.

Onsdag d. 12. juli afholder Tivoli Friheden ”vennedag”. Det betyder, at du kan tage en ven med gratis, når du har sæsonkort. Vi håber, at du har lyst til at medbringe din ven til en dag med genbrugsjagt og masser af grin.

Der er blomsterfestival i Tivoli Friheden i samme periode, så du kan betragte parken i fuldt flor og opleve smukke farver og former. Skulle du blive sulten, så byder parken også på mange lækre spisesteder.

Når du handler hos Røde Kors Aarhus, støtter du en god sag. Indtægterne fra pop-up eventet går bl.a. til Røde Kors Aarhus’ sociale indsatser, som hjælper sårbare borgere i kommunen.


Læs mere
22. juni 2023

Affald for sig, og genbrugstøj for sig

Vidste du, at der er forskel på genbrugstøj og tekstilaffald? 

Meget godt tøj, der sagtens kan bruges igen, ender desværre ofte som tekstilaffald, hvilket er dårligt for vores klima. 

Brugt tøj er ikke affald bare fordi, det er brugt. Det kan sagtens være godt og glæde andre i lang tid fremover. 

Du kan gøre en stor forskel ved at donere dit genbrugelige tøj til os i en af vores butikker eller blå tøjcontainere rundt omkring i kommunen. 

Affaldet, som kun er det tøj, der er hullet, i stykker og alt for slidt, hører til i kommunens tekstilaffaldsløsning. 

TAK for din donation.


Læs mere
20. juni 2023

En samarittervagt med glade koncertgæster og høje blodtryksmålinger

Tanja lyner den mørkerøde jakke op, hvor et Røde Kors logo pryder på brystet. Hun svinger en stor rygsæk op på skulderne. Tanja har været samarit i 7 år, og hun er både aktivitetsleder og vagtleder hos samaritterne i Aarhus. Vagtlederen skal holde det store overblik og sørge for, at der er styr på det hele på dagens vagt. 

“Skal vi komme i gang?” spørger Tanja de tre andre samaritter, som også skal med på dagens vagt. De er også klædt i rødt fra top til tå. Sammen bærer de vagtsæt, bårer, rygsække, iltflasker og meget mere fra samaritternes depotrum ud i den store Røde Kors bil.

Maria er en af de andre samaritter, der skal med på dagens vagt. Hun har været samarit i 13 år, og bærer nu titlen som behandler. Det er en titel, man kan blive uddannet til, når man har flere års erfaring som samaritassistent. Som behandler har man det overordnede ansvar for at udføre behandlinger og uddelegere opgaver til assistenten. 

“Vi har glemt noget. Hyggekassen. Det er jo næsten det vigtigste,” siger Maria med et glimt i øjet. Hyggekassen består af myslibarer, sudokuer, yatzy, sodavand og Anders And blade. Det er alt sammen nyttige ting, som er gode at have med på en lang vagt. 

Kurs mod Ceres Arena 

Bilen er pakket og klar. De fire samaritter hopper ind i bilen. Turen går mod Ceres Arena, hvor Thomas Helmig spiller i aften. I bilen taler de om forskellige oplevelser, som de hver især har haft som samarit. Anders, som også er med på dagens vagthold, fortæller de andre om forrige weekend, hvor han havde en vagt til Tobias Rahim koncerten i Ceres Arena. Her oplevede han desværre flere episoder, hvor unge piger fik det dårligt på grund af angstanfald. En tendens, som de andre samaritter alle sammen nikker genkendende til, og som de synes er vigtigt at sætte fokus på. 

“Mange tror, at samaritter kun er til stede for at hjælpe fulde folk, men det sidste lange stykke tid har vi også hjulpet mange, som har det psykisk dårligt,” forklarer Tanja. 

For Tanja startede karrieren som samarit i Holstebro, da hun faldt over en tilfældig annonce i avisen, hvor Røde Kors søgte nye samaritter. Allerede dengang vidste hun, at hun gerne ville hjælpe andre mennesker, så hun søgte jobbet som frivillig samarit. 

“Det var først og fremmest det faglige interesseområde, som fangede min opmærksomhed, men nu har jeg været en del af samaritterne længe, og fællesskabet betyder, at jeg har lyst til at forsætte,” fortæller Tanja, mens hun smiler til de andre samaritter i bilen.

Da de ankommer til Ceres Arena, og dørene i bilen bliver rullet op, spiller trommer og guitarer allerede for fuld udblæsning. Generalprøven er i gang og både sangstemmer, instrumenter, lyd samt lys bliver testet af, før koncerten starter om et par timer.   

“Det er her,” siger Anders og peger på en dør, hvor der på et skilt står “SAMARITTER”. De andre samaritter følger trop og begynder at fragte tingene fra bilen og ind i lokalet. Yderligere to samaritter dukker op – det er kolleger fra Aalborg, som også skal hjælpe ved dagens koncert. Den ene af de to samaritter fra Aalborg er samaritelev. Hun er uddannet i det mest basale førstehjælp og kan udføre mindre behandlinger. I dag er hun hovedsagligt med for at lære og blive klogere på, hvilke opgaver man kan komme ud for på en vagt. 

Forberedelse inden festen starter 

Da hele holdet af samaritter til dagens vagt er samlet, holder Tanja den første brief.  

“Det er Thomas Helmig, som spiller i dag. Så vi forventer et lidt ældre publikum end i sidste weekend, hvor Tobias Rahim spillede. I dag er det hovedsageligt voksne mennesker, som måske kan føle sig svimle, er faldet eller er blevet for fulde, men der kan også opstå mange andre situationer. Det skal vi være forberedte på,” siger Tanja, mens hun får øjenkontakt med de andre samaritter.  

De andre samaritter nikker forstående. 

“Ved vi, hvor mange, der kommer?” spørger Maria.  

“Jeg tror, der er fuldt hus, men sikkerhedschefen kommer herned om lidt og fortæller os mere. Vi deler os op, så vi er et hold på to personer og et på tre, som går rundt oppe til koncerten, mens jeg bliver tilbage i behandlingsrummet. I kan altid ringe til mig, hvis I får brug for hjælp,” siger Tanja og peger ned på sin telefon. 

Straks efter briefen går samaritterne i gang med at tjekke de tasker, som de skal have med sig rundt. Har de det hele? Virker udstyret? Er det placeret korrekt? Alt udstyret er på plads, og nu er samaritterne klar til, at vagten for alvor går i gang.   

Det banker på døren. Ceres Arenas sikkerhedschef er kommet for at briefe samaritterne. “Alle billetter til koncerten er solgt, så der kommer til at være mange mennesker. Denne gang er scenen mindre, så publikum kommer ikke til at stå lige så tæt som i sidste weekend.” Hans blik bevæger sig rundt på samaritterne, mens han briefer. På vej ud ad døren forsikrer han samaritterne om, at de altid kan ringe, hvis de får brug for hjælp. Kort efter er de to hold samaritter også klar til at bevæge sig op til indgangen, hvor koncertgæsterne inden længe vil dukke op.  

Sæbebobler, høj musik og latter 

En livlig summen af glade koncertgæster begynder så småt at fylde indgangen. Alle er i godt humør og klar til en hyggelig aften med god musik. Inden koncerten går i gang, er gæsterne samlet udenfor for at få lidt frisk luft. Ved et af bordene står to vennepar og forsøger at blive enige om, hvilket Thomas Helmig nummer, der er det bedste. Ved et andet bord har to kvinder lige bestilt deres første øl og skåler med hinanden. Mellem de mange borde, står en sæbeboblemaskine, som blæser bobler ud over pladsen. Sæbeboblerne er med til at skabe en hyggelig stemning, mens de flyver ind og ud blandt de mange mennesker. Samaritterne går en runde udenfor på pladsen for at tjekke, at alle har det godt. De bliver mødt af smil og anerkendende blikke. 

Koncertgæsterne begynder så småt at bevæge sig indenfor for at finde deres pladser enten på gulvet eller på tribunerne.  

Samaritterne passerer en flok mænd, som er ved at bestille en øl, inden de går ind i hallen. En af mændene får øjenkontakt med samaritterne, og han rækker hånden op til en hive-five. 

“I gør det godt,” siger manden, mens hans hånd fortsat hænger i luften.  

“Tak, og god aften til dig” svarer Anders og møder mandens hånd i et stort klap.  

Samaritterne deler sig op. Et hold bliver ved indgangen, mens det andet hold går ind i hallen. Det vigtigste er, at samaritterne er synlige for gæsterne, så de altid kan tage fat i dem ved behov. 

Et dansende publikum får temperaturen til at stige 

Da klokken passerer 20:15 starter showet. Store lamper kaster farvestrålende lys rundt på hele scenen. Med ét dukker Thomas Helmig op iført et sort pallietsæt. Han griber fat i mikrofonen: “Hva såå Aarhus”. Publikum svarer med jubel, pift og skrig. Koncerten går i gang og humøret er fortsat højt hos publikum, som både synger og danser. Temperaturen stiger i hallen. De fleste lægger slet ikke mærke til varmen, mens andre vifter med deres hænder foran hovedet, og nogle trækker ud på gangen for at få en pause fra den høje temperatur og de mange mennesker.  

Ude på gangen opsøger samaritterne en kvinde, som har sat sig på jorden og tager sig til hovedet. 

“Er du okay?” spørger en af samaritterne. 

“Ja, jeg havde bare lige brug for at sætte mig lidt ned. Jeg følte mig lidt svimmel, men det går bedre,” svarer kvinden, mens hun letter hovedet og kigger på samaritterne. 

“Skal vi ikke finde noget vand til dig?” 

“Det må I meget gerne” 

Samaritterne henter en flaske vand, men da de kommer tilbage, er kvinden allerede på benene. Hun tager en slurk vand og bevæger sig ind til koncerten igen. Hun forsikrer samaritterne om, at hun er helt okay og siger tak for deres hjælp. 

Da koncerten har været i gang i omkring 45 minutter, går det første hold samaritter til pause. De går ned i behandlingslokalet, hvor Tanja sidder og løser sudoku. 

“Nårh der er da ikke sket så meget endnu?” siger Tanja og kigger spørgende på samaritterne. 

Aftenen går på hæld 

“Ekstra nummer, ekstra nummer” lyder det fra hele salen, da Thomas Helmig har takket af. Han indtager dog scenen igen for at synge “Studpid man” for anden gang, og publikum jubler atter. Mens nogle forsat nyder de sidste numre, begynder andre at forlade Ceres Arena.  

Det ene hold samaritter går hen mod udgangen for at sikre sig, at alle kommer godt hjem. Stort set alle forlader hallen med et stort smil.  

“Der er én, som har brug for jeres hjælp,” siger en af vagterne, mens han prikker Anders på skulderen. 

Vagten forklarer, at personen befinder sig inde midt på halgulvet. Vagten fører an, mens Anders og Maria følger efter i rask trav. 

De to samaritter bevæger sig igennem folkemængden, hvor nogle er på vej ud, og andre stadig står og nyder det sidste af koncerten. Alle tager et skridt tilbage og giver plads til, at Anders og Maria kan komme igennem. Da de kommer frem, er manden, som har fået det dårligt, trukket ud til siden. Han har sat sig på gulvet og kigger stift ned i jorden. Hans kone står ved siden af, og fortæller, hvordan de har stået op under hele koncerten, og at det først var her til sidst, at han blev bleg og fortalte, at han var svimmel. 

Anders og Maria går straks i gang med at måle blodtrykket – tallene er lidt for høje. Selvom manden mener, at han har fået det bedre, er Anders og Maria ikke trygge ved, at sende ham hjem. Han får lidt at drikke og kommer ned at ligge. De tager endnu en blodtryksmåling – stadig for høje tal.  De tilkalder Tanja for at få ekstra øjne på situationen. Hun kigger på målingerne og stiller ham nogle spørgsmål. Manden insisterer på, at det går bedre, så han rejser sig op, men må erkende, at svimmelheden stadig er der. Efter noget tid, hvor manden har ligget stille, fået mere at drikke og trukket lidt luft, får han farven tilbage i ansigtet og blodtrykket rammer et normalt niveau. Han føler sig klar til at drage hjem. Anders og Maria fortæller ham, at det er vigtigt, at han ringer 112, hvis han skulle få det dårligt igen. Både hans kone og ham selv lover at være opmærksomme på hans helbred, og takker samaritterne for deres hjælp.  

Klokken er lidt over 1, og koncerthallen er nu så godt som tom. Kun rengøringspersonalet og nogle få vagter er tilbage. Samaritterne mødes til et afsluttende brief, hvor de taler om aftens forløb. Det har alt i alt været en stille og rolig vagt. Tanja afslutter med at sige tak for i aften, og sammen begynder de at fragte alle tingene tilbage i bilen. Da alt er tilbage i bilen, kører de fire samaritter fra Aarhus sammen ind til Frivillighuset på Nørre Allé, mens de to fra Aalborg drager nord på. 

 


Læs mere
07. juni 2023

Kom til pop-up event i Domen

Vi skyder sommerferien i gang med et brag af et pop-up event i slutningen af juni, og du er inviteret. 

Pop-up eventet foregår den 28. juni kl. 10-18 og 29. juni kl. 10-17 i Domen på Aarhus Ø. 

Sommeren kalder på fine kjoler og luftige shorts, så vi tager en masse lækkert genbrugstøj med. Du kan finde alverdens forskelligt tøj til både kvinder og mænd, som passer perfekt til det lune sommervejr. 

Domen byder på rigtig hyggelige omgivelser, hvor der er rig mulighed for at tage en pause, mens du shopper. Hvis du får lyst til en forfriskning undervejs, kan du besøge caféen og blive fristet til at nyde en kop kaffe eller et stykke kage.  

Alt tøjet sælges til Røde kors-priser, og når du handler hos os, støtter du en god sag. Pengene går blandt andet til vores sociale indsatser, som hjælper sårbare og udsatte borgere.  

Du kan betale med MobilePay eller kontanter. 

Vi ses til et par skønne dag fyldt med genbrugsguld. 


Læs mere
07. juni 2023

Et brag af en sommerfest

Vejret var næsten lige så varmt som stemningen, da vi i lørdags inviterede til sommerfest ved Røde Kors Hus Vest ved Bazar Vest.

Pladsen foran vores butik var pyntet op med flag, guirlander og balloner, som lystigt blafrede i vinden. Boder med mad og drikke, quiz, information, ansigtsmaling, cykling og kridt var i dagens anledning sat op på parkeringspladsen, hvor gæsterne kunne nyde musik og god stemning mens de bevægede sig fra bord til bord.

Allerede inden pladsen officielt åbnede var de første børn en tur i den røde hoppeborg. Det blev startskuddet til grin, leg og masser af hop. Hoppeborgen stod ikke stille igen før de frivillige sidst på eftermiddagen lukkede og slukkede festen.

Vi havde inviteret lokalområdet til fest og over 100 mennesker valgte at lægge vejen forbi for at deltage i en festlig og uforglemmelig dag. Sammen med de mange frivillige, der hjalp på dagen, blev der leget, cyklet, spist, grint og bare hygget i hinandens selskab.

Cykeltjenesten var mødt op med to christianacykler, som nærmest i rutefart kørte glade børn ud på tur i det nærliggende område.

Storsmilende børn satte de frivilliges kreative evner på prøve, når de gladeligt efterspurgte ansigtsmaling i form af flag, sommerfugle, bier, blomster, tigre, jaguarer og Fortnite. Om det var kvaliteten af de frivilliges ansigtsmaling vides ikke, men sidst på dagen var boden fuldstændig overtaget af børn, som ivrigt malede hinanden.

Snackboden var flittigt besøgt og det med god grund. Brød, falafler, hummus, tzatsiki, haydari og pølsehorn blev skyllet ned med juice, safte- og sodavand. Desserten bestod af kage, slikposer og chips – der manglede ingenting.

Asfalten blev dekoreret med kridt i alle regnbuens farver. Da børnene senere kastede sig ud i stop-dans var den på et dansegulv udsmykket med biler, blomster, veje, huse og flag.

Tusind tak til alle som deltog og var med til at gøre dagen festlig. Tak til vores skønne naboer, som bakkede op om vores sommerfest. Tak til Bazar Vest og Normal for at donere mad, snack og drikkevarer. I var med til at gøre en forskel.


Læs mere
10. maj 2023

En hyggelig dag i Musikhuset

I søndags, d. 7. maj, var Røde Kors Aarhus’ frivillige inviteret til en hyggelig dag i Musikhuset.  

50 frivillige havde fundet vej til det store musikhus i hjertet af Aarhus.  

Dagen bød blandt andet på rundvisning og spændende historietime med Anders Hede, der er kommerciel chef i Musikhuset. Med mange stunder fra Musikhuset i rygsækken, fortalte han livligt om alt fra byggeri og udvidelse til alverdens unikke arrangementer.  

De frivillige oplevede også kernen af Musikhuset, nemlig musik. Til en minikoncert mærkede de den storslåede akustik i en af Musikhusets fine koncertsale. 

Dagen blev afsluttet på hyggelig vis med livlige samtaler over et stykke kage og en god kop kaffe. 

 


Læs mere
02. maj 2023

Nyt partnerskab skal sikre en vej ud af hjemløshed

Vi er stolte af at være med i partnerskabet ”En vej ud af hjemløshed”.

Sammen med vores 24 samarbejdspartnere vil vi arbejde for at Aarhus’ 507 hjemløse borgere får en god og tryg vej ud af hjemløshed. Derfor vil partnerskabet blandt andet have fokus på at sikre flere billige boliger, at skabe gode overgange til hverdagen i egen bolig og at åbne døre til Aarhus’ mange fællesskaber.

Vores ambition er at hjælpe alle uanset om behovet er et lille skub til en start eller håndholdt hjælp for at tage skridtet ind i egen bolig. Vi sætter nemlig mennesket i centrum og reagerer på de behov, drømme og ønsker, den enkelte har. På den måde sikre vi en tryg overgang til en god hverdag i egen bolig.

Partnerskabet arbejder med at bane en vej ud af hjemløshed ved at:

Sætte mennesket i centrum

Aarhusianere i hjemløshed er lige så forskellige som alle andre. Det samme er deres ønsker, drømme og behov. Vi skal ikke definere, hvad der er det gode liv eller den rigtige bolig. Vi vil være nysgerrige og finde gode løsninger sammen med den enkelte.

Sætte tempo på Housing First

Sammen kan vi hjælpe flere til en hverdag i egen bolig, hurtigere – så hvorfor ikke gøre det? Vi vil sætte tempo på Housing First og gøre vejen ud af hjemløshed kort og tryg. Når vi møder udsatte aarhusianere fx på gaden, på væresteder eller på forsorgshjem er vi proaktive, hurtige og koordinerende. Vi sætter ind med sociale indsatser, beskæftigelsesindsatser og andre tilbud, der kan motivere den enkelte og skabe tillid og tryghed.

Skabe gode overgange

Aarhusianere i hjemløshed skal opleve, at de får indsatser og tilbud, der hænger sammen – uanset hvem de er, og hvor vi møder dem. Det gælder særligt i ivergangen fra et liv i hjemløshed til et liv i egen bolig. Vi vil skabe tætte og tillidsfulde relationer, og vi vil tage ansvaret for at koordinere tilbud, så den enkelte kan bruge energien på at finde sig til rette. Med andre ord: Vi vil være dem, man kan regne med.

Sikre rammerne for en god hverdag

Fire vægge skaber ikke et hjem. Vi vil åbne døre for til indsatser og fællesskaber, som giver indhold i hverdagen og noget at stå op til om morgenen. Fællesskaber, der modvirker ensomhed og understøtter den enkeltes drømme og håb for fremtiden. Det kan være i nabolaget, på en arbejdsplads eller en uddannelse, i foreningslivet eller hos civilsamfundsaktører.

Være nysgerrige på nye veje

Der skal være en vej ud af hjemløshed for alle. Men det er ikke sikkert, at vi kender alle veje i dag. Vi vil have blik for hinandens tilbud, styrker og kompetencer. Vi vil dele viden og erfaringer. Og vi vil være nysgerrige på nye veje og samarbejdsrelationer, som kan skabe en bedre hverdag for de aarhusianere, vi er fælles om.

 

Vores samarbejdspartnere i ”En vej ud af hjemløshed” er:

  • Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune
  • SAND Østjylland – De hjemløses Landsorganisation
  • Hjem til Alle Alliancen
  • Kirkens Korshær Aarhus
  • Kirkens Korshærs Forsorgstilbud Aarhus
  • Røde Kors Aarhus
  • Blå Kors Egåhus
  • BL Danmarks Almene Boliger | Kreds 5
  • Kofoeds Skole Aarhus
  • SIND Aarhus-Samsø
  • Lind Foundation
  • Baglandet Aarhus
  • Skraldecaféen
  • KFUMs Sociale Arbejde
  • Reden Aarhus / KFUKs Sociale Arbejde
  • Fairhuset / KFUM og KFUM i Danmark
  • Café Parasollen / KFUMs Sociale Arbejde
  • Den Sociale Retshjælps Fond
  • Det Grønlandske Hus
  • Fundamentet
  • Foreningen Gadeliv
  • Liva Rehab Midtjylland
  • Det Blå Sted Aarhus
  • Hjemløs i Aarhus/Det Rullende Hjerterum
  • FGU Aarhus

 


Læs mere
27. april 2023

Ny indsats skal sikre samvær til borgere, der er ramt af demens

I Danmark får omkring 21 personer hver dag stillet en demensdiagnose. Det svarer til 8000 nye tilfælde årligt, og antallet forventes at stige*. En person med demens isolerer sig ofte og lukker sig ind i sig selv. Det kan være både hårdt og ensomt. Hermed er behovet for samvær, aktivitet og menneskelig kontakt stort. For at imødekomme dette behov, har Røde Kors Aarhus oprettet en ny indsats, ‘Mindemakker’.

“Det er en stor udfordring i samfundet, at mange personer rammes af demens, og det er svært for civilsamfundet og kommunerne at opfylde alle deres behov. Derfor vil vi i Røde Kors Aarhus tage udfordringen op. I Røde Kors hjælper vi, hvor der er behov, og lige nu er der et stort behov for, at personer med demens får samvær med andre, så de ikke bliver ensomme. For at føre indsatsen ud i livet, er det vigtigt at arbejde sammen med byens plejehjem, og vi er glade for, at vi har fundet frem til to, som vil tage del i initiativet,” fortæller Lars Bundgaard, næstformand i Røde Kors Aarhus.

Lokale plejehjem bakker op

Indsatsen starter på plejehjemmene Hestehavehusene og Kongsgården i henholdsvis Højbjerg og Viby. Begge plejehjem er enige i, at ‘Mindemakker’ er vigtig, og at omsorg er altafgørende for beboernes velvære.

“Vi oplever, at det kan være svært at opfylde alle de behov som vores demensramte borgere har for samvær. Derfor er det essentielt, at der kommer nogen, som kan hjælpe med at stimulere deres sanser og måske vække genkendelse. Det skaber velvære og kan både gøres gennem musik, en gåtur i skoven, duften af en nybagt kage eller et besøg af en glad hund,” fortæller forstander på Hestehavehusene, Anette Lock Hansen.

Forstander for Kongsgården, Annette Sindberg, er enig. Hun siger:

”På vores plejehjem har vi mange gode aktiviteter i huset, så det vi drømmer om, er mere tid til én til én-samvær samt gåture ude i den friske luft. Her er Mindemakker-aktiviteten et meget velkomment samarbejde, som gennem relation og nærvær kan bidrage til at skabe nye minder og store smil for og sammen med vores beboere.”

Omsorg og samvær er centralt

Plejehjemmene er sammen med bestyrelsen og den frivillige aktivitetsleder fra Røde Kors Aarhus blevet enige om, hvad indsatsen skal indebære. Dette har de gjort på baggrund af fakta omkring sygdommen, behov på de enkelte plejehjem og overvejelser omkring den frivillige opgave.

Aktivitetsleder i indsatsen, Else Zäll, glæder sig til at føre aktiviteten ud i livet:

Med Mindemakker vil vi skabe nogle gode stunder for personer med demens på plejehjemmene. De har, ligesom alle os andre, nogle grundlæggende psykologiske behov som for eksempel meningsfuld beskæftigelse. Vi skal derfor skabe samvær, så de får nogle gode oplevelser gennem forskellige aktiviteter. Til alt dette, har vi brug for frivillige, der har lyst til at gøre en forskel for et andet menneske.”

Røde Kors vil sikre, at det er den rette frivillig, der sættes sammen med en demensramt beboer. Der vil være fokus på mennesket bag sygdommen, så livshistorie og fælles interesser bliver taget med i betragtning. Den frivillige bliver fra start klædt på til opgaven, så han eller hun kan hjælpe bedst muligt og samtidig føle sig tryg i indsatsen.

 

 

*Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens


Læs mere
30. marts 2023

Sekretariatet holder påskeferie

Gækkebreve, påskefrokoster og påskeæg lurer lige rundt om hjørnet. Det betyder en masse kvalitetstid med vores nærmeste, en god lang gåtur og hvad påsken ellers kan finde på at bringe.

I Røde Kors Aarhus’ sekretariat kan vi ikke vente. Så, vi tyvstarter og går på påskeferie allerede i morgen. 

Du kan lige nå at fange os, som normalt, på Nørre Allé 32 frem til i morgen fredag d. 31. marts kl. 14. 

Vi er tilbage igen tirsdag d. 11. april med en masse fornyet forårsenergi. 

Vi ønsker alle en rigtig god påske fra Røde Kors Aarhus’ sekretariat! 

 


Læs mere
27. marts 2023

Flemming besøger Røde Kors Aarhus

”Ja, så kommer man sgu ud at se noget! I stedet for at se på de forbandede vægge derhjemme. Det er træls nogle gange,” siger Flemming med følelse. Han sidder overfor mig med et stort smil, hans opmærksomhed flakker mellem samtalen og Nørre Allés trafik på den anden side af glasruden.

Flemming er på besøg fra Bostedet Vintervej. Han havde en drøm om at se Røde Kors’ Frivillighus i Aarhus og det var heldigvis en drøm, Cykeltjenesten kunne hjælpe med at opfylde. Med sort cykelhjelm på hovedet og pakket godt ind i et rødt tæppe, svingede Flemming ind i gården på Nørre Allé 32 en grå torsdag i marts.

Flemmings smil var alt andet end gråt, da han kort efter, med afmonteret cykelhjelm, blev budt velkommen af afdelingens sekretariat. Han er faktisk ikke holdt op med at smile i al den tid, vi har talt sammen. Da snakken falder på, hvor hans bedste cykeltur gik hen, så bliver smilet endnu større.

”Det var turen til sygehuset. Årh det kan jeg sige dig, det blæste så meget, at Louise og mig vi kunne ikke snakke sammen. Og jeg måtte råbe til Louise, jeg kunne ikke høre, hvad det var hun sagde, sådan blæste det,” fortæller Flemming.

Louise er aktivitetsleder i Røde Kors Aarhus’ Cykeltjeneste. Hun har efterhånden cyklet en del ture med Flemming, og der er ingen tvivl om, at hun har en høj stjerne hos ham.

”Hun vil gerne lave gas med mig, hvis hun kan komme til det. Og jeg bliver ikke sur. Jeg ELSKER Louise, hun er så god ved mig.”

Louise og Flemming hygger sig, når de er sammen. Derfor var det også Flemming, Louise ringede til, da Cykeltjenesten fik ny cykel. Den nye ladcykel skulle ud på sin jomfrurejse og Flemming behøvede ingen overtalelse – han stod klar som passager.

”ÅRH jeg var spændt på, hvad det nu var for noget, jeg skulle ud at køre på,” betror han mig.

Turen gik heldigvis godt, og cyklen bestod testen. Cyklen klarede også turen til Røde Kors Aarhus’ Frivillighus i dag. En cykeltur, som til Flemmings store overraskelse ikke tog særlig lang tid. Han havde forventet en del mere trafik på Nørre Allé – det er der nemlig nogle gange. Det kan jeg jo kun give ham ret i. Jeg cykler nemlig selv på arbejde og ved, hvor trafikeret Nørre Allé er om morgenen, hvor cyklister, lastbiler, busser, biler og til tider udrykningskøretøjer kæmper om den sparsomme plads på vejen.

”Flemming, kan du torsdag? Ja, det kan jeg!”

Louise tager Flemming med ud at cykle, når hun har tid og vejret tillader det. De skulle have været på besøg i Frivillighuset nogle dage før, men et snestormsvarsel gjorde, at de måtte aflyse – til Flemmings store fortvivlelse.

”Så ringede hun til mig: Flemming, kan du torsdag? Ja, det kan jeg!” gengiver han med et bekræftende nik.

Flemming synes det er dejligt at være ude at cykle, så kommer han fandme ud at se noget. Hans ord, ikke mine. Ofte cykler Louise og Flemming rundt i lokalområdet, men en gang i mellem tager de på lidt længere ture, som i dag, og det er tydeligt, at det er de oplevelser, som virkelig har sat sig i Flemming.

”Så spurgte vi nogle mennesker derude, hvad er det, der skal til at bygges, deroppe ved kræftcenteret på den store grund. Så er det apotek og vaskehus og det hele. Det der lå inde på kommunehospitalet ryger derud,” fortæller han om deres sidste tur til sygehuset, hvor de stoppede ved en byggeplads fordi Flemming var nysgerrig på byggeriet.

Flemmings nye drøm er at komme tilbage til Skejby Sygehus, så han kan se, hvor langt de er kommet med byggeriet- og mon ikke Louise også kan hjælpe med at få den drøm til at gå i opfyldelse.

”Ja, og jeg har sagt til Louise, næste gang vi skal ud at køre, så skal vi op og kigge det – hvor langt de er kommet.”

Flemming er selverklæret nysgerrig. Det mærker jeg også i vores samtale. Han spørger ivrigt ind til mit arbejde, mine kollegaer og Røde Kors. Det står hurtigt klart for mig, at Flemming har sat sig ind i tingene. Jeg må blive ham svar skyldig i forhold til Generalsekretær Anders Ladekarls besøg i Syrien, Tyrkiet og Grækenland. Til gengæld kan jeg fortælle ham, at Røde Kors’ Landskontor på Blegdamsvej ikke deler bygning med Ungdommens Røde Kors, og at Røde Kors Aarhus tidligere havde lokaler på Trøjborg. Så forhåbentlig opvejer det min manglende viden omkring generalsekretærens rejser til katastrofeområder.

Min snak med Flemming nærmer sig sin afslutning. Det er ved at være frokosttid. Bostedet har pakket madpakke til Flemming og Louise. Den nyder de i Frivillighuset inden Flemming igen skal spænde cykelhjelmen og pakkes ind i det røde tæppe.

Jeg vinker farvel i indgangen til gården, da de drejer ud på Nørre Allé, hvor eftermiddagstrafikken har taget til – måske det tager lidt længere tid for dem at komme hjem end herind. Jeg håber det næsten, for Flemming elsker virkelig sine cykelture med Louise.

 

 

Røde Kors Aarhus’ Cykeltjeneste cykler med borgere, der ikke selv kan træde i pedalerne. De frivillige cykelvenner deler friheden, vinden i håret, farten og de gode stunder med blandt andet gangbesværede, udviklingshæmmede, handicappede og plejehjemsbeboere.


Læs mere
21. marts 2023

Røde Kors Aarhus har fået ny formand

Den 8. marts blev Niels Højberg, tidligere stadsdirektør i Aarhus Kommune, valgt til formand i Røde Kors Aarhus. Niels Højberg overtager posten efter Knud Aarup, som fremadrettet vil fokusere på sit arbejde i Røde Kors’ hovedbestyrelse.

Hvert år inviterer Røde Kors Aarhus til generalforsamling, men det er ikke hvert år, at afdelingen skal vælge en ny formand. Derfor var dette års generalforsamling noget lidt udover det sædvanlige. Over 50 mennesker var mødt op til kage, champagne og valg af både bestyrelsesformand og medlemmer.

Inden generalforsamlingen pegede en enig bestyrelse på Niels Højberg, tidligere stadsdirektør i Aarhus Kommune, som ny formand for afdelingen. Til generalforsamlingen blev deres valg bakket op af de fremmødte medlemmer, der med applaus bød Niels velkommen i foreningen. Således kommer Niels Højberg til at stå i spidsen for Røde Kors Aarhus de kommende år.

”Jeg er glad og ydmyg over for den mulighed, jeg nu har fået for at kunne understøtte det virkeligt vigtige arbejde gennem Røde Kors Aarhus, og jeg er også sikker på, at betydningen af den frivillige indsats bliver endnu vigtigere de kommende år, hvor vi kommer til at have svært ved at rekruttere medarbejdere til velfærdsstatens opgaver, fordi arbejdsstyrken skrumper og behovene stiger,” siger Niels Højberg.

Topledererfaring og foreningsliv

Niels Højberg træder ind i Røde Kors Aarhus’ bestyrelse med topledererfaring fra både kommunalt, regionalt og statsligt plan. Han har blandt andet arbejdet 13 år som Stadsdirektør i Aarhus Kommune, en stilling han fratrådte i 2022. I dag er Niels Højberg ledelsesekspert og rådgiver ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse.

Foreningslivet er ikke ukendt for Niels Højberg, som blandt andet sidder i bestyrelsen for Fredens hus, en forening og et kraftcenter for tro og dialog, men også bestrider andre formands- og bestyrelsesposter.  Det er dog første gang, at han er en del af Røde Kors. Derfor ser han frem til at lære foreningen bedre at kende i løbet af de kommende måneder, så der er basis for, sammen med resten af bestyrelsen, at lægge en solid og realistisk strategi for Røde Kors Aarhus’ udvikling de næste mange år.

Frivillig hjælp gør en forskel

Røde Kors Aarhus er en frivillig forening, som hver dag yder hjælp og støtte til de borgere i Aarhus Kommune, som har det svært. Foreningens mission er at kunne yde frivillig hjælp, når behovet opstår. Det gør foreningen med hjælp fra mere end 850 frivillige, som fordeler sig på 46 forskellige tilbud og aktiviteter.

Foreningens tilbud spænder bredt fra netværk til akut hjælp. Fælles er, at de frivillige i indsatserne møder medmennesker i øjenhøjde. Røde Kors Aarhus’ frivillige er der nemlig ikke for at løse udfordringerne, men for at yde støtte, omsorg og skabe tryghed. Røde Kors Aarhus yder hjælp til selvhjælp og lægger øre samt hjerte til.

”De frivillige spiller en meget stor rolle for, at det danske velfærdssamfund kan fungere. Især på områder, hvor det etablerede system kan have svært ved at nå ud til mennesker med særlige behov, har de frivillige en særlig vigtig funktion med at kunne være til stede og give hjælp,” siger Niels Højberg.


Læs mere
14. marts 2023

Mandage med mening i Røde Kors butik Bazar Vest

Rummet summer af liv. Sprog fra forskellige steder i verden flyder sammen til de ikke er til at kende fra hinanden, men vidner om et sted, hvor hyggen er i fokus.

De bløde sofaer indbyder til et hvil, og det er netop her, at en flok kvinder har slået sig ned. Med en kop kaffe i hånden og indkøbskurven parkeret ved fødderne, er der god tid til snak og latter.

Der er også masser af grin ved børnebordet, hvor der er dækket op med LEGO, tuscher og farveblyanter. Med en brikjuice i hånden, kaster børnene sig ivrigt ind i det kreative univers, mens deres forældre går på opdagelse i butikken.

I hjørnet har en gruppe mænd slået ring omkring afdelingens næstformand – de er i gang med at handle. Et håndslag bekræfter, at de er nået til enighed.

Fyldte indkøbskurve bliver kørt til kassen. De bugner af alt fra sweatre til tallerkener. Stregkodescanneren står ikke stille.

De sidste to mandage har vi ekstraordinært åbnet dørene til vores butik i Bazar Vest for særligt inviterede kunder. Vi har, med hjælp fra en donation fra Norlys, haft mulighed for at uddele gavekort til økonomisk trængte familier. Nogle af de familier, hvor inflationen har ramt ekstra hårdt. Med et gavekort på 400 kroner i hånden kunne familierne således handle lige det ind de stod og manglede for at få hverdagen til at glide lidt nemmere.

To af de gæster, som var glade fra initiativet, kom ikke for at handle ind til sig selv, men for at hjælpe andre med at finde det de manglede. Mona og Manilla er bydelsmødre. De har hver modtaget fem gavekort, som de kunne uddele til de familier, de kendte, som havde behov for den ekstra hjælp.

Manilla fortæller at selvom, der er mange ældre i foreningen, så har hun prioriteret at give gavekort til børnefamilier, som er på kontanthjælp, førtidspension og som har psykiske udfordringer.

”Børnefamilier har mere brug for det,” bekræfter Mona. Hun har selv prioriteret at forære gavekort til børnefamilier fra Syrien.

Hverken Mona eller Manilla kom alene til butikken. De har begge taget kvinder fra deres foreninger med. Manilla er bydelsmor og har foreningen Bryd Ensomhed, mens Mona er bydelsmor og formand i den Internationale kvindeforening i Tilst. Både Mona og Manilla har oplevet, at det er svært for kvinderne selv at komme ad sted. Derfor deltager de selv for at skabe tryghed og fællesskab.

”Det hjælper dem, at vi er med. Vi støtter dem i at komme gang,” fortæller Mona.

Mona og Manilla er enige om, at det har været svært at udvælge, hvem der skulle modtage gavekort. For ligegyldigt hvad, så var der nogle, som blev kede af det. Derfor har de også begge besluttet, at så mange som muligt skulle have glæde af muligheden. Nogle af gavekortene blev delt mellem fire kvinder, som så hver især kunne købe for 100 kroner og med lidt kreativt, dårlig hovedregning, så kunne alle gå fra butikken med et smil på læberne.

Butikkens brede gangareal er lavet om til en racerbane. To drenge har fundet henholdsvis et løbehjul og en cykel i legetøjsafdelingen. Deres manøvredygtighed bliver testet mellem tøjstativerne. Glade hvin og små bump kan høres fra legehjørnet, hvor andre børn udforsker legetårnets rutsjebane.

Fra KREAféen breder sig en liflig duft af mad. Aftensmåltidet, suppe, er klar til at blive serveret. Det er aftenens sidste højdepunkt inden bordene tørres af, støvsugeren bliver fundet frem og den sidste gæst ønsket en god aften og på gensyn.

 

Gavekortene er uddelt i samarbejde med Trivselsagenterne, Bydelsmødrene, Brabrand Boligforening og Opgang til Opgang.


Læs mere
09. marts 2023

Donation til Vejviserne fra Nordea-fonden

Nordea-fonden har doneret 12.000 kr. til vores indsats Vejvisere-patientstøtterne. Det er en donation, som bestemt falder i god jord, og som kommer til at gavne vejviserne i deres frivillige arbejde. 

Vi er meget glade for Nordea-fondens donation. Støtten betyder, at vejviserne kan stå klar til at hjælpe patienter og pårørende på Aarhus Universitetshospital. Pengene går nemlig til driften af indsatsen, som for eksempel indebærer frivilligpleje, kommunikation, Røde Kors veste, rekruttering, forplejning til fællesmøder og meget mere.  

Du kan finde vejviserne ved hovedindgangen til hospitalet alle hverdage mellem 8:00 og 14:30. De følger de besøgende i den rigtige retning, svare på spørgsmål og henter transporthjælp. 

Mange TAK til Nordea-fonden for støtten. 


Læs mere
22. februar 2023

Jordskælv i Tyrkiet og Syrien – sådan kan du hjælpe

Vi modtager rigtig mange henvendelser fra aarhusianere, som ønsker at hjælpe de mennesker, der er berørte af jordskælvene i Tyrkiet og Syrien.

Det varmer at mærke den store medmenneskelighed, medfølelse og gavmildhed vi har i Aarhus. Tusind tak – I er fantastiske.

 

Sådan kan du hjælpe i Tyrkiet og Syrien

Røde Kors er en del af hjælpearbejdet i både Syrien og Tyrkiet. Her hjælper vi blandt andet med nødhjælp i form af mad, rent drikkevand, tæpper og telte, som gør en livsvigtig forskel for mange tusinde mennesker. Derudover, støtter vi op om de nationale selskabers, Syrisk Røde Halvmåne og Türk Kizilay, indsats i landene.

Det bedste du kan gøre for at hjælpe os, er at bidrage til vores katastrofeindsat. Hver en krone er med til at gøre en forskel.

Du kan støtte vores hjælpearbejde i Tyrkiet og Syrien ved at følge linket nedenfor.

 

Sådan kan du hjælpe herhjemme

Kender du herboende tyrkere eller syrere, som har mistet kontakten til deres familiemedlemmer i enten Tyrkiet eller Syrien, så kan du henvise til Røde Kors’ Eftersøgningstjeneste.

Eftersøgningstjenesten er en del af det globale Restoring Family Links-netværk, som samarbejder med de nationale Røde Kors og Røde Halvmåne selskaber om at genskabe kontakt mellem familiemedlemmer.

Røde Kors’ Eftersøgningstjeneste kan kontaktes på tracing@rodekors.dk eller 4323 9548.


Læs mere
15. februar 2023

Generalforsamling i Røde Kors Aarhus 2023

Traditionen tro indkalder vi igen i år til generalforsamling i Røde Kors Aarhus. I år afholdes generalforsamlingen onsdag d. 8. marts fra kl. 19 til ca. 21:30 i Frivillighuset på Nørre Allé 32.  

Til generalforsamlingen vil vi gennemgå året, der gik. Vi vil også tale om planerne for 2023 i Røde Kors Aarhus. 

På dette års generalforsamling skal der vælges en ny formand til afdelingen. En enig bestyrelse indstiller Niels Højberg, tidligere stadsdirektør i Aarhus Kommune. Du har selvfølgelig mulighed for at møde ham til generalforsamlingen. 

Dagsorden: 

Dagsorden i henhold til vedtægter: 

1. Valg af dirigent 

2. Beretning og afdelingens virksomhed 

3. Fremlæggelse af reviderede regnskab til godkendelse 

4. Afdelingens planer for de kommende år 

5. Indkomne forslag

6. Valg af: 

       a. Formand 

       b. Medlemmer af bestyrelsen 

       c. Suppleanter 

       d. Revisor(er) og revisorsuppleant(er) 

7. Eventuelt

Efter generalforsamlingen vil National Chef i Røde Kors Marie-Louise Gotholdt holde et oplæg om nogle af de store udfordringer, vi ser ind i på landsplan. Hun vil fortælle om, hvordan Røde Kors’ nationale arbejde spiller ind i udfordringerne og hvilke samarbejder, det kommer til at kræve på tværs af civilsamfundet og det offentlige.  

Til generalforsamlingen byder vi på champagne og kagetapas. Af hensyn til indkøb bedes du tilmelde dig senest d. 1. marts til aarhus.tilmelding@rodekors.dk. 

Forslag til dagsorden kan sendes til samme mail. De skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen.

 

Vi glæder os til at se dig til en god aften i frivillighedens tegn. 

 


Læs mere
27. januar 2023

Frivillige blev takket for deres indsats i 2022 til hyggeligt nytårstaffel

I går, d. 26. janaur, var alle frivillige i Røde Kors Aarhus inviteret til årets nytårstaffel i Frivillighuset. Vi ville nemlig gerne fejre og takke de frivillige for deres store indsats i 2022. 

Over 50 frivillige mødte op til en festlig og hyggelig eftermiddag, som startede ud med, at formanden for bestyrelsen i Røde Kors Aarhus, Lars Bundgaard, bød alle de frivillige velkommen og takkede dem for året, der er gået.  

Senere blev der sunget fællessang, drukket champagne og spist lækkert mad. Eftermiddagen bød også på en quiz om begivenheder fra 2022 i Røde Kors Aarhus, hvor der var gode præmier fra nogle af byens virksomheder på højkant. De fine præmier var sponsoreret af Aarhus Jazz Orchestra, Musikhuset, Teatret Svalegangen, LaCabra, EmmaEmma og AroS. 

Endnu et stort tak til alle de frivillige, som hver dag udfører et stort og vigtigt arbejde. Vi glæder os til endnu et år i frivillighedens tegn.


Læs mere
20. januar 2023

Kom til årets første pop-up-genbrugsevent

Fredag d. 27.- og lørdag d. 28. januar står vi klar med åbne arme og en masse genbrugsfund i Folkestedet, på Carl Blochs Gade 28, Aarhus C.

 

Den mørke vinter raser fortsat. Derfor er det helt okay at glæde sig selv med lækre second-hand-favoritter. 

Denne gang står vi særligt klar med alverdens jakker og frakker, som vi for nyligt har fået doneret fra Bernhardt Natklub. Der gemmer sig både gode kvaliteter og lækre mærker iblandt, til fornuftige priser. 

Så, hvis du mangler en ny brugt vinter-, forårs- eller sportsjakke, er det måske en idé tage et smut forbi. 

 

Fredag er du velkommen fra kl. 11-18, og lørdag står vi klar fra kl. 11-16. 

 

Skulle det ske, at du ikke finder noget den første dag, eller at du bare ikke kan få nok, så er du heldig med, at eventet varer i to dage. Vi sørger for, at der hele tiden er fyldt op på bøjlerne, så du har rig mulighed for at snuse til en masse genbrugsguld.   

Når du handler hos os, støtter du bl.a. vores sociale indsatser, som hjælper sårbare og udsatte borgere i Aarhus. 

Du kan betale med mobilepay eller kontanter. 

Vi håber på at se dig på genbrugsjagt i Folkestedet sidst på måneden! 

 

 


Læs mere
13. januar 2023

Ny indsats skal sikre samvær til borgere i Aarhus, der er ramt af demens

Mindemakker er vores nye indsats, som skal sikre samvær til borgere, der er ramt af demens. 

I Danmark får omkring 21 personer hver dag stillet en demensdiagnose. Det svarer til 8000 nye tilfælde årligt, og antallet stiger. 

En person med demens isolerer sig ofte og lukker sig ind i sig selv. Det kan være både hårdt og ensomt. Hermed er behovet for samvær, aktivitet og menneskelig kontakt stort. 

Mindemakker matcher demensramte plejehjemsbeboere med frivillige for at skabe hyggelige stunder gennem gåture, musik, minder eller noget helt fjerde. Den frivillige tilbyder omsorg til et menneske, som helt eller delvist har en følelse af at miste noget af sig selv. Der er fokus på mennesket bag sygdommen, livshistorien og interesser. 

Konstitueret bestyrelsesformand Lars Bundgaard har været med til ideudviklingen af Mindemakker, og han ser frem til at føre indsatsen ud i livet inden længe:

“Det er en stor udfordring i samfundet, at så mange personer rammes af demens, og det er svært for civilsamfundet og kommunerne at hjælpe personer med demens. Derfor vil vi i Røde Kors Aarhus gerne tage udfordringen op. I Røde Kors hjælper vi, hvor der er behov, og lige nu er der et stort behov for, at personer med demens får samvær med andre, så de ikke bliver ensomme og lukker sig inde. De frivillige i indsatsen mindemakker skal være med til at mindes og erindre personen med demens’ tideligere liv. For at få gang i indsatsen, er det vigtigt at samarbejde med byens plejehjem, og vi er glade for, at vi har fundet frem til to plejehjem, som er interesseret i at arbejde sammen med Røde Kors Aarhus,” fortæller Lars Bundgaard. 

Indsatsen er i samarbejde med Aarhus kommune, og den starter på to af byens plejehjem: Hestehavehusene og Kongsgården. 


Læs mere
04. januar 2023

Hvorfor bruge sin fritid på at have genbrug mellem hænderne?

Sammenhold, samarbejde, søde kunder og et godt formål. Røde Kors Aarhus’ butiksfrivillige har mange grunde til, hvorfor de hver især har valgt at være frivillige. 

Ti frivillige fra Røde Kors Aarhus’ butikker sætter ord på dét at være frivillig i en genbrugsbutik. Nogle finder frem til de væsentligste pointer sammen med andre frivillig-kollegaer, mens andre graver mere personlige grunde frem. På de fleste områder er der dog rungende enighed om, hvordan det er at tilbringe en del af sin fritid ved tøjstativet, bag kassen og ved kaffemaskinen i pauselokalet. Sammenlagt kan beretningerne fra de butiksfrivilliges arbejdsdage koges ned til en række grunde til, hvorfor de har valgt at bruge fritid i en Røde Kors-butik. 

 

“Sammenholdet er godt, og der er plads til alle” 

Klokken er 11, og den lille Røde Kors-butik på Holme Byvej har lige slået dørene op. Inde i varmen siver duften af formiddagskaffe rundt. I det lille lagerrum bagerst i butikken, stikker en frivillig-kollega en frisklavet kop kaffe i hånden på Bitten, som er i fuld gang med at prissætte varmt tøj til vintermånederne. Bitten lægger straks den mørkeblå uldsweater fra sig. Hun puster blidt ned i koppen, så dampen suser op om ørene på hende. Tre andre frivillige slentrer rundt i butikken, og ikke ét øjeblik står samtalerne stille. 

 

 

“Jeg plejer at sige, at jeg skal ned i hulen, når jeg skal hen i butikken, fordi der er så hyggeligt. Vi hygger os sammen, og det betyder meget for mig, når jeg er her frivilligt. Vi har en god jargon, hvor vi kan stikke lidt til hinanden, men det er kærligt. Det gør også, at sammenholdet er godt, og at der er plads til alle,” fortæller Bitten. 

Bitten er ikke alene om at nævne ordet ‘sammenhold’ som en af grundene til at være butiksfrivillig. Det går nemlig igen hos frivillige i samtlige butikker. Ligesom de andre frivillige, er Bitten bevidst om, at hendes indsats er frivillig. Derfor er det vigtigt for hende, at det er sjovt, at dagligdagen fungerer gnidningsfrit, og at der netop er plads til at lægge den mørkeblå uldsweater fra sig i ny og næ. Efterhånden som kaffen får ben at gå på, vender de frivillige lidt efter lidt tilbage til arbejdet. Bitten sætter sin kop fra sig, mens samtalen bevæger sig over på, hvad de hver især har af planer for den kommende weekend. 

 

“Det giver mening at gøre netop dét, vi er gode til” 

I modsætning til den lille hule på Holme Byvej, har Røde Kors-butikken i Tilst højt til loftet og smæk på volumen. Med sine 770 m2, bugner den med alt fra møbler og nips til tøj, bøger og spil. En stor butik som denne, kræver mange frivillige. En af de frivillige er Juana, som har været med på holdet, siden butikken åbnede for lidt over to år siden. Ifølge hende, er det vigtigt, at det frivillige arbejde giver mening for den enkelte, når de daglige gøremål skal klares: 

“Mange af os frivillige har forskellige kompetencer, som vi tager med os hertil. Én er god til at koordinere, mens en anden er god til at have mange bolde i luften og så videre. Det giver mening at gøre netop dét, vi er gode til. Det er ikke en kamp om hvem, der er bedst eller hvem, der kommer først. Vi samarbejder og bliver enige.” 

 

 

Lidt syd for Tilst-butikken er de frivillige i butikken ved Bazar Vest enige med Juana. De laver hver især dét, de gerne vil og finder i fællesskab frem til nye løsninger. De får eksempelvis ofte nye idéer til, hvordan butikken kan indrettes. Derfor er Kurt i færd med at rykke en egetræskommode et nyt sted hen. Samtidig er Kathrine gået ud lageret til sin frivillig-kollega, for at sorterer tøj. Sammen er de i fuld gang med at sortere mærkevarer til børn. Det har rødder i en af Kathrines idéer, som går ud , at mærkevaretøj får stativer for sig. 

 

 

“Der er flere af vores kunder, der kender mærkevarerne, og derfor fik jeg den idé, at sorterer mærkevarer for sig. Vi er åbne over for nye forslag, og det giver en dynamik, hvor vi supplerer hinanden på forskellige måder,” beretter Kathrine, idet hun lægger endnu et par små bukser over i en særskilt stak med mærkevarer. 

Om det er mærkevaretøj eller ej, er forkærligheden for god kvalitet ikke at tage fejl af. En del af tøjsorteringen består netop i at tjekke mærket, standen og kvaliteten på tøjet for at give det en passende pris derefter. Som ofte før, stopper Kathrine op ved synet af et mærke, hun genkender. Denne gang står der ‘MarMar’ på de små lysegrønne strømpebukser. Hun tager dem op, studerer dem og trækker på smilebåndet. Begejstringen, for at falde over et stykke tøj af god kvalitet, er stor, og hun bruger et ekstra minuts tid på at finde et prismærke frem og vurdere prisen. 

 

“Folk er søde til at komme med tøj i god stand” 

På lageret i Røde Kors-butikken på det lille torv i Højbjerg, har Hanne hænderne i en stor bunke tøj. Bunken, som stammer fra tøjcontaineren udenfor butikken, skal sorteres. Tøj i alle former og farver hopper fra den ene hånd til den anden. Hun undersøger opmærksomt tøjets stand for efterfølgende at sætte en passende pris på. 

“Det er dejligt, at meget af tøjet bliver doneret fra personer i lokalområdet. De er søde til at komme med tøj og andre ting i god stand, og det betyder meget. Samtidig er det hyggeligt, at det netop er de lokale, der kommer forbi – uanset om de donerer eller køber,” fortæller Hanne og hejser endnu en bluse op fra bunken. 

Både donationer og salg er afgørende for, at genbrugsbutikkerne kan hænge sammen og køre rundt. Når Hanne og de andre frivillige får kvalitetstøj ind ad døren, har de nemlig større mulighed for at sælge det igen. Hermed er de glade for alle de kunder, der kigger forbi – både velkendte som nye ansigter. De er både glade for dem, der kommer for at købe, dem, der kommer for at kigge, og dem, der kommer for at sludre. Som dørklokken lyder i butikken, træder et sæt nye ansigter ind ad døren. Else, som er Hannes frivillig-kollega, træder frem, og kaster et ‘hej’ i de nyankomne kunders retning. De sender et smil efterfulgt af et ‘hej’ tilbage og starter deres færd rundt i butikken. 

 

 

“Vores kunder er glade, og det smitter af” 

En mumlen strømmer frem og tilbage mellem kunderne, der er på rundtur i butikken. I ny og næ stopper de op, når noget fanger deres opmærksomhed. En af kunderne griber fat om en mørkegrøn dunjakke og holder den op foran sig. Hun spørger ind til prisen, og Else sender et høfligt svar tilbage gennem rummet. De frivillige i butikken er glade for den kontakt, de har med kunderne. I de andre butikker giver de også udtryk for dette. 

 “Vi kan ikke undvære vores kunder. Der kommer mange forskellige kunder i butikken, og det giver én rigtig meget. Vi er opsatte på, at der skal være noget for alle, når de kommer. Den ene kunde er lige så god som den anden, og de er lige søde alle sammen. De er glade, og det smitter af,” siger Bitten, der, tilbage i Holme, har bevæget sig om bag kassen. 

Hun har netop solgt et par sorte lædersko. Kunden, hun solgte dem til, stopper op på vejen ud ad butikken igen. Han skæver til de forskellige flyers, der ligger på disken til venstre for ham. Han stikker to flyers i lommen: Én hvor der står ‘Pårørendestøtte’, og én hvor der står ‘Cykeltjenesten’. 

 

“Vi er her for en god sag, som vi går op i”  

En sovesofa, et gavekort, en julesweater. Uanset hvad der bliver solgt i genbrugsbutikkerne, er salget et grundlag for, at Røde Kors Aarhus kan hjælpe sårbare borgere i kommunen. Salget bidrager bl.a. til, at cykelvenner sammen kan rulle afsted, og at sygdomsramte familier kan få aflastning. Dette er der en generel bevidsthed om blandt de frivillige på tværs af butikkerne. Én af de frivillige er Maria i Krydsfelt på Nørre Allé. For hende betyder det gode formål utroligt meget for motivationen til at arbejde frivilligt: 

“I am a volunteer because I like doing something nice for others and for society. By working here, I am thinking about others instead of myself. I think it is important and I also learn a lot from it.” 

 

 

Et stykke vej nordpå er Lars, Lars og Rita enige med Maria. De er butiksfrivillige i butikken i Egå. De genkender, at det gode formål motiverer dem til at bruge fritid at have genbrug mellem hænderne. I butikken gør de frivillige deres bedste for at de kunder, der kommer ind, får en god oplevelse. Målet er, at kunderne får lyst til at købe noget og dermed støtte Røde Korshjælpearbejde. Butikkens indretning vidner om, at kun fantasien sætter grænser for, hvad den enkelte kunde kan bruge genbrug til. Dragende bøger og vinglas hænger livligt i snore fra loftet, mens sammenpressede papkasser er lavet om til udstillingsborde. Det er enkelte finurlige idéer, som tilsammen skal inspirere for den gode sags skyld. Og netop dét at arbejde frivilligt for et godt formål gør, at de frivillige er engagerede. 

 

 

“Det kan indimellem være en udfordring for os frivillige at blive enige. Vi har forskellige meninger, men det er ikke en dårlig ting. Tværtimod. Vi er netop ikke ligeglade, fordi vi er her for en sag, som vi går op i. Det synes jeg er fedt at mærke. Når det er sagt, er vi gode til at samarbejde og få det til at fungere alligevel,” siger Lars med et smil, mens hans blik går på opdagelse i butikken. 

Det er sidst på eftermiddagen, og mørket begynder at snige sig frem udenfor. Fyraftenen venter lige om hjørnet. De frivillige forbereder sig på at slukke lyset, låse døren og bevæge sig ud i den kolde efterårsluft oven på en god dag i det frivillige butiksunivers. 

 

* Kathrine, fra butikken ved Bazar Vest, bruger ikke sit rigtige navn, da hun gerne vil være anonym. 

 


Læs mere
31. december 2022

Godt nytår og hilsen fra bestyrelsesformand, Lars Bundgaard

Røde Kors Aarhus’ bestyrelsesformand, Lars Bundgaard, ønsker alle et godt nytår: 

“Kære alle 

Det er mange år siden, at der har været så hårdt brug for Røde Kors, både ude og hjemme.  

Ude i verden, er Røde Kors bl.a. til stede i forbindelse med krigen i Ukraine, sult og fattigdom i dele af Afrika med mere. 

Også herhjemme, i vores dejlige by, Aarhus, kaldes der i den grad på Røde Kors. 

Ikke mindst inflation og stigende energipriser har gjort, at flere mennesker er pressede. Udsatte og hjemløse trænger til hjælp og herunder også en hjælpende hånd til at blive en del af et fællesskab. 

En stor tak skal der lyde til vores mange frivillige, som gør et kæmpe stykke arbejde.  

Netop i frivillighedens tegn, ser vi frem til et nyt år. 

I starten af det nye år, har vi planer om at stable et ‘suppekøkken’ på benene i vores netværkshus ved Bazar Vest. Behovet er stort, desværre. Så, vi ser frem til, at initiativet får luft under vingerne. 

Godt nytår.

Lars Bundgaard. 


Læs mere
24. december 2022

Glædelig jul fra Røde Kors Aarhus

Du ønskes en glædelig jul fra Røde Kors Aarhus. 

Der findes mange måder at fejre juleaften på. Uanset hvordan du tilbringer aftenen, så håber vi, at din juletid er fyldt med hyggelige stunder og dejlige minder. 

Her ser du dette års julekort, som er designet af Emilie Lønborg.  

Jeg er glad for at have fået lov til at lave dette års julekort. Med illustrationen ønsker jeg at visualisere den varme og fællesskabsånd, som Røde Kors Aarhus repræsenterer. Gennem streg- og farvevalg vil jeg indfange julens varme og nostalgi – alt sammen med vores fælles by i centrum, som her består af peberkagehuse. Byen bygges i fællesskab. Rigtig glædelig jul,” fortæller Emilie. 

Julekortet er bl.a. sendt ud til de mange børnefamilier i Aarhus, der har modtaget julehjælp i år. Vi håber, at julehjælpen har medvirket til at både børn og voksne kan nyde aftenen.  


Læs mere
23. december 2022

Butikkernes åbningstider mellem jul og nytår

Mellem jul og nytår har Røde Kors Aarhus’ genbrugsbutikker ændrede åbningstider. Du kan se alle butikkernes åbningstider nedenfor: 

 

Bazar Vest holder lukket fra og med d. 23/12 til og med d. 2.1 .

Åbyhøj holder lukket fra og med d. 23/12 til og med d. 1.1.

Tilst holder lukket fra og med d. 23.12 til og med d. 1.1.

Holme holder lukket 23.12-26.12 og 30.12-1.1.

Krydsfelt holder lukket 24-26 og 31. (tjek tiderne for janaur på Krydsfelts facebookside).

Egå har lukket 24-26 og 31-1.

Højbjerg holder lukket 24-26 og 31 til og med d. 2. 


Læs mere
21. december 2022

Juletræsfest med gaver og hyggeligt samvær

I går, tirsdag d. 20. december, afholdt vi juletræsfest i frivillighuset, hvor vores familienetværk og Qnet blandt andet var inviteret.  

I december har vi fået en del donationer fra f.eks. Vero Moda, AGF og private personer. Vi havde derfor en masse ting, som vi gerne ville glæde nogle andre med. Donationerne blev pakket ind og givet ud til de besøgende, som tog imod gaverne med smil og søde ord. 

Fra Vero Moda modtog vi alt fra tøj til legetøj, som personalet i Vero Moda havde fundet frem fra gemmerne. AGF var kommet med forskellige overskudsvarer fra deres sponsorer, så der var både vaskemiddel, kaffe, nødder og chips, som særligt glædede de voksne. Flere forskellige private personer havde doneret ting som legetøj, lego, bamser og brætspil. Vi er meget glade og taknemlige for de fine donationer, som helt sikkert falder i god jord hos familierne i juletiden.

Eftermiddagen bød på masser af julehygge, og både børn og voksne kunne nyde æbleskiver, kaffe og saftevand. De fremmødte havde mulighed for at klippe og klistre julepynt, mens de hyggede sig i hinandens selskab. 


Læs mere
20. december 2022

Sekretariatet går på juleferie

Røde Kors Aarhus’ sekretariat går inden længe på juleferie.  

Som normalt, kan du fange os på telefonen og på Nørre Allé 32 frem til d. 22. december kl. 15. 

Vi er tilbage igen d. 16. januar 2023.  

I denne periode, vil henvendelser ikke blive besvaret. 

Ved akut nødstilfælde kan du kontakte vores nødnummer 40 54 36 92, som betjenes af bestyrelsesformand Lars Bundgaard. 

Tak for forståelsen.  

Glædelig jul til alle fra Røde Kors Aarhus’ sekretariat. 


Læs mere
13. december 2022

Julehjælp giver 400 familier mulighed for at nyde juletiden

For mange er julen forbundet med hygge, traditioner, god mad og gaver, men for andre kan julen være en svær tid, hvor midlerne er få. Det er ikke alle familier, som har mulighed for at give deres børn den jul, de drømmer om. Hvert år deler Røde Kors Aarhus i samarbejde med Aarhus Kommune julehjælp ud, så de familier med få ressourcer også får mulighed for at fejre juletiden, så både børn og voksne kan nyde højtiden. 

I går, d. 12. december, blev vores julehjælp pakket, og denne gang blev hjælpen sendt ud til 400 familier i Aarhus Kommune. Det er 100 familier mere end sidste år. Prisstigninger på dagligvarer og el har betydet, at endnu flere er økonomisk pressede for tiden. Hermed er behovet for julehjælp vokset. 

Julehjælpen består i år af et gavekort til Coops butikker, et gavekort til Røde Kors’ genbrugsbutikker og et gavekort til fodboldkampe med AGF. Derudover får familierne også julehilsner fra Røde Kors Aarhus samt fra vores indsats ‘ God start på livet’. 

Samarbejde med Aarhus Kommune 

Igen i år er julehjælpen uddelt i samarbejde med Aarhus Kommune. Det er Familiecenteret ved Aarhus Kommune, som har udvalgt de 400 familier, der skal modtage julehjælpen. Når Familiecenteret udvælger familierne, sikrer vi os, at julehjælpen bliver uddelt til de familier, der har mest brug for det. Familierne er blevet udvalgt på baggrund af individuelle vurderinger af børnenes behov og familiens situation.  

Tak til Coop og AGF, som har støttet julehjælpen. Vi er også meget taknemmelige for samarbejdet med Familiecenteret hos Aarhus Kommune, som også har hjulpet med at pakke julehjælpen. 

Vi håber, at julehjælpen kan medvirke til, at alle familierne får en rigtig god jul. 


Læs mere
07. december 2022

Hold juleaften i selskab med nye julevenner

Ingen skal være ufrivilligt alene juleaften. Derfor tilbyder Røde Kors igen i år muligheden for at blive juleven.  

Mangler du et sted at holde juleaften, eller har du plads til en ekstra gæst om julebordet? 

Vi matcher personer, som ønsker at holde jul sammen med andre. Du kan enten være gæst eller vært, og det er op til dig, om du selv vil finde en juleven, eller om du ønsker, at Røde Kors finder en for dig. 

Som julevært åbner du din dør for et andet menneske. Nogle gør det for at få nye bekendtskaber, mens andre vil dele traditioner og udforske nye af slagsen. Derudover tilbyder flere samvær til dem, der står alene. 

Som julegæst deltager du i en hyggelig juleaften ved nye mennesker. Nogle er gæster sammen med dem, de har kær, fordi de ønsker at holde jul på en anderledes måde. Nogle er studerende eller udstationerede, som er langt væk fra familien, mens andre vil udforske den danske jul, fordi de er nye i landet. Derudover bor nogle alene eller mangler kontakt til familie og bekendte.  

Om du ønsker at være den, der inviterer, eller den der bliver inviteret, er du meget velkommen i årets julevenner. 

Så, meld dig som juleven, hvis du kunne tænke dig en hyggelig juleaften i selskab med nye mennesker. 


Læs mere
06. december 2022

Kom til årets sidste pop-up-event

Fredag d. 16.- og lørdag d. 17. december står vi klar med festlig julestemning og en masse secondhand-favoritter i ungdomskirken UngK. 

Mangler du at få fat i en sidste julegave til dig selv eller en, du har kær? Mangler du julekjolen, nytårssuitet eller joggingsættet til hyggelige julemorgener? 

Trods vinterkulden, kig forbi og gå på opdagelse i en masse genbrugsfund til fornuftige priser. Med et bredt udvalg til både mænd og kvinder, har vi fundet det bedste frem, så du kan få opdateret din vintergarderobe. 

Derudover har vi arrangeret musik, du kan svæve rundt til, mens du shopper løs. 

Hvis du får brug for en pause, kan du lægge turen forbi den hyggelige café og nyde stemningen på stedet.  

Vi sørger hele tiden for, at stativerne er fyldte med bløde striktrøjer, varme jakker, halstørklæder og andre must-haves til de kolde måneder. Så, sker det, at du ikke finder noget den første dag, eller at du bare ikke kan få nok, varer eventet hele to dage. Der er altså både rig mulighed for at snuse til genbrug, så snart du holder fyraften om fredagen, og engang når du er stået op om lørdagen. 

Du kan betale med MobilePay eller kontanter. 

Når du handler hos os, støtter du samtidig Røde Kors’ hjælpearbejde. Pengene går bl.a. til vores sociale indsatser i kommunen, som hjælper sårbare borgere. 

Vi håber at se dig til et par hyggelige juledage med genbrug i lange baner. 

 

 


Læs mere
02. december 2022

Nørklerne skabte stor glæde hos ukrainske familier i Aarhus

Nørklerne i Røde Kors Aarhus har haft et anderledes 2022. De plejer nemlig at strikke og sy til udsatte børn i Hviderusland, men efter krigen brød ud i Ukraine tidligere på året, har det ikke været muligt at sende tøjet ud i verden. Flere af deres kreationer er derfor blevet solgt i genbrugsbutikkerne, men der har stadig været meget børnetøj til overs. 

I samarbejde med Røde Kors Aarhus’ sociale café, fik de for nyligt idéen til, at de overskydende nørkler-varer kan gavne ukrainske familier i kommunen. De familier, som er tilknyttet caféen, fik tilbuddet om at kigge forbi frivillighuset tirsdag d. 29. november og tage tæpper, strik og børnetøj med hjem. 

Det tilbud faldt i god jord. De ukrainske familier strømmede til Nørklernes hyggelige kælder i frivillighuset. Familierne var glade og taknemlige for de fine hjemmestrikkede ting, og de takkede med knus, kram og søde hilsner. Nørklerne var mindst lige så glade for, at deres kreationer fik et nyt hjem. Samtidig var de også meget rørte og overvældet over at se, hvor meget det betød for både forældre og børn i de ukrainske familier.  

“Dem der kom forbi var utroligt søde. Vi fik både knus og kram og der var en masse glade børn. Der var et barn, der desværre ikke kunne passe tøjet, fordi det var for stort til hende. Men, hun fik et tæppe i stedet for, og hun var lykkelig. Det var dejligt,” fortæller Vibeke Clemens, der er frivillig nørkler, der var med til at uddele tøjet.

Da dagen var omme var det hele revet væk. Det var en succes, som de gerne vil gentage i fremtiden.

“Vi vil gerne gøre det igen til foråret, med sommertøj. Vi har mange kjoler, lette bukser og lignende, men det kan jo ikke bruges nu. Så, vi ser til foråret, om det kan være en idé at gøre det igen – også alt efter hvordan forholdene er på det tidspunkt. Vi håber selvfølgelig også snart, at vi kan begynde at sende tøj ud til dem, der trænger ude i verden igen,” beretter Vibeke Clemensen.


Læs mere
24. november 2022

Køb julegaven i genbrug

Julen nærmer sig med hastige skridt, og gaveræset starter snart.  

Allerede på søndag er det 1. søndag i advent, og hvis du ikke har styr på alle gaver endnu, så frygt ej. 

Vores syv genbrugsbutikker i Aarhus er fyldt op med gaveinspiration til både ham, hende og børnene. Uanset hvem du er på julegave med, så kan du med stor sandsynlighed finde noget, der falder i deres smag. 

Hvis du er tvivl om gaven er den helt rigtige, så kan du få et byttemærke på, så kan gaven byttes i butikkerne frem til den 31.01.23. 

Vi bytter til en ny vare eller udskriver et gavekort, men giver ikke penge retur. 

Du kan også købe gavekort i vores butikker, hvis du ikke fandt det, du ledte efter. Gavekortene kan bruges i alle vores butikker. 

 


Læs mere
22. november 2022

Kom til secondhand pop-up event i frivillighuset

Hvis du er på udkig efter en julegave, adventspakke eller noget lækkert keramik til dig selv. 

Så kan du om en uge gå på opdagelse i al verdens retro- og vintageguld, når vi afholder pop-up event i Røde Kors Aarhus’ frivillighus på Nørre Allé 32. 

Vi finder alle de bedste vintagefund frem og sørger for en hyggelig dag i genbrugens tegn. 

Eventet starter kl. 10:30 og slutter kl. 17:00 d. 29. november, og der vil være noget for enhver smag. Du kan nemlig finde både herretøj, dametøj, retro nips og pyntegenstande, så kig forbi og gør et kup. 

Når du handler hos os, støtter du vores sociale indsatser lokalt, som hjælper sårbare og udsatte borgere i Aarhus Kommune.   

Du kan betale med MobilePay eller kontanter. 

Hvis du ikke kan få nok af genbrugsshopping, kan du også smutte forbi vores butik “Krydsfelt”, som ligger lige ved siden af frivillighuset.  


Læs mere
14. november 2022

Ellen Genadri underholder kursister på Rehabiliteringshøjskolen med livsfortællinger og fællessang

Som frivillig i indsatsen Kom Godt Videre, sikrer Ellen Genadri socialt samvær blandt kursister på Rehabiliteringshøjskolen Vikærgården. Hun spiller klaver til højskolesang og fortæller om sit begivenhedsrige liv i Libanon, mens hun bliver beriget med smil og nye bekendtskaber. 

Hun bevæger sig rundt i Beiruts gader. Mens der lurer fattigdom og uroligheder om ét hjørne, emmer der af gæstfrihed og mødet mellem forskellige kulturer om et andet. Hun er på vej hjem til sin familie. Kort inden hun når sit dørtrin, kalder naboen hende over. Hun bliver inviteret indenfor, hvor hun møder et bord, der bugner med fladbrød, hummus og farverige kålsalater. Selvom naboerne er fattige, er gæstfriheden ikke til at tage fejl af. Mindet står klart i Ellen Genadris erindring, og det er blot ét blandt mange minder fra hendes liv i Libanon, som hun i aften deler med højskolens kursister. 

50 år i Libanon 

Ellens historie begynder, og kursisterne lytter interesseret. Hun fortæller, hvordan hun i 1962 rejste til Syrien for at arbejde som sygeplejerske. Hun startede med at bo i Damaskus, for dernæst at flytte til Aleppo, grundet manglende personale på et af hospitalerne. Ellen var fascineret af den brede mangfoldighed, der udspillede sig i hendes nye tilværelse. På hospitalet var flere forskellige religioner repræsenteret iblandt kollegaerne. Også uden for arbejdet opsøgte Ellen mangfoldige fællesskaber, hvor forskellige mennesker og kulturer mødtes. Et af de mest betydningsfulde af disse møder fandt sted en juleaften. Her mødte hun sin mand første gang. Året efter blev de forlovet, og de fik hurtigt et liv op at stå sammen. Grundet voksende uroligheder i landet, blev det dog for utrygt at blive boende. Derfor drog de til Beirut i Libanon, hvor de slog sig ned, stiftede familie og fik mange tætte venner.  

“Jeg savner mine venner og bekendte i Beirut. Der er noget helt særligt over gæstfriheden dernede. Selvom de var fattige, inviterede de os indenfor til mad og drikke. Det var vidunderligt. Netop gæstfriheden vil altid stå klart i min erindring, samtidig med at jeg også har taget den med mig til Danmark og i mit frivillige arbejde,” fortæller Ellen, mens hun fører en kaffekop afslappet op mod munden i det lille samlingsrum på Vikærgården.  

Efter et langt liv i Libanon, er det stadig mennesker og relationer, Ellen er opslugt af. Hendes interesse i og omsorg for andre mennesker kom først og fremmest til udtryk i hendes arbejde som sygeplejerske. Nu har hun det med sig som frivillig, hvor hun er med til at give andre mennesker oplevelser, som de måske ikke havde fået. Netop derfor stiller hun sig op en torsdag aften og underholder højskolens kursister ved at berette om sit liv. 

“Det hele handler om at gøre noget for andre mennesker” 

Efter fortællingen, er der flere nysgerrige sjæle i det lille rum, der sidder med spørgsmål og gerne vil høre mere. Ellen svarer, mens hun sætter sig på en stol og tager del i kagespisning og hyggesnak på tværs af bordet. Stemningen er god i forbindelse med, at en præsentationsrunde så småt sætter i gang. Hver og en fortæller en smule om sig selv, og ingen sidder alene tilbage. Ellen lytter nærværende og er fascineret over de forskellige baggager, hun får indsigt i på sin frivillige vej. Runden slutter efter et par minutter, og Ellen rejser sig for at sætte mere kaffe over. 

“Jeg voksede op med, at man gav til andre mennesker, samtidig med at det var en stor del af min hverdag i Beirut. Det hele handler om at være sammen med andre mennesker og gøre noget for dem. Det ligger dybt i mig,” siger Ellen og skimter rundt på kursisterne. 

Kaffekanden bliver sendt bordet rundt endnu en gang, og en tredje kage titter frem i anledningen af aftenens arrangement. En hyggelig stemning flyder gennem det lille rum, hvor der står ‘Samlingsstedet’ på døren. Det lader til, at ingen ænser, at efterårets mørke rusker i træerne udenfor. Et smil tegner sig på Ellens mund, idet hun lytter med på en symfoni af småsnak i krogene. Mens et fattigt Libanon stadig er på tale, sniger nye emner som børnebørn og daglige pligter sig ind i varmen. Ellen slår en ske blidt mod sit glas og rejser sig. Det er blevet tid til en sang. 

Lad os lege i livstræets krone 

“Nummer 141” mumles der igen og igen, mens beslutsomme hænder bladrer i højskolesangbøgerne. Ellen indstiller klaveret, og højskoleåndens sødme gennemsyrer rummet. Ved hjælp af en enkel melodi og en vedkommende tekst bryder fællesskabet med livets knuder ved at synge om leg og liv. De selskabelige indslag, som Kom Godt Videre arrangerer, skal netop modvirke ensomhed, isolation og mistrivsel. Kursisterne får dermed nemmere ved at komme godt videre og oprejste tilbage til hverdagen – alt sammen ved hjælp af bl.a. klaverspil, sang, historietime og hyggelig småsnak over kaffen. Flere kursister fortæller, at de nyder at have mulighed for at deltage i de frivilliges arrangementer om aftenen, når dagsaktiviteterne på Vikærgården er forbi. 

Ifølge Ellen, er glæden fra kursisterne og det sociale samvær guld værd: 

“Mennesker skal have det godt, og det vil jeg være med til at sørge for. Det er det hele værd. Jeg får desuden tit at vide, at der er brug for mig, fordi jeg kan spille klaver. Jeg nyder det, samtidig med at jeg kan se, at musik skaber glæde.” 

Aftenen går på hæld. Kagetallerknerne fragtes stille og roligt ned i den ene ende, hvor de samles for at forsvinde ud i køkkenet. Ellen takker de fremmødte for hyggeligt selskab, hvortil et rungende ‘selv tak’ lyder tilbage i hendes retning. Endnu en gang dannes et smil på hendes læber. 

 


Læs mere
10. november 2022

Rejsedagbog: Tores studierejse til Bangladesh

Om to dage er der afrejse til Bangladesh, og Tore skal sammen med ni andre Røde Kors-frivillige på studierejse. I Bangladesh skal de blandt andet besøge verdens største flygtningelejr Cox’s Bazar og Sylhet, som er hårdt ramt af klimaforandringer og naturkatastrofer. 

Tore er 44 år og har været frivillig i Røde Kors Aarhus i 10 år. Han er både frivillig hos samaritterne og i genbrug. Han nyder at være en del af Røde Kors, fordi det er et fedt fællesskab, som har fokus på mange forskellige og vigtige områder. En af grundene til, at Tore er frivillig er, at han ønsker at komme sine fordomme til livs. Gennem Røde Kors’ initiativer, har han mødt mange forskellige mennesker, som på en positiv måde har udfordret hans fordomme.  

Når han rejser til Bangladesh, er det også med formålet om at gøre op med fordomme og sætte sig ind i andre menneskers levevilkår. Han ser frem til at snakke med de lokale og frivillige i Bangladesh og opleve deres hverdag.  

“Man kan ikke redde alle. Men, vi kan sætte ansigt på de forskellige mennesker, sætte os ind i deres situation og fortælle deres historie, så vi ikke glemmer dem,” fortæller Tore inden afrejse. 

Du kan følge Tores rejse til Bangladesh her på siden. Han vil jævnligt opdatere om de steder og mennesker, han besøger.

 

 

Dag 0: At tage sit hjem med sig når man går 

I dag er sidste dag før Store Rejsedag, som bliver indledt i Terminal 2 i Kastrup Lufthavn kl. 11.30 i morgen, lørdag.

Jeg har brugt (og bruger fortsat) dagen på at tjekke, at alle dimser og detaljer i min oppakning er på plads og virker, og at jeg har fået alt det med, jeg har planlagt.

Det føles som at tage udvalgte dele af mit hjem med, når jeg rejser; regntøj, praktisk tøj, vandrestøvler – tjek.
Bærbar PC, oplader, Røde Kors-vest, en pæn skjorte og et jakkesæt til middagen med den danske ambassadør og generalsekretæren for Røde Halvmåne i Bangladesh – okay.
Myggenet til seng, lagenpose, hyper-stærk insektspray, omformer til alle kendte og ukendte strømforsyninger på Jorden – øh…. jeg begynder at mærke, at det hér ikke bare er en tur til Bornholm længere.

Læg dertil vaccinerne (Tyfus og Hepatitis A samt stivkrampe) og et sprit-nyt biometrisk pas samt en alenlang forsikrings- og sundhedspolice fra Falck Health Care International – så er jeg i gang med noget, jeg ikke har prøvet før og næppe kommer til at være med til igen.

Som gammel spejder og Røde Kors-frivillig er der på én gang noget beroligende velkendt og noget (lidt) skræmmende nyt over alle de ellers velkendte rutiner med at pakke det mest nødvendige i en kuffert, låse døren og drage ud i verden for en kortere eller længere periode. Jeg plejer at sige, at jeg tager mit hjem med mig, når jeg går.

Men, lige i dag er der mange nye og spændende ting i min oppakning, som minder mig om, hvor langt væk jeg skal – og at min destination, Dhaka i Bangladesh, ikke kan sammenlignes med noget andet sted, jeg før har været. Jeg er spændt som en buestreng, men også rolig fordi jeg ved, at vi er godt organiseret som rejsegruppe, og at Røde Kors har gjort meget for at informere os på forhånd og planlægge alt det, der kunne planlægges hjemmefra. Det vil sige, før vi møder hverdagen og virkeligheden på jorden i Bangladesh.

Kære dagbog: Vi ses i morgen.

Så går det for alvor løs i luften.  

Tore Plougheld 

 

 

Dag 2: Ankomst til Dhaka, hovedstaden i Bangladesh 

Efter det meste af et døgns rejse østpå, GMT –6, er vi nu landet i god behold i Dhaka.

Temperaturen er næsten 30 grader, solen er borte bag smog’en, og larmen fra de mange forskellige køretøjer er ubeskrivelig.

Det samme er alle de øvrige sanseindtryk, der rammer os som en mur, så snart vi er kravlet ud af den majestætiske Boeing 777, der har fragtet os hertil.

Der er nye lyde, farver og dufte overalt. Mænd i hvide kjortler på vej hjem fra pilgrimsfærd til Mekka og helt almindelige bengalske børnefamilier med Mickey Mouse-kufferter og Paw Patrol-trøjer som alle andre børn i den globale tidsalder.

Unge og gamle mennesker mellem hinanden og mange af dem. Der bor mere end 20 millioner mennesker i Dhaka, og det virker som om, de alle er mødt op i lufthavnen denne søndag, der er en helt normal hverdag for befolkningen i Bangladesh.

Eftermiddagen byder på en velkomst fra fungerende landechef, Alex, fra Kenya og juniordelegat fra Dansk Røde Kors, Caroline, som nu har boet i Bangladesh i snart et år. De giver os en fortrinlig indføring i de elementære principper, som Røde Halvmåne og Røde Kors arbejder under i Bangladesh. De fortæller om deres arbejde og nogle af de projekter, vi kommer til at opleve på nærmeste hold de næste dage.

Bangladesh er et land i udvikling i ordets mest positive forstand. Deres 100.000 Røde Halvmåne-frivillige yder hjælp både højt og lavt, til alt fra psykosocial støtte til drift af sundhedsklinikker og katastrofehjælp ved de massive oversvømmelser, der rammer landet.

Sammen med mine med-frivillige, glæder jeg mig til at udforske landet, folket og dets plads i verden. 

 

Tore Plougheld 

 

 

Dag 3: At komme ud af boblen – Dhaka / Cox’ Bazar’

Destinationen er Cox’ Bazar (feriebyen, ikke flygtningelejren – endnu).

Efter et døgns tid under Emirates’ vinger og Boeing 777’ere var kontrasterne til at få øje på, da vi entrede en tomotorers propelmaskine for en time i luften til kystområdet og feriebyen Cox’ Bazar.

Udsigten ud over kysten og lavlandet i det sydlige Bangladesh var fantastisk med sine rismarker, mangrovesumpe og de lokale fiskefartøjer ude i den Bengalske Bugt. Mange farver, meget nyt at se og meget forskelligt fra beton-ørkenen i det smog-indhyllede Dhaka. 

Der var omtrent 30 grader.

Vi ankom til Cox Bazar: Et ferieparadis og en typisk turist- og badeby hvis man tilhører den bedrestillede del af den bengalske eller indiske middelklasse.

Indtil nu, har jeg observeret Bangladesh og dets indbyggere fra en boble: En lukket minibus, mit hotelværelse med bevæbnede vagter foran indgangen eller på ‘Nordic Club’, hvor vi spiste i fred og ro med faciliteter som pools og tennisbaner.

Virkeligheden begyndte at banke på, da en kvinde kom hen og tiggede. Hun bad om penge, men jeg havde ingen at give og også ordrer til ikke at give hende noget.

Jeg kom for alvor ud af “rig vesterlænding”-boblen og i øjenhøjde med den første indbygger af mange, der lever under sultegrænsen i det enorme land.

Røde Kors-familien

Eftermiddagen bød på møder, introduktioner og briefinger i Røde Halvmånes hovedkvarter.

Det gjorde indtryk på mig, hvor bredt vores hjælp sigter, og hvor kreative folk er for at finde løsninger og måder at hjælpe på.

Ildsjæle fra nærmest alle kontinenter var til stede i mødelokalet og fortalte om deres projekter, lokale samarbejder og erfaringer.

Jeg har indset, at vi i Røde Kors er én stor familie. Vi er en del af noget, der er meget større end os selv, og sammen vil vi gøre verden til et bedre sted.

At stille spørgsmål på overfladen og gøre smalltalk til en meningsfuld samtale

Der sidder mange mennesker i flygtningelejren, som ikke har nogen udsigt til en bedre fremtid. De har måske mistet familiemedlemmer og oplevet ting, som ingen mennesker burde opleve. Hvordan interviewer man disse mennesker?  

Der er flere spørgsmål, vi ikke kan stille, end jeg troede.

Jeg er journalist og samarit. Jeg har lyttet til og udspurgt udsatte og traumatiserede personer i begge funktioner. Det her, er noget helt andet. Jeg møder personer, hvor de er i deres liv og lytter til dem. Historien bliver derefter og ikke altid den historie, jeg har planlagt at gå efter.

Det er krigsflygtninge, som har fået frataget deres hjemland og er erklæret statsløse og uønskede.

Det bliver hårdt at opleve og samtidig tankevækkende, når jeg vender tilbage til min boble.

Til aften gik vi en tur langs stranden, hvor vi bl.a. passerede store mængder affald, drenge der tiggede og lugten af kloak. Derudover var der et hus af bølgeblik, uden vinduer eller døre, som nogen boede i. De tilberedte mad over et ildsted foran deres hjem. Alt i alt en dag med mange kontraster. 

I morgen skal jeg besøge nogle af de frivillige og flygtninge, der befinder sig i verdens største flygtningelejr. I overmorgen skal jeg besøge et felthospital, som hjælper både flygtninge og lokale bengaler. 

 

Tore Plougheld 

 

 

Dag 4: IND I LANDET – NED I BØRNEHØJDE – Cox’ Bazar 

Om hvor mange dage i dit liv kan du se tilbage og sige: “Denne dag vil jeg huske resten af mit liv” i en meningsfuld kontekst?

I dag har jeg haft en af disse sjældne, overvældende og måske endda livsændrende dage. 

Halvanden times kørsel fra vores nuværende base i ferieområdet Cox’ Bazar, kom vi ind i det kompleks af lejre, der tilsammen udgør flygtningeområdet Cox’ Bazar.

På turen til lejren kunne jeg se fattigdommen, tuk-tuk-kørere, blikskurene ved siden af groteske ferie-“resorts” og det enorme mylder af mennesker.

I området inden for Bangladesh’ landegrænser, lever omtrent én million fordrevne burmesere fra rohingya-mindretallet, hvoraf langt de fleste er muslimer. 

Myanmars militærjunta har frataget dem deres statsborgerskab. De er uønskede af myndighederne i Bangladesh, der formelt set nægter at give dem flygtningestatus og den beskyttelse som FN-konventionerne giver. Disse mennesker er strandet i et juridisk, politisk og geografisk ingenmandsland. Befolkningstallet vokser hver dag.  

I dag besøgte vi Camp 19 og Camp 13, hvor Dansk Røde Kors arbejder med psykosocial støtte, oplæring, undervisning og noget, der minder om meningsfulde aktiviteter for både mænd, kvinder og børn. Dog er skolegang ikke tilladt. 

Konceptet kaldes Community Safe Spaces, og består af en række bambushytter i flere af lejrene. Her kan de mindste gå i “børnehave”, mændene kan socialisere, flette måtter og knytte fiskegarn, og kvinderne har et sted, de kan gå hen, hvor der ikke er adgang for mænd. 

JEG VED EN LÆRKEREDE 

Sproget er ikke altid det afgørende. På vores første stop i Camp 19, mødte vi omkring 100 børn i 4-6-års alderen. De var i gang med at lære engelske tal ved at bygge tallene i “LEGO”. Børnene var nysgerrige, ivrige og interesserede i os. 

Jeg sad længe med en lille fyr. Jeg husker klart hans smil, hans grin og hans umiddelbare glæde ved at vise sin LEGO-figur frem og tælle næsten fejlfrit til tyve på engelsk. 

Børn er børn. Det skal de have lov til at være og det giver vi dem lov til at være, midt i den humanitære og sanitære katastrofe, der omgiver os, i vores Community Safe Spaces, hvor deres voksne i rummet ved siden af får langsigtet psykosocial støtte til at bearbejde traumerne over den ufrivillige rejse, der bragte dem til Camp 19.

På et tidspunkt satte jeg mig ud på gulvet foran en flok børn og gav mig til lavmælt at synge “Jeg ved en lærkerede”. Hvor ordene ikke slog til, brugte jeg fagter, kropssprog og god tid til min sang. 

Det fangede dem.

Jeg bad en voksen frivillig om at oversætte sangens budskab: Lille dreng ser fugle-mor og fugle-far passe på deres barn og lover at beskytte dem og skjule dem, så de er i sikkerhed. – så var der en forbindelse mellem os, der stak dybere end noget som helst andet på denne her klode.

Typisk mig. 

 

Tore Plougheld 

 

 

Dag 5: (Lidt) på hjemmebane

Dagen i dag har jeg set frem til. Fra morgenstunden skulle vi tilbage til lejrene og besøge en sundhedsklinik i Camp 12. Derefter besøgte vi et felthospital et lille stykke uden for lejren, opstartet af Dansk Røde Kors og i dag drevet af Japansk Røde Kors. Til sidst besøgte vi lokalafdelingen af Røde Kors i Cox’ Bazar (kystbyen, ikke flygtningelejren).

Som samarit, var det særligt interessant for mig at se hvilke vilkår, der hersker på klinik og hospital, hvad de har opbygget, og hvordan hverdagen ser ud for læger, sygeplejersker og patienter.

Det var også både spændende og givende at møde mine kammerater fra Cox’ Bazar og høre dem fortælle. De fortalte om opsøgende socialt arbejde og deres arbejde i katastrofeberedskabet når der er oversvømmelser og orkaner. Desuden gav de et bud på, hvordan man bør kystsikre området og forberede landet, folket og infrastrukturen.

Befolkningstallet og dermed befolkningstætheden stiger. Monsunsæsonen bliver hvert år længere, voldsommere og mere uforudsigelig. Temperaturen stiger. Smitsomme sygdomme er oppe på niveauer, der aldrig før er set i landets historier.

Midt i alt dette forsøger Røde Kors at løse, hvad de kan med de midler, de har til rådighed.

De frivillige er unge, overvejende veluddannede og målrettede i deres arbejde. De tog gæstfrit imod os danskere og fortalte om deres hverdag og opgaver.  

I morgen flyver vi tilbage til hovedstaden, Dhaka.  

 

Tore Plougheld 

 

 

Dag 6: Afsked med den humanitære frontlinje og Røde Halvmånes hovedkontor i Bangladesh

Det er med blandede følelser, at jeg forlader Cox’ Bazar og sætter kursen tilbage mod hovedstaden efter flere dage ude i frontlinjen for Røde Kors’ humanitære arbejde. 

Et par korte besøg over to dage føles som alt for lidt tid til at sætte mig ind i denne verden, der er så forskellig fra min egen dagligdag.

Drengene jeg mødte i Camp 13 var, som mange andre, vilde med fodbold. De vidste udmærket, hvad en smartphone er, og de var kvikke nok til at spørge mig, om jeg ikke kunne skaffe dem nogle nye fodbolde. 

Men, hvilken fremtid har de? Lige nu, ingen.

Mit glimt ind i deres liv og situation var bare et glimt. Og, af hensyn til sikkerhed blev vi f.eks. eskorteret rundt og måtte ikke gå alene i lejrene.

Jeg mødte flygtningene på nogenlunde neutral grund, i Community Safe Spaces, hvor de havde mulighed for at være trygge og have et fællesskab. Børnene legede med byggeklodser, som skulle lære dem at tale engelsk. Der var håbefulde blikke iblandt. En ældre mand greb mine hænder, da jeg skulle forlade CSS Camp 13, og så mig i øjnene. Alt dette, er minder, der har brændt sig fast. 

 

Midt på eftermiddagen skulle vi til møde med ledelsen i Røde Halvmåne Bangladesh.

Mødet bestod af formelle høfligheder og spørgsmål, efter at alle tilstedeværende havde præsenteret sig selv og sit tilhørsforhold til Røde Kors / Røde Halvmåne.  

Jeg blev overrasket over, at hver af os fik overrakt blomster og en gave, vi kunne tage med hjem.  

Et øjebliks førstehjælps-nørderi 

Efter frokosten havde vi endnu en obligatorisk sikkerhedsbriefing om Dhaka lokalt og Bangladesh, i særdeleshed i lyset af vores status som Røde Kors-udsendte.

Så var det tid til at møde ‘Danish Red Cross’ i Bangladesh. 

På vejen faldt jeg over en rygsæk med førstehjælpsudstyr. Jeg var begejstret for at få lov at åbne, fotografere og gennemgå tasken. 

Efter at have mødt staben på “vores” kontor besluttede jeg mig for at prøve at finde nogen, der kunne fortælle mig noget mere om førstehjælp.

Det lykkedes os at finde den nationale leder af førstehjælpsundervisningen for Røde Halvmåne Bangladesh, og jeg fik en improviseret, kort audiens. Jeg præsenterede mig selv og spurgte ind til, hvordan førstehjælpsundervisning fungerer i Bangladesh. 

Til sidst, kørte vi tilbage til Space Housing, hvor vi overnattede da vi ankom, før vi fløj til Cox’ Bazar.  

Familie, rødder, fortid og nutid 

Tilbage på mit gamle værelse, åbnede jeg de gaver, jeg blev foræret af Røde Halvmåne i Bangladesh. Den bestod af en indrammet børnetegning og en mindeplade for organisationen og vores grundlægger, Henri Dunant.

Det er en smuk gave og et symbol, der formår at smelte fortid (organisationens grundlæggelse) og nutid (børnetegningen) sammen. Alt sammen lige her, hvor jeg er nu, både fysisk og i mit liv som frivillig i Røde Kors. Jeg er rørt, stolt, ydmyg og dybt taknemmelig for at have mødt en masse forskellige mennesker. De har for alvor udvidet min horisont og lært mig, hvor meget det betyder at være en del af det, jeg kalder Røde Kors Familien. Fra Yukie fra Tokyo og Alex fra Uganda til Sabrina fra Bangladesh og de mange, mange andre fantastiske mennesker, jeg har lært at kende på denne tur.

Vi er familie. 

 

Tore Plougheld 

Dag 7: Mange interessante mennesker og ting at tænke over 

Der var to punkter på programmet i dag: I morges skulle vi på sightseeing i bydelen Old Dhaka. Derefter spiste vi uformel frokost med den danske ambassadør i Bangladesh på en restaurant i Gulshan-distriktet, hvor vi bor. 

Frokosten med ambassadør Winnie Estrup Petersen, tidligere frivillig i Ungdommens Røde Kors i Danmark, var god. ‘Her Excellency’, Ambassadøren, blev overrasket over, hvor mange vi var, og at vi havde en gave med til hende. Vi forærede hende bl.a. et sæt små bamser, der var strikket af vores nørklere hjemme i Dansk Røde Kors. Hun fortalte kort om sin karriere og sin rolle som ambassadør i Bangladesh. Derudover beskrev hun nogle af de projekter, temaer og danske firmaer, hun har kontakt med hernede.

Hvor mange liter vand koster et par jeans?

600 liter.

Så mange liter rent vand går der til fremstillingen af et enkelt par jeans. Sammen med t-shirts er de blandt de allerstørste industrielt forarbejdede produkter, der eksporteres ud af Bangladesh, også til Danmark.

Jo mørkere farver, des flere liter vand. I et land der kæmper med at skaffe rent drikkevand til sin egen befolkning, er dette et stort og stadigt voksende problem. Vandforsyningen er noget af det vigtigste, men også noget af det første, der går i stå, når orkaner og oversvømmelser rammer.

Derfor er jeg nu endnu større tilhænger af genbrugstøj. Jeg har set, hvilke problemer Bangladesh har med at udnytte, administrere og distribuere sine naturressourcer. Det er vanvittigt og uholdbart, at befolkningens drikkevand prioriteres til tekstileksporten i så stor grad, som der er tale om.
 

Imponerende motivation

Den seneste uge har jeg været sammen med et hav af frivillige og eksperter. De er dygtige og ekstremt motiverede til at finde løsninger på deres lokale udfordringer. De er også gode til at udnytte deres sparsomme ressourcer til det yderste. Når en pandemi som Covid-19 så rammer landet med orkanstyrke, og Bangladesh’ sygehus- og sundhedsvæsen i forvejen har svært ved at følge med – tager de det i stiv arm, fordi de er vant til orkaner hernede.

Jeg er først lige begyndt at opdage, hvor fornuftigt udveksling af erfaringer på kryds og tværs kan være. Det er som at få et par nye briller på for første gang.  

I morgen er der atter en dag. Vi skal til den nordligste del af landet, fordelt på to hold; Mit hold skal på besøg hos endnu et danskstøttet Røde Kors-projekt, hvor der er bygget og/eller moderniseret en række sundhedsklinikker langt væk fra storbyerne. Sundhedsklinikkerne tager sig især af gravide og mor-barn-forhold.

Derefter skal vi hjem til Danmark.

 

Tore Plougheld 

Dag 8: Sidste dag i felten, Gazipur  

Vi er fremme ved rejsens næstsidste programsatte dag.  

Det er stærkt at se, hvordan vi er vokset som hold. Vi er kommet tættere på hinanden, vi styrker hinanden som udsendte frivillige, og vi støtter hinanden i vores roller som interviewere, fotografer og telefon- og IT-specialister. Vi bliver bedre til at stille relevante spørgsmål, når vi er i felten. Vi reflekterer i fællesskab og lærer af hinandens erfaringer.

Det har været interessant at opleve, hvor stor og mangfoldig verden kan være på både godt og ondt, og vores rolle i den som frivillige i Røde Kors.

Fra morgenstunden var vi delt op i to hold, der tog til hhv. Netrakona og Madan Upzalia. Vi så, hvordan skoleelever undervises i katastrofebevidsthed og viden om, hvad de kan gøre for at beskytte sig selv og deres forældre under oversvømmelser og orkaner. Vi tog også til området Gazipur for at besøge en række sundheds- og fødeklinikker. Dansk Røde Kors har støttet området med udbygning og renovering. Det ligger ude, hvor der kan være langt til det nærmeste hospital. 

Vi nåede forbi tre forskellige klinikker, som alle var bemandet med jordemødre og frivillige. De har bl.a. til opgave at opsøge beboere i nærliggende landsbyer. De taler med beboerne om sundhed og tilbyder at måle blodsukker, puls, blodtryk, iltmætning i blodet og kropsvægt. Livsstilssygdomme som diabetes er i vækst i Bangladesh. Det samme er lunge- og luftvejssygdomme som KOL, astma og bronkitis, der især skyldes forurening fra industrien, mangel på åndedrætsværn og andre præventive tiltag for de millioner af indbyggere, som arbejder i eller nær industrien. 

Derfor fokuserer Røde Halvmåne i Bangladesh på at lave opsøgende arbejde, hvor indbyggerne kan få svar på eventuelle spørgsmål. Desuden kan de få en indikation på, om de bør undersøges yderligere af professionelle sundhedsfaglige personer.

I morgen tjekker vi ud og tager på endnu en guidet rundvisning blandt nogle af Dhaka’s seværdigheder. Klokken 01.00 Bangladesh-tid rejser vi mod Danmark.

 

Tore Plougheld 

UD OG HJEM IGEN 

Aarhus, en uge efter hjemkomst 

Jeg har set de mest utrolige ting, og jeg har mødt mennesker fra alle egne af kloden. Jeg har rejst i tykt og tyndt med nogle fantastiske nye kammerater. 

Gæstfriheden: Forside og bagside

Overalt er vi blevet mødt med den største gæstfrihed. Alle de steder, vi har besøgt, har lokale frivillige og beboere smidt, hvad de havde i hænderne for at møde os. Det var overvældende, det var smukt., og det gav en følelse af samhørighed og imødekommenhed. 

Bagsiden af denne gæstfrihed var dog svær at forlige sig med. Vi er rige, hvide og velstillede gæster i deres land, og der blev sjældent tale om en egentlig ligeværdighed. Hver gang vi spiste serverede de lokale kvinder for os, for derefter at trække sig selv væk, selvom der var masser af plads ved bordet til alle.  

Jeg har svært ved at forholde mig til, at det skulle være sådan, fordi at jeg igen og igen blev mindet om at livet i Bangladesh aldrig har været let.  

Tomrummet

I rollespilsmiljøet taler man om “LARP blues” som en beskrivelse af den følelse af tomhed der kan opstå, når man har været intenst sammen i flere dage. For derefter at vende tilbage til hverdagen igen. 

Sådan har jeg det lige nu. 

I små ti dage tilbragte jeg stort set alt min tid sammen med mine fantastiske rejsekammerater, og jeg blev fyldt med sanseindtryk fra morgen til midnat. Vi rejste sammen, vi oplevede sammen og vi modnedes vel på mange måder også sammen, fordi alt det vi så, hørte, smagte, lugtede, lærte og tog del i var så overvældende, overraskende, smukt, vildt og ufatteligt. 

Fanget i et ingenmandsland

Det drejer sig om en million mennesker, der er fanget i et juridisk og folkeretsligt ingenmandsland. Disse mennesker kan ikke påråbe sig beskyttelse under FN som en status som flygtninge ville give. De har dermed i praksis ingen rettigheder og ingen, der taler på vegne. 

Deres sundheds- og sygehusfaciliteter er flere steder bedre end de, der findes uden for lejrene. Men, modsat landets egen befolkning, har disse mennesker ikke lov til at arbejde, uddanne sig, rejse hvorhen, de vil, bosætte sig hvor de vil eller lignende.  

Hvad nu? 

På lørdag d. 3. december skal jeg til København og deltage i en debriefing med holdet. Her bliver jeg samtidig klædt på til at holde foredrag og lave andre former for formidling om alt dét, vi har set, hørt og lært. 

Jeg glæder mig til at komme hjem og fortælle om min rejse og Røde Kors’ arbejde i Bangladesh.  

Tak fordi du læste med. 

Har du lyst til at besøg af Tore til et lokalt foredrag? 

Kontakt ham på tore.plougheld@gmail.com, for at aftale nærmere. 


Læs mere
08. november 2022

Drømmer du om at blive førstehjælpsinstruktør?

Drømmer du om at blive førstehjælpsinstruktør i Røde Kors Aarhus?  

Der er stor efterspørgsel på førstehjælpskurser i Aarhus, og vi ønsker derfor at udvide vores instruktørkorps. 

Vi underviser i alle typer førstehjælpskurser – både færdselsrelateret førstehjælp, grund- og udvidede kurser samt førstehjælp til børn. 

Du får mulighed for, at  

  • blive en del af et engageret korps af førstehjælpsinstruktører i Aarhus.  
  • være med til at præge og udvikle førstehjælpsundervisningen hos Røde Kors Aarhus. 
  • afholde kurser for både private og på arbejdspladser.
  • undervise og administrere egne hold.  

Vi forventer, at du  

  • har lyst og energi til at indgå i førstehjælpsteamet i Aarhus. 
  • kan undervise i weekender og hverdage (dagstimer). 
  • kan undervise minimum to gange om måneden, men meget gerne mere. 
  • er god til at arbejde selvstændigt og går til opgaverne med godt humør og brænder for at gøre en forskel. 
  • kan se dig selv undervise i mange år fremadrettet. 
  • har gode formidlingsevner. 

Din kommende arbejdsplads  

Røde Kors Aarhus er en selvstændig afdeling af Røde Kors i Danmark. Afdelingen er ledet af en bestyrelse. Førstehjælpsundervisningen vil primært foregå i Røde Kors Aarhus’ Frivillighus på Nørre Allé 32.  

Vi tilbyder  

  • Løn i henhold til finansministeriet lønsats for timelønnede undervisere.  
  • Fleksibilitet i.f.t. placering af undervisningen. 

Ansøgning og yderligere oplysninger  

Ønsker du yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte bestyrelsesmedlem Peter Poulsen ppvib@dadlnet.dk. Du søger ved at sende CV+ansøgning til samme mail. 

 


Læs mere
07. november 2022

Giv hyggen videre: Donér en sofa

Sofaen er stuens og, i mange tilfælde, hjemmets samlingspunkt. Derfor er det vigtigt for os at have et udvalg af sofaer i vores møbelgenbrug, så flere har mulighed for at fuldende hjemmet. 

Vi har møbelgenbrug i Egå, Tilst og ved Bazar Vest, og vi bestræber os på, at det skal være muligt at skabe et unikt og charmerende hjem ved hjælp af udvalget i butikkerne.  

En hyggelig stue indebærer som oftest en sofa, du kan slænge dig på. For at aarhusianske stuer kan fuldendes med hjælp fra vores genbrug, skal vi have en sofa eller to på lager. 

Så, har du en omgang sofahygge tilovers? 

Giv din sofa videre så andre kan få en hyggelig stund ud af den med dem, de har kær. Vores butiksfrivillige står klar til at kvittere med et smil. 

Vil du donere? 

Du kan aflevere møbler i vores butikker i Egå, Tilst og ved Bazar Vest. Hvis du ikke selv har mulighed for at transportere dem, kan du kontakte 86122460 for afhentning. 

Når du donerer til Røde Kors Aarhus’ butikker, støtter du vores arbejde med sårbare borgere i Aarhus Kommune. Butikkerne er afgørende for, at vi kan være til stede i lokalsamfundet og hjælpe ensomme, udsatte familier, flygtninge og mange flere gennem vores sociale og humanitære arbejde.  

TAK for din donation. 


Læs mere
31. oktober 2022

Et madfællesskab, der handler om meget mere end mad

Hver torsdag eftermiddag er der skruet op for både hyggen og komfuret, når køkkenet indtages i Røde Kors Huset ved Bazar Vest. Det Sociale Komfur bringer mennesker sammen og danner rammen for et fællesskab på tværs af alder, etnicitet og religion. 

‘Herreklubben’ er i fuld gang i køkkenet. På kryds og tværs kredser de fra en simrende spaghettiret til en saftig tomatsalat. Den søde duft siver op og fylder rummet. Én smager på den cremede spaghetti, hvorefter en anden bliver bedt om at tilføje en smule salt. En drilsk bemærkning sniger sig ud gennem et sæt læber, og en harmoni af latter sætter ind. De bidrager hver og en – hvad end det er til madlavningen eller den muntre stemning. 

Et kulinarisk kram 

Nye som kendte retter tages imod med kyshånd i Det Sociale Komfur. Sammen planlægger de, hvad de skal lave, og der er rig mulighed for at inspirere og lære af hinanden. Det lille madfællesskab er idérigt, og flere nikker genkendende til, at de nyder at smage både nyt, forskelligt og anderledes. Flere holder af at udviske grænsen mellem ‘frivillig’ og ‘bruger’, hvilket smitter af på den lune jargon.  

“I starten var de fleste af os brugere af Det Sociale Komfur, men nu er mange af os også blevet frivillige. Det er vi, fordi vi ønsker at holde den hyggelige tradition ved lige, samtidig med at det skal være til glæde for så mange som muligt, der kunne have lyst til at være med,” fortæller frivillig Alfred, idet han sætter sig til bords. 

Nej tak til madro 

Valgkamp, chilisorter og weekendens strabadser. Der er ikke grænser for, hvad der bliver drøftet om det aflange træbord. Mens Alfred stolt er i fuld gang med at vise billeder fra efterårsferiens højdepunkter, hopper sidemanden på stolen efter at have gaflet endnu en chili i sig. På den anden side af bordet sidder Mustafa afslappet og nyder kombinationen af tomat, løg og koriander som tilbehør til hovedretten. Mustafa er med til at holde Det Sociale Komfur på benene torsdag efter torsdag. Han medvirker i en stor del af planlægningen og ikke mindst i de hyggelige eftermiddagsstunder.

“Jeg er en del af Det Sociale Komfur, fordi jeg nyder at lære at lave nye retter og smage forskellige typer af madvarer. Samtidig synes jeg, at det er hyggeligt at lave og spise mad sammen med andre,” beretter Mustafa, mens hans blik bevæger sig rundt om bordet.

Eftermiddagen går på hæld, og der bliver så småt tygget af munden. Et par stykker bliver siddende, fordybet i en samtale, mens andre rejser sig i et “tak for mad”. Lidt efter lidt tømmes rummet, og Herreklubben går hver til sit, indtil de ses igen næste torsdag. 

 

 


Læs mere
26. oktober 2022

Smil på frivillig-læben til travlt pop-up-event i Domen

I efterårsferien satte genbrugsjagten ind til Røde Kors Aarhus’ pop-up-event. Domens hyggelige atmosfære dannede rammen for tre dage fyldt med gode handler, og begejstringen var stor hos både frivillige og besøgende. 

Livlige, spejdende blikke suser gennem det runde rum, mens dagslyset strømmer ind ad de mange trekantede vinduer. Det er torsdag, den første ud af tre dage i genbrugens tegn, og det går ikke stille for sig. Summende stemmer hænger i formiddagsluften, og genbrugstøj i alle former og farver boltrer sig gennem rummet. Mens enkelte er på jagt, trisser andre rundt i en afslappet armkrog. Omkring 50 besøgende har allerede fundet vej til Domen, hvor flere frivillige, iført Røde Kors-veste, tager imod dem med et smil. 

“My job as a volunteer at this event is to help wherever I am needed. So, I guess I am doing a bit of everything which I like. The atmosphere is really good and the amount of people is overwhelming,” fortæller frivillig, Hasse de Moor, mens han kigger rundt på de mange genbrugsinteresserede. 

Hasse er fra Holland, og han er netop flyttet til Danmark på grund af arbejde. Han nyder at bruge sin fritid på et godt formål samtidig med, at han møder nye mennesker. Flere af de andre pop-up-frivillige er også nye tilflyttere fra forskellige lande. Samtidig med, at de lærer hinanden at kende, hjælpes de frivillige hænder ad med at stable pop-up-dagene på benene. 

Travle dage som frivillig 

En kunde kigger nøje en række fyldige striktrøjer igennem. Han griber fat om et par af dem og mærker omhyggeligt efter. Med et overvejende blik, studerer han dem hver især for dernæst at lægge én fra sig og tage resten med sig på sin videre færd i den lille genbrugsverden. Efter et besøg i prøverummet, bevæger kunden sig fornøjet mod kassen med hænderne fulde. Herefter kommer de frivillige ind i billedet. Mens en frivillig rydder op og hænger det efterladte tøj tilbage på stativet, finder en anden nyt tøj frem, når noget bliver solgt. På trods af travle øjeblikke, hjælper de hinanden, og de tøver ikke med at sende et smil afsted til både besøgende og deres med-frivillige. Indimellem er der plads til, at de frivillige kan slappe af i en af de mange hyggekroge, hvor grønne planter smyger sig om ørene på dem. 

Mens Hasse tager et hvil fra genbrugsræset, sætter han et par ord på, hvorfor han er frivillig: 

“I am a volunteer because it is important to do something good for others, regardless of my own situation. It seems like Red Cross is very well known here which is nice. Also, I think that the culture of secondhand-clothing is cool.” 

En tilpas arrangør 

Skuldrene har endnu ikke sænket sig efter, at kunder i massevis har myldret gennem døråbningen. Dog glæder Anna Fersterer sig over udfaldet af det pop-up-arrangement, som hun, sammen med sin medarrangør, har brugt mange timer på at forberede. Hun kaster et blik rundt i det bæredygtige samlingspunkt og observerer, hvordan pop-up-butikken begår sig. 

“As one of the organizers, I have planned the entire event, and I enjoy it a lot. I think it is going well so far. We have many costumers here, and people buy lots of stuff. The atmosphere is amazing too,” beretter Anna, som er en af de to frivillige, der arrangerer Røde Kors Aarhus’ pop-up-events. 

Anna er ESC-volontør hos Røde Kors Aarhus, og det samme er hendes medarrangør. For et par måneder siden flyttede hun til Danmark fra sin hjemstavn i Østrig for at lave frivilligt arbejde med genbrug i højsædet. Dette pop-up-event er blot det første ud af mange, som Anna håber at arrangere, da hun skal tilbringe de næste otte måneders tid i Danmark. 

“Jeg kommer helt sikkert igen” 

Dag ét ud af tre er ved at gå på hæld, men der er stadig masser af liv i det lille pop-up-univers. Et sæt arme omfavner en høj bunke tøj. Bluser, bukser og halstørklæder, tårner sig fra håndfladerne og op til munden. Kvinden bag tøjbunken bevæger sig med rolige skridt mod prøverummet, men bliver afbrudt flere gange på vejen. Først snupper nogle gule flæser hendes opmærksomhed, dernæst en lædertaske.  

“Jeg kan godt lide genbrug, og jeg synes især, at pop-up-events har noget at byde på. Det er som om, at varerne er ekstra gode, og så støtter man jo et godt formål. Jeg har været til ét pop-up-event før, og jeg kommer helt sikkert igen,” siger den begejstrede kunde henkastet på vej til prøverummet.

Det er ikke første gang, at Røde Kors Aarhus afholder efterårs-pop-up i det hyggelige mødested på Aarhus Ø. Udover Domen, har Røde Kors Aarhus’ genbrugsunivers tidligere indtaget Nobelparkens bibliotek, Domkirkens Badehus og andre fine Aarhus-lokationer. Allerede nu, kan både frivillige og besøgende begynde at glæde sig til de næste to events. Tirsdag den 29. november forvandles Røde Kors’ frivillighus på Nørre Allé til et charmerende retrounivers. Det bliver et pop-up-event med mulighed for at blive draget ind i en tidslomme fyldt med vintagefund- og inspiration. Derudover venter der et brag af en fest til årets sidste pop-up. Den 16.- og 17. december indtager vi UngK, som er en ungdomskirke i hjertet af Aarhus. Til dette pop-up-event kan de sidste julegaver komme i hus med en drink i hånden til toner fra en dj.

 


Læs mere
21. oktober 2022

Vi søger markedsførings- og kommunikationspraktikanter til foråret 2023

Har du lyst til at arbejde med en bred kommunikationspalette og få indflydelse på egne opgaver? Vil du være en del af verdens største hjælpeorganisation og formidle forskellige budskaber og indsatser, der er med til at gøre en forskel for mange mennesker? 

 

Om praktikken 

Er du på udkig efter at udfolde og udvikle dig inden for kommunikation, markedsføring, journalistik eller noget fjerde inden for den kommunikative verden? Så er Røde Kors Aarhus praktikstedet for dig. 

Hos os, er der højt til loftet og plads til, at du kan forme din praktik i den retning, du vil. Du kommer til at være med i hele processen, fra idéudvikling til eksekvering. 

 

Vores primære formål er at formidle Røde Kors Aarhus’ mange forskellige indsatser til både brugere, kunder, frivillige og potentielle frivillige. 

 

Du får bl.a. erfaring med: 

  • Intern og ekstern kommunikation, f.eks. nyhedsbreve og pressemeddelelser. 
  • Planlægning og gennemførelse af frivillig hvervekampagne. 
  • Kampagneplanlægning fra idéudvikling til eksekvering. 
  • Strategisk og praktisk arbejde med SoMe – Facebook, Instagram, LinkedIn og TikTok. 
  • Tekstforfatning og produktion af billeder og videoer. 
  • Interviews med frivillige, brugere mv. 
  • Indhold til hjemmeside, f.eks. artikler og nyheder. 
  • Lettere grafisk arbejde til f.eks. plakater, flyers, annoncer og SoMe. 
  • Frivilliges egne kommunikationsindsatser, som de måtte søge assistance til. 

… Eller noget andet, som måtte vise sig undervejs. Dine gode input bliver taget imod med åbne arme. Du vil også have mulighed for at igangsætte og få ansvar for egne projekter. 

 

Vi forestiller os, at du har forståelse for:

  • SoMe-kommunikation. 
  • Både klassisk og nytænkende markedsføring og kommunikation. 
  • Kreativitet: Du kan se de gode vinkler, både i tekst og billede. 
  • Samarbejde med frivillige i alle aldre. 
  • Journalistik: skrive appellerende og letlæselige tekster, ofte baseret på interviews, du selv laver. 
  • Videoproduktion og redigering samt at få det til at leve via hjemmeside og SoMe. 

Samtidig, må du meget gerne være idérig og opsøgende samt ikke holde dig tilbage ift. at stille spørgsmål til ‘plejer’.  

 

Hvor og hvordan? 

Røde Kors Aarhus holder til i et hyggeligt hus på Nørre Allé, hvor du dagligt vil møde frivillige og kollegaer. Indimellem vil du besøge vores genbrugsbutikker, aktiviteter og arrangementer rundt omkring i byen og i den forbindelse lave kommunikativt arbejde. 

Du vil arbejde tæt sammen med din kontaktperson, som er kommunikationsansvarlig Louise Ravn-Nielsen. 

 

Interesseret? 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information, er du velkommen til at kontakte Louise på lorav@rodekors.dk, hvortil ansøgning inkl. CV også sendes. 

Vi holder samtaler løbende. 

 

Vi glæder os til at høre fra dig! 

 


Læs mere
12. oktober 2022

Mental sundhed i rampelyset til Sindets Dag

I mandags, d. 10. oktober, deltog Røde Kors Aarhus ved Sindets Dag. Det var en dag med fokus på at skabe opmærksomhed og forståelse for psykisk sundhed. 

SIND Aarhus-Samsø markerede dagen på Dokk1 med et program, der bød på bl.a. filmkoncert, oplæg og debatter.  

Flere besøgende kiggede forbi til en begivenhedsrig dag i det mentale helbreds tegn. 

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold, var til stede for at holde åbningstalen samt kredse rundt blandt de deltagende foreninger – heriblandt Røde Kors Aarhus. 

(Anders Winnerskjold ses til venstre i billedet)

Ved vores informationsstand var aktiviteten Samværdighed repræsenteret. Samværdighed sikrer nærvær og samvær til borgere, der føler sig ensomme og er udfordret af psykisk sygdom. Vi er glade for, at vi har opbakning fra kommunen til at gennemføre indsatsen. 

 

Vil du være frivillig samværsven?  

Eller blot høre mere? 

Ring på 86 12 24 60, skriv til aarhus.samvaerdighed@rodekors.dk eller kig forbi Frivillighuset på Nørre Allé 32. 


Læs mere
07. oktober 2022

Workshop med skrædder i kreaféen

I går fik kreativiteten frie tøjler i Bazar Vest, da der var syworkshop i kreaféen. Deltagerne skulle med hjælp fra skrædderen Sarah lære at sy muleposer.  

Nogle af deltagerne havde lidt erfaring med at sy, mens andre var nybegyndere, men de havde alle lyst til at udfolde deres kreative evner og blive endnu bedre til at sy. 

“Jeg kan godt lide at gå i secondhand shops, og jeg har ofte hjulpet min bedstemor med at sy, men nu vil jeg gerne afprøve, om det er noget for mig” fortæller Tammy, der deltog i workshoppen, og hun har tænkt sig at komme igen til de næste workshops.  

Hvis du var forhindret i at deltage i går, så har du stadig chancen for at få nogle tips og tricks til dit sy-projekt af en erfaren skrædder. Der er nemlig flere workshops i kalenderen, hvor du kan lærer at sy forskellige ting af genbrugsmaterialer. 

Der er tre workshops i kalenderen:

Tirsdag d. 11. okt. kl. 17-19 – puder
Onsdag d. 19. okt. kl. 18.30-20.30 – brød- og frugtposer
Tirsdag d. 25. okt. kl. 18.30-20.30 – børnetøj


Læs mere
05. oktober 2022

Kom til secondhand pop-up event i efterårsferien

Torsdag d. 20.-, fredag d. 21.- og lørdag d. 22. oktober står vi klar med smil og en masse genbrugsguld i Domen på Aarhus Ø. 

Efteråret er over os, og vinteren nærmer sig med hastige skridt. Derfor er det tid til at få opgraderet garderoben med bukser, varme striktrøjer, og hvad der ellers er et must på kolde dage. 

Kig forbi og gå på opdagelse i en masse genbrugsfund til ekstra skarpe priser og i god kvalitet. Vi har fundet de bedste favoritter frem, så du kan få opdateret din efterårs- og vintergarderobe. 

 

Skulle det ske, at du ikke finder noget den første dag, eller at du bare ikke kan få nok, så er du heldig med, at eventet denne gang varer i tre dage. Vi sørger for, at der hele tiden er fyldt op på bøjlerne, så du har rig mulighed for at snuse til en masse genbrugsfavoritter. 

Hvis du får brug for en pause, mens du shopper, kan du købe en forfriskning i caféen og nyde den hyggelige stemning i Domen. 

 

Når du handler hos os, støtter du samtidig Røde Kors’ hjælpearbejde. Pengene går bl.a. til vores sociale indsatser lokalt, som hjælper sårbare og udsatte borgere i Aarhus Kommune.  

Du kan betale med MobilePay eller kontanter. 

Vi håber på at se dig! 

 

 


Læs mere
04. oktober 2022

Sådan gik Landsindsamlingen 2022

Til landsindsamlingen i søndags blev der samlet 400.000 kr. ind i Aarhus Kommune. 

En masse seje indsamlere gik en tur med indsamlingsbøtten på den solrige oktoberdag. En stor tak skal der lyde til alle indsamlere for jeres indsats. 

Derudover har flere frivillige lagt kræfter i at få dagen op at stå, hvilket vi er meget taknemmelige for. 

Vi vil også takke alle jer, der åbnede døren, da en indsamler eller to kom forbi. Tak fordi i donerede store som små beløb. 

Endnu engang tak til alle indsamlere, frivillige og jer, der donerede. I er alle med til at gøre en stor forskel for mange mennesker rundt omkring i verden. Jeres indsats gør, at færre står alene. 

 

På landsplan giver en rute omkring 1000 kr. Dette overgik vi i Aarhus Kommune med omkring 1500 kr. pr. rute. Det er sejt, og vi er dybt taknemmelige. 

I alt blev der i Danmark samlet 12,8 millioner kr. ind til Røde Kors. 

 

Vi håber, at vi ses igen næste år.

 


Læs mere
12. september 2022

Genbrugsbustur for butiksfrivillige bød på rundvisninger og gode snakke

I lørdags, den 10. september, var 30 butiksfrivillige på genbrugsbustur rundt til alle Røde Kors’ butikker i Aarhus.  

På startdestinationen, i butikken ved Bazar Vest, var bestyrelsesformand, Knud, mødt op for at præsentere dagen og sende de frivillige godt afsted. 

Selvom solen først tonede frem senere på dagen, var humøret højt fra start, som bussen rullede afsted. 

Når de frivillige ankom, stod repræsentanter fra de enkelte butikker klar til at fortælle om deres butik og vise de andre rundt. Her var der rig mulighed for at høre mere om tanken bag butikkerne og få inspiration fra hinanden. 

Et par gange på turen blev den summende snak erstattet af fællessang. 

Inden bussen svingede ind til frokosttid i Egå, var der underholdning i form af en quiz. Under kaffen, ved det næstsidste stop i Tilst, kunne vi med glæde meddele et par af de frivillige, at de var de heldige vindere af gavekurve, som var sponsoreret af lokale supermarkeder. 

Efter at have besøgt alle syv butikker, blev bussen parkeret ved Bazar Vest, hvor afslutningen på genbrugsturen fandt sted. 

TAK til de deltagende for interessen. Vi er glade for den opbakning, busturen fik. 

 


Læs mere
06. september 2022

Foredrag: Generalsekretær Anders Ladekarl

Tirsdag d. 20. september fra 16:00 til 18:00 holder Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, foredrag i Frivillighuset på Nørre Allé 32. 

Foredraget kommer til at handle om de oplevelser og erfaringer, han har fået i forbindelse med sit arbejde som generalsekretær i Røde Kors Danmark siden 2008. Inden da arbejdede Anders Ladekarl som international chef i seks år.  

Anders Ladekarl har oplevet store dele af verden og været helt tæt på de steder, hvor Røde Kors yder humanitært og socialt hjælpearbejde. Han er dybt engageret i både det internationale og nationale arbejde, og han fortæller derfor levende om alt fra krigssituationer til de vigtige genbrugsbutikker. 

Under foredraget vil han også komme ind på, hvordan det frivillige arbejde i Røde Kors er med til at hjælpe mange mennesker på både et lokalt- og internationalt plan. Han vil fortælle om Røde Kors som frivillig forening, og om hvordan de besidder mange forskellige funktioner. 

Du får mulighed for at stille Anders Ladekarl spørgsmål, om lige det du ønsker svar på.

Der vil også blive serveret en forfriskning. Dørene åbner kl. 15:30. 

Det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser, som går efter først til mølle. Du kan sikre dig en plads til et spændende foredrag ved at sende en mail til Katrine Noe på kanoe@rodekors.dk senest søndag d. 18. september. 


Læs mere
02. september 2022

Kom til markedsdag og pop-up genbrugsevent i Tilst

Torsdag den 15. september fra kl. 12 til kl. 17 står Røde Kors Aarhus klar med åbne arme, underholdning og en masse genbrugsguld i Tilst. 

På dagen har du rig mulighed for at høre mere om Røde Kors’ indsatser, historie og frivilligt arbejde. 

I denne forbindelse medbringer vi underholdning i form af en konkurrence. Måske bliver du den heldige vinder af et førstehjælpskursus eller et gavekort til en Røde Kors-butik. Om du vinder eller ej, så er der gode chancer for at blive lidt klogere på Røde Kors. 

Når du kigger forbi, vil du også have mulighed for at prøve vores VR-briller. Med brillerne på, kan du, på en ny og livagtig måde, opleve nogle af de steder ude i verden, hvor Røde Kors yder nødhjælp. Med ét, kan du befinde dig midt i en krigszone og gå rundt i en by, der er bombet. Du kan opleve, hvordan livet i en flygtningelejr er og få fortællinger herom med videre. 

Er du i shoppehumør? Gå på opdagelse i nostalgiske trends, former og farver. Vi har nemlig fundet de bedste retro- og vintagefavoritter frem til pop-up butikken.  

Når du handler hos os, støtter du Røde Kors Aarhus’ sociale hjælpearbejde for sårbare og udsatte borgere i Aarhus. 

Hold dig opdateret om eventet og få en teaser eller to på Røde Kors Aarhus’ sociale medier; Facebook og Instagram. 

Det foregår ved Røde Kors-butikken i Tilst. 

Ses vi til en hyggelig markedsdag den 15. september? 

 


Læs mere
01. september 2022

Hyggelige samtaler og snavsede fingre til åbningen af Virkestedet

Selvom en kølig efterårsluft lurer om hjørnet, siver den sidste sommerdags solstråler sporadisk ind ad vinduerne og varmer det lille værksted. Duften af friskbrygget kaffe og summende stemmer fylder lokalet. Lige uden for værkstedet kigger Per, frivillig i Røde Kors Aarhus, op på et træskilt, der hænger i rummets åbning. “Virkestedet”, står der med et lettere råt udtryk. Han bevæger sig afslappet ind i rummet for at tage del i den muntre åbning af den sidste del af værkstedet, som er i fuld gang. 

“Tanken bag værkstedet er, at man kan komme forbi med ting, som man gerne vil have hjælp til at få repareret. Så hjælpes vi ad og finder frem til en løsning. Jeg er ikke ekspert, men det betyder meget at sætte nogle gamle cykler i stand, så de kan komme ud at køre igen. Derudover bliver der sommetider doneret defekte møbler, radioer og andet, som vi reparerer i stedet for, at det bliver smidt ud. Jeg går ind for genbrug, så det giver meget mening for mig,” fortæller Per, som primært er frivillig i cykelværkstedet.  

Tre-i-én 

Det er netop en time siden at klokken slog 13, hvor Virkestedets elektronik- og træværksted officielt slog dørene op. Interesserede, og heriblandt frivillige, er mødt op i Røde Kors-huset ved Bazar Vest, for at se den nyetablerede del af værkstedet. Nogle af de deltagende er desuden gengangere fra da cykelafdelingen åbnede, som den første del af værkstedet. Som tiden går, slår flere nye ansigter vejen forbi det lille værksted for at tage del i festlighederne. 

Hermed står alle tre dele af værkstedet klar, så der kan arbejdes med både cykler, elektronik og træ i alverdens afskygninger. Værkstedet har været undervejs i fem måneder, og netop den tredelte opdeling af værkstedet er de frivilliges idé. 

Virkestedet vil fremover arbejde på at få en række lørdagsworkshops på benene et par gange om måneden. 

Mere end bare et værksted 

I den midterste halvdel af værkstedet, som er elektronikdelen, bryder et langt skrivebord rummet. Computerskærme tårner op, mens ledningerne snor sig langs skillevæggen bag bordet. Med skruetrækkere, hammere og tommestokke om ørene sidder frivillig Jens Orla fordybet i en computer. Hans fingre danser hen over tasterne, mens en koncentreret mumlen risler ud gennem hans læber. 

Jens Orla er begejstret for værkstedet og ser frem til at tilbringe tid der med arbejdshandskerne på og i godt selskab: 

“Jeg forbinder især værkstedet med hygge. Derudover synes jeg, at det er utroligt spændende med en kombination af de tre værksteder. Jeg er glad for at være med på rejsen, og mine arme er åbne i forhold til, hvad fremtiden bringer her,” siger Jens Orla, der primært er frivillig i elektronik- og træværkstedet. 

Kig forbi  

Et par stykker har allerede været forbi Virkestedet for at arbejde på egne projekter, og der er også plads til dig. 

Hos Virkestedet kan du få hjælp til lidt af hvert, så tøv ikke med at rulle forbi med en faldefærdig kommode eller en træt cykel. Hvis du ikke har noget, der skal fikses lige nu, er du altid velkommen til at slå vejen forbi til en snak med en af de flinke værkstedsfrivillige. 

Træ-, og elektronikværkstedet holder åbent hver onsdag fra kl. 13 til kl. 16. Cykelværkstedets åbningstid er hver torsdag i samme tidsrum. 

Virkestedet ligger i baglokalet i Røde Kors Huset ved Bazar Vest, så spørg i genbrugsbutikken eller netværkslokalet, hvis du er i tvivl om, hvor du skal finde det. 

Vil du være en del af Virkestedet? 

Eller blot høre mere? Ring på 23 38 85 84 eller skriv til aarhus.vaerksted@rodekors.dk, hvis du er interesseret. 

Virkestedet søger desuden en værkstedsleder, som blandt andet vil være med til at introducere nye frivillige til værkstedet, tage initiativ til aktiviteter og løbende holde øje med værkstedets budget. Hvis du har lyst til at sætte dit præg på et hyggeligt og socialt værksted, så håber vi på at høre fra dig. 


Læs mere
25. august 2022

Mød Røde Kors Aarhus ved Studiemessen på Aarhus Universitet

Er du ny i byen og/eller er du nysgerrig på, hvad du kan lave, når du holder pause fra studiebøgerne? 

Fra mandag d. 29 til onsdag d. 31. august deltager Røde Kors Aarhus ved Studiemessen på Aarhus Universitet. 

Tag dine studiekammerater i hånden og kom forbi Røde Kors-boden til en hyggelig snak om de mange lokale indsatser vi har ved Røde Kors Aarhus. Du kan høre mere om alt fra genbrug til vores sociale hjælpearbejde for sårbare borgere og meget mere. 

Ved Studiemessen kan du finde os i Vandrehallen. Der er garanti for en hyggelig stemning. Ses vi?

 


Læs mere
20. august 2022

Introduktionsmøde i Røde Kors Aarhus’ Advisory Board

I går, fredag d. 19. august, var Røde Kors Aarhus’ Advisory Board samlet til et introduktionsmøde, hvor medlemmerne mødte hinanden.

Til mødet blev det blandt andet vendt, hvordan samarbejdet kommer til at foregå, og hvad man gerne vil opnå med det. Medlemmerne kommer fra mange forskellige brancher og har dermed forskellige kompetencer med i bagagen, så de kan supplere hinanden.  

Røde Kors Aarhus Advisory Board har et grundlæggende formål, der handler om at hjælpe Røde Kors Aarhus med at udvikle på indtægtsgivende aktiviteter.  

Herunder har det en række opgaver. Det skal blandt andet rådgive om Røde Kors Aarhus’ indtægtsgivende arbejde, som genbrug og førstehjælpskurser. Det vil også rådgive i forbindelse med, hvordan Røde Kors Aarhus kan skaffe flere frivillige. Herunder er der særligt fokus på personer, der stadig er aktive på arbejdsmarkedet. En anden opgave består i at hjælpe Røde Kors Aarhus med at skabe samarbejder med erhvervsliv og fonde i Aarhus. Desuden vil det, sammen med bestyrelsen og sekretariatet udvikle idéer til det indtægtsgivende arbejde, der gavner udsatte borgere i Aarhus.  

Mange tak til medlemmerne for et godt første møde. 

 

Fra venstre i billedet: 

Knud Aarup, formand for Røde Kors Aarhus 

Elsebet Stoker fra Domis 

Kim Askær fra Salling Group 

Rasmus Gundelach fra Aarhus Business College 

Michael Thunbo fra Danske Bank 

Anders Hede fra Musikhuset 

Sanne Carøe Lyngsø Hansen fra kommunikationsbureauet Skru Op 

Hans Petersen tidl. Aarhus Stiftstidende 

 


Læs mere
19. august 2022

Sæsonskifte i Røde Kors Aarhus’ butikker

Sæsonskiftet er i fuld gang. Derfor er priserne på sommertøj helt i bund i de fleste af Røde Kors’ butikker i Aarhus.  

Sommeren lakker mod enden, og der skal sælges ud af sommergarderoben, så der kan blive plads til en masse varme, efterårsvarer på hylderne. 

Skal du nå at have fingrene i et par sandaler, et par lette shorts eller en farverig sommertop inden efteråret tager fat, så er det nu, du skal slå til. I butikken i Egå er der sæsonskifte i uge 34, og i de fleste andre butikker foregår det i uge 35-36. Åbyhøj-butikken forlænger sæsonskiftet til og med uge 37, så der er det allersidste chance for at nå at få glæde af de mange solrige tilbud.

På butikkernes sociale medier kan du holde øje med særlige tilbud, og hvornår de hver især afholder sæsonskiftet. 

Ved at handle i Røde Kors’ butikker i Aarhus er du med til at hjælpe sårbare borgere i kommunen. Du støtter bl.a. flere lokale indsatser, som hjælper ensomme, udsatte familier, flygtninge og mange flere.  

Så kom forbi en af vores butikker og gør et sidste sommerkup med god samvittighed. 


Læs mere
16. august 2022

Skjoldhøjdagen bød på varmt vejr og interessante samtaler

I lørdags deltog Røde Kors Aarhus ved Skjoldhøjdagen.

Det er en årlig markedsdag, som er arrangeret af beboerforeningen Skjoldhøjparken. Vi var én blandt mange boder, der trodsede sommervarmen og var mødt op for at tage del i en hyggelig dag.

Vi var til stede for at fortælle om Røde Kors´ historie, indsatser og genbrugsbutikker. Vi havde desuden medbragt underholdning til de besøgende, i form af en konkurrence. Sidst på dagen kunne vi ringe seks heldige vindere op.

Konkurrencen, som var en quiz, gav anledning til at tale med de besøgende om alt fra lokale indsatser til Røde Kors’ 7 principper. Særligt frivillighed kom på tale, hvor mange var åbne over for tanken om dét, at skulle lave frivilligt arbejde.

En del var overrasket over, at der fandtes så mange forskellige måder at være frivillig på hos Røde Kors. Flere kunne godt se sig selv som frivillig i en af de mange indsatser enten på nuværende eller på et senere tidspunkt, hvor der var mere luft i kalenderen.

Hos Røde Kors’ bod var det også muligt at se nærmere på nogle af de kreationer, som Nørklerne har produceret. Selvom vejret ikke indbød til uldsokker og hæklede tæpper, viste de besøgende stor beundring for Nørklernes kreative håndværk.

Vi er glade for den modtagelse, vi fik og vi er taknemmelige over alle, der kiggede forbi og viste interesse for Røde Kors’ arbejde.

 


Læs mere
04. august 2022

Færdselsrelateret førstehjælp i nyt format

8 timers færdselsrelateret førstehjælp er obligatorisk i forbindelse med kørekort. Vi udbyder normalt kurset i weekenderne, hvor vi afholder det fulde kursus på en gang. Det kan for nogle godt blive en lang dag.

Derfor er vi, som noget nyt, begyndt at tilbyde færdselsrelateret førstehjælp fordelt over to dage med fire timers undervisning per gang. Det er selvfølgelig vigtigt at man kan deltage begge dage.

Kig efter kurset: Førstehjælp til kørekort (2 dage af 4 timer) i vores kursuskalender.

Det næste kursus afholdes d. 15. og 22. august, begge dage i tidsrummet 16-20.

 

Alle bør lære førstehjælp.


Læs mere
13. juli 2022

Sekretariatet holder sommerferie

Solen skinner, vinden er lun og vandtemperaturen har sneget sig op over 18 grader i Aarhus bugten. Det kan kun betyde en ting – det er sommer.

Sommer betyder også at Røde Kors Aarhus’ sekretariat aktiverer autosvaret og holder en kort ferie inden vi vender stærkt tilbage i august.

Sekretariatet holder lukket i uge 29-30. Du kan fange os igen fra tirsdag d. 2. august.

Skal du i kontakt med én af vores aktiviteter, så kan du finde de enkelte aktiviteters kontaktoplysninger ved at følge linket nedenfor.

Ønsker du at donere til en af vores butikker, så kan du kontakte butikkerne direkte. Find oplysninger ved at følge linket nedenfor. Vær opmærksom på at butikken i Egå også holder sommerferielukket i uge 29-30.

Haster din henvendelse, så kan du kontakte formand Knud Aarup på telefon 2132 8184.

Rigtig god sommer.


Læs mere
11. juli 2022

To af vores butikker holder sommerferie

Over sommeren holder to af vores genbrugsbutikker et par ugers ferie. Det drejer sig om Røde Kors Egå og Røde Kors Tilst. Resten af vores butikker holder åbent som de plejer.  

Røde Kors Egå holder ferie i uge 29-30
Røde Kors Tilst holder ferie i uge 32-33 

Vi glæder os til at byde dig velkommen i vores butikker. Hele sommeren sørger vi for, at de står fyldt med et godt udvalg af sommerligt genbrugsguld.  

Du kan altid holde dig opdateret om åbningstider på aarhus.drk.dk og på butikkernes Facebook. 

Hav en rigtig god sommer.  


Læs mere
06. juli 2022

Donér børnetøj og skab glæde i en anden familie

Over sommeren indsamler vi børnetøj og -møbler til vores genbrugsbutik i Tilst. Det gør vi, fordi vi mener, at vores butikker altid bør bugne af godt genbrugsguld til alle aldre og størrelser.  

Så er skoene for små, men kan de stadig gå? Giv dem videre til en anden familie, hvor de kan skabe smil, glæde og leg på andre børnefødder.  

Butikken tager imod alt fra skoletasker, brugt legetøj og indretning til børneværelset samt børnetøj, sko, og overtøj, som er blevet for småt. Vores butiksfrivillige står klar til at kvittere med store smil for det, som er brugt, men ikke for slidt. 

Din donation kan nemlig stadig skabe stor glæde hos en anden familie.  

Når du donerer til Røde Kors Aarhus’ butikker, støtter du vores arbejde med sårbare borgere i Aarhus kommune. Butikkerne er afgørende for, at vi kan være til stede i vores lokalsamfund og forbedre levevilkår for udsatte borgere gennem vores sociale og humanitære arbejde. 

 

Sådan kan du donere  

Du kan aflevere børnetøj og møbeldonationer til vores butik i Tilst på Agerøvej 23A, 8381 Tilst.
Mandag til fredag fra 13-17 og lørdag fra 10-14.
Har du brug for hjælp til en større afhentning kan vi kontaktes på tilst.butik@rodekors.dk 

Tak for din donation.


Læs mere
20. juni 2022

Alt det vi sparer ved at genbruge

16.300 ton CO2e – så meget sparede danskerne kloden for i 2020 ved at tænke bæredygtigt og handle i Røde Kors’ butikker.  

Vi mener, at der er mange gode grunde til at købe brugt. Når du går på jagt i vores billige genbrugsguld, bidrager du til, at vi kan hjælpe sårbare borgere i Aarhus Kommune. Derudover gør du også noget godt for klimaet, når du køber dine nye varer brugt.  

Det dokumenterer en ny rapport, der for første gang giver et overblik over Røde Kors’ arbejde på genbrugsområdet. Ved at indsamle og sælge genbrugsprodukter, er Røde Kors med til at sætte et positivt klimaaftryk på kloden. I 2020 blev det til i alt 6.500.000 solgte genbrugsvarer i vores butikker. Det svarer til omkring 8.500 ton genbrugskøb. 

Rapporten tager udgangspunkt i at halvdelen af de produkter vi sælger i vores butikker, erstatter nyindkøb. Med det når vi frem til, at Røde Kors’ genbrugsbutikker sparede kloden for i alt 16.300 ton CO2e i 2020. CO2 som ellers ville være udledt under produktionen, hvis varerne var købt fra ny. Det er den samme mængde CO2, som udledes gennem produktionen af et årligt tøjforbrug for ca. 60.000 danskere – eller den årlige udledning fra ca. 10.000 gennemsnitlige danske personbiler. 


ALT DET DU SPARER
 

Tekstilindustrien er kritiseret for at have et højt energi- og kemikalieforbrug, samt for at producere store mængder affald. Når du køber dit nye tøj brugt, sparer du kloden for mange ton spildevand, miljøskadelige stoffer og plastfibre, som ellers ville være udledt under tøjproduktionen.  

En gennemsnitlig dansker køber mindst 16 kg tøj om året. Det vil sige, at når du donerer til vores butikker og køber brugt i stedet for nyt, gør du en betydelig forskel for klimaaftrykket på vores klode. Da et stykke herre- eller dametøj giver en gennemsnitlig besparelse på henholdsvis 3,3 og 2,3 kg CO2e, bliver 16 kg tøj hurtigt til meget CO2, som vi kan lægge ned i sparegrisen. Samlet set sparede salget af beklædning, fodtøj og accessories i alle Røde Kors’ butikker 7.750 ton CO2e i 2020. 

Den største klimagevinst kommer dog fra Røde Kors’ salg af møbler og andre boligartikler. Her har vi opnået en samlet besparelse på 8.000 ton CO2e. Når du køber et møbel i en af vores butikker giver det nemlig i gennemsnit en besparelse på 35 kg CO2e. 

 

DIN DONATION ER MERE VÆRD END DU TROR  

Vi oplever heldigvis en stigende interesse for genbrug og bæredygtighed. I 2020 sorterede Røde Kors hele 10.000 tons doneret genbrugstøj til vores butikker.  

Tøjet bliver sorteret i vores butikker og i vores genbrugscentre i Køge og Horsens, hvor vi opdeler det i forskellige varegrupper og udnytter hver en genbrugsdonation. Det tøj som stadig er i god stand, bliver fordelt over hele landet og solgt i vores butikker. Resten af tøjet sælges til udlandet enten som beklædning eller som råmateriale til tekstilfibre. Alt tøjet er derfor med til at gøre en forskel for sårbare i Danmark og resten af verden. 

Røde Kors’ butikker er drevet af frivillige ildsjæle, som sorterer og klargør de donerede varer til salg. De hjælper kunderne i butikken og gør hver dag en kæmpe forskel, for at Røde Kors fortsat kan yde hjælp, hvor der er behov for det.  

At drive genbrug udleder dog også CO2. Transporten af genbrugsdonationerne fra container til butik, samt energiforbruget til drift af butik og sorteringsanlæg løber også op. Samlet for Røde Kors’ genbrugsaktiviteter er udledningen opgjort til 2.500 ton CO2e. 

 

DET SKER I RØDE KORS AARHUS

Hvis du har afleveret dit brugte tøj til genbrug, eller været på genbrugsjagt i en af Røde Kors’ butikker i Aarhus, har du været med til at gøre en forskel. Ikke kun for miljøet, men også for foreningens hjælpearbejde i ind- og udland.  

Vores butikker er afgørende for Aarhus-afdelingens sociale- og humanitære arbejde. Så når du shopper genbrugsguld, bidrager du til, at de mere end 800 fantastiske frivillige i Røde Kors Aarhus kan yde hjælp og støtte til sårbare borgere i kommunen.  

46.153 stykker tøj blev i 2021 til nye genbrugsfund i en af vores syv lokale genbrugsbutikker. Bruger vi udregningen ovenfor, har butikkerne i Aarhus dermed sparet kloden for minimum 53.076 kg CO2, bare på salg af tøj. Med indtægterne herfra arbejder vi med at være til stede i vores lokalsamfund og forbedre levevilkårene for udsatte borgere. Lige nu har vi mere end 45 lokale indsatser i kommunen, drevet af frivillige, som beskæftiger sig med ensomhed, flygtninge, hjemløshed og akuthjælp.  

Derfor er din donation med til at gøre en stor forskel for den enkelte borger. Bliv ved med at donere og handle genbrug, så vi kan blive ved med at hjælpe dem, som har mest brug for det.  

 

VIL DU VÆRE MED? 

  • Du kan donere dit brugte tøj i en af vores tøjcontainere  
  • Du kan aflevere dine møbler og nips i en af vores syv butikker  
  • Du kan shoppe genbrugsguld i vores skønne butikker og bidrage til vores humanitære arbejde i Aarhus Kommune 

TAK fordi du tænker bæredygtigt 

 

VIL DU VIDE MERE?  

Læs vores onepage over rapporten her

Eller læs den fulde rapport her


Læs mere
15. juni 2022

Virkestedets Cykelværksted – mere end bare et værksted

Tirsdag den 14. juni 2022 kunne vi åbne vores helt nyetablerede cykelværksted, som en del af værkstedet ‘Virkestedet’ i Røde Kors Huset ved Bazar Vest.  

Konceptet i Virkestedet er lige til at gå til: Her finder du et socialt fællesskab centreret omkring upcycling, reparation og genanvendelse af alt fra cykler til (træ)møbler og elektronik.  

Ved åbningen havde de frivillige allerede fået olie under neglene og holdt sig ikke tilbage fra at skrue, fikse og pumpe de første donerede cykler – sammen.  

Værkstedet er placeret i Røde Kors Huset ved Bazar Vest under samme tag som Det Sociale Komfur, KREAféen og genbrugsbutikken. Alle aktiviteter er drevet af frivilligkræfter og med fokus på det sociale fællesskab. Cykelværkstedet, som vi i går slog dørene op for, er ikke en undtagelse.  

Vores værkstedsfrivillige holder Virkestedet åbent i hverdage fra 12-16, for alle, som har lyst til at bruge stedet og faciliteterne til at reparere elektronik, lappe en gammel cykel, arbejde på et snedkerprojekt, eller bare at drikke en kop kaffe sammen.  

Alt materiale, fra værktøj og frivillige hænder til cykler og reservedele, er blevet doneret.  

“For nylig modtog vi en stor værktøjsdonation fra Carl Ras i Herlev og Aarhus med tre paller værktøj, maskiner, søm og skruer. NU er værkstedet helt klar til brug og de frivillige til at lære dig en ting eller to om reparation af cykler,” fortæller Rosa Munch Gelardi, Projektmedarbejder i Røde Kors Huset ved Bazar Vest. 

 

Virkestedet fra et frivilligt perspektiv  

“Virkestedet gør, at vi kan være sammen om det fælles tredje. For når man har noget mellem hænderne, flyder snakken også nemmere, da der er fokus på noget andet end samtalen.” fortæller Per, som er frivillig i Cykelværkstedet en dag om ugen.  

Han håber, at han som frivillig i Virkestedet kan være med til at gøre en forskel for de som triller forbi med cyklen eller et andet gør-det-selv-projekt.  

“Hvis vi med værktøjet i hænderne kan få åbnet op for nogle samtaleemner eller skabe et fællesskab for dem, som ikke kommer så meget ud, eller er en del af andre fællesskaber, er det jo dejligt. Dét er derfor jeg er her – og så finder vi ud af det med cyklen sammen, det er ikke så vigtigt,” griner han. 

Per hørte om Virkestedet, da han som kunde i genbrugsbutikken faldt i snak med en af de frivillige. I dag er både han og konen en del af værkstedet, for som han siger: “Nogen må jo sørge for, at her også er hyggeligt, selvom det er et praktisk værksted.” 

 

Tril cyklen forbi  

Cykelværkstedet holder åbent alle hverdage mellem 12-16. Her kan du få hjælp til din cykel, snakke med en af de flinke værkstedsfrivillige, eller høre om Virkestedet – og mon ikke du bliver budt på en kop kaffe også.  

Virkestedet ligger i baglokalet i Røde Kors Huset, så spørg i genbrugsbutikken eller netværkslokalet, hvis du har svært ved at finde det.  

I løbet af sommeren kigger cykelsmed Louise forbi Cykelværkstedet. Hun vil vejlede i basale reparationsteknikker til din cykel, så du kan få hands-on erfaring i at lappe dæk, smøre kæden og andet nyttigt for at komme op på jernhesten igen. Du er også velkommen til at være med på en lytter, hvis du ikke har mulighed for at have din cykel med.  

Louise kommer forbi Cykelværkstedet tre gange i løbet af sommeren:  

  • Tirsdag d. 21. juni kl. 17-18 
  • Tirsdag d. 28. juni kl. 17-18 
  • Tirsdag d. 2. august kl. 17-18 

Vil du være en del af Virkestedet? 

Eller vil du høre mere om de enkelte værksteder? Du er altid velkommen til at kontakte aarhus.vaerksted@rodekors.dk eller komme forbi og opleve stedet, værkstederne og menneskene.  


Læs mere
14. juni 2022

Vi siger NEJ til plastik og JA til (genbrugs)stof

Vi er i fuld gang med at udfase plastikposerne fra vores butikker. For selvom de poser vi bruger er miljøvenlige, så er det stadig plastik. Derfor kigger vi på en mere bæredygtig løsning i form af stofnet lavet af ren genbrug, som du kan genbruge igen og igen og igen…

Det er selvfølgelig ikke en ændring, som sker fra den ene dag til den anden. Det er nemlig ikke stofnet vi får produceret ude i byen, men tværtimod nogle, vi selv laver i vores forskellige kreative indsatser.

Det er allerede muligt, og har været det længe, at købe nørklernes fine muleposer i vores butikker. Det vil det fortsat være. Samtidig er planen, at vi vil præsentere et billigere alternativ til dig, som bare lige har glemt posen derhjemme.

Men inden vi kan lancere det bæredygtige alternativ i vores butikker, så har vi brug for din hjælp. Vi mangler nemlig stof til at sy stofnet til butikkerne. Derfor opfordrer vi til at donere stofrester, duge, sengetøj, ja sågar faldskærme til vores ”Nej til plastik”-projekt.

Ligger du inde med brugbart stof i den ene eller anden form, så kan det afleveres i Røde Kors Huset ved Bazar Vest eller i Frivillighuset på Nørre Allé.

 

Tak for din donation. Vi glæder os til at kunne tilbyde endnu flere bæredygtige alternativer.


Læs mere
13. juni 2022

Kom til sæsonens sidste second hand pop-up event

Torsdag d. 16. juni og fredag d. 17. juni 2022 står vi klar med solskinssmil og masser af genbrugsguld i Domkirkens badehus på Aarhus Ø.  

Sommeren er over os, og derfor er det sidste chance for at finde dine nye genbrugsfavoritter i vores second hand pop-up butik, før teamet går på ferie.  

Kom forbi og lad dig inspirere af stemningen fra havnebadet. Vi har nemlig fundet det bedste af det bedste frem til sommerens farverige styles blandt sjove print, retrosolbriller og flotte tørklæder. 

Du kan betale med MobilePay eller kontanter.
Når du handler hos os, støtter du samtidig Røde Kors’ arbejde.  

Find begivenheden på Facebook: Røde Kors Aarhus 

Og følg med i opdateringer om eventet og spændende sneak peaks på instagram: @rodekors_aarhus  

Vi håber på at se dig! 


Læs mere
10. maj 2022

Fest for vores fantastiske frivillige

Fredag den 6. maj 2022 afholdt vi et brag af en fest for vores mange fantastiske frivillige i Røde Kors Aarhus.

Dagen blev indledt af bestyrelsesmedlem Aase Rhode og formand Knud Aarup der ved velkomsttalen takkede vores frivillige, som gør et afgørende stykke arbejde for, at Røde Kors Aarhus kan yde hjælp og støtte til sårbare borgere i kommunen. Vores afdeling har mere end 800 frivillige, der hver dag viser, hvorfor frivilligt arbejde giver mening, gennem afdelingens 45 forskellige aktiviteter.
Direktør i Brabrand boligforening Kristian Würtz, var også med til festen og knyttede hertil et par ord om, hvordan gennem samarbejdet mellem vores foreninger kan brede hjælpen ud til endnu flere. 

Festen blev afholdt i Røde Kors huset Bazar Vest, hvor gæsterne havde mulighed for at se den flotte butik og nyt netværkslokaler hvor blandt andet Det Sociale Komfur og KREAféen holder til.  

Programmet var fyldt med konkurrencer, fredagsbar og lækker mad. Derudover havde vi fornøjelsen af livemusik fra Søren Torp Nielsen og hustru, der både spillede nye og gamle klassikere, egne kompositioner og arrangerede hyggelig fællessang, som vi alle kunne være en del af.  

Løbende blev der afholdt småkonkurrencer og lotteri. Derudover havde festens gæster mulighed for at afprøve paratviden i Røde Kors quizzen, lavet af festens arrangører Eva og Kowtar, som er administrationspraktikanter ved Røde Kors Aarhus.  

Vi håber, at alle havde en skøn eftermiddag i dejligt selskab – det havde vi i hvert fald. 

 


Læs mere
06. maj 2022

En eftermiddag fyldt med kunst, velgørenhed og gode oplevelser

Sådan gik det da vi afholdt velgørende kunstauktion til fordel for Røde Kors Aarhus    

Der var kamp om det gode hammerslag, da vi torsdag eftermiddag afholdt kunstauktion i gymnastiksalen på Rudolf Steiner-skolen i Aarhus. Selvom det for mange af de fremmødte, var første gang, de oplevede en auktion, veg de ikke tilbage for at være med i budkrigene om de flotte kunstværker, som var doneret af lokale kunstnere fra Aarhus-området. 

Og hold nu op en succes – der blev solgt værker for i alt 24.450 kroner, som skal hjælpe Røde Kors Aarhus’ lokale arbejde i kommunen. Dagens højdespringer var et salg på 2.400 kroner.  


En hyggelig eftermiddag fyldt med kunst, velgørenhed og gode oplevelser 

Klokken 14 åbnede dørene for eftersyn, hvor både kunstnere og købere kom og kiggede og nød et stykke chokoladekage, doneret af Lagkagehuset Langenæs samt forfriskninger fra Rema 1000 på Nørre Allé, Aarhus C.  

Da klokken ramte 15, bød bestyrelsesmedlem Aase Rhode velkommen, hvorefter auktionarius gik i gang med at svinge hammeren over fotografier, malerier, tryk, akvareller, keramik mm.  Der var i alt omkring 100 donerede værker, som vi kom igennem på godt halvanden time med hjælp fra auktionarius, Peter Tholstrup fra Auktionshuset Bruun Rasmussen, til at holde både grin og buddene højt.  

Eva og Annette, event- og administrationspraktikanter ved Røde Kors Aarhus, samt arrangører af Kunstauktionen, foran nogle af værkerne.

Annette, som er medarrangør af kunstauktionen, fortæller:
“Vi har fra starten oplevet en kæmpe opbakning fra lokale kunstnere i Aarhus til auktionen og beløbet vi tjente på værkerne har været over al forventning. Og så er det jo skønt at vi fik fremhævet de lokale kunstnere og at køberne får noget med hjem, de kan have glæde af fremover.”  

TAK til Peter Tholstrup fra Auktionshuset Bruun Rasmussen for at lede os sikkert igennem auktionen. 

TAK til de, som kom og deltog i budkrigene og var med til en hyggelig eftermiddag til det gode formål. 

En kæmpe TAK til alle de kunstnere, som har doneret deres værker til auktionen: 

Lone Bay Andersen, Kirsten Schmidt Nielsen, Lotte Kejser, Signe Kirstein Lanter, Anna Mors, Helle Neidhardt, Lotte Neupart, Sissan Richardt, Elisabeth Wegger, Inge Thøgersen, Connie Byrsing, Annelise Bugge Lund, Anne Venge, Annizette Rud Graff, Bodil Helmer Tobiesen, Tove Dalberg Bentsen, Pia Frank, Jette Meinike, Annette Bruhn, Margit Johansen, Susanne Bernburg, Hedvig Poulsen, Grete Westh, Karen Mølgaard, Susanne Merete Andersen, Liva Wagner Hinnerfeldt, Amanda Dahlstrøm de Vroom, Kate Sandberg, Lena Hemdorff, Elin Forbord, Inger Marie Just, Marianne Gissel, Ulla Bloch, Benedicte Rodi Hansen, Anne Elena Mikkelsen, Ann Kaa Kristoffersen, Tina Langhoff, Sebastian Graneberg, Marianne Langhoff og Julie Rebecca Schjødt Lybæk-Hansen. 


Læs mere
22. april 2022

Lokale Aarhus kunstnere donerer værker til velgørende kunstauktion til fordel for Røde Kors Aarhus

Det er med stor glæde, at Røde Kors Aarhus inviterer til kunstauktion torsdag d. 5. maj 2022 i samarbejde med auktionshuset Bruun Rasmussen på Rudolf Steiner-skolen i Aarhus.  

Når auktionarius, Peter Tholstrup fra Auktionshuset Bruun Rasmussen, fra klokken 15.00 svinger hammeren over kunstværkerne i Rudolf Steiner-skolens gymnastiksal, er det udelukkende med donationer fra lokale kunstnere i Aarhus-området. Anne Flensborg, som er bestyrelsesmedlem i Røde Kors Aarhus, fortæller om tanken bag kunstauktionen: 

“Auktionen er en platform, hvorfra vi kan fremhæve de lokale kunstnerne, som har doneret deres værker til den gode sag. Køberne bidrager med økonomisk støtte til Røde Kors Aarhus, men får udover den gode samvittighed også et stykke lokalkunst med hjem, som de kan have glæde af fremover. På den måde nyder alle involverede af at bidrage til det gode formål.” 

Overskuddet fra auktionen går ubeskåret til Røde Kors’ arbejde lokalt, nationalt og internationalt. Røde Kors Aarhus arbejder blandt andet med at hjælpe socialt sårbare borgere i Aarhus Kommune. Lokalafdelingen har mere end 40 sociale indsatser, hvor over 800 frivillige yder hjælp og omsorg. 

Dørene åbner for eftersyn allerede klokken 14.00, hvor det vil være muligt at kigge kunst og nyde en forfriskning. Derudover har arrangementet fri entré.  

 

Det lokale engagement  

Mere end 50 kunstnere fra Aarhus-området har bidraget til auktionen. Sammenlagt har de doneret over 90 stykker kunst, som spænder bredt over fotografier, malerier, akvareller, keramik mm.  

En af de kunstnere, som har doneret til auktionen, er billedkunstner Lotte Kejser. Hun har doneret sit maleri ‘den ternede bluse’.  

“Hvis jeg kan gøre en forskel, med det jeg laver, så vil jeg gerne det. Derfor har det været helt naturligt for mig at donere til auktionen. På den måde betyder auktionen her også mere for mig, end hvis jeg havde doneret penge,” fortæller hun.  

Maleriet er fra 2021 og er et af hendes personlige yndlingsværker. Derfor var hun heller ikke i tvivl om, at netop dét skulle med på kunstauktionen.

“Jeg lavede det i den spæde start, hvor jeg begyndte at arbejde med kroppe, hvilket jeg har arbejdet meget videre med siden. Det er et meget ærligt værk, for jeg skjuler ikke, når jeg har lavet fejl. Man kan altså godt se, at der har været noget andet her bagved, men jeg kan godt lide historien i billederne og at den bliver bevaret. Jeg er stolt af maleriet – derfor skulle det doneres til kunstauktionen,” fortæller Lotte Kejser.  

På billedet ses Lotte Kejser med sin donation ‘den ternede bluse’, som det vil være muligt at byde på til auktionen.  

Lotte Kejser er uddannet fra Aarhus Kunstakademi i 2020 og er medlem og medstifter af Kunstnerforeningen Kubus Alba, der har til huse i Højbjerg.  

En anden kunstner, som også har valgt at donere til auktionen er keramiker Sus Andersen. ‘Klodekrukken’ med frøerne, som hun har doneret, lavede hun i forbindelse med en udstilling om de 17 verdensmål.  

“Donationen til auktionen er min måde at støtte og yde et bidrag til verdenssituationen, som den er lige nu. Jeg håber at krukken bliver solgt til det gode formål og til nogen som bliver glad for den. Det giver en mening til det jeg laver.” 

På billedes ses Sus Andersen med sin donation ‘Klodekrukken’ med frøerne, som det vil være muligt at byde på til auktionen.  

Sus Andersen er uddannet fra Aarhus Kunstakademi og Limerick School of Art and Design, Irland. Inspirationen til hendes unika porcelæn henter hun fra naturen, både i keramikkens former og motiver. De vilde dyrearter, som ofte dekorerer hendes ‘Klodekrukker’ skal sende en tanke til de truede dyrearter vi deler kloden med.  

 

En stor tak til lokale Aarhus kunstnere og deres donationer  

“Vi har oplevet en stor opbakning fra de lokale kunstnere og jeg er meget imponeret over de værker, som vi har fået doneret. Det er kunstnernes engagement og ønske om at involvere sig, som har gjort auktionen mulig,” siger bestyrelsesmedlem af Røde Kors Aarhus, Anne Flensborg. 

Til kunstauktionen kan der opleves kunstværker doneret af følgende kunstnere, 

Lone Bay Andersen, Kirsten Schmidt Nielsen, Lotte Kejser, Signe Kirstein Lanter, Anna Mors, Helle Neidhardt, Lotte Neupart, Sissan Richardt, Elisabeth Wegger, Inge Thøgersen, Connie Byrsing, Annelise Bugge Lund, Anne Venge, Annizette Rud Graff, Bodil Helmer Tobiesen, Tove Dalberg Bentsen, Pia Frank, Jette Meinike, Annette Bruhn, Margit Johansen, Susanne Bernburg, Hedvig Poulsen, Grete Westh, Karen Mølgaard, Susanne Merete Andersen, Liva Wagner Hinnerfeldt, Amanda Dahlstrøm de Vroom, Kate Sandberg, Lena Hemdorff, Elin Forbord, Inger Marie Just, Marianne Gissel, Ulla Bloch, Benedicte Rodi Hansen, Anne Elena Mikkelsen, Ann Kaa Kristoffersen, Tina Langhoff, Sebastian Graneberg, Marianne Langhoff og Julie Rebecca Schjødt Lybæk-Hansen.

Vi takker alle kunstnere for de meget flotte værker og glæder os til at se alle til auktionen.  

Flere af de donerede værker, som der kan bydes på, kan ses på billedet øverst i artiklen.  

Se katalog 

Del 1

Del 2

Kan du ikke være til stede under selve auktionen, kan du indgive et forhåndsbud, på det maksimal beløb, som du vil betale.  

Forhåndsbud kan senest den 4/5 kl. 14.00 afgives via e-mail aarhus@rodekors.dk.  

Dit forhåndsbud bliver varetaget af Bruun Rasmussens auktionarius under selve auktionen. Du skal være opmærksom på, at hvis der kommer højere bud end dit, sælges værket til højestbydende. 


Læs mere
21. april 2022

HM Dronningens Emblem til fire engagerede butiksledere i Aarhus

I går var en meget special dag i Røde Kors Aarhus. Vi havde nemlig æren af at overrække Hendes Majestæt Dronningens Emblem til fire af vores engagerede butiksledere, som har ydet en særlig, langvarig og betydningsfuld indsats i afdelingen og i deres butikker. Deres uundværlig indsats, har bidraget til nogle fantastiske genbrugsbutikker i Aarhus. 

Emblemmodtagerene Erna, Joan, Mogens og Tove har i en lang række år været ledere i Højbjerg, Åbyhøj, Egå og Holme. Det er første gang, at emblemet bliver uddelt til butiksledere i Aarhus. 

Vores frivillige blev onsdag eftermiddag modtaget med flag og rød løber ved indgangen til Frivillighuset. Vi var samlet 33 mand, som kom fra butikkerne, bestyrelsen, sekretariatet, DRK senior og tidligere modtager af emblemet. De var med til at fejre vores fire butiksledere. Vores frivillighus var dækket op til fællesspisningen og sang på denne specielle dag. Bestyrelsesformand Knud Aarup leverede en dejlig tale og overrakte det flotte emblem, mens bestyrelsesmedlem Ove Knudsen gav en nærmere begrundelse, på hvorfor de frivillige var indstillet til at modtage emblemet. 

Indtil i går var der kun fem andre frivillige, som har fået overrakt emblemet i Aarhus, derfor er det en særlig ære og glæde for afdelingen at uddele yderlige fire emblemer. Sidste gang Dronningens Emblem blev indstillet og overrakt til en frivillig leder i Aarhus var i 2019. 

Stort tillykke til Erna, Joan, Mogens og Tove.  


Læs mere
04. april 2022

Rådmand Anders Winnerskjold på arbejde i Røde Kors butik Bazar Vest

Den 1. april var vores Røde Kors Butik i Brabrand, så heldig at få besøg af Anders Winnerskjold, som er Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, hvor han prøvede kræfter af med at være frivillig i butikken.  

Jeg forsøger generelt at komme ud og besøge de ting, jeg selv er ansvarlig for og mine samarbejdspartnere. Det giver mig et bedre indblik i Røde Kors Aarhus arbejde at snakke med de frivillige og selvfølgelig hjælp lidt til, hvor det giver mening. 

Anders Winnerskjold fik en introduktion af Aase Rhode og Anne Flensborg fra bestyrelsen, der fortalte om Røde Kors Aarhus og omkring Røde Kors Huset, og arbejdet med at have genbrugsbutik og netværksaktiviteter, som KREAféen i et hus. Der blev serveret kaffe og kage og der var en god snak omkring frivillighed, og hvordan vores netværksaktiviteter støtter lokalsamfundet. Herefter fik Anders en rundvisning af butikken og netværkslokalerne, hvor han hørte mere om netværkshuset og butikkens kommende ændringer.  

Efter rundvisningen fik Anders arbejdshandskerne på og hjalp vores fantastiske frivillige i butikken. Han fik sorteret og prissat tøj og flyttet vores bogafdelingen, hvilket gav fornemmelsen af de frivilliges arbejdsopgaver og stemningen i butikken. 

Jeg synes det er dejligt at komme ud og det er fedt at få lov til hilse på de frivillige og give dem et skulderklap. Det er en fantastisk indsats der bliver gjort her, og det er spændende, hvordan man både kombinerer butik med sociale netværksaktiviteter. Det vil jeg gerne se og blive klogere på 

 

 

 


Læs mere
01. april 2022

Støt flygtninge fra Ukraine – Donér til Røde Kors butikkerne i Aarhus

I disse dage, ankommer mange flygtninge fra Ukraine til Aarhus. På flugt, udmattede efter den lange rejse og kun med det mest nødvendige i tasken, skal de nu starte et nyt liv i Danmark.  

I Røde Kors Aarhus tilstræber vi, altid at være til stede. Vores sociale arbejde i lokalsamfundet spænder over mange forskellige opgaver og ændrer sig hele tiden efter de behov, som kan opstå i nødsituationer. En af vores vigtigste opgaver lige nu, er at hjælpe de flygtninge, som ankommer til Aarhus til en god start i vores skønne by.  

På nuværende tidspunkt samarbejder vi med Aarhus Kommune om uddeling af gavekort, til de flygtninge, der finder vej til Aarhus. De kommer til landet med forskellige behov og gavekortene giver dem mulighed for at købe lige det, som de står og mangler i vores butikker, om end det er børnetøj, service eller en lænestol. Det mener vi, giver mening.  

Med 500 stk. udleverede gavekort, regner vi med, at de frivillige får travlt i vores butikker. Derfor opfordrer vi de næste uger til at donere brugt tøj, møbler, service, legetøj m.m., så vi kan sikre et stort udvalg og at kvaliteten i alle vores butikker altid er i top. Når du donerer, bidrager du til at flygtninge, som har fundet vej til Aarhus, har mulighed for at købe lige det, de står og mangler. 

 

Når vi hjælper hvor behovet er 

I sidste uge samlede vi klapvogne ind til børnefamilier på flugt, så de havde mulighed for at transportere deres børn og komme rundt i byen. Her rakte vi ud på vores sociale medier for at indsamle klapvogne til udlevering fra Nørre Allé. Flere børnefamilier har allerede været forbi og taget imod jeres donationer. Det er skønt at se, hvordan borgerne i Aarhus er hurtige til at reagere, når vi beder om hjælp og hvor stor en forskel klapvognene gør for familierne.

 

Sådan kan du donere 

Donationer kan afleveres i vores Frivillighus på Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C (parkering i gården), mandag-torsdag i tidsrummet 9-16 og fredag 9-15. Ønsker du at donere større møbler kan afhentning arrangeres ved at ringe på 8612 2460. 

Bemærk vi holder lukket på helligdage i forbindelse med påske. 

Efter påske vil sortering og pakning gå i gang i frivillighuset, hvorefter det kan blive klar til levering til butikkerne.  

Vi har i den forbindelse brug for hjælp fra frivillige til at få vores donationer sorteret og pakket, så det er klar til levering i vores butikker. 

 

Vil du hjælpe i frivillighuset? 

Sorteringen foregår på Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C og vi regner med, at der er nok at lave for 2-4 frivillige hver gang. 

Vi sorterer vores donationer to gange om ugen tirsdag og torsdag i tidsrummet 9.30-12.30 på følgende datoer:  

  • Torsdag d. 21.04.22
  • Tirsdag d. 26.04.22
  • Torsdag d. 28.04.22
  • Tirsdag d. 03.05.22
  • Torsdag d. 05.05.22 

Derudover leder vi efter 1-2 frivillige, som har lyst til at køre donationerne ud til vores butikker. Vi tænker umiddelbart om eftermiddagen d. 26.04 og d. 03.05 (eller efter behov). Vi stiller bil til rådighed. 


Læs mere
14. marts 2022

Til fødselsdag hos Nørklerne på Nørre Allé

Onsdag den 2. marts fejrede Nørklerne i Aarhus 36 års fødselsdag. Her var det ikke stiktøjet, der var i fokus, men markeringen af, at Nørklerne siden 1986 har lavet børnetøj til nødhjælp sammen med Røde Kors Aarhus.  

Dagen blev fejret i lokalerne ved Nørre Allé med høj stemning og på ægte fødselsdagsmanér. Med smil på læben blev der indledt med Nørklernes egen fællessang, hvorefter der blev serveret hjemmebagte fødselsdagsboller, kaffe og fødselsdagslagkage. Ved bordene gik snakken om løst og fast, samt andre måder at takle striktøjet og hverdagen på.   

 

Kaffe, kage og garn i lange baner 

Dét er opskriften når nørklergruppen mødes. I 2021 blev der i alt fremstillet 5328 produkter. Tøj, tæpper, huer, sokker og tøjdyr, alle strikket, syet eller hæklet af genbrugsmaterialer og donationer fra private og virksomheder.  

Størstedelen sendes til børn i nogle er verdens mest udsatte områder. Det tøj er strikket efter de faste nørkler-opskrifter, som er ens for hele landet og som sikrer, at tøjet passer til alle børn. Det er vigtigt, for at flest muligt kan få glæde af nørklernes arbejde.  

I Aarhus kan du finde nørklernes opfindsomme unikaprojekter i fem af vores lokale butikker. Her er der frit slav på kreativitet, farver og mønstre. Når du køber nørklervarerne er du med til at støtte Røde kors’ hjælpearbejde i ind- og udland. 


Læs mere
10. marts 2022

Røde Kors Aarhus til stormøde om ukrainske flygtninge

Røde Kors Aarhus var i tirsdags til stede på Rådhuset, da Aarhus Kommune samlede organisationer og privatpersoner til stormøde om modtagelsen af Ukrainere. Det store spørgsmål var, hvordan vi modtager og hjælper de ukrainske flygtninge, som er kommet til Aarhus, bedst muligt.  

Her deltog Røde Kors for at hjælpe de omkring 400 fremmødte til bedre viden og information, og i at kunne handle hensigtsmæssigt i denne situation. Vi var repræsenteret både af Landsforeningen, Beredskabet og Bestyrelsen fra Røde Kors Aarhus. 

“Lige nu handler vi på de behov som opstår. Vi arbejder hele tiden på højtryk for at forbedre og udbygge, samt organisere hjælp til krisen i Ukraine,” fortæller Inger Aarup, som er bestyrelsesmedlem i Røde Kors Aarhus og var til stede ved stormødet.  

Som et led i koordineringen af den frivillighjælp, som mange danskere lige nu tilbyder, står Røde Kors klar med platformen Røde Kors Parat. Indsatsen er et landsdækkende hjælpenetværk af mennesker, som enten har behov for hjælp, eller har meldt sig parat til at hjælpe, når behovet opstår. 

“Jeg er glad for, at vi har en organisation, hvor vi står parat til at hjælpe, når behovet opstår. Lige nu står vi i en svær situation, fordi kommunerne har svært ved at navigere og handle med lovhjemmel. Det vigtigste vi kan gøre, er at være til stede, samarbejde på tværs med opdateret og erfaringsbaseret viden, have god kontakt til mennesker med behov for hjælp samt engagere de, som er parate til at hjælpe, når behovet opstår,” siger Inger Aarup. 

 

Røde Kors på DR live-TV 

Stormødet blev dækket af DR TV nyhederne, der i tirsdags sendte direkte fra Aarhus Rådhus i nyhederne klokken 17. Du kan se eller gense indslaget cirka 17 minutter inde i videoen, hvor Inger Aarup fortæller om hvordan Røde Kors agerer og forholder sig til situationen i Ukraine.  

Find udsendelsen her:
https://www.dr.dk/drtv/se/tv-avisen_-civile-ukrainere-evakueres-fra-flere-byer_304113 

 

Er du parat?  

Ønsker du at hjælpe, kan du melde dig parat.  

Som Parathjælper bliver du kontaktet, når der er behov for hjælp i dit lokalområde. Du kan altid takke nej til tilbuddet.
Læs mere om opgaverne og tilmeld dig gennem linket nedenfor eller ved at kontakte os på tlf. 35 29 96 60 eller mail parat@rodekos.dk  


Læs mere
04. marts 2022

Skal du være tovholder for Samværdighed?

Røde Kors Aarhus, Bedre Psykiatri og SIND tilbyder en deltidsstilling på 10 timer om ugen til dig, der har erfaring med at arbejde med mennesker, som har en psykisk sygdom eller sårbarhed. Vi vægter også, at du har erfaring i at arbejde med- og engagere frivillige.   

Ca. hver tredje dansker rammes af psykisk sygdom i løbet livet.  

Ofte oplever mennesker med en psykiatrisk diagnose at stå udenfor fællesskabet. Vi ønsker derfor at etablere en besøgstjeneste, ved navn Samværdighed, i Aarhus, hvor vi matcher frivillige og deltagere med henblik på at opbygge trygge, gensidigt inspirerende og givende én-til-én relationer. 

Samværdighed handler om at være sammen med et andet menneske med respekt og i øjenhøjde. Det kan være en samtale over en kop kaffe, en gåtur eller en tur i biografen. Det vigtige er blot at være sammen og udvikle en rar relation – helt frivilligt. 

Vi leder efter en tovholder til at hjælpe med opstarten af Samværdighed og få aktiviteten solidt forankret i Røde Kors Aarhus. Sammen med de frivillige ledere får du ansvaret for at etablere og stabilisere besøgstjenesten såvel i afdelingen som hos de frivillige og vores samarbejdspartnere. 

Samværdighed drives i et samarbejde mellem SIND, Bedre Psykiatri og Røde Kors i Aarhus. Pt. er der etableret et tilbud på en psykiatrisk afdeling på AUH. Fokus i den aktuelle stilling vil primært være at etablere tilbud på bosteder i Aarhus. 

 

Dine arbejdsopgaver 

I samarbejde med bestyrelseskontaktpersoner og frivillige aktivitetsledere, arbejder du med og har ansvaret for; 

  • Udarbejde procedurer for Samværdighed, der sikrer forankring og bæredygtighed 
  • Sprede viden om tilbuddet til relevante samarbejdspartnere på bosteder og i Aarhus Kommune 
  • Indgå samarbejdsaftaler med bosteder for psykisk sårbare i Aarhus  
  • Rekruttering og screening af frivillige  
  • Afholdelse af informationsmøder med potentielle frivillige 
  • Forankring af besøgstjenesten hos frivillig aktivitetsledere og øvrige frivillige 
  • Indlede samarbejder med relevante organisationer og andre samarbejdspartnere 
  • Udarbejdelse af informationsmateriale
  • Ansvarlig for at der sidst på forløbet udarbejdes en kvalitativ virkningsevaluering med fokus på anbefalinger  
  • På baggrund af evaluering, beskrive model for besøgstjeneste for psykisk sårbare i Aarhus. 

 

Din profil 

  • Uddannelse på min. professionsbachelorniveau  
  • Erfaring med rekruttering af frivillige 
  • Erfaring i at arbejde med motivation og pleje af frivillige  
  • Erfaring i at arbejde med psykisk syge og sårbare 
  • Kendskab til Aarhus kommunes indsatser i.f.t. psykisk syge og sårbare. Er du allerede ansat i Aarhus kommune vil det være et ekstra plus 
  • Stærke kommunikationskompetencer
  • Viden om evaluering på det sociale område er ligeledes en fordel
  • Empati, udadvendthed og stærk i at skabe relationer – kendetegner dig 

 

Vi tilbyder 

Du bliver ansat af Røde Kors Aarhus på Røde Kors overenskomst. Stillingen er på 10 timer om ugen og tidsbegrænset i 12 måneder fra startdato. Start hurtigst muligt. 

Din arbejdsplads vil være i Røde Kors Huset i Nørre Allé 8000 Aarhus C. 

 

Interesseret?  

Søg stillingen gennem rodekors.dk eller link:  

https://drk.easycruit.com/vacancy/2894939/175675?iso=dk 

 

Frist for ansøgning er den 29. marts 2022.  

Vi holder ansættelsessamtale d. 4. april 2022 om eftermiddagen. Tiltrædelse sker hurtigst muligt derefter.  

Ønsker du yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte Janne Wennerstrøm på telefon 24 87 24 47.

 


Læs mere
02. marts 2022

Sådan gik Generalforsamlingen 2022

I mandags samledes både gamle og nye medlemmer, frivillige og ansatte til generalforsamlingen for Røde Kors Aarhus på Nørre Allé. Det bød på en aften i fællesskabets og demokratiets tegn, hvor vi fik vendt året der gik og afdelingens planer for 2022.  

Og netop dét at samles i et fællesskab var et tema, som på aftenen gik igen. Modsat generalforsamlingen i 2021, der foregik online, havde vi i år igen mulighed for at mødes ansigt til ansigt i vante lokaler på Nørre Allé. For nogen var generalforsamlingen også en mulighed for, for første gang, at sætte ansigt på andre medfrivillige efter flere år under pandemiens begrænsninger.  

På grund af coronakrisen har jeg endnu ikke mødt alle i bestyrelsen, andre medlemmer og frivillige. Derfor er generalforsamlingen for mig, en mulighed for at møde alle.” siger Lene, som er frivillig i Røde Kors Aarhus.  

Flere nævner, at have savnet det sociale fællesskab gennem de seneste år. Nanna, som også er frivillig i Røde Kors Aarhus og ikke har deltaget i generalforsamlingen før, fortæller:  

“Jeg meldte mig som frivillig, fordi jeg er ny-tilflytter i Aarhus. Jeg trængte til at komme ud og lave noget andet end det, jeg gør hver dag på arbejdet. Og jeg tænkte, at dét at være frivillig er en god måde at møde andre på min egen alder og være en del af en god sag.” 

Frivillig under en pandemi  

Til generalforsamlingen viste tallene fra 2021, at vi trods nedlukningen sidste forår alligevel har formået at holde ved fællesskabet. Med 14 vellykkede events og mere end 80 timers socialt samvær i weekendcafeén har vores 782 frivillige i Røde Kors Aarhus kæmpet for, at holde liv i den frivilliggnist, som vi brænder for. Med nye indsatser som Brevvenner og Forårsvenner, der begge startede op under nedlukningen i foråret 2021, har vi også bevist, at vi kan være nytænkende og skabe fællesskab på trods af afstandskrav og restriktioner.  

Fællesskabet og fremtiden for Røde Kors Aarhus 

Formand Knud Aarup og resten af bestyrelsen kunne i mandags løfte sløret for planerne om en ny indsats, hvor Røde Kors i samarbejde med Kirkens Korshær vil opstarte et plejehjem for aktive misbrugere med funktionsnedsættelser. Tilbuddet skal styrke brugerne og støtte dem i, at have en hverdag med overskud til kontakt med familien.

Knud Aarup fremlagde også 2022 som det år, hvor fokus i Røde Kors Aarhus skal ligge på vores genbrugsforretninger og driften heraf. Butikkerne i Aarhus skal inden for de kommende år, alle være i stand til at yde et overskud, der kan støtte vores sociale aktiviteter, der i den grad støtter op om lokale fællesskaber. Herefter blev regnskabet gennemgået og godkendt.

Generalforsamlingen blev afsluttet med genvalg til alle bestyrelsesmedlemmer, der var på valg. Dermed er der ingen ændringer i bestyrelsen. Vi kunne runde generalforsamlingen af med kaffe og kringle, hvilket inviterede til samtaler rundt om bordene, hvor aftenens temaer blev vendt med et smil og forventningen om, at vi går et positivt år i møde.  


Læs mere
28. februar 2022

Hvordan du kan støtte op om Ukraine

Vi vidner en humanitær krise i Ukraine, hvor mere end 360.000 mennesker er på flugt. Lige nu er det især kvinder og børn, som krydser grænsen. Trætte og bange bliver de taget imod med mad, vand og legetøj til børnene, så de for en stund kan glemme de seneste dages rædsler.

Røde Kors er til stede både i Ukraine og i nærområderne og yder lige nu livsvigtig førstehjælp til de sårede. Vi står klar med nødhjælpspakker, støtte og udstyr til hospitaler og klinikker samt uddeling af kontantbeløb til familier på flugt.

Lige nu har du muligheden for, at hjælpe på følgende måder:

Du kan finde Røde Kors’ fundraiser på Facebook, hvor man har muligheden for at donerer et valgfrit beløb.

Sms “HASTER” til 1290 og støt med 75 kr.

Støt via Mobilepay nr. 360 521.

Du kan også kontakte din lokale Røde Kors Butik omkring donation af tøj og tæpper.

Med din hjælp kan vi gøre en kæmpe forskel for børn og voksne på flugt i Ukraine.


Læs mere
23. februar 2022

Sæsonskifte i Røde Kors Aarhus’ genbrugsbutikker

Over de næste uger holder flere af Røde Kors Aarhus’ genbrugsforretninger sæsonskifte. Så skal du nå at have en farverig strik, et flot par støvler eller et lunt tørklæde med til de sidste kølige måneder, er det nu, du skal slå til, før butikkerne fyldes med nye, friske forårsvarer.  

Butikkerne opdaterer løbende deres sociale medier, hvor du kan holde øje med dine favoritter og hvilke tilbud de har til dig. 

Overskuddet fra forretningerne er afgørende for Røde Kors’ hjælpearbejde, så når du handler lokalt i vores butikker, er du med til at hjælpe andre. I Aarhus blev der i 2021 solgt mere end 46.000 stykker tøj fra vores genbrugsbutikker. Indtægterne herfra gik blandt andet til at støtte Røde Kors Aarhus’ lokale indsatser, som hjælper ensomme, hjemløse og børn i udsatte familier.  

Når du køber genbrug, bidrager du også til en mere bæredygtig forbrugskultur. Ved at genanvende tekstilprodukter, som når du køber brugt eller upcyclet, er du med til at nedbringe den industrielle produktion af fast fashion og belastningen på jordens ressourcer. Det er god stil.  

Gennem de næste uger står vores frivillige klar til sæsonskift i butikkerne, så tag et kig forbi! Du kan med god samvittighed lade dig friste. 


Læs mere
04. februar 2022

Er du vores nye førstehjælpsinstruktør?

Er du uddannet førstehjælpsinstruktør, og vil du undervise for Røde Kors, så er det dig, vi leder efter. 

 

Der er stor efterspørgsel på førstehjælpskurser i Aarhus, og Røde Kors Aarhus ønsker derfor at udvide vores instruktørkorps. 

Vi underviser i alle typer førstehjælpskurser – både færdselsrelateret førstehjælp, grund- og udvidede kurser samt førstehjælp til børn. Der vil blive mulighed for at undervise private – og vi opretter også kurser på arbejdspladser. 

Vores kurser afholdes både i weekender og på hverdage. Du kan selv vælge, hvornår du ønsker at undervise og hvilke typer af hold. Vi forestiller os, at du kan undervise minimum to gange om måneden, meget gerne mere. 

Du får mulighed for, at 

  • blive en del af et engageret korps af førstehjælpsinstruktører i Aarhus 
  • være med til at præge og udvikle førstehjælpsundervisningen hos Røde Kors Aarhus 
  • udvikle mulighederne for undervisning på arbejdspladser 
  • undervise og administrere egne hold. 

Vi forventer, at du 

  • er certificeret førstehjælpsinstruktør via Dansk Førstehjælpsråd 
  • har lyst og energi til at indgå i førstehjælpsteamet i Aarhus 
  • kan undervise i weekender og evt. også hverdage 
  • kan undervise minimum to gange om måneden 
  • er god til at arbejde selvstændigt og går til opgaverne med godt humør og brænder for at gøre en forskel.

Din kommende arbejdsplads 

Røde Kors Aarhus er en selvstændig afdeling af Røde Kors i Danmark. Afdelingen er ledet af en bestyrelse på 12 personer. Førstehjælpsundervisningen vil primært foregå i Røde Kors Aarhus’ huse i hhv. Nørre Allé 32 og Brabrand. 

Vi tilbyder 

  • Løn i henhold til finansministeriet lønsats for timelønnede undervisere 
  • Fleksibilitet i.f.t. placering af undervisningen 

 

Ansøgning og yderligere oplysninger 

Ønsker du yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte bestyrelsesmedlem Peter Poulsen ppvib@dadlnet.dk eller telefon 2396 0546. 

Stillingen ønskes besat snarest muligt, så tøv ikke med at henvende dig. Du søger ved at sende CV+ansøgning til aarhus@rodekors.dk


Læs mere
03. februar 2022

Kreativ projektmedarbejder til sy- og upcyclingsværksted – deltidsjob

Er du kreativ udover det sædvanlige, og har du lyst til at hjælpe brugere af syværkstedet i Røde Kors Huset i Brabrand godt i gang?

Gellerup/Toveshøj området i Aarhus er på regeringens ghettoliste. Over 50 procent af voksne beboere i området Gellerup/Toveshøj i Aarhus står uden for arbejdsmarkedet. Knap 80 procent af beboerne har flygtninge– og indvandrerbaggrund fra ikke-vestlige lande.

Røde Kors har åbnet et netværkshus i området. Formålet med huset er at give socialt udsatte herunder ældre og yngre på kanten af arbejdsmarkedet samt børnefamilier et givende og udviklende mødested, hvor mødet mellem mennesker i ”øjenhøjde og uden fordømmelse” er i højsædet. Målet er at mindske social udsathed gennem meningsfulde fællesskaber.

I netværkshuset er vi godt i gang med at etablere en KREAfé. I KREAféen vil der bl.a. være syværksted, strikkecafé, kunsttilbud og meget mere. Vi ønsker endnu mere kreativt liv i KREAféen og her er det, at vi har brug for dig.

Dine arbejdsopgaver

Vi søger en deltidsprojektmedarbejder, der skal

  • Skabe endnu mere liv i KREAféen
  • Undervise i håndarbejde fx mønstertegning, patchwork, papirfremstilling, broderi – eller måske har du en anden idé?
  • Oprette værksted til Upcycling og undervise i det
  • Sikre at vi har de rette ”værktøjer” til kreativt værkstedsarbejde

Vi forventer, at du

  • Er kreativ – udover det sædvanlige
  • Har hænderne rigtig skruet på – og ikke bange for praktisk arbejde
  • Elsker at upcycle
  • Er fagligt stærk indenfor håndarbejde og gerne kunstområdet
  • Kan inspirere og motivere
  • Er en dygtig, inddragende og motiverende kommunikatør
  • Har forståelse for og kendskab til målgruppen samt en stor grad af indlevelsesevne og empati
  • Er initiativrig, opsøgende og selvstændig
  • Det er et ekstra plus, hvis du har erfaring i at undervise

Din kommende arbejdsplads

Røde Kors Aarhus er en selvstændig afdeling af Røde Kors. Vi har mere end 40 forskellige selvkørende aktiviteter, som spænder bredt fra fx tilbud til ensomme og udsatte, undervisning til genbrug. Vi er i konstant udvikling, da vores mission er at kunne yde frivillig hjælp, hvor der er behov for det. Vi er ca. 750 frivillige og 7 ansatte.

Din arbejdsplads vil være i Røde Kors Huset i Brabrand.

Dine ansættelsesvilkår
Vi tilbyder

  • et deltidsjob på samlet 130 timer. Timerne kan fordeles over 15 – 30 uger – efter aftale
  • fleksibilitet omkring placering af arbejdstimer
  • samarbejde med engagerede frivillige og ansatte

Dine tætteste samarbejdspartnere er frivillige ledere af Røde Kors Aarhus’ netværkshus særligt projektleder og bestyrelsesmedlem Aase Rhode.

Løn- og ansættelsesvilkår ifølge Røde Kors i Danmarks fællesoverenskomst med HK og AC. Start hurtigst muligt.

Ansøgning og yderligere oplysninger

Ønsker du yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte Aase Rhode på aasrho@rodekors.dk eller telefon 2460 9737.

Ansøgningsfrist er onsdag d. 16. februar. Ansøgning og CV sendes til jawen@rodekors.dk


Læs mere
01. februar 2022

Røde Kors Aarhus indkalder til generalforsamling 2022

Traditionen tro inviterer Røde Kors Aarhus til generalforsamling i februar, hvor året 2021 gennemgås og vi ser nærmere på, hvad vi har af planer for det kommende år.

Vi byder frivillige og medlemmer i afdelingen på kaffe, kage og godt selskab d. 28. februar kl. 19. Dette års generalforsamling afholdes i Røde Kors Huset, Edwin Rahrs vej 32P, 8220 Brabrand, hvor vi glæder os til at vise dig vores nye lokaler. Der er gode parkeringsmuligheder lige foran døren.

Du kan allerede nu læse årsberetningen 2021. Den finder du ved at følge linket nedenfor.

Indkomne forslag er velkomne. De skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen.

Dagsorden i henhold til vedtægter:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning om afdelingens virksomhed
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
  4. Afdelingens planer for det kommende år
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af
    • Bestyrelsesmedlemmer
    • Revisor
  7. Eventuelt

Af hensyn til forplejning er tilmelding nødvendig senest d. 23. februar. Både indkomne forslag og tilmelding sker til mamad@rodekors.dk

Vi glæder os til at se dig til en aften i frivillighedens tegn.

Generalforsamling 2021


Læs mere
14. januar 2022

Qnet gav Anitta fodfæstet tilbage

Af Anne Mouritsen

“Det var en falliterklæring uden lige, at man skulle stå der i sit liv. Det havde jeg aldrig troet.” Sådan tænker Anitta, da hun i foråret 2016 ender på Herning Krisecenter med sine to døtre. Hvordan holder man sig oven vande, når ens psyke, integritet og privatliv konstant bliver angrebet? Lis fra Røde Kors’ Qnet blev Anittas redningsvest.

Anitta er 49 år gammel og arbejder som skolelærer i Aarhus. Hendes liv har siden hendes skilsmisse fra eksmanden været en rutsjebanetur. Efter at Anitta og eksmanden vælger at gå fra hinanden i december 2015, tager tingene hurtigt fart. De ender i en lang og sej krig om forældremyndigheden over deres to døtre. En krig der ender med, at eksmanden udsætter Anitta for psykisk vold.

“Det har været det psykiske misbrug, der har været værst, for jeg har ikke oplevet så meget fysisk. Jeg har nok været lidt naiv. Men lige pludselig vender det hele på hovedet, og det går op for en, at der er noget galt”. Sådan fortæller Anitta, da jeg snakker med hende i hjemmet i Aarhus. Hun har sagt ja til at fortælle sin historie til mig.

Sat under lup

Efter skilsmissen så verden lige pludselig meget anderledes ud. Anitta og eksmanden slås om forældremyndigheden over døtrene i alverdens retssager. Det er hårdt for både Anitta og pigerne.

”Man er meget slidt. Fra at have normale og fungerende børn, får man lige pludselig børn med udfordringer. Man føler sig jo hele tiden under lup. Der bliver skubbet på, for hvis den ene skal tage sig godt ud, er det vigtigt, at den anden tager sig dårligt ud. Så det er sådan et spin, man er i.”

Anitta beskriver det som, at hun mister jordforbindelsen. Hun bliver hele tiden skubbet til mentalt. Eksmanden filmer ind ad hendes vinduer. Der sættes spørgsmålstegn ved hendes integritet som mor og menneske af eksmanden, sagsbehandlerne og i retten.

I marts 2017, over et år efter, at parret er gået fra hinanden, bliver sagen om forældremyndigheden afgjort. De to piger bliver delt. Katastrofalt, ifølge Anitta. Hun får forældremyndigheden over den yngste datter. Eksmanden får over den ældste. Det betyder, at børnene vokser op i to forskellige verdener, der er meget adskilt. Det er en meget sort-hvid verden, og mor og far er enten ven eller fjende.

”Det er jo ret forfærdeligt fra et barns synspunkt. Det ødelægger dem, vil jeg sige.”

Efter afgørelsen flytter eksmanden med den ældste datter til Sønderjylland, og Anitta flytter med den yngste til Aarhus. Men konflikten fortsætter, da især Anittas ældste datter har det svært.

’Ankeret for mit fristed’

I tiden mellem bruddet i december 2015 og afgørelsen om forældremyndigheden i marts 2017 har Anitta boet på Herning krisecenter i 14 dage. Hun er også blevet en del af projektet ’Ud af voldens skygge’ hos Mødrehjælpen. De frivilliges hjælp og støtte gør en kæmpe forskel for Anitta. Da projektet stopper i 2018, er Anitta angst for at skulle ud at stå på egne ben igen. Derfor foreslår psykologen, at hun skal få en mentor fra Qnet, Røde Kors Aarhus’ tilbud om støtte til voldsramte kvinder.

Qnet består af to ting. En mentorordning, som er én til én-relation, og deres Qcafé, hvor der er mulighed for fællesskab med andre kvinder i samme situation som en selv.

I maj 2018 møder Anitta for første gang Lis. Lis er pensioneret socialrådgiver og mentor hos Qnet. Anitta og Lis begynder at gå ture hver anden uge. Det fortsætter de med de næste tre år, og det viser sig at være lige det fristed, som Anitta har brug for.

”Det betød jo, at jeg kunne være i min krop. Det betød, at jeg kunne passe min hverdag, at jeg kunne bibeholde mit job, og at jeg kunne være der for mine børn. For jeg havde jo ikke rigtig noget liv. Jeg manglede noget, som var til for mig, hvor jeg ligesom havde mit sted væk fra arbejde og børn. Lis blev ankeret på mit fristed.”

På gåturene kan Anitta ventilere og få både personlige og faglige råd fra Lis om retssager og skrivelser fra diverse instanser, som kan være noget svære at forstå. De afstemmer altid behovet, inden de sætter gang i bentøjet. Deres forhold er noget helt specielt. De er ikke veninder, men har et forhold baseret på forståelse og respekt for hinanden. Anitta har en enorm tillid til Lis, som ved stort set alt om hendes liv. Lis hjælper Anitta med at bevare fodfæstet.

”Lis har mange gange gjort en forskel for mig. Man mister jo simpelthen fodfæstet i livet. På en eller anden måde skal man jo tilbage igen på de her usikre ben. Og der vil jeg sige, at Lis har hjulpet, så man ligesom holder kursen og prøver at få alle de der forstyrrelser væk.”

Anitta ville ønske, at hun selv havde overskud til at hjælpe andre, ligesom Lis hjalp hende. Hun beundrer, at Lis udelukkende gjorde det, fordi hun syntes, at hun havde overskud til at byde ind med noget til et andet menneske, som havde brug for det.

En bro bygges – selvom den er skrøbelig

I dag er Anitta et mere trygt og stabilt sted i livet. Hende og Lis aftalte i august 2021, at hun ikke længere har brug for en mentor. Forholdet med eksmanden er også blevet bedre. I sommeren 2021 indgik de i retten et forlig om at få delt forældremyndighed over deres ældste datter med bopæl hos Anitta. De blev enige om den nye ordning i samarbejde med pædagoger og familierådgivere.

“Det er godt, men skrøbeligt. Men for børnenes skyld er det jo rigtig godt. Og jeg skal ikke kunne sige, hvad der har gjort den her forandring, for før har vi slet ikke kunne kommunikere sammen, men det prøver vi på nu. Vi er mere enige om rammerne, og det er faktisk rigtig rart.”

De sidste 5 år har Anitta været i krig. Med eksmanden, med systemet. Hun har samtidig skulle passe et fuldtidsarbejde og være mor for to piger, der også har været meget igennem. Det kan mærkes i dag.

”Altså jeg er slidt. Det er godt nok hårdt. Og det har været i gang i mange år nu. Men det bliver bedre og bedre, fordi man kan ringe til hinanden, og vi mødes på halvvejen, når børnene skal hentes eller bringes.”

Selvom Anitta har været tæt på at miste sig selv i bølgerne, kæmpede hun sig tilbage, og i dag ser det hele lidt lysere ud. Hun håber, at hun en dag har kræfter til at hjælpe andre, ligesom hun selv fik hjælp af Lis.

”Det kan godt være, at jeg har mistet fodfæstet dengang, men jeg har fået det igen. Og det er jo en kamp, som jeg bliver ved med at kæmpe.”


Læs mere
06. januar 2022

Godt nytår(forsæt)

Godt nytår! Så blev det tid til at skrive 2022 på papiret. Vi håber, at alle kom rigtig godt og sikkert ind i det nye år!

Hos Røde Kors Aarhus er vi spændte på at se, hvad 2022 bringer os. Vi håber og tror på, at coronaen vil fylde mindre i 2022. Vi håber også, at vi kan gøre livet bedre og nemmere for endnu flere sårbare borgere i Aarhus Kommune.

Én af de ting, som følger med nytåret, er det famøse nytårsforsæt. Hvis du endnu ikke har besluttet, hvad dit nytårsforsæt er, så vil vi gerne hjælpe dig lidt på vej. Her er to gode bud på et nytårsforsæt, som vi mener, er både opnåeligt og meningsfuldt.

  1. I 2022 vil jeg tage et førstehjælpskursus, så jeg er klar til at yde korrekt og livreddende førstehjælp, hvis der opstår en nødsituation.

Selvom det er svært at gøre noget forkert i en liv eller død situation, kan et førstehjælpskursus være med til at gøre dig mindre tøvende og mere handlekraftig. Du kan finde vores førstehjælpskurser inde under ’Kurser og events’.

  1. I 2022 vil jeg blive frivillig hos en af Røde Kors Aarhus’ aktiviteter, så jeg gør en forskel for sårbare borgere og samtidig får en masse gode oplevelser.

Hos Røde Kors Aarhus har vi over 45 aktiviteter, som mon ikke der også er en for dig. Som frivillig i Røde Kors Aarhus er du en del af et fællesskab, som arbejder for at forbedre vilkårene for socialt udsatte borgere i vores by. Du kan se alle vores aktiviteter her på hjemmesiden under ’Aktiviteter’.

Vi håber, at vi hjalp dig med at finde dette års nytårsforsæt – og at du faktisk holder det i år 😉


Læs mere
23. december 2021

Glædelig jul og godt nytår!

Nu nærmer vi os juledagene, og året er ved at gå på hæld. I morgen skal bordet dækkes, gaverne skal under træet, og der skal kokkereres i køkkenet. Om endnu en uge skydes det nye år i gang med fest, farver og fyrværkeri. Vi glæder os, og vi er helt klar til julen og 2022.

Men inden da vil vi lige kigge tilbage på alle de skønne ting, vi oplevede i 2021.

I foråret blev der tænkt innovativt. To nye aktiviteter, Brevvenner og Forårsvenner, blev oprettet for at give nærhed under nedlukningen, og det skabte stor glæde under en hård og ensom tid.

I efteråret havde vi glæden af at afholde sejlture, koncerter og busture for nogle af dem, der er hårdest ramt af pandemien, borgere 65+.

Vi har også fået en helt ny butik og netværkshus i Bazar Vest, som efter en hård start er ved at komme godt i gang.

Der var samtalebænke, foredrag, indsamling, pop-up butikker, førstehjælpskurser, julehjælp og flere nye aktiviteter, fx Cykeltjenesten og Samværdighed.

Sidst, men ikke mindst, har vi i 2021 oplevet masser af fællesskab og kærlighed.

Tusind tak for et dejligt 2021 til alle vores frivillige, alle der er en del af Røde Kors Aarhus og alle andre!

Røde Kors Aarhus ønsker alle en rigtig dejlig jul og et helt fantastisk nytår!

Vi glæder os til at se, hvad 2022 bringer.


Læs mere
22. december 2021

Juleferie i sekretariatet

Røde Kors Aarhus’ sekretariat aktiverer autosvaret og går på juleferie.
Det er derfor ikke muligt at komme i kontakt med sekretariatet i perioden 24. december 2021- 2. januar 2022 (begge dage inklusiv).


Har du behov for at snakke med sekretariatet inden jul, kan du fange os frem til den 23. december kl. 17.


Sekretariatet er tilbage igen mandag d. 3. januar 2022.


Henvendelser bliver ikke besvaret henover jul og nytår. Tak for din forståelse.


Rigtig glædelig jul.




Læs mere
21. december 2021

Butikkernes åbningstider mellem jul og nytår

Julen nærmer sig med hastige skridt!

Hvis du mangler lidt ekstra aktivitet til juledagene, kan du tage forbi vores butikker og shoppe noget lækkert genbrug. De fleste af dem holder nemlig åbent. Måske du stadig mangler at finde nytårsoutfittet?

Her er alle butikkernes åbningstider mellem jul og nytår:

Butik Højbjerg
27. – 30. december fra kl. 10-17
31. december fra kl. 10-13

Butik Aabyhøj
27. – 30. december fra kl.  10 – 17

Butik Holme
27. – 29. december fra kl. 11 – 17
30. december fra kl. 11 – 15

Butik Egå
27. – 30. december fra kl. 10 – 17

Butik Bazar Vest
Butikken holder desværre lukket alle dage mellem jul og nytår

Butik Tilst
Butikken holder desværre lukket alle dage mellem jul og nytår

Krydsfelt på Nørre Allé er undtaget, du kan se deres åbningstider for hver uge på deres Facebookside og Instagramprofil.


Læs mere
20. december 2021

Gaven du gir’ til andre

Måske har du lagt mærke til, at vi hver søndag i advent har haft fokus på en borger, der får glæde af en os vores aktiviteter hos Røde Kors Aarhus. Henover de sidste fire uger har vi præsenteret vores følgere på vores sociale medier for Jytte fra Værket, Zurab fra Kom med!, Ingrid fra Besøgstjenesten og Hiwa fra Weekendcaféen.

Kampagnen hedder ’Gaven du gir’ til andre’. Vi vil gerne sætte ansigt på nogle af de mennesker, som man hjælper, når man støtter Røde Kors Aarhus. For når man støtter Røde Kors Aarhus, giver det os mulighed for at oprette sociale aktiviteter for borgerne i Aarhus. For mange af borgerne føles det netop som en gave at være en del af vores aktiviteter.

Jytte finder glæde i vores aktivitet Værket, som er et fællesskab for voksne, der oplever ensomhed. Hun forklarer det sådan her:
” Det er en rigtig god gave for mig, at jeg kan være en del af Værket, fordi det betyder enormt meget positivt i mit liv. Og det har gjort, at jeg har lyst til at komme ud blandt andre. Og tør.”

Vi håber, at endnu flere har fået lyst til at støtte Røde Kors Aarhus. Enten ved at handle i vores genbrugsbutikker, blive frivillig, tage vores førstehjælpskurser, donere direkte i vores butikker eller blive medlem.

Jo flere der støtter os, jo flere kan vi hjælpe, og jo flere får en ekstra gave til jul og på alle andre af årets dage.

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul!


Læs mere
15. december 2021

Julehjælp spreder juleglæde hos 300 familier igen i år

Julen er en glædens tid. Men det kan også være en svær tid for de familier, som ikke har ressourcer til julens dyre traditioner med julehygge, juletræ og gaver. Røde Kors Aarhus uddeler hvert år julehjælp til familier, der ikke selv har råd til julens dyre følgesvende. Det letter presset fra familierne og giver dem mulighed for at fejre højtiden, så både børn og voksne kan nyde julens glæder. I mandags blev vores julehjælp pakket, og det er klar til at blive sendt afsted til 300 sårbare familier i Aarhus Kommune.

”Jeg synes, at alle børn fortjener at holde jul. Der er ikke nogen børn, der skal have ondt i maven over, om det mon bliver jul hos dem. Der er ikke nogen, der skal føle sig ekskluderet i skolen, når de andre børn snakker om alle de ting, de fik i julegave. Det, er vores julehjælp med til at sikre, ikke sker”, siger Linda, der er aktivitetsleder for julehjælp i Røde Kors Aarhus.

Familierne vil i år få glæde af et gavekort til Coops butikker, et gavekort til Røde Kors’ genbrugsbutikker og gavekort til en fodboldkamp med AGF, så familierne kan få sig en god oplevelse sammen i det nye år.

I år har Muskelsvindfonden, som en ekstra bonus, valgt at give de overskydende juletræer fra Cirkus Jul videre til Røde Kors Aarhus, så vi kan give dem videre til trængende familier. Tak for at vi i år har denne ekstra mulighed for at glæde familier med et gratis juletræ.

Samarbejde med Aarhus Kommune 
Det er endnu engang Aarhus Kommune, der har udvalgt de 300 familier, som skal modtage Røde Kors Aarhus’ julehjælp. Kommunen kender borgerne rigtig godt. Ved at de udvælger julehjælpsmodtagerne, sikrer vi, at julehjælpen når til de familier, der har mest brug for det. Julehjælpen bliver uddelt på baggrund af individuelle vurderinger af børnenes behov og familiens situation.

Tak til AGF og Coop, som igen har støttet vores julehjælp og til Aarhus Kommune for samarbejdet. Vi håber, at alle familierne får en rigtig dejlig jul med alt det, der hører til!


Læs mere
02. december 2021

Støt- sammen kan vi hjælpe flere

Uden dig kunne vi ikke hjælpe sårbare og udsatte borgere i Aarhus Kommune. Derfor vil vi gerne gøre det nemt for dig at støtte vores arbejde i lokalsamfundet. Vi gør løbende opmærksom på, hvordan du kan være med til at gøre en forskel. Du har sikkert læst: bliv frivillig, bliv medlem, handl i vores butikker, del budskabet.

Der er nu også mulighed for at støtte afdelingen økonomisk med et engangsbeløb. Vi har nemlig gjort det let for dig at donere et valgfrit beløb til Røde Kors Aarhus.

 

Donationspostkort i genbrugsbutikkerne

Vi har netop præsenteret donationspostkort i vores syv genbrugsbutikker, som gør det nemt og bekvemt at give lidt ekstra til Røde Kors Aarhus’ indsatser.

Konceptet er enkelt. Ønsker du at støtte Røde Kors Aarhus’ arbejde i kommunen, så kan du gøre det, når du alligevel har kort/kontanter/mobilepay fremme i butikken. Du vælger det beløb du gerne vil donere, afleverer donationskort(ene) ved kassen, hvor beløbet bliver lagt oven i dit køb. Du skal altså kun have betaling op af lommen én gang.

Gør du brug af kortene har vi gjort det muligt at donere 25 kroner og 50 kroner, men du er selvfølgelig velkommen til at mikse og matche kortene, som du har lyst.

 

MobilePay og kontooverførsel

Vi har selvfølgelig også tænkt på dig, som ikke handler i vores genbrugsbutikker. Kunne du tænker dig at støtte Aarhus-afdelingen, så kan du overføre et valgfrit beløb via mobilepay.

mobilepay

Det er også muligt at lave en kontooverførsel til afdelingen.

kontooverførsel

 

Sammen kan vi hjælpe flere

Røde Kors Aarhus har over 40 aktiviteter i kommunen. Vores aktiviteter er drevet af frivillige og hvert år hjælper vi sårbare aarhusianere, som står i svære livssituationer. De indtægter vi får fra vores butikker, medlemskaber og førstehjælpskurser er afgørende for at vi kan hjælpe. Derfor siger vi, at med din hjælp, sammen, kan vi hjælpe flere.

Tak for din støtte.


Læs mere
29. november 2021

Røde Kors Aarhus søger projektmedarbejder

Drømmer du om at arbejde for Røde Kors? Leder du efter et job, hvor du kan få lov til at gøre en forskel for socialt udsatte og sårbare borgere? Så læs med her – lige nu søger Røde Kors Aarhus nemlig en projektmedarbejder til sociale og netværksskabende aktiviteter.

 

Vil du være med til mindske social udsathed gennem meningsfulde fællesskaber? Så skal du søge jobbet som projektmedarbejder i Røde Kors Huset Bazar Vest.

Gellerup/Toveshøj området i Aarhus er på regeringens ghettoliste. Over 50 procent af voksne beboere i området Gellerup/Toveshøj i Aarhus står uden for arbejdsmarkedet. Knap 80 procent af beboerne har flygtninge– og indvandrerbaggrund fra ikke-vestlige lande.

Røde Kors Aarhus har åbnet et netværkshus i området.

Formålet med huset er at give socialt udsatte herunder ældre og yngre på kanten af arbejdsmarkedet samt børnefamilier et givende og udviklende mødested, hvor mødet mellem mennesker i ”øjenhøjde og uden fordømmelse” er i højsædet. Målet er at mindske social udsathed gennem meningsfulde fællesskaber.

Huset drives af Røde Kors Aarhus, og der samarbejdes tæt med øvrige organisationer og projekter i området.

Dine arbejdsopgaver

Vi søger en projektmedarbejder, der skal

  • Medvirke til at skabe et rart og inkluderende miljø, hvor dialog og inddragelse er i højsædet
  • Sikre etablering og forankring af sociale og netværksskabende aktiviteter i huset – i tæt samarbejde med frivillige. Særlig fokus er værksteder, fællesspisning og håndarbejde
  • Arrangere events
  • Hverve frivillige til indsatserne
  • Være en stærk og motiverende støtte til de frivillige
  • Løbende evaluere indsatserne og komme for forslag til udvikling til bestyrelsen for Røde Kors Aarhus

Din profil

Vi forventer, at du

  • I samarbejde med andre – får tingene til at ske
  • Er en inddragende og motiverende kommunikatør og god til at skabe relationer
  • Ikke bange for at tage fat – også når praktiske opgaver skal løses
  • Har forståelse for og kendskab til målgruppen samt en stor grad af indlevelsesevne og empati
  • Enten selv har været frivillig eller har arbejdet med frivillige
  • Har lyst til at samarbejde med mennesker med vidt forskellige baggrunde og holdninger til livet
  • Er initiativrig, opsøgende og selvstændig
  • Har et godt IT-kendskab
  • Hvis du har kendskab til Aarhus V og måske taler et eller flere fremmedsprog vil være et ekstra plus
  • Har en relevant uddannelse på min. bachelor niveau – eller tilsvarende erfaring

Din kommende arbejdsplads

Røde Kors Aarhus er en selvstændig afdeling af Røde Kors. Vi har mere end 40 forskellige selvkørende aktiviteter som spænder bredt fra fx tilbud til ensomme og udsatte, undervisning til genbrug. Vi er i konstant udvikling, da vores mission er at kunne yde frivillig hjælp, hvor der er behov for det. Vi er ca. 750 frivillige og 14 ansatte.

Din arbejdsplads vil være i Røde Kors netværkshuset i Bazar Vest.

Dine ansættelsesvilkår

Vi tilbyder

  • Et job med mening 30 timer pr. uge fra 1. februar 2022 – 15. oktober 2022
  • Fleksibilitet omkring placering af arbejdstimer
  • Samarbejde med engagerede frivillige og ansatte

Dine tætteste samarbejdspartnere er frivillige ledere af Røde Kors Aarhus’ netværkshus særligt projektleder og bestyrelsesmedlem Aase Rhode. Du vil referere til sekretariatsleder Janne Wennerstrøm.

Løn- og ansættelsesvilkår i ifølge Røde Kors i Danmarks fællesoverenskomst med HK og AC.

 

Ansøgning og yderligere oplysninger

Ønsker du yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte Aase Rhode på aasrho@rodekors.dk eller telefon 2460 9737.

Ansøgningsfrist: onsdag d. 15. december 2021

Tiltrædelse: tirsdag d. 1. februar 2022

Stillingen søges via hjemmesiden www.rodekors.dk/job.


Læs mere
24. november 2021

Koncerter skabte stor glæde for borgere 65+!

Først var det Ann-Mette Elten og guitarist Niels Kierkegaard, der den 26. oktober indtog vores butik og netværkshus ved Bazar Vest og fyldte huset med festlig stemning og dejlig musik. Den 17. november kom Bryan Rice så forbi Lokalcenter Bjørnshøj i Trige og sang, så alle fik en følelse af sammenhold og lyse tider forude.

Vi har i løbet af de sidste par uger med stor glæde kunnet afholde to koncerter for borgere 65+ i Aarhus Kommune. Koncerterne var finansieret af Socialstyrelsen, som ønsker at give borgere, der var isoleret under corona, nogle gode og sociale oplevelser. Og det må man sige de fik!

Ann-Mette Elten og Niels Kierkegaard formåede at ramme gæsternes hjerter med smuk sang og dejlig humor. De fik samtlige af de ca. 100 koncertgæster op på to ben for at svaje med til musikken, og man kunne mærke fællesskabets ånd i rummet. Inden koncerten gik i gang, var både bestyrelsesmedlemmer i Røde Kors Aarhus, Lars Bundgaard og Aase Rhode, og studentermedhjælper samt arrangør af koncerten, Katrine Jensen, på scenen. De fortalte om Røde Kors Aarhus’ og ikke mindst netværkshusets mange aktiviteter og muligheder som frivillig. Forhåbentlig fik koncerten flere til at få øjnene op for butikken og netværkshuset i Brabrand.

Lokalcenter Bjørnshøj fik i forbindelse med fejringen af deres 32-års fødselsdag besøg af Bryan Rice og hans to musikere. Bestyrelsesmedlem fra Røde Kors Aarhus, Søren Severin, var oppe og sige et par ord om Røde Kors Aarhus inden koncerten. Bryan Rice sang egne sange, hvor hittet ’No promises’ især var en kending blandt gæsterne. Men grundet hans forkærlighed for fællessang, havde han valgt at tage sanghæfter med til gæsterne med bl.a. sange fra Højskolesangbogen. Dette løftede koncertoplevelsen, da gæsterne blev en del af musikken. Man kunne mærke fællesskabet i lokalcenteret, når alle 70 gæster sang i kor med Bryan Rice.

Tak til Ann-Mette Elten og Bryan Rice for to dejlige koncerter. Vi er meget taknemmelige for de midler, som vi fik af Socialstyrelsen til at afholde disse skønne arrangementer for borgere 65+ i Aarhus.


Læs mere
12. november 2021

Kom til pop-up genbrugsevent på Det Kgl. Bibliotek!

Den 18. november kan du gøre et vaskeægte genbrugskup, når Røde Kors Aarhus holder gratis pop-up genbrugsevent på Det Kgl. Bibliotek!

Fra klokken 10.00 til 16.00 fylder vi kælderen op med nøje udvalgt genbrugsguld i god kvalitet. Tøjet sælges selvfølgelig til Røde Kors priser. Når du handler til eventet, støtter du samtidig Røde Kors Aarhus’ sociale aktiviteter.

Vi garanterer en hyggelig stemning, og bibliotekets kantine holder selvfølgelig åbent, så du kan holde en shoppe-pause undervejs.

På dagen kan der betales med MobilePay eller kontanter.

Vi håber at se dig på Det Kgl. Bibliotek den 18. november på jagt efter genbrugsguld.

Find begivenheden på Facebook: Røde Kors Aarhus

Følg med i opdateringer om eventet på instagram: @rodekors_aarhus


Læs mere
11. november 2021

Vejviserne på AUH fejrede 5-års jubilæum med stil!

Vejviserne på AUH fejrede 5-års jubilæum med stil!

Den 3. oktober 2016 startede de første frivillige Vejvisere fra Røde Kors på Aarhus Universitetshospital. Dengang var de 16 Vejvisere. I dag er der ca. 75 frivillige Røde Kors Vejvisere, der på alle hverdage møder op for at hjælpe patienter, pårørende og somme tider ansatte og studerende med at finde rundt på AUH.

Den. 27. oktober blev Vejvisernes 5-års jubilæum så fejret på AUH – og det blev gjort med manér. Stort tillykke!

Vejviserne på AUH er en del af Patientstøtterne. I fem år har de stort set alle hverdage været på pletten fra klokken 8.00 om morgenen til 14.30 om eftermiddagen. Og udover at vise vej, har Vejviserne også lyttet og givet ro til de nogle gange stressede og nervøse patienter. De har også bidraget med små forbedringer, f.eks. bedre skiltning, så hospitalet er så brugervenligt som muligt. Sikke en indsats!

Stor og velfortjent ros fra Røde Kors Aarhus’ bestyrelse

Jubilæet blev fejret med et flot arrangement på AUH, hvor omkring 40 frivillige vejvisere deltog. Derudover var der repræsentanter fra hospitalet, Birgitte Aagaard og Anette Schouv Kjeldsen, Regionen, Anders Kristensen, og Røde Kors Aarhus, Inger Aarup. Dagen bød på taler og rosende ord fra Birgitte Aagaard, Annette Schouv Kjeldsen og Inger Aarup samt oplæg og en rundvisning i hospitalets køkken.

Bestyrelsesrepræsentant fra Røde Kors Aarhus, Inger Aarup, roste i sin tale de frivillige for deres store indsats og det ansvar de har påtaget sig ved et sige ja til et frivilligjob på AUH. Vejviserne omsætter i praksis Røde Kors’ syv principper, hvor særligt deres store medmenneskelighed blev fremhævet. Hun fortalte, at de frivilliges store engagement i deres medmennesker er en stor inspiration. Inger Aarup nævnte også patientstøtternes flotte håndtering af covid-19, som det seneste år har fyldt en del i deres frivillige arbejde. Epidemien til trods, stod de frivillige klar til at genoptage deres arbejde på hospitalet, da de efter nedlukningen igen fik lov. Det er beundringsværdigt.

Afslutningsvis uddelte Inger Aarup, på vegne af bestyrelsen i Aarhus, årsnåle til fire frivillige, som har været med i samtlige fem år af Vejvisernes tid på AUH.

Arrangementet blev sluttet af med en lille, enkel frokost fra hospitalets køkken. Særligt de hjemmelavede brunkager var populære. Det var alt i alt et super arrangement!

Røde Kors Aarhus takker alle de frivillige Vejvisere for deres fantastiske indsats! Og stort tillykke med jubilæet!


Læs mere
05. november 2021

KREAféen i Brabrand er klar med sit første kursus

I Røde Kors Aarhus Butik og Netværkshus i Brabrand, Bazar Vest, er der netop oprettet en ny aktivitet – KREAféen.

Her bliver der mulighed for at sy, tegne, male, strikke, ompolstre møbler, og hvad man ellers kan finde på at bruge lokalet til.

“Det er både tænkt som en aktivitet, der skal udbyde kurser men også som et rum, som gæsterne i butikken og folk i området kan bruge til at reperere eller omdanne deres ting og sager,” siger Katrine Louise Jensen, der er studentermedhjælper i Netværkshuset Bazar Vest.

Og nu er KREAféen klar med sit første kursus

Den 12. november og 17. december er der netop åbnet for tilmelding til et decpopage kursus. Her vil Røde Kors Aarhus frivillige Ann guide dig igennem måder at dekorere glas, bakker, urtepotter, bøjler, skåle og andre genstande på.

Ann er glad for decopage af flere grunde:

“Det er rart at arbejde med genbrug og se gamle ting få nyt liv,” lyder det fra Ann.

Du kan finde mere information om Decopagekurset under kurser og events her på hjemmesiden.

 

Vi glæder os til at kunne udbyde endnu flere kurset i KREAféen, som forhåbentligt vil være fuld af liv inden længe.

Hvis du har idéer til kurser i KREAféen, og/eller gerne vil være en del af et kreativt rum med plads til fordybelse, grin og hygge, skal du endeligt kontakte os – vi har altid plads på temaet til dig! Du kan kontakte os på mail: kajen@rodekors.dk


Læs mere
28. oktober 2021

Røde Kors ‘Oplevelsen’ kører igen!

I går onsdag d. 27/10 var en festdag i frivillighuset på Nørre Allé. Det var nemlig dagen, hvor Røde Kors ’Oplevelsen’ igen åbnede for skoleelever i Aarhus kommune.

Praktikanter Simone Flyvbjerg og Ida Galsgaard har siden august arbejdet hårdt på at få genetableret ’Oplevelsen’ i frivillighuset, som desværre var gået til på grund af en vandskade. I går bar deres store indsats frugt. En ny version af ’Oplevelsen’ stod klar og fik besøg af 9. klasse-elever fra Bakkegårdsskolen.

’Oplevelsen’ er et fysisk rum. Her kommer eleverne med ind i Røde Kors’ verden og oplever på egen krop nogle af de situationer, som Røde Kors’ humanitære arbejde foregår i. ’Oplevelsen’ kombineres med forskellige workshops, som Simone Flyvbjerg og Ida Galsgaard har udviklet sammen med aktivitetsleder for skoletjenesten, Dagbjört Strandberg.

En stor succes
Eleverne ankom i går kl. 14.00, hvor Ida, Simone og Dagbjört stod klar til at undervise dem i Røde Kors’ arbejde. Den næste 1,5 time arbejdede eleverne med workshops, hvor de bl.a. skulle matche frivillige med Røde Kors Aarhus’ aktiviteter og arbejde med etiske dilemmaer. De var på skift nede i ’Oplevelsen’, hvor de skulle løse forskellige opgaver, f.eks. pakke nødrationer til mennesker i forskellige lande. Og det var en stor succes! Simone og Ida siger følgende om arrangementet:

”Det gik super godt. Eleverne virkede interesserede, især i ’Oplevelsen’, hvor vi bruger interaktive læringsmetoder. Vi fik stor ros for dilemmahjulet samt vores levendegørelse af Røde Kors’ humanitære arbejde. F.eks. visualiserer vi, hvor tynd et udsultet barns arm er, når de ikke kan få mad under krig eller hungersnød. Vi er virkelig tilfredse og glæder os til næste besøg”.

Der er allerede kommet mange bookinger ind på ’Oplevelsen’ over de næste par måneder, så det må siges at være en eftertragtet aktivitet. Der er tilmeld også nogle VR-briller på vej, som skal gøre ’Oplevelsen’ endnu federe. Det glæder vi os til. Tak til pigerne for deres store arbejde!


Læs mere
26. oktober 2021

Høj sol og højt humør til pop-up genbrugsevent i Domen

Efter to dage med intet andet end genbrugstøj i tankerne, kan Ida Galsgaard og Simone Flyvbjerg se tilbage på et gennemført pop-up event.

 

Fredag og lørdag var de to praktikanter tovholdere til det event, som de har brugt måneder på at planlægge. Og sikke nogle dage!

Domen var fyldt med genbrugsglade mennesker, der snakkede om genbrug og frivillighed, drak kaffe, prøvede og købte tøj.

I alt blev der solgt lidt over 656 stykker tøj!

 

Domens lokaler er fantastiske, og til eventet var de helt optimale.

Hele dagen var forskellige mennesker samlet i Domen af én grund – genbrugstøj. Og de gik ikke forgæves! Domen var fyldt med tøj, fyldt med mennesker og fyldt med godt humør fra 10 til 16.

Domens kaffebar sørgede for en gennemført god duft i lokalet, solen sørgede for det smukkeste lys og pigerne sørgede for altid opfyldte stativer.

 

Vi glæder os til, at vi den 18. november hvor vi gentager pop-up succesen på Det Kgl. Bibliotek, Victor Albecks Vej 1 8000 Aarhus C.


Læs mere
25. oktober 2021

10 år og 12 måneder – Frivillig i en Røde Kors butik

Det er fredag eftermiddag. Klokken har rundet 17. Tove drejer nøglen og låser butiksdøren. Det har været en god dag i den lille Røde Kors butik på Holme Byvej. Men sådan er de fleste dage i den hyggelige genbrugsbutik. Faktisk er der langt imellem dårlige oplevelser, for kunderne er glade for at komme i den lokale genbrug.

”De fleste fredage, når jeg går hjem, tænker jeg ’ hold da op, jeg fik bare mange gode oplevelser med kunderne i dag’,” fortæller Tove med et smil.

Og smil er der masser af i Holme butikken. Her kommer kunderne nemlig ikke kun for at handle, men også for at snakke med de frivillige, som hver dag sørger for, at butikken tager sig pæn ud, og at der er nye varer på hylder og bøjler.

Butikken bliver drevet af ca. 20 frivillige kvinder. De er en sammentømret flok, som sammen har skabt et fællesskab med et socialt formål. Butikkens overskud er nemlig afgørende for Røde Kors Aarhus’ sociale aktiviteter. Derfor er pligtfølelsen og glæden ved at gå på frivilligt arbejde også stor.

”At arbejde frivilligt i butikken giver mig indhold i mit liv. Rent socialt giver det mig meget. Arbejdet giver mig også en følelse af, at det, jeg laver, virkelig giver mening. Med fokus på genbrug, miljø og Røde Kors kan jeg mærke, at min indsats går til noget rigtig godt. Det er dejligt at være i butikken, for det gør mig glad, og kunderne er glade for at komme. Og så er Røde Kors glade for, at butikken tjener nogle penge,” lyder det fra Tove.

10 år
Tove er 70 år gammel. Hun har været frivillig i Holme butikken i ti år. I dag er hun en del af butikkens lederteam, hvor hun blandt andet er ansvarlig for regnskabet og for at få arrangeret møder. Tove bruger otte-ni timer på frivilligt arbejde om ugen.

Tove meldte sig som frivillig, da det var en måde at bibeholde sit arbejdsliv. Hun er især glad for at bibeholde det sociale aspekt af arbejdslivet ved at have en masse frivilligkolleger. I Holme butikken er der plads til alle. Det er en butik, hvor alle kompetencer er velkomne. Individuelle behov og ønsker tages i betragtning, når vagtplanen laves. Det resulterer i, at en vagt kan vare fra to timer til en hel dag. Man hjælper hinanden med at få det til at gå op – og det fungerer. Derfor har Tove også stort set kun positive ting at sige om at være frivillig i en genbrugsbutik. Hun er nu ikke i tvivl om, hvad det bedste er ved at være frivillig:

”Uha, det er nok alle de gode oplevelser, man har med kunderne”, siger Tove.

Selvom Tove foretrækker den direkte kundekontakt ved kassen, så sætter hun pris på den afveksling, der følger med at være frivillig i en genbrugsbutik. Der skal nemlig både pakkes varer ud, sorteres og prissættes tøj. Derudover skal butikken selvfølgelig holdes ren og pæn. Røde Kors butik i Holme sælger både tøj, porcelæn og småting, så der er nok at tage sig til, når man er på vagt. Men det er kun positivt. Når man har arbejdet hårdt, kan man nemlig nyde at have fri endnu mere.

”Det er dejligt at have følelsen af, at man faktisk har fri, når man har gjort et godt stykke arbejde. At arbejde i butikken er både en god kombination af at have en pligt og så bagefter at nyde at have fri. Det er rigtig dejligt – det er jeg glad for”, forklarer Tove.

12 måneder
Rasmus er en ung fyr på 33 år. Rasmus og Tove er vidt forskellige, men de har den samme interesse. Rasmus er nemlig frivillig i Aarhus-afdelingens butik i Tilst. Han har været frivillig siden storbutikken åbnede i 2020. Det har han ikke fortrudt.

”Røde Kors slog op, at der kom en ny afdeling i Tilst, og at de søgte chauffører. Så tænkte jeg, der i september, da indretningen startede, at det kunne være min chance for at være med fra start af,” siger Rasmus, som har været frivillig i butikken i 12 måneder.

Røde Kors butik Tilst kom hårdt fra start. Kort efter at butikken åbnede sine døre for første gang, måtte de lukke dem igen, da corona lukkede Danmark. Det skabte nye udfordringer, men også nye opgaver. For med nedlukningen skulle de frivillige tænke kreativt, og Rasmus, som egentlig havde meldt sig som chauffør, blev involveret i netsalg. Han har både været med til at sælge ting fra butikken på Facebook og DBA.

Selvom det er svært at undgå uenigheder i en frivilliggruppe på størrelse med den, man finder i Tilst, så mener Rasmus, at de er gode til at snakke om, hvordan man bedst kan løse tingene. Der bliver lyttet til alle. Derfor er der også en afslappet stemning imellem de frivillige. Alles engagement, tid og kompetencer bliver respekteret og værdsat. Og lige netop det med tid var en vigtig faktor, da Rasmus meldte sig som frivillig. Han har nemlig job ved siden af sit frivillige arbejde.

”Det, som det mest handler om for mig, er, hvor meget tid jeg skal afsætte ved siden af mit job,” fortæller Rasmus.

Det har dog ikke været svært at få tiden til at gå op. Tilst butikken arbejder nemlig med en fleksibel vagtplan, hvor de frivillige selv tilmelder sig vagter via Doodle. Det har gjort det muligt at tiltrække frivillige, som har svært ved at finde tiden til at tage en fast vagt hver uge. Der er pludselig plads til alle. Derfor er frivilliggruppen også meget broget og spænder bredt i både alder og nationalitet. Der er både frivillige, der er fuldtidsstuderende, og frivillige, der har fuldtidsarbejde. Det er nemlig også muligt at hjælpe med forskellige opgaver i butikken udenfor åbningstid.

For Rasmus er fordelene ved at være frivillig ikke til at tage fejl af. Han har nemlig fundet et frirum, hvor han føler, at han kan slappe af samtidig med at det arbejde han udfører, gør en forskel.

”Jeg slapper meget mere af i det her. Her melder du bare ind, hvornår du kan,” forklarer Rasmus.

Motivationen
Både Tove og Rasmus er glade for deres frivillige arbejde i butikkerne. De hygger sig med frivilligkolleger og kunder. De er begge enige om, at de har meldt sig som frivillige lige så meget for deres egen skyld som for at hjælpe andre.

”Det giver mig en form for tilfredsstillelse – det der med at hjælpe andre,” fortæller Rasmus.

Og selvom Rasmus og Tove ikke er i den samme butik, så er Tove enig.

”Jeg vil gerne gøre noget for min egen skyld, men også for dem, jeg arbejder for,” siger Tove.

Hverken Tove eller Rasmus er i tvivl om, hvilket råd de vil give til dem, som overvejer at blive frivillig, men endnu ikke har taget skridtet: Mærk efter om man har overskuddet, og så skal man bare springe ud i det.

”Jeg synes bare, at man skal kaste sig ud i det og prøve det. Mød op med åbent sind og vær med til at sætte dagsordenen. Det er jo godt at engagere sig i det”, lyder det fra Tove.

Som frivillig i en genbrugsbutik er det muligt at engagere sig i mere eller mindre grad. Du kan være leder, men du kan også nøjes med at hjælpe med tøjsortering, prissætning og kundeservice. Alle opgaver er vigtige, og alle opgaver bliver løftet af frivillige. Det gør Røde Kors butikkerne til et unikt fællesskab.

Dog er det frivillige arbejde ikke helt uden risiko, hvis man spørger Tove:

”Jeg tror, at man meget, meget, meget nemt kan blive grebet af det.”


Læs mere
19. oktober 2021

Pop-up genbrugsevent på Aarhus Ø i efterårsferien

Tag på genbrugsjagt i Domen i efterårsferien!

Vi gentager succesen fra sidste år og afholder igen et pop-up genbrugsevent i Domen på Aarhus Ø den 22. og 23. oktober. Der er åbent fra kl. 10.00-16.00 begge dage.

Sammen med elever fra Aarhus Idrætshøjskole har vi udvalgt en masse fedt genbrugstøj i god kvalitet. På dagene vil vores søde frivillige løbende fylde stativerne op.

Vi garanterer en hyggelig stemning og er glade for, at Caféen i Domen holder åbent, så du kan købe en kop kaffe eller sodavand hvis du har brug for en shoppe-timeout undervejs.

Når du handler i Røde Kors’ butikker er du med til at støtte Aarhus-afdelingens arbejde, som hjælper udsatte borgere i Aarhus gennem over 40 forskellige aktiviteter i byen.

I pop-up butikken tager vi imod MobilePay eller kontanter.

Vi håber på at se dig i Domen på jagt efter genbrugsguld.

Vi afholder også et pop-up event den 18. november på Det Kongelige Bibliotek.


Læs mere
18. oktober 2021

Vi søger praktikanter i alle former og farver til foråret 2022!

Skal du i praktik i foråret 2022? Eller kender du en, der skal? Så læs med her.

Hos Røde Kors Aarhus har vi hele tiden huset fyldt med praktikanter. Hvis du ønsker dig en hyggelig praktikplads med et tæt sammenhold, hvor du er med til at gøre en forskel, så er Røde Kors Aarhus stedet for dig!

Røde Kors Aarhus er en selvstændig afdeling af Røde Kors i Danmark. Vi har mere end 40 forskellige selvkørende aktiviteter i kommunen. Vi er i konstant udvikling, da vores mission er at kunne yde frivillig hjælp, hvor der er behov for det. Vi samarbejder med Aarhus Kommune og andre frivillige organisationer i byen om flere af vores aktiviteter.

Som praktikant i Røde Kors Aarhus vil du blive en del af et lille dedikeret sekretariat. Det er derfor en klar fordel, hvis du kan lide at tage ansvar for egne opgaver og har mod på at arbejde selvstændigt. Der er altid mulighed for hjælp og sparring!

Til foråret 2022 søger vi følgende praktikanter:

Kommunikationspraktikant, projektlederpraktikant, administrationspraktikant og praktikant indenfor administration, ledelse og butiksdrift.

Du kan læse meget mere om de forskellige stillinger herunder.

 

Kommunikationspraktikant

Vil du arbejde med marketing og kommunikation i en alsidig og spændende hverdag?

Som kommunikationspraktikant hos Røde Kors Aarhus kan du være med til at markedsføre og kommunikere om de enkelte aktiviteter overfor både brugere, frivillige og kunder.

I løbet af praktikperioden vil du bl.a. få erfaring med:

  • Intern og ekstern kommunikation f.eks. nyhedsbreve og pressemeddelelser
  • Planlægning og gennemførsel af frivillig hvervekampagne
  • Kampagneplanlægning fra idéudvikling til eksekvering
  • Strategisk og praktisk arbejde med SoMe – Facebook, Instagram og LinkedIn
  • Producere tekst, billeder og video
  • Lettere grafisk arbejde til f.eks. plakater, flyers og SoMe
  • Hjælpe frivillige med deres egne kommunikationsindsatser

Eller noget helt andet, som måtte vise sig undervejs. Hos os er der højt til loftet, og plads til dine gode input. For den rette praktikant vil der være mulighed for at igangsætte og få ansvar for egne projekter.

Derfor forventer vi, at du har styr på eller en vis forståelse for:

  • SoMe kommunikation – særligt med fokus på LinkedIn, Facebook og Instagram optimering
  • Både klassisk og nytænkende markedsføring og kommunikation
  • Kreativitet – du kan se de gode vinkler
  • Samarbejde med frivillige i alle aldre
  • Journalistik: skrive appellerende og letlæselige tekster ofte baseret på interviews du selv laver
  • Optage og redigere små film og få dem til at leve på internettet og hjemmeside

Du må samtidig rigtig gerne være idérig og opsøgende, og ikke holde dig tilbage i.f.t. til at stille spørgsmål til ”plejer.”

Hvor og hvordan:

Røde Kors Aarhus holder til i et dejligt hus i Nørre Allé, hvor du dagligt vil møde frivillige og kolleger. Nogle gange vil du også besøge og arbejde ud fra Røde Kors’ butikker og centre andre steder i byen. Fagligt vil du referere til kommunikationsansvarlig Louise Ravn-Nielsen.

Interesseret?

Mere information fås hos Louise Ravn-Nielsen på 2946 5505 / lorav@rodekors.dk hvortil ansøgning inkl. CV også sendes.

Der holdes løbende samtaler.

Projektpraktikant

Røde Kors Aarhus tilbyder 1 projektorienteret forløb/studiepraktik til dig, der har lyst til og mod på at gøre en forskel – gennem oplevelser.

Læser du fx historie, statskundskab, internationale studier eller praktisk erfaring med at arrangere oplevelser – og kunne du tænke dig et projektorienteret forløb hos Røde Kors Aarhus i foråret 2022?

Som praktikant kan du hos os få erfaring i at planlægge Røde Kors oplevelser. Det vil være både store og små projekter. Det vil både oplevelser af informativ karakter forskellige steder i Aarhus, men du vil også arbejde med ”Røde Kors Oplevelsen”, som er et oplevelsesrum til skoleklasser og andre med interesse i verdens dilemmaer.

Hos os er der højt til loftet, og du vil i høj grad få mulighed for præge indhold af projekter. Du vil få samarbejdspartnere i blandt både brugere, frivillige og virksomheder.

I løbet af praktikperioden vil du bl.a. få erfaring med:

  • Oplevelsesdesign og rumindretning
  • Projektledelse
  • Planlægning af oplevelsesevents
  • Markedsføring
  • Budgetudarbejdelse og kommunikation med interessenter
  • Og helt sikkert noget helt andet, vi ikke har tænkt på endnu.

Derfor forventer vi, at du har styr på eller en vis forståelse for:

  • Oplevelser – målrettet vidt forskellige typer af mennesker i Aarhus
  • Indretning af oplevelsesrum
  • Projektledelse
  • Økonomi
  • Fundraising
  • Samtidig forventer vi at du er en stærk kommunikatør – både mundtligt og skriftligt.

Du må samtidig rigtig gerne være idérig og opsøgende og ikke holde dig tilbage i.f.t. til at stille spørgsmål til ”plejer.”

Vi er meget åbne overfor at være case i kandidatopgave, i.f.m. et praktikophold. Lad os tales ved om mulighederne.

Hvor og hvordan

Røde Kors Aarhus holder til at i dejligt hus i Nørre Allé, hvor du dagligt vil møde frivillige og kolleger. Fagligt vil du referere til sekretariatsleder Janne Wennerstrøm.

Interesseret?

Mere info fås hos Janne på 2487 2447 eller på jawen@rodekors.dk, hvortil ansøgning inkl. CV også sendes. Der holdes løbende samtaler

 

Administrationspraktikant

Har du lyst til at arbejde med foreningsbetjening og sekretariatsoptimering?

Røde Kors Aarhus tilbyder ét praktikforløb til dig, der har lyst til og mod på at gøre en forskel – gennem administration samt betjening af bestyrelsesudvalg og frivillige.

Som praktikant vil du være en del af sekretariatet, og du kan være med til at sikre stabil og kvalitetsorienteret administration, bestyrelsesbetjening samt projekthåndtering.

I løbet af praktikperioden vil du bl.a. kunne arbejde med:

  • Mundtlig og skriftlig kontakt med borgere og frivillige
  • Planlægning og gennemførsel af større møder og events
  • Betjening af bestyrelsesudvalg herunder notat og referatskrivning
  • Projektet ”Røde Kors – uden for Ringgaden”
  • Generel administration og sekretariatsdrift
  • Udarbejdelse af ansøgninger til puljer og fonde
  • Assistance til frivillige
  • Eller noget helt andet, som du har lyst til at få erfaring indenfor.

Hos os er der højt til loftet og plads til dine gode input. For den rette praktikant vil der være mulighed for at igangsætte og få ansvar for egne ­projekter.

Derfor forventer vi, at du har styr på eller en vis forståelse for:

  • Samarbejde med frivillige i alle aldre
  • Notat- og referatskrivning
  • Projektarbejde
  • Office programmerne
  • Analyse og rapportering

Du må samtidig rigtig gerne være idérig og opsøgende og ikke holde dig tilbage i.f.t. til at stille spørgsmål til ”plejer.”

Hvor og hvordan

Røde Kors Aarhus holder til i et dejligt hus i Nørre Allé, hvor du dagligt vil møde og samarbejde med frivillige og kolleger.

Interesseret?

Mere info fås hos sekretariatsleder Janne Wennerstrøm på 2487 2447.

En ansøgning på maks én side samt et CV sendes til jawen@rodekors.dk. Der holdes løbende samtaler.

Praktikant indenfor administration, ledelse og butiksdrift

Vil du arbejde med organisationsstruktur i en frivilligdrevet storbutik?

Røde Kors Aarhus søger en praktikant, som har lyst til at få erfaring med organisering, koordinering, strukturering og motivation af frivillige i Røde Kors butik Tilst. Du vil hjælpe os med at udvikle de interne strukturer i Røde Kors butik Tilst, som gør organiseringen robust og smidig. Det er med henblik på at styrke grundlaget for at butikken kan holde heldagsåbent, samt sammenholdet i butikken.

I løbet af praktikperioden vil du bl.a. få erfaring med:

  • At udvikle og implementere vagtplanlægning og skema
  • Opbygge tilkaldevagt ordning
  • Implementere daglige rutiner, som sikrer butikkens drift
  • Daglig opdatering af butikkens sociale medier
  • Styrke relationerne til Røde Kors Aarhus’ sekretariat
  • Opbygge struktur for modtagelse af frivilligansøgninger og forløbet derefter
  • Lægge plan for og planlægge afholdelse af intromøde for nye frivillige
  • Udvikle og udarbejde et årshjul for fælles, sociale aktiviteter for genbrugsbutikkerne i Aarhus.
  • Bistå med løsning af ad hoc opgaver

Derudover ser vi gerne at du har lyst til at arbejde med at udvikle samarbejdsrutiner imellem vores butikker, så udveksling af varer systematiseres.

Derfor forventer vi, at du har styr på eller en vis forståelse for:

  • Organisationsstruktur
  • Ledelse
  • Intern kommunikation
  • Motivation af frivillige

Du må samtidig rigtig gerne være idérig og opsøgende, og ikke holde dig tilbage i.f.t. til at stille spørgsmål til ”plejer.”

Som praktikant i Røde Kors butik Tilst vil du blive en del af et team af engagerede frivillige. Det er derfor en klar fordel, hvis du kan lide at tage ansvar for egne opgaver og har mod på at arbejde selvstændigt. Der er altid mulighed for hjælp og sparring.

Hvor og hvordan: 

Røde Kors Aarhus holder til i et dejligt hus i Nørre Allé, hvor du dagligt vil møde frivillige og kolleger. Du vil arbejde fra både sekretariatet og butikken i Tilst. Du må derfor forvente at skulle pendle.


Læs mere
15. oktober 2021

Aarhusianske skoler samler ind til Røde Kors internationale arbejde

To fredage i træk har Røde Kors Aarhus, på veje at Røde Kors, været ude og uddele diplomer.

Den 8. oktober til Lisbjergskolen og den 15. oktober til Marselisborg Gymnasium. Begge skoler har samlet penge ind til Røde Kors internationale arbejde!

Til morgensamlingen på Lisbjergskolen sagde sekretariatsleder i Røde Kors Aarhus, Janne Wennerstrøm, tak for den store indsats til både elever og lærere. Lisbjergskolen havde under deres ’Rettighedsuge’ valgt at have fokus på Røde Kors’ hjælpearbejde i Afghanistan.

Under Rettighedsugen lavede eleverne postkort, filthjerter, legetøj af ”skrald,” nøgleringe og kager. De skrev en fra-børn-til-børn sang om rettigheder og opførte en dans. De kontaktede virksomheder i lokalområdet, afholdt et loppemarked og et sponsorløb.

Alt sammen for at samle penge ind til Røde Kors hjælpearbejde i Afghanistan. Hold op en indsats! Og man må sige, at eleverne og lærernes arbejde har båret frugt.

På én uge fik eleverne samlet 34.682 kr. ind!

Diplomet til Marselisborg Gymnasium fik konstitueret formand for Røde Kors Aarhus, Lars Bundgaard, og indsamlingsleder, Jane Kristensen, æren af at overrække. De havde taget en videohilsen med fra Anders Ladekarl, generalsekretær for Røde Kors. Gymnasiet har samlet svimlende 70.322 kr. ind til Røde Kors’ venskabsprojekt i Kenya.

Pengene er samlet ind gennem gymnasiets projekt ’Africafé.’

Hvert år afholder Marselisborg Gymnasium et arrangement, hvor formålet er at samle ind til Afrika. Til ’Africafé’ har alle klasser en bod, hvor de sælger alt fra bilvask til dåsekast.

Skolen har tidligere haft et byggeprojekt i Ghana, som de samlede ind til. Pengene blev brugt til at bygge et ungdomshus i Ghana. Da projektet er færdigt, er de sidste par års penge fra indsamlingen til ’Africafé’ ikke blevet doneret til noget.

I år havde skolen besluttet sig for, at pengene fra ’Africafé’ skulle gå til Røde Kors’ projekter i Kenya             .

Den 17. september 2021 samlede skolen 21.000 kr. ind til ’Africafé,’ hvor forældre og familie kom forbi gymnasiet og handlede hos eleverne.

Sammen med beløbene fra tidligere år har gymnasiet doneret 70.322 kr. til Røde Kors’ venskabsprojekt i Kenya!

Det har været fantastisk at opleve skolernes engagement i frivilligt arbejde. Vi takker mange gange for, at de har valgt at donere pengene til Røde Kors.

TAK!


Læs mere
12. oktober 2021

Bliv en del af et stærkt team som førstehjælpsinstruktør

Er du uddannet førstehjælpsinstruktør, og vil du undervise for Røde Kors? Så er det dig, vi leder efter!

Der er stor efterspørgsel på førstehjælpskurser i Aarhus, og vi leder derfor efter flere instruktører til vores team i Røde Kors Aarhus.

Vi underviser i alle typer førstehjælpskurser – både færdselsrelateret førstehjælp, grund- og udvidede kurser samt førstehjælp til børn. Der vil blive mulighed for at undervise private – og vi opretter også kurser på arbejdspladser.

Vores kurser afholdes både i weekender og på hverdage. Du kan selv vælge, hvornår du ønsker at undervise og hvilke typer af hold. Vi forestiller os, at du kan undervise minimum to gange om måneden, meget gerne mere.

Dine muligheder og opgaver

Du får mulighed for, at

  • blive en del af et engageret korps af førstehjælpsinstruktører i Aarhus
  • være med til at præge og udvikle førstehjælpsundervisningen hos Røde Kors Aarhus
  • udvikle mulighederne for undervisning på arbejdspladser
  • undervise og administrere egne hold

Din profil

Vi forventer, at du

  • er certificeret førstehjælpsinstruktør via Dansk Førstehjælpsråd
  • har lyst og energi til at indgå i førstehjælpsteamet i Aarhus
  • kan undervise i weekender og evt. også hverdage
  • kan undervise minimum to gange om måneden
  • er god til at arbejde selvstændigt og går til opgaverne med godt humør og brænder for at gøre en forskel.

Din kommende arbejdsplads

Røde Kors Aarhus er en selvstændig afdeling af Røde Kors i Danmark. Afdelingen er ledet af en bestyrelse på 12 personer. Førstehjælpsundervisningen vil primært foregå i Røde Kors Aarhus’ huse i hhv. Nørre Allé 32 og Brabrand.

Dine ansættelsesvilkår

Vi tilbyder

  • Løn i henhold til finansministeriet lønsats for timelønnede undervisere
  • Fleksibilitet i.f.t. placering af undervisningen

Ansøgning og yderligere oplysninger

Ønsker du yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte bestyrelsesmedlem Peter Poulsen ppvib@dadlnet.dk eller telefon 2396 0546.
Stillingerne ønskes besat snarest muligt, så tøv ikke med at henvende dig. Ansøgningsfrist er mandag d. 1. november


Læs mere
11. oktober 2021

Vi inviterer til gratis koncert

Vi skruer op for musikken! Røde Kors Aarhus inviterer til gratis koncert med Alberte Winding og Andreas Fuglebæk.

Livemusik kan bare noget særligt. Fællesskab og fællessang er synonymt med den gode koncert oplevelse. Derfor er vi glade for at give borgere 65+ mulighed for at deltage i en gratis koncert med Alberte Winding og Andreas Fuglebæk.

Alberte er især kendt for sine hits ”tænder på et kys” og ”lyse nætter”, så der er er gode muligheder for at synge med, når de indtager scenen d. 26. oktober i Røde Kors Huset ved Bazar Vest.

Vi starter arrangementet kl. 18.30 og regner med at slukke for musikken igen cirka kl. 20:00.

Før koncerten starter byder vi på kaffe, the og kage.

Arrangementet er et særtilbud og finansieret af Socialstyrelsen, derfor er det gratis at deltage for borgere 65+.

Skal du med til koncert med duoen Alberte og Andreas?

Tilmelding senest d. 22. oktober kl. 12:00, da der er et begrænset antal pladser. Du tilmelder dig ved at sende en mail til kajen@rodekors.dk.

Vi glæder os til at se dig.


Læs mere
04. oktober 2021

Sådan oplevede jeg indsamlingsdagen

Hej.

Jeg hedder Sine Høstrup og er kommunikationspraktikant ved Røde Kors Aarhus.
I år havde jeg fornøjelsen af at deltage i indsamlingen på en anden måde, end jeg plejer. I stedet for en indsamlingsbøsse havde jeg min praktik-makker, et kamera og et sæt bilnøgler i hånden. Hvis du har lyst, kan du læse om det her under.

Min indsamlingsdag startede klokken 10:00, da jeg hentede Røde Kors bilen ved Frivillighuset på Nørre Allé.

Jeg havde lavet en aftale med en indsamler i Viby om at hjælpe hende med at komme til sit indsamlingssted. Hun er dårligt gående, og var derfor bekymret for at gå ude i regnen. Jeg kørte hende til Viby Centret, hvor hun kunne sidde indenfor og samle ind. Hun var en sød og meget dedikeret indsamler. Det var tydeligt at mærke at indsamlingen, det var hendes hjemmebane. På hendes trøje havde hun selvprintede Røde Kors logoer i små plastiklommer, og op af tasken trak hun en sirligt foldet Røde Kors pose, som hun havde gemt fra et tidligere år.

På vej tilbage til Nørre Allé mødte jeg de første indsamlere. Som en form for refleks fik de et dyt og et vink. Jeg er glad for, at de vinkede tilbage. For i sekundet efter gik det op for mig, at det ikke er helt normalt at dytte og vinke til folk, man ikke kender, midt inde i Aarhus C. Men med store Røde Kors logoer på bilen, var jeg sikret – de kendte ikke mig, men de vidste godt, hvem jeg var. Jeg var Røde Kors, og jeg sagde tak.

Min indsamlingsdag fortsatte i Frivillighuset, hvor mange friske indsamlere nu var troppet op.

Nogle drak en kop kaffe, mens de læste om Røde Kors’ arbejde. Andre fik udleveret indsamlingsbøsser. De var glade, imødekommende, søde, tømmermænds ramte.

Jeg kunne mærke en glæde ved indsamlerne, som jeg har svært ved at beskrive. Måske det mindede om den måde, som forventningens glæde nogle gange kommer til udtryk på. Store smil og mange stemmer. Alle sagde hej, men ikke på den der ”Ej, vi fik lige øjenkontakt, så nu er jeg nødt til at anerkende, at du er her”-måde. Nej, alle sagde hej som det mest naturlige i verden. Ligesom når man møder nogen i en skov efter en halv time uden at have set mennesker. Som om at det er fysisk umuligt ikke at sige hej.

Det minder mig om de ”hej”, der blev givet i den klub, jeg spillede håndbold i som barn. En form for indforståethed omkring at vi samarbejder om noget, der ikke behøver at blive sat ord på. Alle er der ikke af samme grund, men det betyder ikke noget. For alle, som er der, er til stede. Alle vil gerne sprede og modtage smil. Det var både gældende for de tre syttenårige piger med tømmermænd, for bror og søster, der glædede sig til at gå rundt ved vandet på Aarhus Ø, og for far og datter, som havde forberedt sig til dagen med regntøj.

For mig, er den stemning noget af det fedeste ved at samle ind. Og derfor er det også underligt, at jeg har så svært ved at definere den. Men hvis du har samlet ind, kender du den helt sikkert. Måske du ikke kender ”min” stemning, men jeg kan ikke andet end at tro, at du også oplever en helt speciel indsamlingsstemning.

De næste timer på min indsamlingsdag gik med spørgsmålene:

”Hvad hedder du? Hvad betyder det for dig at samle ind? Hvorfor samler du ind i dag? Hvilken rute skal du samle ind på i dag? Hvorfor samler du ind for Røde Kors?”

Sammen med min praktik-makker Anne fik jeg snakket med, taget billeder af og filmet en masse glade mennesker. Fælles for dem var, at de var på vej ud for at samle ind.

Da vi skulle ud at købe frokost stødte vi på to piger foran Rema. Vi blev mødt med:

”Du ligner en, der gerne vil bidrage til et godt formål,”

Vi kunne kun svare:

”Ja, og I ligner nogle, som gerne vil være med på et billede til vores hjemmeside”

Pigerne var skide seje! Lørdag aften havde resulteret i, at de søndag morgen havde ondt i håret. Alligevel stod de her med indsamlingsbøssen i hånden. Og så endda med overskud til at opsøge forbipasserende på gaden. Og de var gode til det. Selv Remas medarbejdere havde de charmeret sig ind på, hvilket betød, at de både havde indsamlingsbøsse og æblejuice i hånden.

Hen ad eftermiddagen begyndte indsamlerne at komme tilbage fra deres ruter.

De havde gode historier og tunge indsamlingsbøsser med hjem. Alle kunne fortælle, at de havde mødt søde mennesker og lange trappeopgange. Det var fedt at mærke indsamlernes entusiasme, når de fortalte om deres ture, og det var tydeligt at mærke, at de havde haft nogle gode timer.

Min indsamlingsdag sluttede med, at jeg kørte til Viby, for at hente indsamleren i Viby Centret igen.

Vi havde aftalt, at jeg kom klokken 14:30, men hun ville gerne være blevet længere. Hun fortalte, at der jo stadig var mange mennesker, som slet ikke havde været inde i centeret endnu. Vi blev enige om at prøve og fange dem næste år.


Læs mere
28. september 2021

Aarhusianske kommunalvalgskandidater på arbejde i Røde Kors butik Bazar Vest

I forbindelse med Danmarks nationale frivilligdag ’Frivillig Fredag’ inviterede Frivilligcenter Aarhus fredag den 24. september de aarhusianske kommunalvalgskandidater til ’En Dag for en Sag.’

Røde Kors butikken i Brabrand var så heldig at få besøg af tre kandidater – Solveig Munk, Claus Vildrik og Claus Thomasbjerg, der prøvede kræfter med det at være frivillig.

De blev kørt fra Frivillighuset til butikken i Brabrand af forperson for Ungdommens Røde Kors Aarhus, Lasse Gotfredsen Nielsen. Her fik de en snak om det arbejde, som Røde Kors Aarhus laver.

I butikken fik kandidaterne en introduktion ved Ove Knudsen, Aase Rhode og Peter Poulsen fra bestyrelsen. De fortalte om Røde Kors Aarhus lokale arbejde, her i blandt butikken ved Bazar Vest og planerne for huset. Efterfølgende stod programmet på rundvisning, kage og kaffe før arbejdshandskerne kom på. Kommunalvalgskandidaterne fik tømt tøj-container, sorteret og prissat tøj og ekspederet kunder.

Hele dagen blev der snakket om frivillighed og kandidaterne fik et indblik i de vigtige opgaver, som Røde Kors Aarhus’ frivillige løfter til gavn for sårbare borgere i kommunen.


Læs mere
23. september 2021

Familienetværk på tur til Legoland

Familienetværket var i en tur i Legoland lørdag den 19. september, og vi har fået tilsendt en sød besked fra en af de frivillige, som var med.

Jan fortæller:

“Vi mødtes alle sammen kl. 10:30 foran hovedindgangen til Legoland. Vejret var tørt men ret koldt, så flere havde både hue og handsker på. Humøret var højt!

En af de fordele, der er ved at komme sidst på sæsonen er, at køerne ikke er særligt lange – den længste kø på hele dagen var 20 minutter, og de fleste attraktioner kunne man gå lige ind til.

På trods af det kølige vejr var der stadig masser af mennesker i de to forlystelser, hvor man kunne blive våd. Undertegnede blev også lokket med og kan fortælle, at gyset når man får vand ned ad ryggen bestemt ikke bliver mindre når vejrudsigten siger 12 grader.

Dagens højdepunkt for børnene var da vi klokken 14 mødtes ved den store isbod.

For undertegnede var det dagens absolutte højdepunkt, da jeg til spørgsmålet: “Hvilken is må vi vælge?” kunne svare: ”Lige den I gerne vil have.”

Så der blev købt is til den store guldmedalje!
Og endnu en gang var det lidt kølige vejr en fordel. For det kan godt tage lidt tid at spise en ”Dino-vaffel” med fire kugler, softice, guf, krymmel og flødebolle på toppen. Men når isen smelter så langsomt, er det ikke noget problem at få spist.

Der var også enkelte voksne, som fik sig en is, men de fleste valgte dog boden ved siden af med kaffe og varm chokolade – sådan er præferencerne jo så forskellige.

Efter “is-daten” spredtes folk lige så stille – nogle blev i Legoland til de lukkede mens andre tog lidt tidligere hjem. Fælles for alle var, at de var forbi den kæmpestore LEGO-butik ved udgangen, hvor flere købte sig lidt Lego med hjem.”

Vi siger tak til Lions Club Aarhus Sct. Clemens – uden deres økonomiske støtte til arrangementet var vi ikke kommet afsted.

Du kan læse mere om tankerne bag familienetværket ved at trykke på “Læs mere”


Læs mere
22. september 2021

Samhørighed, gåtur og latter på en sød efterårssøndag

Det kræver ikke meget – kun et par timer og det enkle spørgsmål: Vil du med?

Igen i år vil en masse glade indsamlere gå rundt i Aarhus med det fælles mål at samle penge ind til folk i nød. Det sker til Røde Kors-indsamlingen den 3. oktober.

Der findes mange gode bud på, hvad en søndag formiddag kan bruges på, men hvad med at gå en tur, grine lidt og nyde et godt selskab?

De fleste kan nikke genkendende til, at adskillige oplevelser i hverdagen bare er lidt sjovere med en ven. Røde Kors Landsindsamling er bestemt ingen undtagelse. Så meld dig som indsamler på vores hjemmeside, vælg din rute, tag en ven under armen og bank på Aarhusianske døre sammen.

I år går pengene blandt andet til akut lægehjælp, mad, vand, omsorg og beskyttelse til børn, der har brug for hjælp, i Afghanistan, Yemen og Syrien. I Danmark går støtten blandt andet til nærvær og omsorg for syge hjemløse og udsatte børnefamilier.

Husk at sætte et stort kryds i kalenderen den 3. oktober 2021, hvor du har muligheden for at bruge tiden på noget meningsfyldt.

Meld dig til landsindsamlingen i linket herunder.


Læs mere
16. september 2021

Røde Kors Gymnasieindsamling: Aarhus Katedralskole ligger igen i top tre

Til Røde Kors-indsamlingen den 3. oktober er mange af ruterne i Aarhus besat af elever fra Aarhus Katedralskole. De ligger lige nu i op tre over gymnasier med flest tilmeldte indsamlere i Danmark.

Igen i år stiller Aarhus Katedralskole op med rigtig mange indsamlere til Røde Kors-indsamlingen. Ambassadør for Røde Kors og elev på Aarhus Katedralskole Maiken Hvas Amby mener, at det høje deltagerniveau skyldes to ting – en særlig ånd på skolen og at de har opbakning fra butikkerne i Aarhus.

Som ambassadør er en af Maiken H. Ambys opgaver at motivere sine medstuderende til at gå en rute til Røde Kors-indsamlingen. Til det formål søger hun sponsorater ved de lokale butikker i Aarhus. Indtil videre har ambassadørerne på Aarhus Katedralskole samlet over 45 sponsorater fra 18 forskellige butikker og virksomheder. De tilmeldte elever kan vinde alt fra en kop kaffe til en tur i biografen. For Maiken H. Amby gør det en kæmpe forskel, at så mange butikker i Aarhus støtter op.

”Man slipper ikke uden om, at nogen har brug for muligheden for en gevinst for at være motiveret,” siger Maiken H. Amby.

Hun oplever dog, at langt de fleste deltager i landsindsamlingen, fordi de har lyst til at gøre noget godt for andre. At samle sponsorater rundt omkring i byen bliver brugt som et ekstra boost til at motivere eleverne.

 

En særlig ånd

Ifølge Maiken H. Amby er en af grundene til, at mange elever fra Aarhus Katedralskole har meldt sig som indsamlere, at de langt hen ad vejen deler samme holdning til at hjælpe andre:

”Der er en helt særlig ånd på skolen. Blandt os studerende er der en ånd af, at vi gerne vil gøre mere end bare at gå i skole og lære – vi vil gerne gøre en forskel. Det kan man tydeligt mærke, når man starter på skolen.”

Aarhus Katedralskole har fem værdier, som de arbejder ud fra. Særligt værdierne om demokrati, udadrettede aktiviteter og et kreativt miljø kan Maiken H. Amby genkende på tværs af klasser og årgange i forbindelse med Røde Kors-indsamlingen. Hun kan mærke, at eleverne på gymnasiet anerkender det, at hun arbejder som frivillig. Ambassadørerne brænder for deres arbejde med indsamlingen, og det smitter af på resten af skolen.

 

Det tager tid at gøre noget godt

At arbejde frivilligt som Røde Kors Ambassadør gør Maiken V. Amber med stolthed. Det er et arbejde, som hun gerne vil bruge tid på ved siden af skole, lektier, fredagsbar og fritid.

”Det er dejligt at være med til at sprede det gode budskab og få andre til at forstå alt det gode, som Røde Kors gør,” siger hun.

Indsamlingsleder for Røde Kors Aarhus, Jane Kristensen, genkender både mængden af tid, men også glæden, der kommer ud af at arbejde som frivillig. Hun har arbejdet som indsamlingsleder i to år, men været indsamler i mange flere. Gymnasieambassadørernes indsats gør en verden til forskel for Janes store arbejde med indsamlingen.

”Jeg er så glad for, at gymnasierne i Aarhus bakker op omkring Landsindsamlingen. Det er beundringsværdigt at opleve deres drivkraft,” lyder det fra Jane Kristensen.

Både Maiken H. Amby og Jane Kristensen glæder sig til at sprede Røde Kors’ gode budskab på indsamlingsdagen den 3. oktober.


Læs mere
15. september 2021

Vil du hjælpe bofælleskabet Vintervej med at spille banko?

Onsdag den 13. oktober spiller de banko på bofællesskabet Vintervej. De kunne godt bruge nogle frivillige til at hjælpe med arrangementet – kunne det mon være dig?

Arrangementet starter klokken 18.30 og er færdigt igen kl 20.00. Sammen med medarbejdere og andre frivillige bliver din opgave at lave kaffe og stille an, hjælpe de enkelte beboere med at tjekke tal samt bidrage til den gode bankostemning.

Har du lyst at være med eller høre mere, så kontakt Thomas Borg på mail: thobor@rodekors.dk

Hvad er Vintervej og Vintervenner? 

Bofællesskabet Vintervej er et bofællesskab for psykisk udviklingshæmmede borgere. Røde Kors Aarhus samarbejder med Vintervej og landsforeningen LEV om en besøgstjeneste kaldet Vintervenner. Vintervenner er et tilbud om socialt samvær til borgerne på Vintervej. En vinterven kommer på besøg et par gange om måneden, hvor man spreder glæde igennem socialt samvær og hyggelige aktiviteter som f.eks. gåtur eller højtlæsning.

På Vintervej arbejder de efter EDEN’s principper, hvor fokus er på at eliminere ensomhed, hjælpeløshed og kedsomhed. Derfor er beboerne en del af husets hjertevarme fællesskab, og der arbejdes kontinuerligt på at imødekomme den enkeltes behov for aktivitet og socialt samvær.

Beboere og medarbejdere på Vintervej håber på at se dig til banko den 13. oktober!

Bofællesskabet Vintervej ligger på Bronzealdertoften 24, 8210 Tilst.


Læs mere
01. september 2021

Båd- og busture var en gave for borgere 65+

Bølgeskvulp, kultur og fællesskab.

Det har vi med stor glæde, og hjælp fra en af Sundheds- og ældreministeriets puljer, kunne tilbyde borgere 65+ i Aarhus kommune i august måned.

Vi har været afsted på hele fire sejlture med skonnerten Britha Leth og to busture. Den ene bustur stod på rundtur i Aarhus med afslutning på ARoS, og den anden gik til Moesgaard Museum.

Turene har været en succes. Tilmeldingen har været stor, og stemningen på både bus og båd har været i top. Der er blevet snakket på kryds og tværs, og smilene har været brede.

”Det har været en gave for os. Endelig kunne vi komme afsted og møde nye mennesker og være sammen med andre”, siger Rita, som var heldig at komme med på en af de eftertragtede sejlture.

I fællesskabets tegn 

Hovedtemaet for turene var fællesskab. Vi ville gerne give borgerne en mulighed for at komme ud, møde nye mennesker og få nogle gode oplevelser efter lang tid med corona. Vi er derfor rigtig glade for, at flere af deltagerne har nydt hinandens samvær på turene. Tove var med på en af sejlturene. Hun fortæller:
”Jeg har haft en dejlig tur, og jeg har også mødt nogle nye mennesker. Alle har været åbne og nemme at snakke med”.

En deltager fra busturen til ARoS siger også:
”Efter at have været isoleret så længe, og så få lov til at komme med på sådan en tur, var næsten lige så godt som juleaften”.

Vi siger tak for denne gang til alle, der var en del af turene.


Læs mere
27. august 2021

Foredrag: Røde Kors’ udviklingsarbejde i Kenya

Røde Kors hjælper mennesker i nød. Men hvordan gør vi det?

Hvordan er danske Røde Kors-frivillige og bidragsydere med til at sikre udviklingsarbejde i andre lande? Og hvordan arbejder andre landes Røde Kors-selskaber selv med lokal nødhjælp og udvikling?

Kom og hør Else Tranberg fortælle om sine oplevelser i Kenya, hvor Kenya Red Cross, i samarbejde med Røde Kors i Danmark, hjælper udsatte kvinder i alvorlige sundhedsfarlige situationer.

Else vil blandt andet fortælle om etableringen af to fødestuer i fattige slumområder, hvor udsatte kvinder kan få hjælp til at føde eller få foretaget et sikkert kejsersnit.

Else fortæller også om, hvordan frivillige fra Kenya Red Cross, med hjælp fra Røde Kors i Danmark, underviser udsatte sexarbejdere i seksuel sundhed.

Der bliver serveret kaffe, the og kage til foredraget.

Det er gratis at deltage men kræver tilmelding.

Skriv til sifly@rodekors.dk eller ring til Røde Kors Aarhus på 86 12 24 60 inden onsdag d. 8. september.


Læs mere
24. august 2021

Kursus: Introduktion til Røde Kors

Vi har glædet os til, at vi endnu engang kan invitere jer til introduktionskursus ved Røde Kors Aarhus.

På kurset kan du blive klogere på Røde Kors’ historie, principper og aktiviteter i både ind- og udland.

Kurset handler helt konkret handler om:

• Røde Kors Aarhus
• Afdelingens aktiviteter
• Nationale aktiviteter
• Røde Kors’ historie
• De 7 principper
• Røde Kors’ internationale aktiviteter
• Frivillig ved Røde Kors Aarhus

Røde Kors er en humanitær hjælpeorganisation, der er til stede i 192 lande. Fælles for alle Røde Kors indsatser, verden over, er, at de bygger på samme værdigrundlag: at hjælpe mennesker i nød uanset religion, nationalitet, etnicitet og politisk ståsted. Det sikrer, at Røde Kors hjælper upartisk i hele verden.

Til kurset kommer du til at høre, hvordan grundstenene til Røde Kors’ principper blev lagt, hvorfor Røde Kors kan hjælpe under krig og hvordan værdisættet udspiller sig på tværs af landegrænser.

Du kommer til at høre om de forskellige aktiviteter, som Røde Kors Aarhus tilbyder. Med en mission om at yde frivillig hjælp, hvor der er behov for det, har Aarhus-afdelingen mange aktiviteter, der favner bredt. Fælles for aktiviteterne er, at de drives af frivillige.

Under kurset vil der blive serveret kaffe/te og sandwich.

Vi glæder os til at se dig.

Kurset foregår på Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C og afholdes af to omgange.

• 14. september fra 16:30-20:30 med tilmelding senest den 09.09.21 kl. 16
• 28. september fra 16:30-20:30 med tilmelding senest den 23.09.21 kl. 16


Læs mere
20. august 2021

Udforsk Moesgaard Museum

Næste stop: MOMU! Røde Kors Aarhus inviterer på en gratis udflugt til Moesgaard Museum.

Moesgaard Museum er et spændende sted, som bestemt er et besøg værd. Tirsdag d. 31. august giver vi borgere 65+ mulighed for at udforske og opleve det arkitektoniske museum og de flotte udstillinger. I øjeblikket kan man blandt andet gå på opdagelse i særudstillingen om neadertalerne. Derudover kan man selvfølgelig besøge den berømte Grauballemand.

Bussen ruller fra Røde Kors butikken ved Bazar Vest kl. 9.30 og har endestation samme sted ca. kl. 15.

Omkring middag byder vi på frokost og dertilhørende drikkevarer i museets café, hvorefter vi bevæger os ud på en guidet tur rundt i museet.

Arrangementet er et særtilbud og finansieret af en pulje fra Sundheds- og Ældreministeriet, derfor er det gratis at deltage for borgere 65+.

Dato for udflugt til Moesgaard

Har du lyst til at udforske Moesgaard Museum sammen med os?

Tilmelding senest d. 27. august kl. 14, da der er et begrænset antal pladser. Pladser tildeles efter lodtrækning blandt alle tilmeldte +65-årige. Du tilmelder dig ved at sende en mail til aarhus@rodekors.dk. Husk at angive om du er over 65 år.

Vi glæder os til at se dig.


Læs mere
10. august 2021

Kan dine kolleger førstehjælp?

Kan dine kolleger førstehjælp?

At kunne førstehjælp er vigtigt. At kunne yde korrekt førstehjælp, hvis en nødsituation opstår, kan nemlig være med til at redde liv – også på arbejdspladsen. For uheldet kan lige så vel ske på motorvejen som på kontoret.

 

Statistikkerne taler for sig selv, jo tidligere livreddende førstehjælp bliver administreret desto større er chancen for at overleve. Derfor opfordrer vi alle til at lære førstehjælp, så man er tryg ved at handle, hvis det værst tænkelige skulle ske.

 

Røde Kors Aarhus tilbyder skræddersyede førstehjælpskurser til virksomheder og erhverv. På et kursus lærer I, hvordan I skal agere i en nødsituation både udenfor og på arbejdspladsen.

 

Når I booker jeres førstehjælpskursus hos Røde Kors Aarhus, støtter I samtidig vores sociale arbejde i Aarhus Kommune.

Kontakt os for at høre mere om, hvad vi tilbyder, og få et uforpligtende tilbud.


Læs mere
04. august 2021

Stig på en guidet bustur i Aarhus

Næste stop: Aarhus! Røde Kors Aarhus vil gerne invitere på en guidet bustur rundt i vores skønne jyske hovedstad.

Aarhus er en dejlig by! Og nu kan du selv få syn for sagen, når en særlig planlagt busrute tager dig med rundt til nogle af de mange store seværdigheder, både historiske, kulturelle, arkitektoniske og smukke, i smilets by. Vi skal blandt andet forbi Rådhuset, Aarhus Ø, havneområdet, Marselisborg og slotsparken, Mindeparken og ARoS

Vi ruller afsted tirsdag d. 24. august kl. 9.30 fra Røde Kors butikken ved Bazar Vest. Det er også endestationen, hvor vi står af om eftermiddagen.

Vi skal selvfølgelig ikke bare sidde i bussen og se Aarhus passere forbi, derfor vil der være stop undervejs og en aarhusguide vil løbende fortælle om byen og seværdighederne.

Omkring middag trykker vi på ”standser” ved ARoS, hvor vi byder på frokost i deres café og orangeri. Frokosten består af en tallerken med forskellige retter med dertilhørende surdejsbrød og drikkevarer (sodavand/øl). Vi skyller hele herligheden ned med lidt kaffe og chokolade.

Efterfølgende vil der være mulighed for at gå på opdagelse i museet og selvfølgelig nyde udsigten over Aarhus fra den ikoniske, farverige regnbue.

Arrangementet er et særtilbud og finansieret af en pulje fra Sundheds- og Ældreministeriet, derfor er det gratis at deltage for borgere 65+. Er du under 65 år, er det muligt at deltage, hvis der er ledige pladser, imod en egenbetaling på kr. 220.

Har du lyst til at stige på bussen og tilbringe et par hyggelige timer som turist i skønne Aarhus?

Tilmelding senest d. 15. august, men gerne før, da der er et begrænset antal pladser. Pladser tildeles efter lodtrækning, blandt alle tilmeldte +65-årige. Du tilmelder dig ved at sende en mail til aarhus@rodekors.dk. Husk at angive, om du er over 65 år. 

Vi glæder os til at se dig. 


Læs mere
19. juli 2021

Vil du arbejde for Røde Kors?

Brænder du for det frivillige engagement og vil du bidrage til et vigtigt formål?

Er du god til at skabe relationer og kan du motivere, engagere og samarbejde med frivillige? Så er du måske vores nye kollega.

Vi søger en mobiliseringskonsulent til at rekruttere, motivere og uddanne frivillige til vores nye genbrugsbutik i Bazar Vest.

Vi forestiller os, at du er energisk og passioneret omkring arbejde med frivillige og trives med at samarbejde tæt med forskellige mennesker. Hvis du samtidig har erfaring med at arbejde med frivillige, er god til at planlægge og organisere, er dette job måske lige noget for dig.

Lyder det som dig eller en du kender?

Så læs mere her: https://drk.easycruit.com/vacancy/2745687/98575?iso=dk


Læs mere
13. juli 2021

Sekretariater holder sommerferie

Sommer er lig med ferie. Det er det også for vores sekretariat.

Røde Kors Aarhus’ sekretariat går på sommerferie fra den 14. juli til og med den 1. august.

Det er selvfølgelig stadig muligt at kontakte vores aktiviteter, men vær opmærksom på at der kan være længere svartid.

Du kan finde kontaktoplysninger på vores aktiviteter her på siden.

Rigtig god sommer.


Læs mere
12. juli 2021

Tre butikker holder sommerferie lukket

Tre af Røde Kors Aarhus’ butikker lukker kortvarigt ned hen over sommeren. Det drejer sig over butikkerne i Egå og Tilst og ved Bazar Vest. De øvrige butikker holder åbent som de plejer og glæder sig til at byde dig indenfor til lidt genbrugsshopping.

Egå butikken holder sommerferie i uge 29+30

Tilst butikken holder sommerferie i uge 30+31

Bazar Vest butikken holder desværre lukket på ubestemt tid grundet mangel på frivillige.

 

Du kan altid holde dig opdateret på åbningstider her på siden og på de respektive butikkers Facebook.

 

Rigtig god sommer.


Læs mere
09. juli 2021

Ohøj! Vil du med ud at sejle?

Røde Kors Aarhus vil gerne invitere på en fælles sejltur i Aarhus bugt med det historiske træskib Brita Leth.

Skonnerten Brita Leth blev bygget i 1911 og har en lang og interessant historie. Skibet blev blandt andet brugt til at transportere jøder fra Danmark til Sverige under anden verdenskrig. I dag er skibet fuldt istandsat og har god plads til landkrabber og matroser både indendørs og udendørs.

Vi stævner ud mandag d. 16. august cirka kl. 16.30, og lægger til igen tre timer senere kl. 19.30. Undervejs vil skipper fortælle om skibet, og du kan nyde lidt godt fra kabyssen i form af en platte med dertilhørende drikkevarer (øl/sodavand). Senere vil der også blive serveret kaffe og kage.

Arrangementet er et særtilbud og finansieret af en pulje fra Sundheds- og Ældreministeriet, derfor er det gratis at deltage for borgere 65+. Er du under 65 år, er det muligt at deltage, hvis der er ledige pladser, imod en egenbetaling på kr. 275.

Har du lyst til nogle hyggelige timer med havgus i håret, vind i sejlene, godt selskab og lækker mad?

Matroshat er valgfri, men vi anbefaler at medbringe en varm trøje/jakke, da der kan blive køligt ude på vandet.

Tilmelding senest d. 9. august., men gerne før, da der er et begrænset antal pladser. Pladser tildeles efter ”først til mølle”, hvor pladserne først fyldes op af tilmeldte +65-årige Du tilmelder dig ved at sende en mail til aarhus@rodekors.dk eller ringe til 8612 2460. Husk at angive, om du er over 65 år.

Vi glæder os til at se dig.

 

Obs. Røde Kors Aarhus sekretariat holder sommerferie fra d. 14.-31. juli. Tilmeldinger bliver derfor først bekræftet i starten af august.


Læs mere
06. juli 2021

Vi søger frivillige forældrestøtter

 

Vil du hjælpe med en lille nybagt familie godt i gang med familielivet?

Lige nu søger vi en frivillig, som kan yde støtte til en lille familie på tre, som har brug for hjælp til at komme godt i gang med familielivet.

At blive forældre for første gang er en stor, glædelig og livsomvæltende begivenhed. Det kan være en overvældende tid, både følelsesmæssigt og praktisk, særligt hvis førstegangsforældrene befinder sig i en sårbar situation.

I Røde Kors aktiviteten “en god start på livet” støtter frivillige forældrestøtter familien med at skabe en rolig, tryg og stimulerende hverdag for det lille barn, og forældrene med at finde ro i forældrerollen.


Læs mere
05. juli 2021

Forårsvenner siger tak for nu!

Hverdagen ligner efterhånden meget sig selv igen og derfor har vi nu afsluttet vores Corona-akutte projekt Forårsvenner.

Forårsvenner har siden januar matchet borgere, der pga. Corona-restriktionerne har været socialt isolerede, med frivillige, der pga. de selvsamme restriktioner har haft ekstra tid til at påtage sig en social opgave. Ved projektets afslutning var flere end 70 borgere og frivillige matchet og rigtig mange har ønsket at fortsætte med at se hinanden fremover.

”Det har været vildt inspirerende at opleve, hvor mange frivillige, der meldte sig, særligt i vintermånederne – bl.a. en masse unge mennesker, der ikke kunne komme på deres planlagte højskole- eller udlandsophold og som i stedet valgte at bruge den mørke Corona-tid på at holde isolerede ældre mennesker med selskab. Forårsvenner har dog også bekræftet, at der uafhængigt af Corona-situationen, er alt for mange mennesker, der føler sig ensomme og som har brug for flere sociale relationer. Det skal vi fortsætte med at være opmærksomme på – også når Coronaen er ved at være glemt,” siger aktivitetsleder Ida Binderup.

Netop derfor er Røde Kors Aarhus nu i gang med at udvikle et lignende, men mere fast koncept, der forhåbentligt kan komme i gang i løbet af efteråret 2021.


Læs mere
30. juni 2021

Udviklingsministeren på besøg i Røde Kors butik Egå

Fredag den 25. juni lagde Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen vejen forbi Røde Kors butikken i Egå for at sige tak til de engagerede frivillige, som gennem deres arbejde ikke kun støtter lokale, sociale aktiviteter, men også udviklingsarbejdet ude i verden.
Med sit besøg ønskede han at anerkende den værdifulde, frivillige indsats og det store engagement blandt de frivillige i butikken.

Det var et oprigtigt og positivt møde, hvor en af vores vigtigste indtægtskilder og dermed hjertet i motoren var i fokus.

Butiksleder Mogens modtog, på vegne af alle frivillige i butikken, både rosende ord og Udenrigsministeriets diplom for engagement.


Læs mere
25. juni 2021

Tak for et godt og velbesøgt åbent hus-arrangement!

Torsdag d. 24. juni blev netværkshuset, der sammen med genbrugsbutikken udgør Røde Kors Huset i Gellerup, indviet.

Arrangementet var meget velbesøgt, og særligt områdets lokale mødte op for at deltage i indvielsen og hygge sig sammen med kaffe, kage, snak, spil og leg.

I netværkshuset er der fokus på gode børne- og familieomgivelser. Derfor var det selvfølgelig børnene, der fik lov til at dekorere husets store væg. De fik også indviet både modellervoks, Lego, bordfodbold og ikke mindst legetårnet, mens forældrene fik god tid til at snakke med hinanden og shoppe både tøj, møbler og legetøj i den tilhørende genbrugsbutik.

I Røde Kors Huset i Gellerup er alle velkomne – både i butikken og i netværkshuset. Det er indrettet med særligt fokus på fællesskab og skal bl.a. huse et af Røde Kors Aarhus’ familienetværk.

Ud over at spille, lege, snakke og shoppe, kan man også benytte husets værksteder. Foreløbigt er der allerede godt gang i syværkstedet, og inden længe vil der også være andre former for værksteder. Muligvis et træværksted, et elektronikværksted og et cykelværksted.


Læs mere
18. juni 2021

Røde Kors Aarhus inviterer indenfor i nyt netværkshus i Gellerup

Torsdag den 24. juni kl. 15:30-17:00 inviterer Røde Kors Huset i Gellerup til åbent-hus-arrangement. Her vil det blandt andet være muligt at høre mere om netværkshusets værksteder og blive klogere på Røde Kors Aarhus’ familieindsatser.

Den 8. april 2021 åbnede Røde Kors butik Bazar Vest dørene for første gang. Nu inviterer netværkshuset, som deler lokaler med butikken, også indenfor. Det sker ved et åbent-hus-arrangement d. 24. juni, hvor det blandt andet vil være muligt at se netværkshusets sy-værksted og høre mere om, hvad planen er for huset fremover. Samtidig opfordres besøgende til at komme med idéer og tanker til, hvad de gerne ser ske i netværkshuset.

Netværkshuset bliver indrettet med plads til børn og unge. Der er nemlig planer om, at Røde Kors Aarhus’ ene familienetværk skal have base i huset. Derfor vil der i indretningen af mødelokaler blive lagt vægt på aktiviteter til børn i alle aldre med bordfodbold, PlayStation, LEGO og brætspil. Aarhus-afdelingen har på nuværende tidspunkt tre forskellige familienetværk.

Åbent hus med plads til både store og små

Aarhus-afdelingen har fokus på de gode familieoplevelser. Derfor er åbent-hus-arrangementet også lavet, så der er noget for både store og små. Til de voksne vil det være muligt at tale med afdelingens frivillige om muligheden for at blive engageret i Røde Kors Aarhus’ familieaktiviteter. Besøgende har også mulighed for at blive klogere på netværkshuset mange værksteder. Butikken holder åben på dagen, så der er desuden tid til at snuse rundt blandt de mange bøjler og hylder efter gode genbrugsfund.

Samtidig sørger de frivillige for at børnene ikke kommer til at kede sig. Børn kan nemlig hjælpe afdelingens frivillige med at male en væg i butikkens legeområde. Den skal gøres både farverig og eventyrlig. For dem, der har lyst, vil der også være en turnering i bordfodbold.

På dagen byder Aarhus-afdelingen på forfriskninger i form af kaffe, kage og slikposer til de mindste.

Åbent-hus-arrangementet finder sted:

Røde Kors Huset
Edwin Rahrs Vej 32P, 8220 Brabrand
Torsdag d. 24.06.21 kl. 15:30-17:00


Læs mere
07. juni 2021

Flere førstehjælpskurser tilføjet til kalenderen

Vi vil gerne imødekomme den store efterspørgsel på førstehjælpskurser. Derfor har vi tilføjet yderligere datoer til vores kursuskalender.

Der er fortsat færre kursister på førstehjælpskurserne, derfor anbefaler vi at booke dit kursus i god tid for at sikre dig en plads.

De tilføjede kurser er 8 timers færdselsrelateret førstehjælp. Kurset er obligatorisk, når man tager kørekort.

 

På vores førstehjælpskursus til bilister lærer du at:

  • Genoplive et menneske, som ikke trækker vejret
  • Bruge en hjertestarter
  • Yde førstehjælp til typiske skader f.eks. i forbindelse med trafikulykker, blødninger eller forbrændinger
  • Standse en ulykke og forhindre, at flere kommer til skade
  • Hvordan man vurderer, om den tilskadekomnes tilstand er kritisk, og derfor har behov for hjælp
  • Nødflytning fra bil og sikkerhed på ulykkessted
  • Førstehjælp til hyppigst forekomne skader ved trafikulykker, herunder knoglebrud, nakke-rygskader og blødninger

Kurset er også velegnet og aktuelt for kursister, som ikke er ved at tage kørekort, men som er interesseret i at lære end genopfriske førstehjælp.

 

Kommende datoer for førstehjælpskurser:

  1. jul kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
  2. jul kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
  3. jul kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
  4. jul kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
  5. aug kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
  6. aug kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
  7. aug kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
  8. aug kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
  9. sep kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
  10. sep kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
  11. sep kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
  12. sep kl. 09.00-16.45 Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C

Læs mere
02. juni 2021

Butikker søger frivillige

Røde Kors butik Tilst og Røde Kors butik Bazar Vest søger frivillige hænder, som vil være med til at gøre en forskel i lokalsamfundet.

Der er mange gode grunde til at blive frivillig i en genbrugsbutik. Du bliver en del af et unikt fællesskab, du er med til at fremme bæredygtig mode og du bidrager til Røde kors Aarhus’ sociale arbejde i Aarhus Kommune. Butikkernes overskud er nemlig afgørende for Aarhus-afdelingens arbejde med/for socialt sårbare og udsatte borgere i kommunen.

Butikkerne i Tilst og Bazar Vest er afdelingens nyeste. De er begge storbutikker. Som frivillig er der derfor rig mulighed for at være med til at udvikle og forme butikkerne – såfremt man ønsker dette.

Begge butikker udarbejder vagtplan løbende. Det betyder, at man melder sig til en vagt via Doodle. Det frivillige arbejde er derfor meget fleksibelt og let at få til at passe ind i hverdagen. Begge butikker har frivillige i alle aldre lige fra studerende til pensionister.

Som frivillig i butikkerne er det muligt at blive involveret i lige det område, der interesserer dig. Det kunne f.eks. være tøj (herre, dame, børn), brugskunst, møbler, bøger, legetøj eller noget andet. Har du kørekort er det desuden muligt at blive chauffør.

Der er mange forskellige opgaver at kaste sig over som frivillig i en genbrugsbutik. Der er dog nogle opgaver, som ligger fast for at sikre varer på hylderne:

  • Sortere og prissætte varer
  • Kundeservice og kundebetjening
  • Lave inspirerende udstillinger
  • Hygge med dine frivilligkollegaer

Nogle af opgaverne såsom sortering, prissætning og udstillinger kan laves uden for butikkernes åbningstid. Så der er god mulighed for at tage vennerne under armen og hjælpe med at forberede butikken til den næste dag.

De frivillige i butikkerne hygger sig sammen, når de er på vagt. Der er plads til smil, snak og grin. Når corona-situationen igen tillader det vil der desuden blive inviteret til fællesmøder og forskellige sociale arrangementer. Derudover er det som frivillig muligt at deltage i forskellige arrangementer for de frivillige i hele Aarhus-afdelingen.

Vil du høre mere om at blive frivillig i en af genbrugsbutikkerne? Så er du meget velkommen til at kontakte os.


Læs mere
01. juni 2021

Aflysning af De Røde Samtalebænke

Vi kommer med en kedelig nyhed… Da Gellerup sogn er lukket ned, ser vi os desværre nødsaget til at aflyse anden del af De Røde Samtalebænke. Vi ærgrer os rigtig meget, men vi ser det ikke sundhedsmæssigt forsvarligt, at vi opfordrer til at mødes fysisk. Det betyder derfor, at vi ikke opstiller bænkene ved Bazar Vest i denne uge. 

Vi og vores gæster havde glædet os til at skabe gode samtaler i kampen mod ensomhed. 

Vi håber selvfølgelig, at Gellerup hurtigt får smitten under kontrol og snart kan åbne op igen. 


Læs mere
12. maj 2021

Røde Kors Aarhus – Altid til stede med De Røde Samtalebænke

Alt for mange mennesker føler sig ikke som en del af samfundet. De savner omsorg og kontakt til andre mennesker. I Røde Kors Aarhus mener vi, at ingen skal føle sig uønsket alene. Derfor vil vi hjælpe mennesker til at opsøge lokale fællesskaber og skabe relationer for derigennem at bryde ensomheden. Ensomhed kan ramme alle. Både unge og ældre.  

Hos Røde Kors Aarhus er vi fuld gang med at planlægge De Røde Samtalebænke, som er en landsdækkende Røde Kors kampagne, der sætter fokus på ensomhed. Idéen er, at der bliver sat to bænke ud i byrummet i Aarhus, som skal opfordre til en uforpligtende samtale. Der er udvalgt to forskellige steder i Aarhus, hvor bænkene skal stå i uge 21 og 22, hvor kampagnen forløber. Derudover har vi kontaktet forskellige lokale ildsjæle, som lægger vejen forbi samtalebænkene. 

Bænkene starter deres turné i uge 21, hvor de kommer til at stå i Aarhus C ved Den Grønne Ambassade. Bænkene bliver den første dag indviet af borgmester Jacob Bundsgaardder synes, at ensomhed er en udfordring i en ung by som Aarhus. 

”Ensomhed er en stigende udfordring i samfundet, og det rammer alle aldersgrupper, ikke mindst blandt de unge. I en by som Aarhus, der tiltrækker mange unge, er det derfor et alvorligt problem, vi alle må forholde os til.  Jeg er rigtig glad for at kunne støtte ved at deltage i kampagnen ‘De Røde Samtalebænke’”, udtaler borgmester Jacob Bundsgaard. 

Samtalebænkene skal også være med til at vise, at Røde Kors stadig er til stede i lokalsamfundet og hjælper der, hvor der er behov for det. 

“Røde Kors slogan er “Altid til stede”. Corona-pandemien har vist os at det er vigtigere end nogensinde at vore mere end 900 frivillige er stede for syge, ensomme og udsatte i Aarhus. Nu er vi også til stede på de røde bænke i perioden fra d. 25. maj til d. 4. juni, hvor vi gerne vil fortælle om vort arbejde og gerne have en dialog om, hvordan vi hjælper endnu bedre og får endnu flere til at engagere sig”, fortæller formand for Røde Kors Aarhus, Lars Bundgaard, som skal stå i selskab med borgmesteren. 

Foredragsholder og manden bag SNAK-spillet, Frederik Svinth kommer også forbi på åbningsdagen, hvor han sammen med Lasse Godtfredson, forperson for Ungdommens Røde Kors Aarhus, skal skabe gode samtaler med borgere i Aarhus. 

De efterfølgende dage vil flere medlemmer af Aarhus-afdelingens bestyrelse, samt Ungdommens Røde Kors Aarhus være til stede og snakke med borgerne. I løbet af uge 21 lægger Jon Daniel Edlund, som er kendt fra Den Store Bagedyst 2018, og rådmand for Børn og Unge Thomas Medom også vejen forbi De Røde Samtalebænke. Rådmanden fortæller blandt andet, at alle skal have muligheden for at være en del af et fællesskab. 

”Vi har et fælles ansvar for at bekæmpe ensomhed i Danmark. Både som politiker, rådmand for Børn og Unge og borger bliver jeg berørt over de alt for mange danskere, som føler sig ensomme. Problemet er stigende, ikke mindst blandt de unge. I centrum for det gode liv som både barn, ung og voksen er sunde fællesskaber og positive relationer, hvor man som menneske føler sig set, hørt og anerkendt. Det er i fællesskaber vi vokser, får selvværd og tro på eget liv og muligheder. Som politiker og rådmand er jeg dybt optaget af, at vi har et samfund med ligeværd, hvor alle har mulighed for at tage del i fællesskabet og bliver grebet, hvis de vakler.   

Men vi har også et ansvar for hinanden som medmennesker, som borgere i civilsamfundet. Røde Kors’ Røde Samtalebænke minder os om, at vi alle kan gøre en forskel ved vores blotte tilstedeværelse. At vi ved at sætte os på bænken, række hånden ud og tage en snak med en fremmede, kan være med til at bryde ensomhed og isolation. Du kan gøre en forskel”. 

I uge 22 bliver bænkene flyttet ud til Bazar Vest i Brabrand, hvor Aarhus-afdelingen lige har åbnet en stor genbrugsbutik, som deler lokaler med vores nye netværkshus. Her kommer der igen til at være personer fra bestyrelsen, og de vil få selskab af Byrådsmedlem og førstehjælpsinstruktør hos Røde Kors Aarhus, Mahad Yussuf og rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Kristian Würtz.  

Vi i Røde Kors Aarhus glæder os til at være med til at skabe en masse samtaler i byen og sammen bekæmpe ensomheden


Læs mere
10. maj 2021

Røde Kors Aarhus søger førstehjælpsinstruktør

Har du styr på din ABC? Kender du førstehjælpens fire hovedpunkter? Kan du formidle i øjenhøjde og er du certificeret førstehjælpsinstruktør? Så kig lige her!

I Røde Kors Aarhus har vi stor efterspørgsel på vores førstehjælpskurser. Derfor søger vi lige nu certificerede førstehjælpsinstruktører til at indgå i vores team af undervisere. Afdelingen udbyder primært færdselsrelateret førstehjælp, hvorfor de fleste kursister er helt unge. Du skal derfor kunne formidle til og møde denne målgruppe i øjenhøjde.

Udover færdselsrelateret førstehjælp kan der også være mulighed for at undervise andre hold f.eks. grund- og udvidede kurser eller førstehjælp til børn.

Som førstehjælpsinstruktør i Røde Kors bidrager du til Røde Kors’ mål om, at alle skal kunne førstehjælp. Derudover er førstehjælp én af Aarhus-afdelingens indtægtsgivende aktiviteter. Du bidrager derfor også til afdelingens sociale arbejde i kommunen.

Stillingen er lønnet i henhold til Finansministeriets lønsats for timelønnede undervisere.

Lyder det som noget for dig? Du kan læse mere via linket herunder.


Læs mere
05. maj 2021

Samaritterne åbner op igen efter nedlukning

Der er forår i luften, og solen er så småt begyndt at komme frem igen. Danmark har været igennem en hård vinter med en Coronakrisesom har ramt os alle på mange forskellige punkter. Hos os i Røde Kors Aarhus afdelingen, har det ramt mange af vores aktiviteter. En af de aktiviteter der har været ramt, er vores samaritter, som tager ud til festivaler, koncerter samt store events i Aarhus kommune. De hjælper tilskadekommen tilskuer med den behandling, de har behov for.  

Genåbningen af Danmark er noget, vores samaritter har set frem til. De kan nemlig hoppe i deres uniform igen og komme ud og hjælpe til, hvor der brug for dem. Vi har snakket med Tanja, som er en af de samaritter, der har glædet sig til at kunne komme i gang igen. 

“Det er da vildt fedt at komme afsted på vagt igen. Vi har jo kørt lidt på lavblus i det sidste stykke tid, og kun haft undervisning/øvelsesaftener online, så det er dejligt igen at få chancen for at komme i uniformen og have noget mellem hænderne. Det er selvfølgelig også et kæmpe plus, at man kan komme ud og se sine kollegaer igen.”  

Samaritterne er lige for tiden at finde, når AGF´s hjemmekampe spilles her i Aarhus. Bilen bliver hver gang pakket ved frivillighuset med alt deres udstyr, som de kan få brug for i løbet af kampenSamaritterne har været afsted til deres første par kampe, og det var med et stort smil, at samaritterne endelig kunne komme afsted igen og være frivillig i den godsags tjeneste. Tanja nød at se kampen og mærke den gode stemning, selvom stationen ikke var fyldt helt op grundet Coronakrisen.  

“Altså, man kunne i hvert fald ikke mærke, at der ikke var helt fyldt op. Jeg tror, folk har savnet at komme ud og se noget bold, for den fik godt nok fuld skrue med både trampen, kampsang og tilråb – men det er jo bare dejligt at se folk have det hyggeligt, når de samtidig passer på hinanden” 

Samaritterne er klar til at hjælpe igen d. 16. maj hvor AGF skal møde FC Nordsjælland i Ceres Park. Lad os håbe, at stemningen er i top, og at de hvide tager sejren hjem. 


Læs mere
12. april 2021

Et brag af en åbning af Røde Kors Huset

Genbrugsbutikken åbnede endelig dørene op torsdag d. 8. april kl. 11, da ihærdige genbrugselskere straks blev budt på kaffe og kage – og så startede genbrugsjagten. Humøret var højt mellem de frivillige og kunderne, og genbrugsvarerne forsvandt så småt bare i løbet af de første to timer. Stemningen var også i top både fredag og lørdag, hvor de frivillige kunne nyde godt af at se liv i butikken. 

Trods de mange kunder, blev der overholdt myndighedernes retningslinjer, og folk var gode til at holde afstand til hinanden. Det hjalp i den grad også, at butikken havde god plads til at folk kunne boltre sig på. 

Røde Kors Aarhus er stolte over at kunne have åbnet deres syvende genbrugsbutik – endda den største indtil videre. Der forventes store planer i fremtiden for netværkshuset, og vi ser frem til at kunne skabe et socialt mødested for de lokale og de frivillige. 
Tusind tak for jeres tålmodighed og opbakning af åbningen! 

Åbningstiderne for genbrugsbutikken kommer fremover til at hedde: 

Torsdag-Fredag: 11.30-17.30 

Lørdag: 10.00-16.00 

Her kan du se et lille indblik af åbningsdagen

Vi håber på at se jer i Røde Kors Huset! 


Læs mere
31. marts 2021

Røde Kors Aarhus åbner en ny genbrugsbutik ved Bazar Vest 

Røde Kors Aarhus slår dørene op til en ny genbrugsbutik ved Bazar Vest d. 8. april. Butikken kommer til at dele lokaler med et netværkshus, som er blevet skabt til at lave sociale arrangementer. 

Røde Kors butikken Bazar Vest bliver en genbrugsbutik, hvor man kan købe tøj, nips, bøger, møbler, legetøj og børnetøj.  Vores frivillige har gjort et godt stykke arbejde, og man kan allerede nu mærke den gode stemning, der er mellem de frivillige. Aase, som er bestyrelsesansvarlig i den nye genbrugsbutik, er ikke i tvivl om, at butikken kommer til at stå snorlige til åbningen.   

“Varerne er ved at komme på alle hylderne. Vi har alle brugstingene klar, og vi er ved at få tøj og møbler ind i butikken. Vi har super travlt!“  

butikken er der også et legehjørne for de små. Der er købt og doneret en masse skønne legesager, hvor der blandt andet er ved at blive bygget et legetårn, som børnene kan lege med, når de besøger os. De voksne kan shoppe genbrugsguld, mens deres børn er godt optaget af vores børneunivers. 

Udover legehjørnet er planen at skabe et nærkværkshus, hvor Røde Kors Aarhus gerne vil have forskellige arbejdsområder alt efter folks interesser. Røde Kors Aarhus vil gerne lave et område, hvor de kan hjælpe med at give genbrugstøj, og andet der kan laves på en symaskine eller med nål og tråd, et nyt liv. Udover det er planen også at skabe et netværksområde, hvor frivillige kan hjælpe med at reparere møbler, teknologi, og cykler. Der bliver også sat et køkken op, så der kan laves mad, enten af interesse, eller når Røde Kors Aarhus’ aktiviteter mødes. Stedet skal være et samlingssted, hvor alle er velkomne, og hvor vi sammen skaber et netværk.   

På åbningsdagen, torsdag d. 8. april, har vi åbent fra 11-17.30, og i starten vil åbningstiderne hedde torsdag og fredag fra 13.30-17.30 og lørdag fra 10-14. Da genbrugsbutikken er afhængig af de frivillige, kan det opstå at åbningstiderne varierer. Følg derfor med på Røde Kors butikkens Facebookside Røde Kors butik Bazar Vest for at se kommende åbningstider.  

Åbningen af butikken sker i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer og med fokus på at skabe tryghed for kunderne og de frivillige. 


Læs mere
25. marts 2021

Kickstart giver støtte til unge i arresten

Kickstart hjælper unge i arresten med at komme videre ud i livetDe frivillige er der som støttepersoner, hvor de opbygger tillidsfulde relationer gennem deres besøg i arresten 

Det er nu et år siden, at aktiviteten Kickstart skulle have haft sin helt store åbning. Grundet Covid-19 måtte de komme på standby, før de havde fået lov til at hjælpe alle dem, som de havde intentioner om.  

I samarbejde med LB Forsikring etablerede Røde Kors, Kickstartsom er et tilbud til varetægtsfængslede unge, der har brug for støtte og sparring. Som støtteperson besøger man den unge varetægtsfængslet i Aarhus arrestUnder besøgene er man med til at skabe tillidsfulde relationer til den unge, så de føler sig bakket op på turen igennem og ud af fængselssystemet. Det er typisk unge i alderen 17-25, som stadig er i det stadie, hvor de skal definere, hvem de er. Det kan være svært at finde sin plads i samfundet efter endt ophold i arresten. Derfor hjælper de frivillige med praktiske opgaver såsom at finde en uddannelse, der passer til dem og hjælper med at etablere dem i sociale netværk. 

Frivillige med livserfaring og gåpåmod 

I august 2020 fik Kickstart langt om længe adgang til arresten i Aarhus, hvor de kom i kontakt med 12 unge med hjælp fra lederen af fængslets besøgstjeneste. De blev matchet med frivillige støttepersoner, der i mellemtiden var blevet uddannet. Et krav for at blive frivillig er, at man skal godkendes af kriminalforsorgen. Alle frivillige har været på et kursus, som Røde Kors Landskontoret tilbyder. Kurset er lavet, så de frivillige er klar til at påtage sig rollen som støtteperson og det ansvar, der følger med: 

Det er ikke bare at tage frivillige ind fra gaden. Det er noget helt andet. Det kræver folk med livserfaring, robusthed, gåpåmod og en masse tålmodighed. Det er krav, de frivillige skal have, fortæller Henrik Andersen, som er aktivitetsleder for Kickstart. 

Kickstarts indsats til unge i arresten 

Aktiviteten består af 16 engagerede frivillige og en aktivitetsleder, som brænder for projektet. De håber på at kunne hjælpe så mange unge som muligt igennem deres tid i og efter arresten. Kickstart hjælper nemlig ikke kun unge, der er i arresten, men også når de er i afsoning. De frivillige støttepersoner hjælper ved at være med til møder som bisidder hos kommunen og kriminalforsorgen. Det hænder dog, at de varetægtsfængslede ikke når at komme i afsoning, hvor de ellers ville få hjælp til økonomien og boligsøgning af de frivilligeDerfor hjælper Kickstart også, i samarbejde med andre hjælpeorganisationer i Aarhus, med at skaffe de unge midlertidige boligsituationer, hvis de bliver løsladt uden nogen form for afsoning 

Efter løsladelse fortsætter relationen mellem de frivillige og deres tidligere varetægtsfængslede borgereNormalt mødes de uformelle rammer på en café eller ved DOKK 1 og får sig en sludder over en kop kaffe. På grund af Corona situationen mødes de på afstand, og her gør de også brug af de populære gåture i skoven eller andre naturskønne steder i Aarhus. 

Af gode grunde har Kickstart ikke haft mulighed for at etablere flere relationer med de unge i arresten, siden de lukkede ned i oktober, hvilket også betød, at de frivillige ikke kunne komme på besøg mere. Nu opretholder de kontakten via telefonsamtaler, indtil de igen må mødes fysisk i arresten. 


Læs mere
17. marts 2021

Røde Kors Aarhus søger praktikanter til efteråret 2021

Tiden er kommet til, at vi igen skal søge nye praktikanter, som skal starte til efteråret. Vi søger indenfor tre områder; kommunikation, administration og event. 

Står du selv og mangler et praktiksted, eller kender du en, der kunne være interesseret? Så opfordrer vi til, at I søger hos Røde Kors Aarhus, der er en del af verdens største humanitære organisation! 

Kommunikationspraktikant: 

I løbet af praktikperioden vil du bl.a. få erfaring med; 

  • Intern og ekstern kommunikation f.eks. nyhedsbreve og pressemeddelelser 
  • Planlægning og gennemførsel af frivillig hvervekampagne 
  • Kampagneplanlægning fra idéudvikling til eksekvering 
  • Strategisk og praktisk arbejde med SoMe – Facebook, Instagram og LinkedIn 
  • Producere tekst, billeder og video 
  • Lettere grafisk arbejde til f.eks. plakater, flyers og SoMe 
  • Hjælpe frivillige med deres egne kommunikationsindsatser 

Derfor forventer vi, at du har styr på eller en vis forståelse for: 

  • Samarbejde med frivillige i alle aldre 
  • Notat- og referatskrivning 
  • Projektarbejde 
  • Office programmerne 
  • Analyse og rapportering 

 

Administrationspraktikant: 

I løbet af praktikperioden vil du bl.a. kunne arbejde med; 

  •  Mundtlig og skriftlig kontakt med borgere og frivillige  
  •  Planlægning og gennemførsel af større møder og events  
  •  Betjening af bestyrelsesudvalg herunder notat og referatskrivning  
  •  Nye aktiviteter og projekter  
  •  Generel administration og sekretariatsdrift  
  •  Assistance til frivillige  
  •  Eller noget helt andet, som du har lyst til at få erfaring indenfor? 

Derfor forventer vi, at du har styr på eller en vis forståelse for: 

  • Samarbejde med frivillige i alle aldre 
  • Notat- og referatskrivning 
  • Projektarbejde 
  • Office programmerne 
  • Analyse og rapportering
     

Eventpraktikant: 

I løbet af praktikperioden vil du bl.a. få erfaring med;  

  • Oplevelsesdesign og rumindretning  
  • Projektledelse  
  • Planlægning af oplevelsesevents  
  • Markedsføring  
  • Budgetudarbejdelse og kommunikation med interessenter  
  • Og helt sikkert noget helt andet, vi ikke har tænkt på endnu 

Derfor forventer vi, at du har styr på eller en vis forståelse for:  

  • Oplevelser – målrettet vidt forskellige typer af mennesker i Aarhus  
  • Indretning af oplevelsesrum  
  • Projektledelse  
  • Økonomi  
  • Fundraising  
  • Samtidig forventer vi at du er en stærk kommunikatør – både mundtligt og skriftligt. 

 

Læs mere om de tre praktikstillinger her: 

Kommunikationspraktikant: https://graduateland.com/da/job/39648281/23/kommunikationspraktikant 

Administrationspraktikant: https://graduateland.com/da/job/39789302/23/praktikant-foreningsbetjening-og-sekretariatsoptimering  

Eventpraktikant: https://graduateland.com/da/job/39160723/14/oplevelser-med-mening-projektorienteret-forloeb  

 


Læs mere
16. marts 2021

Røde Kors’ genbrugsbutikker i Aarhus genåbner med et brag

Den 1. marts åbnede Røde Kors’ genbrugsbutikkerne i Aarhus igen. I løbet af den første uge har flere end 2100 kunder været forbi butikkerne og omsætningen er steget med 40%. 

Vinteren har været lang for de frivillige i Røde Kors’ genbrugsbutikker i Aarhus. Men nu er det forår. Den 1. marts fik de igen lov til at slå dørene op til butikkerne og byde kunderne indenfor. I løbet af den første uge af genåbningen besøgte 2100 trofaste kunder vores butikker rundt omkring i Aarhus – og det er ikke kun kunderne, der har været glade for genåbningen: 

“Stort set alle vores frivillige har glædet sig til at komme tilbage i butikkerne, dels fordi de jo er frivillige for at hjælpe i en butik, men det er også en del af deres eget sociale netværk. Frem for alt kan vi få kunder i butikken og tjene penge til vores sociale aktiviteter i Aarhus. Så det er rigtig godt det her,” fortæller Mogens Grøn, formand for butiksudvalget i Røde Kors Aarhus. 

Røde Kors Aarhus genbrugsbutikkerne er blandt de butikker under 5.000 kvadratmeter, der ikke ligger i et storcenter. Derfor er de omfattet af den første genåbning siden vinterens nedlukning.  

Butikken i Egå havde en omsætningsstigning på 69% den første uge 

De mange kunder, der har besøgt Røde Kors’ genbrugsbutikkerne har i den grad fået stillet deres genbrugssult. For butikken i Egå betyder det, at omsætningen den første uge er steget med 69% i forhold til en normal, gennemsnitlig uge: 

“På åbningsdagen blev vi nærmest blæst bagover, og det har vi stort set mærket hele den første uge. Den første dag i butikken stod folk simpelthen i kø udenfor for at komme ind, og det gjorde de også de følgende dage. Så det er gået ret forrygende, og det har bare suset derudad,” fortæller Mogens Petersen, butiksleder i Røde Kors genbrugsbutikken Egå. 

Overskuddet går til et godt formål 

Butikkerne i Aarhus bliver drevet af frivillige kræfter, og derfor går pengene fra butikkerne primært til at drive vores 40 lokale, sociale aktiviteter i Aarhus. Det støtter blandt andet vores arbejde med udsatte borgere. De resterende penge går til Røde Kors’ arbejde for udsatte og katastroferamte mennesker i resten af verden. 

Røde Kors har 10.000 frivillige engageret i 240 genbrugsbutikker over hele landet. I Aarhus har vi seks flotte butikker med mere end 220 frivillige, der hjælper med at drive butikkerne og gøre dem til en succes.  

Genåbningen af butikkerne sker i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer og med fokus på at skabe tryghed for kunderne og de frivillige.  

 


Læs mere
12. marts 2021

Ny medlemsaktivitet søger aktivitetsledere

Vi kan konstatere, at der i Aarhus er rigtig mange mennesker, der har brug for den hjælp og støtte, som Røde Kors er sat i verden for at give.

Vi har derfor brug for endnu flere frivillige og medlemmer til at støtte op om vores meningsfulde indsats. Bestyrelsen har stor interesse for dette arbejde, og har derfor valgt at etablere et aktivitetslederteam, til udvikling af den fremtidige indsats. 

Bestyrelsen i Røde Kors Aarhus ønsker at blive bedre til at hverve nye medlemmer, og derfor skal medlemskaberne nytænkes og gøres attraktive for både privatpersoner og lokale virksomheder. Dette indebærer også et øget fokus på at fastholde de medlemmer og frivillige, som hver dag yder en stor indsats i Røde Kors Aarhus’ sociale aktiviteter. Hvordan det kan ske, vil aktivitetslederteamet have frie rammer til at arbejde med. 

Bestyrelsen ønsker et team på 2-3 ledere, der kan drive aktiviteten sammen med de frivillige, som de nye ledere finder til opgaverne. Aktiviteten skal udvikle og gennemføre strategi for hvervning og fastholdelse af medlemmer (både privatpersoner og virksomheder)Derudover skal lederne opbygge samarbejde med lokale virksomheder samt udvikle og planlægge medlems- og frivilligtilbud. 

Som en del af lederteamet får du fri adgang til frivillighuset og den samarbejdende Røde Kors-kultur i Nørre Allé. Der vil blive jævnlig sparring med bestyrelsen, og du vil blive en del af et netværk af andre engagerede frivillige aktivitetsledere, som løbende mødes. 

Hvis det lyder som noget for dig, kan du gå ind på linket og melde dig


Læs mere
10. marts 2021

Brevvenner skaber social kontakt på en ny (gammel) måde

Brevvenner er en ny aktivitet hos Røde Kors Aarhus, der ved hjælp af gammeldags, håndskrevne breve kan hjælpe borgere, som føler sig ufrivilligt alene.  

Der er ingen, der skal føle sig ufrivilligt alene, og derfor har Røde Kors Aarhus etableret en ny, social indsats kaldet Brevvenner. Aktiviteten er oprettet på baggrund af en henvendelse fra et plejehjem og skal være et frirum for borgere, der oplever modløs-, rastløs- og nedtrykthed. 

“I Røde Kors Aarhus er vi meget optaget af at afhjælpe den stærkt stigende ensomhed, som Coronapandemien har medført. Senest har bestyrelsen besluttet at oprette aktiviteten Brevvenner. Vi vil altså gerne genopdage det fænomen, der tidligere kaldtes “pennevenner. Vi ved, at et personligt, håndskrevet brev kan betyde rigtig meget, når man føler sig alenefortæller Lars Bundgaard næstformand i bestyrelsen.  

Venner på afstand 

Der dannes brevvennepar mellem frivillige og beboere på plejehjem eller medborgere, der ønsker en brevven. De kan skrive om alt mellem himmel og jord – det er helt op til dem. Der er lagt tid og kærlighed i et brev, og ordene er nøje udvalgt til den enkelte modtager. Det er netop det, der er så smukt ved et håndskrevet brev.
Brevvenner kan blive matchet af flere grunde. Det kan være baseret på fælles interesser eller på baggrund af de små hverdagsglæder. Måske har man lige gået en dejlig, lang tur i skoven, som selvfølgelig skal deles med sin brevven
Brevene behøver ikke kun at bestå af blæk på papir. Det må også meget gerne være sansebreve, hvor der er plads til kreativ udfoldelse. Nogle ældre er kognitivt udfordrede, og derfor er et sansebrev særligt godt til demI et sansebrev kan der blive vedlagt noget, man kan røre, dufte eller se. Kun fantasien sætter grænser. 

Vil du være brevven? 

Et plejehjem i Aarhus har allerede meldt sig til aktiviteten, og plejehjemsbeboerne sidder klar med deres kuglepenpapir og frimærke. Nu mangler de bare nogle Brevvenner på den anden side, der har lyst til at dele deres tanker og oplevelser i et brev
Alle kan være frivillig brevven. Det eneste kriterie er, at man har noget på hjerteMan kan sidde i sine egne trygge rammer derhjemme og lade ordene flyde på papir. 
Når man melder sig som brevven, kan man komme ind forbi Frivillighuset på Nørre Allé 32 og hente et ‘Brevvenner kit’. Med dig får du en mappe med papir, konvolutter, frimærker, blyanterkuglepenneog hvad dit skrivehjerte ellers begærer.  

Kontakt 

Røde Kors Aarhus 

8612 2460 


Læs mere
08. marts 2021

Introduktion til Røde Kors

Vi inviterer til “Introduktion til Røde Kors”, hvor du udover at høre om Aarhus-afdelingen også kan blive klogere på Røde Kors’ historie, principper og aktiviteter i ind- og udland.

Helt konkret omhandler kurset:

  • Røde Kors Aarhus og afdelingens aktiviteter
  • Røde Kors’ nationale aktiviteter
  • Røde Kors’ historie
  • Røde Kors principperne
  • Røde Kors’ internationale aktiviteter
  • Frivillig i Røde Kors – muligheder

Under kurset vil der blive serveret sandwich, kaffe/te og vand.

Kurset er målrettet frivillige i afdelingen, men er du nysgerrig, er du meget velkommen til at deltage. Tilmelding er nødvendig senest den 13/4 og skal ske på mahan@rodekors.dk.

 

Vi glæder os til at se dig!


Læs mere
03. marts 2021

Genåbning af vores genbrugsbutikker

I mandags var en skøn dag! Vi kunne endelig åbne alle vores genbrugsbutikker igen og byde kunderne velkommen. Vi overholdte selvfølgelig myndighedernes retningslinjer, og derfor stod kunderne pænt i kø ude foran, hvor vejret heldigvis var med os.

Vi besøgte Krydsfelt, hvor der allerede var kø da vi ankom til genåbningen. Folk ventede tålmodigt på at kunne komme ind. De overholdte max personer, som i Krydsfelts tilfælde er 6 ad gangen i butikken. I køen stod to piger, som havde ventet længe på, at Røde Kors genbrugsbutikkerne åbnede, så de igen kunne shoppe bæredygtigt genbrugsguld. Her er der kun én af hver ting, så det er med at være hurtigt ude. “Det er unikke ting. Det er noget, man kan lave lidt om på og gøre til sit eget”, fortæller en af pigerne med et smil på læben. De frivillige var glade for, de igen kunne åbne og hjælpe alle de glade kunder, der kiggede forbi.

Alle vores butikker var glade for at kunne åbne igen, og det kunne mærkes på kunderne, at de havde savnet at shoppe genbrug.


Læs mere
01. marts 2021

PitStop fejrer 3-års fødselsdag

Hos PitStop kan de d. 1. marts fejre deres 3-års fødselsdag! Normalt bliver der afholdt en fødselsdagsfest for de ansatte, de frivillige, borgerne og samarbejdspartnere, hvor de spiser lagkage og fejrer fødselsdagen sammen. I år bliver deres 3-års fødselsdag noget anderledes, da de ikke kan samles om kagen. De vil dog stadig holde en lille fødselsdag for det personale, der er på arbejde og de borgere, der er på PitStop den dag.  

PitStop gør et rigtigt godt stykke arbejde for syge hjemløse og funktionelle hjemløse. Gennem de to til tre uger, hvor de bor  PitStop, bliver der sørget for mad, en varm seng og diverse ting borgerne har brug for. Men vigtigst af alt får de omsorg og hjælp til det, de selv ønsker hjælp til.  

Vi ønsker PitStop tillykke med fødselsdagen og håber, at de igen til næste år kan fejre deres fødselsdag med et brag af en fest!  


Læs mere
26. februar 2021

De frivilliges indsats gør en forskel

De frivilliges indsats har været overvældende i år. Vi har løftet i flok, gjort vores bedste og givet, hvad vi kunne. Selvom – eller på grund af – Coronakrisen har været hård, har vi fået endnu flere frivillige i Røde Kors Aarhus. Mange er hoppet fra, men flere er sprunget til.  

De frivilliges indsats gik ikke i stå, da landet lå øde hen. Få dage efter Mette Frederiksens afgørende pressemøde i starten af marts stod en række frivillige hænder klar til at tage fat, hvor der var brug for det. De frivilliges indsats gjorde, at vi på rekordtid fik stablet et suppekøkken på benene. I to måneder kunne byens hjemløse og udsatte komme forbi for at få en skål varm suppe takket være vores frivillige. 

De frivilliges indsats gjorde, at vi kunne tænke ud af boksen og finde på noget helt nyt. Vores sociale aktiviteter gik ikke i stå, da Coronavirusset spredte sig i samfundet og anbefalingerne lød på, at alle burde isolere sig. I stedet fandt vi på nye måder at ses påDe frivilliges viljestyrke gjorde, at det blev lidt mere overskueligt for isolerede borgere at være alene og holde Coronaen på afstand. Møder blev afholdt online eller udendørs, og en ny digital besøgstjeneste blev oprettet. SnakSammen blev den kaldt, og på kort tid havde flere frivillige aktivitetsledere meldt sig til at føre projektet videre.  

De frivilliges indsats gjorde, at Aarhus Kommune på under et døgn stod med 12 møblerede isolationsboliger. I august ringede kommunen og bad om hjælp til at få møbleret boligerne, og butiksleder Mogens Petersen og hans team af frivillige i butikken i Egå sprang til med kort varsel og udviste stor handlekraft. De frivilliges flotte arbejde blev belønnet af Røde Kors med Buketten, der hver måned er i spil blandt over 35.000 frivillige. 

De frivilliges indsats er ikke blevet slået ud af nogle måneder med modvind. Vintervenner, der måtte holde pause, før de knap var startet op, har nu frivillige nok til at opfylde behovet for en Vinterven hos alle de beboere, der ønsker det. De frivilliges engagement er med til at udfylde tomrummet og afhjælpe følelsen af ensomhed hos et stadigt voksende antal borgere. 

De frivilliges indsats gør en forskel. Det har vi gjort tydeligt endnu engang med de udfordringer, der har mødt os i året 2020. Med 40 forskellige aktiviteter i afdelingen hjælper vores frivillige hundredvis af udsatte, indsatte, hjemløse og andre medborgere i Aarhus. De frivilliges indsats er det, der gør, at vores 40 aktiviteter eksisterer. Uden frivillige, intet Røde Kors Aarhus.


Læs mere
18. februar 2021

Sidste tilmeldingsfrist til generalforsamling 2021

Nedtællingen til dette års generalforsamling er officielt startet. Der er præcis én uge til, vi mødes på skærmen. Det foregår via TEAMS og mere information følger, når du har tilmeldt dig. Hvis du ikke er tilmeldt endnu, men gerne vil deltage, kan du lige nå det! I dag er sidste chance for, at du kan registrere dig.  

Du tilmelder dig her: https://mitrodekors.dk/gftilmelding 

Har du ikke mulighed for at deltage i generalforsamlingen, er du meget velkommen til at sende dine spørgsmål og kommentarer til Røde Kors Aarhus på aarhus@rodekors.dk eller direkte til formand Knud Aarup knudaarup@outlook.dk

Vi ser frem til et stort fremmøde til generalforsamlingen d. 25. februar! 


Læs mere
12. februar 2021

Frivillig om at være MFI: ”Det har forandret mit liv for altid”

Det var år 2015. På tv-skærmen kørte billeder af overfyldte flygtningelejre, flygtninge i små gummibåde og flygtninge på de danske motorveje. På Facebook flød negative og hadefulde kommentarer under DR’s nyhedsopdateringer om det stadig voksende antal asylansøgere i DanmarkDet fik Mirjam Kofod-Phil til at stoppe op 

Jeg hørte historier om flygtninge, der kom til Danmark, og jeg tænkte, at det måtte være forfærdeligt at komme til et fremmed land og blive mødt med sådan en hadefuld retorik. Så jeg havde lyst til at være en, der sagde velkommen, fortæller Mirjam Kofod-Phil.  

Tanken om at være flygtet fra krigen i Syrien, miste sin familie på vejen og ankomme til et land, hvor man ikke følte sig velkommen, fik hende til at ville gøre noget. Hun kontaktede Røde Kors Aarhus, og her mødte hun betegnelsen Midlertidig Forældremyndighedsindehaver. 

Startede på bar bund 

En Midlertidig Forældremyndighedsindehaver, eller en MFI, er en frivillig, som Røde Kors Aarhus matcher med en flygtning under 18 år, der er kommet til Danmark uden en voksen ledsager. Som MFI får man overdraget forældremyndigheden til den unge af den danske stat, så modsat mange andre frivillige hverv indgår man også en juridisk forpligtigelse. MFI’ens fornemmeste opgave er at varetage den unges tarv og rettigheder og på samme tid opbygge et tillidsfuldt forhold. Som MFI erstatter man ikke en forælder, men det er heller ikke et venskab – det er noget helt tredje. Sådan forklarer aktivitetsleder Verena Krammer-Haßler det. 

Forældremyndighedsindehaver er en støtte, der hjælper barnet med at forstå det danske offentlige system og samtidig understøtter barnet i at få formidlet sine synspunkter til kommunen og andre relevante aktører. Som forældremyndighedsindehaver deltager man sammen med barnet i møder med kommunen, og kommunen har pligt til at inddrage barnet og MFI’en i alle væsentlige beslutninger. Det kan dreje sig om beslutninger om bolig, skolevalg, fritidstilbud, og hvad der skal ske, når den unge bliver 18 år 

“Mange af vores frivillige MFI’ere bruger også noget af deres fritid sammen med den unge. De hjælper med lektier eller jobansøgninger, tager på udflugt eller laver mad sammen, fortæller aktivitetsleder Verena Krammer-Haßler 

Gruppen af MFI’erne mødes regelmæssigt for at blive opdateret på relevante udviklinger på området og for at udveksle erfaringer, og de har adgang til videreuddannelse og sparring og vejledning igennem Røde Kors.     

Mirjam Kofod-Phil var den første MFI i Aarhus Kommune, så hun vidste ikke meget om, hvad hun gik ind til. Efter et længere forløb med kommunen blev hun matchet med en ung flygtning fra Syrien. Han var 15 år og kommet til Danmark uden sin familie. 

Jeg startede lige med at google, hvor Syrien egentlig lå, for det vidste jeg faktisk ikke,” griner Mirjam Kofod-Phil.  

Hun kunne mærke nervøsiteten før deres første møde, for hun havde aldrig før mødt en flygtning, og fordomme havde hun da også nogle af. Drengen var også skeptisk over for den fremmede dame, der sad med til møderne med kommunen, men der gik ikke lang tid, før der skete et gennembrud i deres relation. 

Frivilligheden gør forskellen 

Et møde med sagsbehandleren fik en dag MFIen op i det røde felt. Hun følte ikke, de blev lyttet til, så Mirjam Kofod-Phil blev vred og bankede i bordet. Hun hævede stemmen og sagde, at dét ville de ikke finde sig i. Det var vendepunktet, der gjorde, at den 15-årige flygtning forstod, hvorfor hun var der. 

Det gik op for ham, at jeg utvetydigt var på hans side. Der var ikke noget med, at jeg skulle være venner med sagsbehandleren eller pædagogerne på bostedet. Jeg var der helt frivilligt og kun for hans skyld, og det rykkede noget i ham. 

At man som MFI er frivillig, er helt essentielt, mener Mirjam Kofod-Phil. Hun er ikke afhængig af at skulle præstere noget ud over at være der for den unge flygtning, og det er vigtigt, at hun ikke kan komme i loyalitetskonflikt med for eksempel kommunen. Mens pædagoger, konsulenter og sagsbehandlere fylder i drengens hverdag, er Mirjam Kofod-Phil en af de få personer, der ikke har andre end ham at tage hensyn til. 

Aktivitetsleder Verena Krammer-Haßler er helt enig med Mirjam Kofod-Phil i, at alle mennesker har brug for en relation til nogen, som er der, fordi de virkelig vil det. 

Mange MFI’ere holder fast i relationen, også efter den uledsagede er fyldt 18 år, hvis den unge ønsker det. Både fordi de fortsat kan gøre en forskel for de unge voksne, men også fordi MFI’en og den unge er kommet til at holde af hinanden.  

Kontinuiteten og stabiliteten er et stort pluspunkt for de unge, som typisk oplever mange skift blandt de fagprofessionelle og ofte mister meget af deres støtte fra det officielle Danmark, når de bliver myndige.  

Forpligter sig i årevis 

2,5 år senere fik den nu 18-årige syriske flygtning familiesammenføring. Hans forældre og lillesøster kom til Danmark, og Mirjam Kofod-Phils værgeforhold sluttede officielt. Kort tid efter blev hun kimet ned fra kommunen. De ville have hende til at være værge for endnu en ung flygtning, men selv havde Mirjam Kofod-Phil andre planer. 

“De havde misforstået, hvem jeg var, hvis de troede, at jeg bare havde al min tid fri nu, fordi mit værgeforhold ophørte. Jeg havde da ingen intention om, at jeg ikke skulle være der for ham, bare fordi han var blevet 18. 

Meen dag ringede en sagsbehandler fra kommunen og bad Mirjam Kofod-Phil om hjælp til en flygtning, der var blevet glemt i systemet. De havde akut brug for en MFI til ham for et lille halvt års tid, indtil han blev 18. Mirjam Kofod-Phil blev overtalt og endte med at sige jaSenere viste det sig, at drengens fætter også manglede en værge, og således endte Mirjam Kofod-Phil med at være MFI hele tre gange.  

I dag har hun stadig kontakt til alle tre drenge. En af dem spiser hun morgenmad med hver morgen, før hun kører ham i skole. En anden ringer hun til hver dag, for at høre, hvordan han har det. 

“Det er jo ikke som at være frivillig på Skanderborg Festival, hvor man gør et stykke arbejde i en weekend, og så er det ovre. Det her er jo årevis, man forpligter sig,” fortæller Mirjam Kofod-Phil, selvom hun ikke selv var forberedt på, at det ville blive så omfattende. 

Hendes liv har forandret sig for altid, og hun har fået åbnet øjnene op for en helt anden verden uden for lille trygge Danmark. Fordommene har hun lagt på hylden, og i stedet fejrer hun hvert år Eid sammen med drengene. 

Og jeg skal ikke være MFI igen, det har jeg ikke tid til. Men det har jeg jo sagt før, slutter Mirjam Kofod-Phil af med et grin. 


Læs mere
11. februar 2021

Vinterherberget mangler frivillige nattevagter

Aarhus Vinterherberg har allerede tilbudt en varm seng til hjemløse migranter i knap tre måneder denne sæson. Herberget er drevet af frivillige kræfter og holder kun åbent i årets koldeste måneder, hvor det at sove på gaden er en kold og til tider livsfarlig oplevelse. Lige nu mangler Vinterherberget de vigtige frivillige hænder, som er med til at holde overnatningsmuligheden åben for de borgere, som ikke har andre steder at gå hen. Flere er faldet fra i det nye år, og derfor søger Vinterherberget frivillige, som vil bruge noget af deres tid på at hjælpe de hjemløse migranter på Vinterherberget.

Vinterherberget åbner kl. 20.30 hver aften. Gæsterne bliver inviteret indenfor i varmen, får tildelt en seng og bliver tilbudt en skål varm suppe. Aftenvagten går med at hygge, snakke og spille spil, men de overnattende gæster går typisk tidligt i seng.

“De er flinke og høflige. Jeg føler mig tryg ved at være frivillig, ved at være nattevagt og ved at være blandt brugerne af Vinterherberget. Jeg hygger mig både med dem, og den frivillige makker jeg er sammen med. Jeg er ALDRIG alene, det er et krav at der SKAL være 2! Når man kommer til nattevagten er de fleste gået i seng. For det meste sover alle,” fortæller Lone om at være frivillig på Aarhus Vinterherberg.

Nattevagterne møder ind kl. 24. På dette tidspunkt sover de fleste gæster allerede. De to nattevagter – man er aldrig alene på vagt – skiftes til at sove, så der altid er én vågen, der kan hjælpe ved behov. De frivillige har deres eget værelse, hvor de kan trække sig tilbage og få et par timer på øjet, inden de skal vække gæsterne og servere morgenmad. Vinterherberget lukker klokken 8 hver morgen.

Trænger du til at opleve lidt nyt? Kan du sove, hvor som helst? Og kunne du tænke dig at gøre en forskel i denne kolde tid, hvor vejrudsigten lover minusgrader langt ud i fremtiden? Så bliv frivillig på Aarhus Vinterherberg.

Kontakt Søren på swfcd@gmail.com.


Læs mere
11. februar 2021

Vinterherbergets leder modtager blomster som tak for hans store indsats!

I mandags modtog Søren Christiansen en buket fra Røde Kors Aarhus. De blev overrakt af vores formand Knud Aarup, som tak for hans store indsats på Vinterherberget.  

Søren er ansat som dagligleder  Vinterherberget i Aarhus. Vinterherberget er et tilbud til hjemløse migranter, hvor de kan overnatte i de kolde vintermåneder. Søren har altid været glad for at gøre en forskel og hjælpe andre gennem sit arbejde. Da han fik tilbuddet om jobbet, tænkte Søren, at det var en god mulighed for at være en del af et unikt samarbejde mellem Røde Kors, Kirkens Korshær, Blå Kors, Aarhus Folkekirken og Aarhus kommune. Han syntes, det var spændende at kunne få lov til at arbejde på tværs af de 4 organisationer. Dette fik Søren til at takke ja tak til jobbet for 3 år siden.  

Søren er en af dem, der er med til at gøre Vinterherberget til en succes. Han er fuld af idéer, og når der opstår et ”problem”, ser han løsninger og muligheder. Søren har arbejdet på Vinterherberget i 3 sæsoner, hvor han hvert år står klar til at tage imod hjemløse migranter. Først får de et måltid mad og derefter en seng at sove i. De ansatte og frivillige snakker også gerne med dem, eller spiller et spil hvis det lyster.  

I sommeren 2020 sagde han ja til at hjælpe, selvom det var udenfor sæsonen. Han sagde ja til at hjælpe migranter med at finde job her i landet eller, efter deres eget ønske, hjælpe dem hjem til deres hjemland.  

Søren har flere gode oplevelser, hvor han har hjulpet med at gøre en forskel. I 2020 sæsonen var han med til at hjælpe en far og hans to sønner hjem til deres hjemland. De var kommet til Danmark, hvor de havde fået lovning om et sted at bo og arbejde, men da de kom herop, var der ingenting. En aften spurgte Søren ind til, hvor de gik hen, når de havde fået mad fra Vinterherberget. De fortalte, at de gik ud for at finde et sted at sove. Efter at Søren havde hørt deres historie, tilbød han dem, at de kunne sove på VinterherbergetEfterfølgende hjalp han dem med rejsen hjemsom EU-borger hjælper Danmark med hjemrejsen.    

Endnu en god oplevelse for Søren var da han sidste sommer fik et “godt” forhold til en af de hjemløse migranter, som Søren havde hjulpet med kørsel til og fra hospitalet. Søren havde efterfølgende spurgt ham, om han ikke skulle testes for Covid-19. Den hjemløse migrant fortalte Søren, at han ikke vil testes, men han nok skulle gøre det for Søren skyld. 

Det er ikke fordi, de skal gøre noget igen for mig slår Søren fast, men denne oplevelse har sat sig i ham og givet ham lysten til at give mere. “Jeg vil gerne gøre noget for andre. Jeg tror, at ved at give noget, så får man rigtig meget igen.”  

Vinterherberget er et godt sted for migranter og takket været Søren, hans kollegaer og de frivillige, kan det lade sig gøre at holde stedet kørende på tredje år. Det er med til at sikre, at ingen skal sove på gaden i de kolde vintermåneder.  


Læs mere
09. februar 2021

‘En tone i livet’ – med Værket som inspiration

I efteråret 2020 mødtes 5 personer fra Værkemed 3 sangskrivere. De 5 personer delte deres minder og fortællinger fra eget liv gennem sange, der havde en betydning for dem. Sangene gav anledning til samtaler om de livsoplevelser og følelser, der på samme tid var med til at skabe identitet både for individ og for samfund. 

Projektet hedder ‘En tone i livet’, og det er blevet nomineret til den international pris: Fedora platform. Det er den Jyske Opera som står bag projektet, hvor Røde Kors Aarhus’ Værket, kulturinstitutioner, NGO’er og 4 kommuner bidrager. Sammen har de udviklet et musikalsk værk, hvor borger fortæller deres historie gennem musikken, som en forestilling. 

Cecilie Eken har skrevet teksterne, og komponist Søren Møller har lavet musikken til stykket, som har præmier i september 2021, hvor det åbner Den Jyske Operas operafestival GrowOP! 

 

Du kan stemme nu og frem til d. 26. februar.  

Du kan stemme på ‘En tone i livet’ her: https://www.fedora-platform.com/discover/shortlist#education  


Læs mere
05. februar 2021

Patientbesøg: Sådan er det at starte en ny aktivitet op

61-årige Connie startede som frivillig i Røde Kors Aarhus’ nye aktivitet Patientbesøg. Nu er hun blevet aktivitetsleder
Selvom det både er tidskrævende og omstændigt at starte en ny aktivitet op, så er teamet godt på vej og åbner for frivillige til december 

Et ophold på sygehuset kan for mange være forbundet med usikkerhed og bekymringer – og det er ingen undtagelse på de to ældreafdelinger på AUH. Opholdet på sygehuset kan virke ensomt og utrygt, og det kæmpemæssige supersygehus kan virke både skræmmende og forvirrende. Derfor har Røde Kors Aarhus oprettet en ny aktivitet, som netop har til formål at skabe tryghed og tilbyde støtte til patienter på AUH’s afdeling for ældresygdom.
Én af dem, som har meldt sig som frivillig i den nye aktivitet Patientbesøg, er 61-årige Connie. Hun bor på Djursland, men afstanden til Aarhus gør hende ingenting: 
“Jeg bor jo egentlig ret langt væk fra Aarhus, men det gør ingenting, for projektet på AUH tiltalte mig. Jeg har altid tænkt, at når jeg blev pensioneret, så ville jeg lave frivilligt arbejde. Her kan jeg yde noget og gøre en forskel, og hvis man kan glæde andre, så behøver man ikke altid have betaling for det”siger hun. 

Den første vagt som frivillig
Connie havde sin første frivilligvagt på hospitalet i sidste uge, hvor hun skulle besøge en 92-årig mand, som var indlagt med blodprop og en lang række andre sygdomme. 
“Vi endte med at sidde og snakke i 1,5 time. Han fortalte, at eftermiddagstiden på sygehuset ofte er ensom, så derfor synes han, at denne aktivitet er supergod. Bagefter gik jeg op i opholdsstuen, hvor jeg talte med en sød dame, som var rigtig ked af det. Efter vores snak virkede hun meget mere positiv, og jeg tror bare, at hun havde behov for en at tale med”, fortæller Connie. 
Hun forklarer, at det er ikke alle patienterne, man kan snakke med. Nogle af dem har også bare brug for, at man læser avisen for dem, holder dem i hånden eller bare er hos dem. 

Et behov
Det er altid en bestyrelsesbeslutning at vurdere, om der er behov for en ny aktivitet. 
Vi agerer på de behov, der er. Det er et kardinalpunkt for Røde Kors. I bestyrelsen blev vi enige om, at der var et behov for at få denne aktivitet op at stå. Vi havde en åben dialog med AUH, og da Røde Kors Aarhus allerede har andre frivillige aktiviteter på hospitalet og samtidig har hånden om demensproblematikken, så blev vi enige om et samarbejde , fortæller bestyrelsesmedlem Inger Aarup. De frivilliges indsats kommer ikke til at erstatte det professionelle personales opgaver, men skal ses som er supplement af en social, praktisk og medmenneskelig karakter. 
Connie forklarer, at hun som frivillig kan være med til at berolige patienterne, hvilket gør, at sygeplejerskerne lettere kan passe deres job. 
På sygehusets ældreafdeling er gennemsnitsalderen 84 år, og en stor del af disse mennesker føler sig ensomme – ofte fordi de ikke har særlig mange relationer tilbage. Derfor synes jeg, at denne aktivitet er så vigtig!”, siger hun.  

Dét at starte en ny aktivitet op
At starte en ny aktivitet kan være både omstændigt og tidskrævende, og derudover har Covid-19 også påvirket opstarten af Patientbesøg. 
“Vi stod egentlig klar med et frivilligt team, men så kom Corona og satte en stopper for det hele”, fortæller bestyrelsesmedlem Inger Aarup. 
Bestyrelsen lavede et opslag, hvor de både søgte frivillige patientstøtter, men også folk, som ønskede at have en mere koordinerende funktion. Connie var en af dem, som havde mod på at prøve begge funktionerHun meldte sig i første omgang “bare” som frivillig, men er nu endt med at blive aktivitetsleder.
Connie fortæller, at det har været en rigtig spændende, men også meget tidskrævende, proces at være med til at starte en ny aktivitet op. Der er mange ting, som skal organiseres og sættes i system. 
Hun fortæller, at hun deler aktivitetsleder-titlen med to andre og selvom, at de er i helt forskellige aldersgrupper, så har de det rigtig godt sammen. 
“Ofte kan det være svært at få vores kalendere til at gå op, men jeg synes, at vi er kommet godt fra start, og vi er nået langt. Vi satser på at kunne starte op med frivillige her i december, og det skal nok blive rigtig godt”, afslutter hun. 


Læs mere
03. februar 2021

Røde Kors Aarhus indkalder til generalforsamling 2021

Årets generalforsamling nærmer sig.

2020 har været er helt særligt år. Covid-19 har sat sig præg. Covid-19 har medført nedlukning af aktiviteter og opstart af andre. Covid-19 har ikke fjernet medmenneskeligheden. Røde Kors får fortsat store donationer til vores genbrugsbutikker, og vi har i dag flere engagerede frivillige end for ét år siden.

Covid-19 påvirker også vores generalforsamling. Vi er nødt til at holde denne online. Generalforsamlingen vil foregå via TEAMS. Når du har tilmeldt dig, vil du modtage yderligere information om, hvordan general­forsamlingen gennemføres.  HUSK TILMELDING SENEST 18. FEBRUAR på https://mitrodekors.dk/gftilmelding

På generalforsamlingen vil vi fortælle om året, der gik og planerne for 2021, og du kan allerede nu læse årets beretning her på siden.

Vi håber, du vil deltage og fortælle os om dine ønsker til Røde Kors Aarhus.

Har du ikke mulighed for at deltage i generalforsamlingen, er du meget velkommen til at sende dine spørgsmål og kommentarer til Røde Kors Aarhus på aarhus@rodekors.dk eller direkte til formand Knud Aarup knudaarup@outlook.dk. Vi vil hurtigst muligt vende tilbage med svar. Du er også velkommen til at ringe til formand Knud Aarup på telefon 2132 8184.

Årsmøde 2021

Når vi ikke kan mødes i Frivillighuset til generalforsamling i år, vil vi i stedet invitere til et årsmøde, så snart udviklingen i pandemien tillader det. Vi håber, årsmødet bliver holdt i løbet af sommermånederne. På årsmødet vil du kunne møde bestyrelsen og drøfte Røde Kors Aarhus nu og i fremtiden. Vi udsender invitation, så snart det er muligt.

Vel mødt til generalforsamling – og årsmøde senere på året.

Bestyrelsen
Røde Kors Aarhus

______________________________

 

Indkaldelse

Generalforsamling 2021

Røde Kors Aarhus indkalder hermed til ordinær generalforsamling

Torsdag den 25. februar 2021 kl. 19.00

Mødet foregår på TEAMS. Husk derfor tilmelding senest 18. februar.

Dagsorden i henhold til vedtægterne:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning om afdelingens virksomhed
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
  4. Afdelingens planer for det kommende år
  5. Indkomne forslag – Skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage inden generalforsamlingen. Forslag sendes til aarhus@rodekors.dk
  6. Valg af:
    1. Formand
    2. Bestyrelsesmedlemmer
    3. Revisor
  7. Eventuelt

Læs mere
29. januar 2021

Vores genbrugsbutikker holder fortsat lukket indtil d. 1. marts

På baggrund af de nye udmeldinger fra regeringen og sundhedsmyndighederne holder vi fortsat lukket i alle vores genbrugsbutikker. Vi ser frem til at kunne byde jer alle velkommen i vores butikker d. 1. marts, hvor butikkerne vil være fyldt med en masse genbrugsfund og kæmpe smil fra de mange frivillige.  

Selvom vores genbrugsbutikker er lukkede, skal det ikke stoppe dig i at shoppe alt det dejlige genbrugsguld, vi har. Tre af vores butikker afholder onlinesalg, så du har mulighed for at købe nye, brugte ting!   

Holme, Tilst og Krydsfelt sælger online via deres Facebook sider, og på DBA. Når varen afhentes i butikken, følger vi selvfølgelig alle regeringens og sundhedsmyndighedernes retningslinjer. 

D. 6. februar afholder Krydsfelten LIVE online auktionhvor de har indgået et samarbejde med Rikke, som vivise jer en masse skønt tøj frem inde på hendes Facebook side. Du kan læse mere om begivenheden her https://www.facebook.com/events/449751006402528/  

Vi glæder os til at se dig!  


Læs mere
26. januar 2021

Røde Kors Aarhus pakker varmt tøj til børn i dagtilbud 

Covid-19 pandemien betyder, at børn i dagtilbud tilbringer mere tid udendørs. Det kan blive til rigtig mange timer i regn, blæst, sne og slud. Det stiller store krav til overtøjet, som både skal være varmt og vandtæt; det er nemlig ikke sjovt at lege, hvis man er kold og våd. 

Desværre er det ikke alle familier, som har midler til at købe ekstra overtøj til deres børn. Derfor er der børn, der dukker op i deres dagtilbud med alt for lidt tøj på. Det vil Røde Kors Aarhus i samarbejde med Aarhus Kommune og ReThinkers VisitAarhus ændre på. Vi giver en pose med varmt tøj til 100 børn i Aarhus Kommune. En pose indeholder, så vidt det er muligt, støvler, en varm og vandtæt yderskal, en varm trøje samt huer og handsker. 

“Corona i en kold tid er svært for alle – ikke mindst de småbørn i institutionerne, som er ude hele dagen – i al slags vejr. De familier, der i forvejen har svært ved at skaffe nok vintertøj til deres børn, er ekstra hårdt ramt, da børnene har brug for mere og varmere tøj. Disse børn går nu og fryser en stor del af dagen. Det er dem Røde Kors vil hjælpe, så de kan holde sig varme og tørre hele dagen. Røde Kors hjælper hvor vi kan se nød – uanset hvor det er og hvem, der har behov. Lige nu er de børn i Aarhus, der har for lidt tøj,” siger Aase Rhode, bestyrelsesmedlem i Røde Kors Aarhus. 

 

Aarhusianerne vil gerne donere det aflagte børnetøj 

Røde Kors Aarhus har seks genbrugsbutikker i byen, men selvom både storbutikkerne i Tilst og Egå tømte deres lagreog genbrugscentralen i Horsens leverede, hvad de havde liggende, så var der ikke nok varmt tøj til 100 poser. Vi ved nemlig ikke på forhånd, hvilke størrelser der er brug for, hvilket gør, at vi skal have ekstra af alt på lager. 

Den 13. januar lavede vi en efterlysning på Facebook i håbet om, at vi kunne få lidt tøj ind den vej. Det gav pote. Allerede dagen efter var opslaget delt mere end 400 gange og over 30.000 mennesker havde set det. I skrivende stund er det delt 1700 gange og er nået ud til små 153.000 mennesker – organisk. Dagen efter det blev lagt op, blev de første donationer afleveret i frivillighuset på Nørre Allé. Vi har modtaget en lind strøm af donationer lige siden. 

Vi er overvældede og taknemmelige for de mange donationer, vi har fået efter opslag på Facebook. Folk har delt opslaget flittigt og resultatet er, at vi nu har tøj til over 100 børn. Vi vil gerne sige tusind tak for hvert stykke tøj og hver en støvle. Det kommer virkelig til at gøre gavn,“ fortæller Aase Rhode. 

Tøjet er nu sorteret efter størrelse og standen på det meste af det er rigtig god. Vi er i fuld gang med at pakke tøjet efter de bestillingslister, som vi har modtaget. Det er frivillige, som har meldt sig specifikt til denne opgave, som sørger for at opfylde de enkelte børns ønsker – om muligt. På onsdag bliver de første poser afhentet af ReThinkers, som leverer dem til de institutioner, som børnene går i. 

Vi er rigtig glade for, at vi kan hjælpe børnefamilier, som har det svært i denne sære tid.  


Læs mere
21. januar 2021

“Her tør vi at åbne op for de svære ting”

Josefina og Frank meldte sig til Værket af samme årsag: de følte sig ensomme. Værket er et netværk for voksne, som oplever ensomhed. Her kan man snakke om de svære ting, og om de følelser, som fylder i hverdagen. 

Røde Kors Aarhus ønsker at tage hånd om ensomheden og sætte fokus på mental sundhed2017 blev Værket derfor oprettet. Værket er et fællesskab for voksne i alderen 30-60 år, der oplever ensomhed. Her kan de mødes i trygge rammer og erfaringsudveksle, socialisere, og få snakket om de følelser, som fylder i hverdagen.  

Man kan godt føle sig ensom blandt andre
Ensomhed kan ramme alle. Alle samfundslag. Alle aldre. Ensomhed er en selvoplevet følelse, som ikke kan ses – og mange føler sig ensomme, selvom de har mennesker omkring sig. 
Josefina er 49 år, og hun har været med i Værket siden starten af 2019. Frank har været en del af netværksgruppen i cirka et halvt år. Josefina og Frank meldte sig begge til gruppen af samme grund: de følte sig ensomme.  
“Ensomhed i samfundet er et af de emner, som vi har talt om i Værket. Det er jo et tabu, og et emne som man ikke lige snakker om med sin omgangskreds”, siger Frank. 
Denne situation kan Josefina godt genkende. Hun fortæller: 
“Man kan godt føle sig ensom blandt andre. Selvom man har venner og børn, som vi jo har, så kan man godt gå alt for meget alene rundt”
Omdrejningspunktet for Værket er netop at bringe mennesker sammen og styrke dem i at skabe et stærkt og varigt lokalt, socialt netværk, hvor de kan være sammen om gode fælles oplevelser.

Her er plads til alle
En netværksgruppe består af 10-12 deltagere, som mødes hver torsdag i Frivillighuset på Nørre Allé. Der er tilknyttet 3-4 frivillige, som sørger for kaffe, te og snacks – og trygge rammer. De frivillige arrangerer forskellige øvelser og aktiviteter, som blandt andet skal give deltagerne redskaber til at håndtere ensomheden. 
“De aktiviteter, som vi laver, er meget blandede. Ved nogle af aktiviteterne får vi virkelig snakket om nogle dybe ting, og andre aftener er mere løsslupne. Det er rigtig dejligt, at der er den afveksling i aktiviteterne. Vi ved aldrig, hvad vi bliver sat til, når vi møder op”, forklarer Frank. 
Værket er der plads til alle, og her kan man tale om alle slags emner – også de svære. 
Josefina forklarer, at gruppen er meget forskellige, men at de alle har det samme problem – og det er på den måde, at de når hinanden. 
“Nu har jeg jo været med i et halvt år, og hver torsdag glæder jeg mig til at komme her! 
Vi er blevet virkelig trygge ved hinanden, og her tør vi at åbne op for de svære ting. Det er rigtig dejligt at kunne have den der dybe samtale – det er jo i virkeligheden den, vi alle savner”, afslutter Frank. 


Læs mere
19. januar 2021

Vi åbner netværksskabende genbrugsbutik ved Bazar Vest…

… Derfor søger vi frivillige til at hjælpe med at gøre butikken til en succes. Som frivillig i en genbrugsbutik har man mange forskellige arbejdsopgaver, alt fra sortering, prismærkning af varen til kundebetjening.  

Vores kommende butik ved Bazar Vest bliver meget mere end en genbrugsbutik. Den bliver også et netværkshus, hvor der er fokus på fællesskab og sociale aktiviteter. 

Vi vil gerne invitere til digitale informationsmøder, hvor du vil få muligheden for at høre mere om, hvad det vil sige at arbejde i en genbrugsbutik, og hvilket arbejde Røde Kors Aarhus laver til dagligt. Vi afholder informationsmøderne ni gange. Du kan se tiderne herunder: 

26.01 kl. 17 

04.02 kl. 17 

09.02 kl. 10 

16.02 kl. 17 

18.02 kl. 17 

22.02 kl. 10 

24.02 kl. 17 

02.03 kl. 17 

04.03 kl. 17 

Du kan deltage i møderne via dette link: https://meet.jit.si/r%C3%B8dekorsaarhus 

Vi glæder os til at dig! 

 Du kan læse mere om frivilligjobbet her

Vi følger alle regeringens retningslinjer og anbefalinger, derfor afholdes alle møder digitalt, indtil at det er forsvarligt at mødes fysisk. Butikken åbner først, når det er tilladt. 


Læs mere
15. januar 2021

Røde Kors Aarhus matcher borgere, der trænger til selskab – med god afstand

Længerevarende ensomhed er blandt det allerfarligste for menneskers helbred. Covid-19 har derfor skabt et behov for besøgsvenner, der kan holde fysisk afstand, men hvor samvær og nærvær stadig er nøgleordene.

 

Coronarestriktionernedlukninger, forsamlingsforbud og aflysning af sociale aktiviteter. Det er alt sammen noget, der gør det udfordrende for de borgere, der føler sig ensomme – især hvis de også er sundhedsmæssigt udsatte.  

Pandemien gør det svært at mødes til en kop kaffe i sofaen, som andre besøgsvenner typisk gør. Derfor har vi udvidet vores mangeårige Besøgstjeneste med Forårsvenner i samarbejde med Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
”Mens det danske sundhedsvæsen arbejder på højtryk for at håndtere Corona-pandemien, arbejder vi i Røde Kors på at begrænse en af pandemiens værste bivirkninger: Den længerevarende ensomhed”fortæller Ida Binderup, som er aktivitetsleder i den nye besøgstjeneste

 

En sludder og en kop to-go kaffe
Mens man i Besøgstjenesten typisk mødes hjemme og får en god sludder over en kop kaffe, opfordrer Forårsvenner mere til en god snak over telefonen, en hyggelig gåtur eller en kop to-go kaffe i den lokale park, hvor man sammen kan nyde vintergækkernes og forårets kommen. Samvær og nærvær er som altid nøgleord for relationen.

“I Sundhed og Omsorg kan vi se, at de ældre som var ensomme før Corona-krisen, er blevet endnu mere ensomme og isolerede. Samtidig er der mange ældre som savner det samvær og fællesskab, de var en del af tidligere. Vi har derfor i et samarbejdet med Røde Kors iværksat Forårsvenner. Initiativet giver ældre mulighed for at gå foråret i møde i trygge rammer og i selskab med et andet menneske”, fortæller Maj Morgenstjerne, udviklingschef i MSO. 

Som Forårsven bliver man, i en periode på omkring to måneder, matchet med en medborger, føler sig ensom og trænger til selskab. Længerevarende ensomhed er noget af det allerfarligste for menneskers helbred og dermed også en af de værste følger ved Covid-19-pandemienDerfor består opgaven som Forårsven i at være til stede, lytte, snakke og vise omsorg gennem regelmæssige besøg. Med Forårsvenner håber vi, at vi kan gøre hverdagslivet lidt lysere, varmere og mere indholdsrigt for en person, som føler sig ensom og isoleret. 

 

Hvis du har lyst til at få en Forårsven eller hvis du kender en, der kan få glæde af en forårsven, så tag kontakt til Røde Kors Aarhus. 


Læs mere
14. januar 2021

Vores genbrugsbutikker åbner igen d. 8. februar

Forlængelsen af de gældende corona restriktioner gør at vi holder vores butikker lukket lidt endnu. Vi glæder os til at invitere dig indenfor igen d. 8. februar, hvor vi har masser af genbrugsguld på både bøjler og hylder.

I mellem tiden kan du lade dig inspirere på vores seks butikkers respektive Facebook og Instagram. Her kan du holde dig opdateret på, hvad der sker i din favorit genbrugsbutik og ikke mindst, hvad der kommer ind.

 

Vi glæder os til at se dig!


Læs mere
08. januar 2021

Et stærkt venskab på tværs af generationer

Karen og Ingrid har mødt hinanden gennem Besøgstjenesten i Røde Kors Aarhus. De har været besøgsvenner i over et år og til trods for, at der er 38 år mellem dem, så har de en masse ting til fælles.

Det er søndag, himlen er blå og vejen er farvet rød og orange af træernes nedfaldne blade.
I lejligheden, som ligger i det vestlige Aarhus, skinner efterårssolen ind ad vinduet.
“Sikke noget dejligt efterårsvejr på sådan en søndag”, udbryder Karen, da hun træder ind ad døren til lejligheden. Hun har vaniljesmåkager i favnen. Ingrid har hældt friskbrygget kaffe på kanden. Der er dækket op med blåt stel – med afstand naturligvis. Karen hænger sin frakke på knagen, spritter hænderne af og skænker kaffen.
28-årige Karen bor i Aarhus og arbejder til daglig i Region Midtjylland indenfor socialområdet. Ingrid er 66 år og er lige blevet folkepensionist, og så har hun haft Parkinsons i 10 år. Karen og Ingrid er besøgsvenner. Det har de været længe. I sommer kunne fejre deres 1-års dag med pandekager.

Aldersforskellen er intet problem
“Venskaber og relationer betyder meget for mig. Jeg meldte mig som frivillig i Besøgstjenesten, fordi jeg syntes, at det kunne være fedt at få en ven fra en anden aldersgruppe. Havde det ikke været for Besøgstjenesten, så havde Ingrid og jeg jo aldrig mødt hinanden”, siger Karen. Hun fortæller, at hun førhen havde et meget tæt forhold til sine bedsteforældre, men at de nu er gået bort.
“Så tænkte jeg over, hvorfor det egentligt er, at man ikke kan have et venskab på tværs af generationer? Ingrid kommer med nogle pointer og vinkler på tingene, som mine jævnaldrende veninder ikke gør. Det er sjovt at se, hvor lidt alder egentligt betyder”, siger hun. Ingrid nikker fra lænestolen. For hende er aldersforskellen heller intet problem.
Hun synes, at det er rart at møde et ungt menneske, fordi det giver nogle andre slags snakke.
“Karen har givet mig rigtig meget! Når hun kommer, så går hun bare ind og går i gang. Hun kender det hele efterhånden”, siger Ingrid.

Kan snakke om alt
Når de to er sammen, så snakker de om alverdens hverdagsting, men de kan også sagtens berøre tungere emner:
“Der gik ikke særlig lang tid før, at jeg havde tillid til Karen. Vi har talt om personlige og private emner, og det betyder rigtig meget, at man også kan tale om sådanne ting. Med Karen havde jeg en fornemmelse af, at her er en, jeg kan dele ting med”, fortæller Ingrid. Også for Karen betyder det meget, at de både kan sludre om løst og fast, men samtidig også tale om mere alvorlige emner.
Til trods for aldersforskellen så har de to en masse ting til fælles. Eksempelvis er de begge store familiemennesker, og de er efterhånden også kommet tæt på hinandens familier.
“Vi er faktisk ret ens. For eksempel fandt vi ud af, at vi havde en fælles kærlighed til digte. Nogle gange læser Ingrid op fra sine digte, og det inspirerer mig rigtig meget. Derudover har vi også en fælles kærlighed til kage”, fortæller Karen og smiler.

Har holdt kontakten trods Corona
Karen og Ingrid starter altid med at mødes i Ingrids lejlighed. Derfra tager de nogle gange ud og handler sammen, tager en picnickurv med ud i solen eller går en tur i Botanisk Have. Andre gange ser de fjernsyn, laver aftensmad sammen eller bager julekager.
“Det vi laver minder egentlig ret meget om, hvad jeg laver, når jeg ses med mine andre veninder. Vi hygger og snakker, og så drikker vi en hulens masse kaffe”, siger Karen og griner.
Inden Covid-19 mødtes de cirka hver anden uge – ofte om søndagen. Selvom Corona har været en udfordring, så har de to formået at holde kontakten ved lige. De har både snakket i telefon sammen og facetimet, men denne gang blev de altså enige om at mødes fysisk – for som Ingrid siger: “Det er altså bare ikke det samme at facetime”.

Solen sender dagens sidste efterårsstråler ind gennem vinduet, mens der bliver skænket mere kaffe op i kopperne. Karen snupper en småkage, og bliver enig med Ingrid om, at de skal gentage julekagebagningen igen i år.


Læs mere
05. januar 2021

Nytårshilsen fra Røde Kors Aarhus

Røde Kors Aarhus ønsker jer alle et rigtig godt nytår, og vi håber, at I alle er kommet godt og sikkert ind i det nye år!

2020 blev et meget anderledes år end vi havde forestillet os – sikke et år!
Restriktionerne byder desværre, at vores seks genbrugsbutikker fortsat holder lukket. På baggrund af udmeldingerne fra regeringen og sundhedsmyndighederne kan de tidligst åbne mandag d. 18/1-2021. 
Restriktionerne betyder ligeledes, at vores førstehjælpskurser også er aflyst indtil videre.  
Det er meget vigtigt for os, at vi kan fortsætte vores sociale aktiviteter. Vores sociale aktiviteter kører derfor stadigvæk, men der bliver selvfølgelig taget alle forholdsregler.
  
Vi ser frem til 2021 og glæder os til at se jer alle igen. 


Læs mere
23. december 2020

Glædelig jul og godt nytår!

Endnu et år er gået. Et år ud over det sædvanlige.
Formand i Røde Kors Aarhus, Knud Aarup, er stolt over danskerne indsats det forgangne år.
“Covid-19 har lært os som samfund, at vi kan stå sammen. Rigtigt mange har vist samfundssind, det vil sige vist at mennesker er afhængige af hinanden, og at vi alle er nødt til at bidrage for, at vi som samfund kan komme igennem en krise. Rigtig mange meldte sig som frivillige, og behovet for et stærkt Røde Kors er blevet tydeligt. Derfor skal vi arbejde stærkt videre i 2021”, siger formand Knud Aarup 

Om under et døgn er julemaden i ovnen og juletræet pyntet i de fleste hjem. Det gælder også på PitStop, hvor frivillige holder jul med nogle af byens mest udsatte. Der er pyntet op, og bordet bliver dækket med juleservietter og håndsprit.
“Vi byder på en dejlig juleaften til dem, som har mest brug for det. Det bliver en jul med juletræ, andesteg, gaver, julesalmer og hygge”, fortæller forstander på PitStop, Margit Krabbe.  

Vi håber, at julestemningen har spredt sig til de danske hjem, og vi ønsker, at alle får en glædelig, men dog anderledes, juleaften og et rigtig godt nytår. Husk at passe på hinanden, så vi forhåbentligt snart kan ses til fællessang, fest og kærlige kram. 

God jul fra Røde Kors Aarhus!


Læs mere
14. december 2020

Coronakrisen øger behovet for julehjælp

Julen er en særlig tid. Men med traditioner som and, risalamande og julegaver er julen også en dyr tid. Hvert år deler vi i samarbejde med Aarhus Kommune julehjælp ud til trængende familier, for ingen børn skal gå glip af muligheden for julegodter, julegaver og julemad.

I år har spredningen af Covid-19 i Danmark påvirket mange familiers økonomi negativt, og allerede udsatte familier er blevet ramt ekstra hårdt. Derfor har vi i Røde Kors Aarhus og Aarhus Kommune valgt at sætte antallet af julehjælpsmodtagere op. Sidste år var antallet 250, men i år slår vi rekord. Hele 290 aarhusianske familier får glæde af den håndsrækning, som organisationen har tradition for at give.

Formand i Røde Kors Aarhus, Knud Aarup, er ikke i tvivl om, at den ekstra julehjælp er efterspurgt.

“Covid-19 har på ingen måde gjort det nemmere for børnefamilier, der i forvejen ikke har særlig meget overskud eller særlig mange ressourcer. Alle fortjener en god jul, og det vil vi gerne hjælpe dem med at få,” fortæller Knud Aarup.

Med julehjælpen gør vi en forskel for nogle af de familier, som ikke selv kan klare sig igennem julen. Hjælpen er derfor blandt andet et middel til at begrænse social eksklusion.

Julehjælpen består som den plejer af et gavekort til Coops butikker og et gavekort til Røde Kors Aarhus’ 6 genbrugsbutikker. Igen i år har AGF valgt at bidrage med to fribilletter til en fodboldkamp, så familierne kan få sig en god oplevelse sammen i det nye år.

Samarbejder med kommunen

For tredje år i træk samarbejder vi med Aarhus Kommune om uddeling af julehjælp. Det er derfor ikke muligt at søge gennem os, da det er kommunen, der beslutter, hvem der skal modtage julehjælpen.

“Kommunen kender borgerne rigtig godt, og ved at samarbejde med dem, er vi helt sikre på, at julehjælpen kommer ud til dem, der har allermest brug for det,” fortæller Knud Aarup.

Julehjælpen bliver uddelt på baggrund af individuelle vurderinger af børnenes behov og familiens situation. I Aarhus er det kommunens Familiecenter og Unge Job og Uddannelse, som vurderer, hvilke familier der får tildelt julehjælp fra Røde Kors Aarhus, mens man i andre kommuner kan søge julehjælpen direkte gennem Røde Kors.


Læs mere
11. december 2020

PitStop åbner igen efter 7 ugers nedlukning

Efter renovering af bygningen er PitStop nu åbnet igen og tilbyder atter hvile, omsorg og trygge omgivelser til byens mest udsatte mennesker. Åbningen sker tids nok til at få julepynten op at hænge, og det glæder både PitStops forstander, de frivillige og byens hjemløse.

Efter 7 ugers nedlukning genåbner PitStop nu endelig igen og er på ny klar til at tage imod byens hjemløse og udsatte. PitStop har pga. støj og byggerod været nødsaget til at holde lukket siden 14. oktober.

Forstander, Margit Krabbe, fortæller:
“Borgerne blev meget berørte, frustrerede og kede af lukningen. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi igen kan tilbyde byens allermest socialt udsatte borgere et sted, hvor de kan få mad, varme, omsorg og en seng at sove i! Vores frivillige har også savnet at være her, og de er glade for, at de endelig kan komme tilbage”, fortæller forstander på PitStop, Margit Krabbe.
Genåbningen af PitStop sker i rette tid til julen, og de hjemlige lokaler er blevet pyntet med både juletræer, kravlenisser og julehjerter.

Jul på PitStop
Julen står for døren, og for de fleste mennesker er julen lig med hygge og samvær med familien. Mange af borgerne på PitStop har dog ingen kontakt til deres familier, og derfor holder PitStop også åben den 24. december og nytårsaften.

Nu har vi eksisteret siden 2018, og vi begynder så småt at have nogle juletraditioner. Vi har pyntet op, og vi skal også afholde vores årlige julebanko. Vi tilbyder en dejlig juleaften til dem, som har mest brug for det. Det bliver en jul med juletræ, andesteg, gaver, julesalmer og hygge”, udtaler Margit Krabbe.


Læs mere
03. december 2020

Køb julegaven i genbrug

Køb julegaven i en af vores 6 genbrugsbutikker i Aarhus – Krydsfelt, Højbjerg, Åbyhøj, Holme, Højbjerg eller Tilst.

Med en julegave fra genbrug giver du en helt unik gave, der tilmed er budgetvenlig og bæredygtig! På samme tid støtter du et godt formål – overskuddet fra butikkerne går nemlig til Røde Kors Aarhus’ sociale aktiviteter i Aarhus Kommune.

Vi bytter med et smil til en anden vare fra butikken frem til den 31.01.21.

Syntes du ikke, du fandt den gave, du ledte efter, kan du altid give et gavekort. Gavekortet kan du købe i butikkerne eller her.


Læs mere
26. november 2020

Ingen skal sidde ufrivilligt alene juleaften

Ingen skal være ufrivilligt alene juleaften, heller ikke i en coronatid. Derfor spørger Røde Kors Aarhus de aarhusianerne, som ikke har planer juleaften, hvad de har lyst til at lave d. 24. december. Coronaen har nemlig skabt tvivl omkring interessen for arrangementet Fællesjul – jul med fællesskab.


Læs mere
30. oktober 2020

Mundbind i Frivillighuset

Covid-19 påvirker os alle meget – også i Røde Kors Aarhus. Frivillighuset på Nørre Allé er fortsat åbent, men alle, der kommer i huset fremadrettet, skal bære mundbind – undtagen når man sidder ned ved møder. Vi skal passe på hinanden! Samtidig gør vi alt, hvad vi kan, for at vi fortsat kan hjælpe dem, der har brug for det.


Læs mere
21. oktober 2020

Pop-up butik i Domen

I starten af oktober afholdte vi vores første pop-up butik. Den succes gentog vi i sidste weekend og udvidede på samme tid konceptet fra at være et endagsarrangement i Bruuns Galleri til at vare tre dage i Domen på Aarhus Ø.


Læs mere
16. oktober 2020

Gratis vaccinationer til dig over 65 år

I samarbejde med Danske Lægers Vaccinations Service tilbyder Røde Kors vaccination af danskerne for influenza og lungebetændelse. I Aarhus kommer vaccinationerne til at foregå i vores butikker i Tilst og Egå og i Røde Kors Huset på Nørre Alle.


Læs mere
05. oktober 2020

Vellykket pop-up event i Bruuns Galleri 

Lørdag d. 3. oktober afholdt vi i Røde Kors Aarhus vores første pop-up event med second-hand tøj. Eventet fandt sted i Bruuns Galleri, og i ægte pop-up-stil havde butikken kun åbent én enkelt dag.


Læs mere
05. oktober 2020

Landsindsamlingen 2020: sådan gik det

Røde Kors Landsindsamlingen løb af stablen i søndags d. 4. oktober. I Aarhus blev 356 ruters dækket ind af skønne, frivillige indsamlere, der trodsede vind og vejr for at gå en tur i den gode sags tjeneste.


Læs mere
02. oktober 2020

Røde Kors butikken i Tilst åbnede med et brag

Hundredvis af besøgende kiggede forbi, da Røde Kors Aarhus åbnede en ny storbutik i Tilst torsdag d. 1. oktober.


Læs mere
24. september 2020

Landsindsamlingen nærmer sig

Røde Kors’ landsindsamling nærmer sig. Søndag den 4. oktober går hundredvis af aarhusianere fra dør til dør for at samle ind til udsatte borgere både i Danmark, men også i resten af verden.


Læs mere
24. august 2020

Røde Kors Aarhus og verdensmålene

FN’s sytten verdensmål er ikke til at komme udenom i disse år. De spiller en stor rolle i både den politiske debat, men også i det danske erhvervsliv, hvor mange virksomheder målrettet arbejder med ét eller flere verdensmål som en del af deres CSR-strategi.


Læs mere
19. august 2020

Covid-19: Røde Kors Aarhus møblerer nye isolationsboliger i Skødstrup

Teamet i Egå fik pludselig travlt, da kommunen kontaktede dem for at få hjælp til at indrette 12 nye isolationslejligheder med genbrugsmøbler. Mogens Petersen og hans kollegaer sprang til med 2 timers varsel og løste opgaven.


Læs mere
10. august 2020

Røde Kors’ Hjælpenetværk: 35 29 96 60

COVID19 spreder sig i øjeblikket i Aarhus. Det betyder blandt andet, at mange borgere bliver utrygge ved at gå ud og vælger at isolere sig derhjemme.

Har du brug for hjælp, fordi du er utryg ved at gå ud i disse svære tider, så kan du kontakte Røde Kors’ Hjælpenetværk.

I Hjælpenetværket står frivillige klar til at hjælpe med praktiske gøremål som f.eks. indkøb, hundeluftning og medicinafhentning.

Hjælpenetværket kan kontaktes alle hverdage kl. 10-14.


Læs mere
10. juni 2020

Nu kan du købe gavekort til vores butikker

Det digitale genbrugsgavekort er den perfekte gave til studenten, den miljøbevidste tøjentusiast, dig der gerne vil give det hele, og dig der gerne vil have, at det skal være nemt. Kort fortalt, den perfekte gave til én du holder af.

Du har måske allerede lagt mærke til at menulinjen på hjemmesiden er udvidet!? Aarhus-afdelingen har nemlig gjort det muligt at købe gavekort til vores genbrugsbutikker online. Ved at udfylde en formular på vores hjemmeside kan du købe et genbrugsgavekort, som du modtager digitalt i din indbakke. Nemmere bliver det ikke.

Gavekortet kan købes på et valgfrit beløb og kan bruges i alle vores butikker i Aarhus. Gavekortet giver altså mulighed for at gå på opdagelse i vores butikker i Egå, Højbjerg, Åbyhøj, Holme og selvfølgelig Krydsfelt på Nørre Allé. Der er masser af genbrugsguld, der bare venter på at blive fundet.

Vi sælger også fysiske gavekort i vores butikker.  

Når du handler i vores genbrugsbutikker eller køber et gavekort, støtter du vores arbejde med sårbare og socialt udsatte borgere i Aarhus-kommune.

Tak for din støtte.


Læs mere
28. maj 2020

“Det giver en god følelse at hjælpe andre”

Hvorfor er du medlem af Røde Kors Aarhus? Det spørgsmål stillede vi to af vores nuværende medlemmer, og svaret fra dem begge var tydeligt – fordi man kan hjælpe udsatte mennesker i en sårbar situation.

”Jeg er medlem og har været det i mange år, fordi jeg synes, at det er en fantastisk organisation”.

Sådan siger Tove om det at være medlem af Røde Kors Aarhus. Tove har været medlem i mange år, og er det blandt andet, fordi hun kan være med til at hjælpe andre mennesker. Tove er med til at støtte Røde Kors’ arbejde, men det helt specielle ved at Tove er medlem er dog, at hun også er med til at støtte op om Røde Kors Aarhus’ specifikke arbejde. Når man tilmelder sig som medlem, bliver man automatisk tilknyttet sin lokale Røde Kors-afdeling, og dermed er man med til at hjælpe de mennesker i ens lokalområde, der benytter sig af Røde Kors’ tilbud.

Som medlem af Røde Kors Aarhus er man derfor også med til at sikre vores 38 lokale aktiviteter, der dækker over alt fra genbrugsbutikker til familienetværket og vågetjenesten. Et andet medlem, Malte, nævner netop det at kunne hjælpe lokalt som en afgørende faktor for, hvorfor han er medlem.

”Jeg har valgt, at jeg også gerne vil være medlem af mit lokalområde. For når man er medlem af Røde Kors Aarhus, så går en del af pengene til lokalafdelingen og bliver derfor brugt på projekter som fx hjemløse og svage i Aarhus Kommune”.

For Malte vægter det at hjælpe udsatte i hans lokalområde altså højt, og det gør ham rigtig glad at vide, at han er med til at hjælpe andre. Men han nævner også vigtigheden af at være medlem af en organisation med en god struktur, hvor det er muligt for de enkelte lokalafdelinger at have medbestemmelse over, hvordan der skal hjælpes i netop lokalområdet. Det kan man i Røde Kors og derfor er det ifølge Malte ”en rigtig god organisation at være medlem af”.

Som medlem kan du altså være med til at støtte op om vores arbejde i Røde Kors Aarhus og dermed være med til at hjælpe nogle af de mest udsatte og sårbare borgere i Aarhus Kommune. Et medlemskab giver desuden stemmeret til vores årlige generalforsamling, og du kan dermed være med til at bestemme, i hvilken retning Røde Kors Aarhus skal udvikle sig i fremtiden. Et personligt medlemskab koster 175 kr. om året, mens hele husstanden kan tilmelde sig for 260 kr. om året.

Har du lyst til at være medlem, så kan du tilmelde dig her 👇


Læs mere
30. april 2020

Genbrugsbutikkerne genåbner

Har du også savnet Røde Kors Aarhus’ genbrugsbutikker? Så er der gode nyheder. Allerede fra i næste uge kan du igen gå på skattejagt i vores fem butikker.

Vores butiksfrivillige har travlt i disse dage. De er nemlig i gang med at gøre butikkerne klar til at byde kunder indenfor. Når butikkerne åbner i næste uge, er det nemlig med sommertøj på bøjler og nye varer på hylderne. Udover spændende nyt genbrugsguld så får butikkerne også et lidt andet udseende. Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og butikkerne er derfor udstyret med klistermærker, handsker, håndsprit og plexiglas. Derudover vil du allerede i døren blive mødt med et skilt, som oplyser om hvor mange kunder, der må være i butikken på én gang – sådan passer vi på hinanden.

Åbningstider kan være ændret i forbindelse med corona-krisen, og vi anbefaler derfor, at du holder dig opdateret på butikkernes Facebooksider.

Højbjerg
Åbner 1. maj kl. 10

Krydsfelt
Åbner 2. maj kl. 12

Egå
Åbner 4. maj kl. 10

Holme
Åbner 4. maj kl. 11

Aabyhøj
Åbner 4. maj kl. 10


Læs mere
27. april 2020

Vi tilbyder igen førstehjælpskurser

Ligesom alle vores andre aktiviteter har vores førstehjælpskurser været midlertidigt indstillet på grund af Covid-19. Vi er derfor glade for at vi fra på søndag igen kan tilbyde førstehjælpskurser i Røde Kors Aarhus Frivillighus på Nørre Allé.

Vi følger selvfølgelig Sundhedsstyrelsens og Dansk Førstehjælpsråds anbefalinger, hvilket blandt andet betyder at der maks. kan være ni kursister på et hold. Derudover bliver der taget ekstra forholdsregler i forbindelse med afspritning og øvelser for at mindske risikoen for smittespredning.

Du kan komme på færdselsrelateret førstehjælpskursus på søndag d. 3. maj. Kurset bliver afholdt på Nørre Allé 32 kl. 9-16.45.

På kurset er der fokus på førstehjælp til bilister. Derfor lærer man blandt andet at:

– Genoplive et menneske, der ikke trækker vejret
– Bruge en hjertestarter
– Yde førstehjælp til typiske skader f.eks. i forbindelse med kørsel, blødninger eller forbrændinger
– Førstehjælp i forbindelse med at standse en ulykke og forhindre, at flere kommer til skade
– Vurdere om de tilskadekomnes tilstand er kritisk, og derfor har behov for førstehjælp
– Nødflytning fra bil og sikkerhed på ulykkessted
– Førstehjælp til hyppigst forekomne skader ved trafikulykker, herunder knoglebrud, nakke-/rygskader og blødninger.

Vi glæder os til at se dig.


Læs mere
08. april 2020

God påske fra Røde Kors Aarhus

De seneste par uger har været anderledes end noget andet vi har prøvet før. Alle vores normale frivilligaktiviteter har været lukket ned, mens andre har været nødt til at åbne op. Der er suppekøkken hver dag for byens socialt udsatte i UngK, Vinterherberget holder fortsat åbent, og et nørdherberget er klar til at åbne, hvis behovet opstår.

Derudover har Røde Kors etableret et landsdækkende hjælpenetværk, og en digitalbesøgstjeneste: SnakSammen

Selvom vores aktiviteter her i Aarhus har været lukket ned fysisk, har det dog ikke stoppet de frivillige i vores skønne forening. For eksempel ringer Værkets frivillige stadig ud til deres netværksmedlemmer – et telefonopkald der kan være altafgørende i en tid som denne.

De allerede etablere nødtilbud fortsætter henover påsken, og nødherberget åbner også op som planlægt, hvis det er i løbet af ferien, at behovet opstår.

Her i Røde Kors Aarhus ser vi frem til at kunne åbne vores aktiviteter langsomt op igen – vi savner at have huset fuld af fantastiske frivillige!

Indtil da er der ikke andet for, end at ønske alle en rigtig god påske her fra Røde Kors Aarhus.


Læs mere
30. marts 2020

Succesfuld åbning af suppekøkken

Lørdag d. 28. marts kunne Røde Kors Aarhus i samarbejde med Kirkens Korshær i Aarhus, Blå Kors og Folkekirken i Aarhus åbne Suppekøkken i UngK på Nørre Allé. Suppekøkkenet er et af de tre nødtilbud de fire organisationer sammen har etableret, og er muligt grundet en donation fra Novo Nordisk fonden.

Mange af byens væresteder og varmestuer, har været nødsaget til at nedjustere eller helt at lukke ned grundet spredningen af Covid-19. Røde Kors Aarhus og de tre andre organisationer har derfor fundet det nødvendigt at etablere et Suppekøkken, så byens socialt udsatte borgere fortsat har et sted, hvor de dagligt kan indtage et varmt måltid mad.

Men når man står midt i en pandemi, kan man ikke sådan uden videre åbne et Suppekøkken: ”Vi har skiftet stolene ud, så vi har metalstole der kan sprittes af og vi har skaffet handsker, håndsprit og desinfektionsmiddel.” fortæller Christina Daa Horshauge – Projektleder og udviklingskonsulent i Folkekirken i Aarhus. ” Vi har også ryddet alle unødvendige ting væk, der lukkes kun 7 gæster ind ad gangen, man sidder ved hvert sit bord og så spritter vi løbende af.”

Suppekøkkenet holder åbent hver dag fra 12-14 og er åbent to måneder frem.

Kunne du have lyst til at hjælpe byens udsatte borgere ved at være frivillig i suppekøkkenet? Så læs mere eller ansøg her: https://frivilligjob.dk/job/115965/vil-du-servere-et-varmt-maltid-til-socialt-udsatte-i-aarhus


Læs mere
26. marts 2020

Novo Nordisk Fonden støtter etablering af nødtilbud i Aarhus

De socialt udsatte borgere er særligt hårdt ramt af spredningen af corona-virus, da den har betydet lukning af væresteder og nedjustering på byens etablerede varmestuer. Der er akut brug for at etablere nødtilbud, der sikrer, at der er både bespisningsmuligheder og herbergspladser nok i byen. I samarbejde med Blå Kors, Kirkens Korshær og Folkekirken i Aarhus etablerer Røde Kors Aarhus nødtilbud til socialt udsatte borgere i Aarhus. Det gør vi med støtte fra Novo Nordisk Fonden, som i går bevilligede 730.000 kroner til oprettelsen af et nødherberg, et suppekøkken og forlængelse af Aarhus Vinterherberg.

Røde Kors Aarhus, Blå Kors, Kirkens Korshær og Folkekirken i Aarhus samarbejder allerede om Aarhus Vinterherberg. Herberget som skulle være lukket ned i denne uge er blevet forlænget frem til minimum slutningen af april. Novo Nordisk Fonden støtter forlængelsen af Vinterherberget i op til to måneder.

Civilsamfundskonsortiet har desuden modtaget penge til etableringen af et nødherberg. Herberget kommer til at tilbyde overnatning til 8-10 hjemløse gæster, som ikke har fået plads på et af Aarhus’ etablerede overnatningssteder. Der kan skaleres op efter behov.

Endelig er pengene fra Novo Nordisk Fonden med til at sikre et varmt måltid mad til byens hjemløse og funktionelt hjemløse borgere. Konsortiet åbner et suppekøkken i UngK på Nørre Allé. Suppekøkkenet åbner allerede lørdag og vil de næste to måneder holde åbent i tidsrummet 12-14. Suppekøkkenet åbner som en aflastning til Det Blå Sted og Kirkens Korshærs Varmestue.


Læs mere
20. marts 2020

Åbne tilbud til hjemløse i Aarhus

Følgende tilbud er fortsat åbne i Røde Kors Aarhus.

 

Omsorgscenter PitStop

PitStop tilbyder rekreation til syge hjemløse, og funktionelt hjemløse borgere. Det er ikke muligt at få ophold på PitStop uden henvisning og forudgående aftale.

PitStop kan kontaktes på aarhus.pitstop@rodekors.dk og telefon 71 99 88 74

Adresse: Søndervangen 91, 8260 Viby J

 

Vinterherberget

Vinterherberget har forlænget sin åbningstid med 1,5 måned. Vinterherberget tilbyder overnatning til hjemløse migranter. Herberget holder åbnet fra 20.30-08.00 alle ugens syv dage.

Vinterherberget kan kontaktes på vinterherberg@kirkenskorshaer.dk eller telefon 26 66 91 12

Adresse: Mindegade 12A, 8000 Aarhus C

 

Sundhedsklinikken

Sundhedsklinikken holder åbent mandag og torsdag 17-20.

Sundhedsklinikken kan kontaktes på vilen@rodekors.dk og telefon 31 71 61 64

Adresse: Ryesgade 1, 8000 Aarhus C

 

Suppekøkken

I samarbejde med Blå Kors, Kirkens Korshær og Folkekirken i Aarhus har Røde Kors Aarhus åbnet et suppekøkken, for at aflaste byens etablerede væresteder under COVID-19 krisen.

Suppekøkkenet holder åbent hver dag fra 12-14 hvor der er mulighed for at få et varmt måltid mad, samt kaffe, te eller vand.

Suppekøkkenet kan kontaktes på aarhus@rodekors.dk og telefon 86 12 24 60

Adresse: Nørre Allé 23 K, 8000 Aarhus C


Læs mere
16. marts 2020

Har du brug for hjælp? Kontakt Røde Kors’ hjælpenetværk

I sidste uge oprettede Røde Kors et hjælpenetværk, hvor frivillige hjælper karantæneramte danskere med de gøremål, som de ikke selv kan klare grundet udbredelsen af coronavirus i Danmark.

I skrivende stund har over 8000 danskere meldt sig som frivillige i det nye netværk. De står klar til at blive matchet med danskere i deres område, der har brug for hjælp til de daglige gøremål uden for hjemmet.

Hjælpenetværket tilbyder hjælp til:

  • Borgere smittet med coronavirus, som er i hjemmekarantæne
  • Borgere, som er mistænkt for at have coronavirus og derfor er i hjemmekarantæne
  • Borgere, som er særligt udsatte f.eks. på grund af sygdom, og derfor har valgt at isolere sig.

De frivillige i hjælpenetværket kan blandt andet hjælpe med:

  • Indkøb
  • Pakke- og medicinafhentning
  • Gåtur med hunden

 

Har du brug for hjælp? Så kontakt netværket på 3529 9660.


Læs mere
11. marts 2020

Vigtig information til julehjælpsmodtagere

Grundet corona-virus spiller AGF uden tilskuere i resten af marts måned. Det er desværre de kampe, som jeres gavekort gælder til.

AGF er indstillet på at give muligheden videre, når de igen lukker tilskuere ind til deres kampe, men hvornår det bliver ved de desværre ikke endnu.

Hold øje med aarhus.drk.dk og Aarhus-afdelingens Facebook side, hvor vi vil oplyse om nye kampe lige så snart vi ved noget.


Læs mere
11. marts 2020

Alle aktiviteter indstilles midlertidigt

Covid-19 er også kommet til Danmark, og det er vi i Røde Kors selvfølgelig meget opmærksomme på. Vores fokus er at forebygge eventuel risiko for smitte med corona-virus

På den baggrund indstilles alle aktiviteter midlertidigt. Vi beklager og håber på din forståelse.

 

Alle vores butikker holder lukket indtil videre. Hold dig opdateret her, på vores Facebook og butikkernes respektive Facebooksider. Tøj kan stadig doneres i vores containere. Møder du en container, der er overfyldt, så hjælp os og ring til 3525 9280.

Førstehjælpskurser er på nuværende tidspunkt aflyst frem til påske.

PitStop kan kontaktes på aarhus.pitstop@rodekors.dk og telefon 7199 8874.

Sundhedsklinikken holder pt. åbent som normalt.

Frivillighuset og sekretariatet er lukket. Sekretariatet kan kontaktes på aarhus@rodekors.dk eller 8612 2460 i de sædvanlige åbningstider.

 

Røde Kors er en del af beredskabet. Vi har startet et hjælpenetværk, hvor frivillige hjælper folk, der er nødt til at blive hjemme. Vil du være med til at hjælpe, eller har du brug for hjælp, så kontakt Røde Kors på telefon 3529 9660.


Læs mere
05. marts 2020

Røde Kors er altid til stede – også i weekenden

Det er lørdag – den første i februar måned. Solen skinner endelig i Aarhus midtby, men kulden bider stadig i kinderne. Foran Nørre Allé 32 er Michael, frivillig i Røde Kors Aarhus, i gang med at sætte et stort A-skilt frem på fortovet. ”Weekendcaféen – stedet hvor vi mødes” står der på begge sider af skiltet. Ordene indgår i en fin grafik; kaffe- og tekopper, spillebrikker og terninger – hygge i en tegning.

Inde i frivillighuset på Nørre Allé er en gruppe frivillige i fuld gang med at gøre klar til dagens café. Der bliver stillet forskellige snacks og kager frem, mens duften af friskbrygget kaffe spreder sig fra køkkenet. Michael fortæller med et smil at hans lokale Rema 1000 har doneret en del af det udsalgsbrød, butikken ikke har fået solgt, og at der derfor også er kommet toast på menuen i dag.

Det skal være sjovt at være frivillig

Det er en stor flok frivillige, der arrangerer Weekendcaféen, og det er tydeligt at gruppen har et godt sammenhold. Der grines og fjolles, og det er til at mærke, hvordan de hver og en nyder at være der. ”Det er fedt at være frivillig i Weekendcaféen. Vi gør en forskel for vores gæster, og giver dem en god oplevelse,” fortæller Clara, en af de frivillige, som har været med siden starten. ”Og så har vi det bare vildt hyggeligt sammen, os frivillige!”

Der er blevet stillet et stort langbord op, som er dækket fint med dug og stearinlys – i dag byder caféen på brætspil og quiz. Gæsterne begynder at ankomme, og der er hurtigt gang i både skak, mastermind, og endda et brætspil om Hammerslag. To piger, der kommer ind, sætter sig ned med kaffe og kage. Den ene af pigerne fortæller med et smil, at hun bor i Aarhus og at hendes veninde meget passende er på besøg fra Odense. Hun peger ned på det brætspil de netop har udvalgt fra bunken: ODENSESPILLET

Snakken går, hyggen breder sig, og flere gæster kommer til. Nogle har været der før og slutter sig til fællesskabet uden at blinke, mens andre tager en dyb indånding inden de træder over dørtærsklen. For sårbare personer, der måske oplever ensomhed i hverdagen, kan det være svært at møde op til arrangementer for første gang – især hvis man ankommer alene. Situationer som disse er Weekendcaféens frivillige helt forberedte på. Alle gæster bliver mødt med et smil, og bliver med det samme budt på en kop kaffe. De frivillige er nærværende og opmærksomme på at gøre dagen god for alle besøgende.

Jul, nytår og fastelavn fejres!

Weekendcaféen er én af de nyere aktiviteter hos Røde Kors Aarhus. Aktiviteten blev oprettet for at omfavne de borgere i Aarhus, som føler at weekenden kan være lang og svær at komme igennem. Med caféen ønsker Røde Kors Aarhus at skabe nye relationer på tværs af alder og baggrund. Derfor er de månedlige caféer åbne for alle. I ægte Røde Kors ånd resulterer dette ofte i en broget flok af gæster.

På nuværende tidspunkt holder Weekendcaféen åben én lørdag i måneden, men Michael og de andre frivillige håber på at kunne udvide til at have åbent to gange hver måned. Til caféerne kan gæsterne opleve forskellige aktiviteter. Det kan være brætspilscafé, quiz, foredrag og meget andet – vigtigst er, at gæsterne får en dejlig eftermiddag og en god oplevelse.

Caféen bærer også ofte præg af høj- og årstid. I december blev der afholdt en vellykket jule-café, hvor huset var fuld af glade børnefamilier. Her var der mulighed for både at spille pakkeleg og lave juledekorationer. Januar bød på nytårsbanko i samarbejde med Lokalcenter Møllestien.

”Det er et lidt pudseløjerligt tiltag, når man ikke selv har prøvet banko på den måde før. Der skal være dødsens stille, når de skal sidde og komme brikker på – det var jeg måske en kende overrasket over, men sådan var det jo!” Fortæller Michael grinende.

Han fremhæver, at der både havde været beboere fra lokalcenteret samt gæster udefra til arrangementet. Frivilligteamet bag Weekendcaféen har planer om at fortsætte temaer og aktiviteter til caféerne, og til denne måneds café skal der hygges med fastelavnsboller, -ris, og quiz!

Ser vi dig til næste Weekendcafé?

Kunne Weekendcaféen være noget for dig eller én du kender? Caféen holder åbent første lørdag i hver måned fra 13.00 – 17.00 i Røde Kors Aarhus’ Frivillighus, Nørre Allé 32. Næste café er lørdag d. 7. marts.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/194541688539003/


Læs mere
27. februar 2020

Meget mere fællesskab

Meget mere fællesskab var nøgleordene i formand Knud Aarups beretning ved Røde Kors Aarhus generalforsamling onsdag d. 26. februar.

Generalforsamlingen var præget af god stemning – og netop fællesskab iblandt deltagerne. Også året 2019 har budt på meget mere fællesskab, fortalte Knud Aarup i sin beretning. Afdelingen har oprettet 9 nye fællesskaber bl.a. en weekendcafe og et juleaftenstilbud. Og for første gang afholdt afdelingen fælles sommerfest for alle frivillige.

 Menneske til menneske kontakt

Aktivitetsleder for Primus Motor Henrik Andersen hejste flaget i forhold til, at civilsamfundsorganisationer hele tiden skal drøfte hvilke opgaver, de vil gå ind i – og hvilke de ikke vil. Det, som Røde Kors er rigtig god til, som offentlige myndigheder ikke kan i lige så stor udstrækning, er den essentielle ”menneske til menneske” kontakt, hvor mennesker møder hinanden i øjenhøjde og skaber helt særlige fællesskaber.

At hjælpe mennesker i Aarhus er det vigtigste

Antallet af medlemmer i afdelingen har overordnet i de seneste mange år været stagnerende. Med­lemstallet er vigtigt særligt i form af afdelingens mulighed for indflydelse i bl.a. Røde Kors. Del­tagerne drøftede om andre typer af medlemskaber måske kan få flere til at melde sig ind. Næstformand Lars Bundgaard anerkendte det stagnerende medlemstal men glædede sig samtidig over, at afdelingen oplever en markant stigende vækst af frivillige. De frivillige sikrer tilbud til borgere i Aarhus – og at yde hjælp til mennesker i Aarhus er vigtigere end antallet af medlemmer.


Læs mere
11. februar 2020

Skoletjenesten i aktion

”Hvad ved I om Røde Kors?”

Spørgsmålet kommer fra Dagbjört, der sammen med Mette netop har påbegyndt en præsentation om Røde Kors. Spørgsmålet er rettet mod ca. 15 bomstille og forventningsfulde 9. klasses elever fra Bakkeskolen.

En forsigtig hånd bliver rakt i vejret; ”Er det ikke noget med genbrugsbutikker?”

En anden elev samler mod til sig: ”Er det ikke også noget med, at de hjælper mennesker, der ikke har så mange penge?”

Dagbjört nikker med et smil, og fortæller videre om Røde Kors.

Mette og Dagbjört er begge i frivillige i Skoletjenesten, og har fået besøg af 9. klasses eleverne fra Bakkeskolen. De skal fortælle dem om Røde Kors’ humanitære arbejde; dagens emne er fordrevet.

Efter en introduktion til Røde Kors, og til hvad det vil sige at være fordrevet, kigger Dagbjört og Mette alvorligt på eleverne. For hvor i verden tror børnene mon, at der er flest flygtninge?

Rundt omkring på bordene ligger der udklip af sorte silhuetter, som forestiller mennesker. Mette fortæller at hvert mennesker symboliserer 1 million mennesker. Det er tydeligt at se, hvordan eleverne bliver påvirket, da de opdager, at de tilsammen står med 70 silhuetter.

Elevernes opgave er at placere silhuetterne på et verdenskort, alt efter hvor de tror verdens 70 millioner flygtninge befinder sig.

”Der skal i hvert fald være nogle her i Danmark.”

”Også i Norge og Sverige!”

”Jeg tror altså også at der er mange i USA!”

Da eleverne mener at de er færdige, kan Dagbjört og Mette præsentere dem for det rigtige resultat: et verdenskort der adskiller sig markant fra elevernes. Kortet viser store grupper af flygtninge i Afrika og Mellemøsten.

Skoletjenesten ønsker, med denne øvelse, at vise eleverne hvor mange flygtninge der stadig befinder sig i kriseramte områder, tæt stuvet sammen i flygtningelejre.

 

Hvordan kan vi selv hjælpe?

Det er tredje gang at Skoletjenesten holder oplæg for aarhusianske folkeskoleelever.

Skoletjenesten er en aktivitet hos Røde Kors Aarhus, der tilbyder undervisning og workshops til folke- og ungdomsskoler. Formålet med skoletjenesten er at lære børn om Røde Kors’ arbejde, både rundt omkring i verden, men også her i det aarhusianske lokalmiljø.

Derudover sætter Skoletjenesten fokus på hvordan børnene, gennem små handlinger og tiltag, selv kan gøre en forskel i hverdagen. Dette er i dag, ligesom til hver workshop, en dialog. Det er nemlig vigtigt at børnene selv tænker over, hvordan de kan være med til at hjælpe hvor der er brug for det.

”Det er vigtigt at man har et sted at bo, men det er jo også vigtigt, at man laver noget sjovt, som f.eks. fodbold eller sproglege!”

Sådan lyder det fra en af drengene, da eleverne har fået til opgave at finde aktiviteter og tiltag, der kan bidrage til bedre integration. Eleverne er delt op i grupper, og har fået uddelt plancher, så de kan skrive deres idéer ned.

En anden dreng fortsætter: ”De skal i hvert fald føle sig velkomne. Hvis jeg skulle flytte til et andet land, håber jeg da at folk ville tage godt imod mig.”

 

En tur gennem Oplevelsen

”Hvis jeg var et lille barn, tror jeg faktisk, at jeg ville tage bamsen med,” svarer den ene af pigerne fra en gruppe på fire. De er de første der skal løse opgaverne i Røde Kors Aarhus Oplevelsen, som er dagens sidste aktivitet.

De står i den første del af rummet, der er indrettet som en hyggelig stue. Stemningen er dyster, lyset mørkt og lyden fra bomber der springer kører konstant i baggrunden.

”Men hvad vil du bruge den til? Det handler jo om at overleve,” argumenterer en af veninderne.

Pigerne skal forestille sig, at de er tvunget til at flygte. De har fået af vide at de kun må pakke én ting. En opgave der er lettere sagt end gjort.

Opgaven hedder Pak og flygt og er den første ud af tre opgaver, der alle får eleverne til at tænke over, hvordan de ville handle i krisesituationer.

Det er første gang, at skoleelever bliver sendt gennem Oplevelsen, der for eftertiden vil blive en fast del af programmet, når Skoletjenesten holder workshop i Frivillighuset på Nørre Allé.

 

En dag der gjorde indtryk

Det er især tallet 70 millioner, der har gjort indtryk da besøget er ved vejs ende Flere af eleverne fortæller, at de ingen idé havde om, hvor mange flygtninge der er på verdensplan.

De frivillige i Skoletjenesten kan altså endnu engang se tilbage på en succesfuld workshop, hvor en gruppe børn har lært både om Røde Kors, om at være fordrevet, og om hvordan man selv kan bidrage til at gøre en forskel.

Skoletjenesten afholder både workshops ude på skoler, og i Frivillighuset på Nørre Allé. Lyder det som noget for din klasse? Så tøv ikke med at kontakte os!


Læs mere
05. februar 2020

Røde Kors Aarhus’ årsberetning beretter om vækst og fællesskab

I dag har Røde Kors Aarhus offentliggjort sin årsberetning for 2019. Det sker som optakt til den ordinære generalforsamling den 26. februar, hvor formand Knud Aarup vil fortælle om afdelingens fokus og virke i det forgangne år.

Årsberetningen beretter og et år med vækst. Røde Kors Aarhus har udviklet og oprettet ni nye aktiviteter i 2019. Det er aktiviteter, der har fokus på fællesskab og de gode oplevelser. Særligt fællesskaber har fyldt meget for afdelingen, som udover at åbne aktiviteter til glæde og gavn for borgere i Aarhus Kommune også har sat ekstra fokus på det interne, frivillige fællesskab i Røde Kors Aarhus.

”Vi har i 2019 arbejdet med at åbne, udvikle, styrke og synliggøre fællesskaberne i Aarhus-afdelingen. Det fortsætter vi med i 2020, for det er blandt andet i fællesskabet, at vi styrker og dyrker det frivillige engagement,” skriver Formand Knud Aarup i sin indledning til beretningen.

De frivillige er hjertet i Røde Kors Aarhus. De 726 frivillige i Aarhus-afdelingen gør en verden til forskel for de svageste og mest sårbare borgere i det aarhusianske lokalsamfund. I beretningen kan man læse om deres vigtige arbejde, og hvad det giver dem, at være frivillig i Røde Kors Aarhus.

I årsberetningen kan man også læse om, hvordan Røde Kors Aarhus de seneste år har arbejdet med at blive mere synlig i Aarhus. Samtidig har afdelingen arbejdet på at indgå værdifulde partnerskaber med andre aktører i byen. Det gode samarbejde er vigtigt for afdelingen for når de lægger hovederne sammen med andre organisationer i Aarhus, kan de hjælpe flere og hjælpe bedre.


Læs mere
17. januar 2020

Nytåret kom med en ny tradition

På årets første lørdag startede vi en ny tradition i Røde Kors Aarhus. Vores frivillighus var fyldt med kransekagesmil og klirrende plastikkrus, da vores frivillige, aktivitetsledere og bestyrelsen alle mødtes til nytårskur.

Imens solen lyste ind ad vinduerne på det flot pyntede fælleslokale, brugte vi lejligheden til at sige et stort TAK til vores frivillige. For de mange mange frivillige timer, de har brugt i 2019. Og for den kæmpe forskel, de har gjort for rigtig mange mennesker i og omkring Aarhus.

Snakken gik lystigt imellem de fremmødte til tonerne fra en live jazz-trio, der spillede i lokalet. Størstedelen af vores aktiviteter var repræsenteret. Nytårskuren var også en mulighed for de frivillige til at møde hinanden på tværs af deres aktiviteter, så alle fik lejlighed til at præsentere sig med navn og aktivitet.

Dagen bød – foruden bobler og kransekage – på åbningen af den helt nyopstartede ‘Oplevelse’, som alle kunne komme ned og prøve i mindre hold. I vores kælder er der blevet indrettet et oplevelsesrum, der tager besøgende igennem Røde Kors-dilemmaer i arbejdet med at hjælpe flygtninge og give nødhjælp, både herhjemmefra og ude i verden. Der skal de blandt andet hjælpe flygtninge med at finde deres kære ud fra beskrivelser på væggene. ‘Oplevelsen’ skal spille sammen med vores Skoletjeneste, der et tilbud til udskolingsklasser i Aarhus Kommune.

Vi holder i Aarhus meget af at samles om sang, og derfor sang vi også en fællessang akkompagneret af jazz-trioen. Tekst og melodi var muligvis forskellige versioner af samme sang, men det bragte latter med sig. Normalt skal man have gjort noget et par gange, før det anses som en tradition. Men i bestyrelsen er vi ikke i tvivl: sådan en nytårskur skal vi afholde igen til næsten år.

Nytårshilsner

Knud Aarup, formand for Røde Kors Aarhus


Læs mere
15. januar 2020

Tivoli lyser af julelys fra børnenes øjne

December er en eventyrlig måned for børn. Men de ekstraordinære juleoplevelser og -traditioner kræver både overskud og økonomi, som ikke alle forældre har tilovers i den travle julemåned. I Familienetværket løfter de frivillige og forældrene sammen ansvaret, så der er plads til smil og leg, når de mødes. Og i december tog de en tur til det eventyrligt pyntede Tivoli Friheden.

Det er tidligt på eftermiddagen, da en gruppe voksne og børn står og tripper på stedet ude foran Tivoli Friheden i Aarhus. De voksne bevæger sig lidt for at holde varmen. Det er søndag i december. Børnene står mindst ligeså uroligt, og deres smil afslører forventningens glæde for alle de forlystelser, der venter på den anden side af indgangen. Efterhånden som flere dukker op bliver de mødt med kram og gensynssmil fra alle. I gruppen kender børn og voksne hinanden.

Så snart fællesfotoet er knipset sammen med julemanden, drøner to af drengene ned gennem lystunnelen med hinanden under armen. Tyfonen, Svinggyngerne, Illusionsfabrikken. Drengene griner og løber igennem forlystelsesparken hen til næste snurrende vidunder.
Deres mødre, Helle og Jeanett, går tæt sammen i fortrolig snak og nyder parkens mange julelys og udsmykninger. De er blevet gode venner igennem Familienetværket.

”Vi kan støtte os i hinanden”, fortæller Helle. ”Drengene er blevet gode venner, og det er jo rigtig dejligt. Så kan vi alle være sammen; nogle gange spiser vi aftensmad eller laver noget sammen. Også hvis ingen af os har drengene en aften, mødes vi også gerne”.

 

Familieoplevelser

Familienetværket har sociale arrangementer en gang om måneden. Aktiviteterne er altid fokuseret på at børn og voksne kan være sammen om dem. De frivillige vil gerne skabe oplevelser, der gør en forskel, så familierne mødes på tværs, og som giver gode historier børnene kan fortælle kammeraterne.

I Tivoli går to af pigerne rundt sammen med deres mødre. Pigerne er ikke høje nok til at prøve radiobilerne alene, så de går alle fire ind i køen sammen. Da de først er i radiobilerne, får de øje på en dreng og hans far, der også er med i Familienetværket, da deres radiobiler tørner sammen. De griner og drejer rattet skarpt til siden for at kunne køre videre.
Vintermørket falder hurtigt på så de mange hundrede julelys i parken står tydeligt frem og lyser både pariserhjulet og juletræer op. To af de frivillige kommer smilende gående med nogle af drengene, efter de har været en tur i Svinggyngerne. Dagen slutter de af sammen til aftensmad i Pizza Karrusellen, hvor alle familier og frivillige samles igen – og ønsker god jul og godt nytår, for næste gang de mødes i Familienetværket er det blevet 2020.


Læs mere
11. december 2019

Rekordmange familier får en håndsrækning til julen

Julehjælp. Julen er omkranset af store forventninger og er en særlig svær tid for de familier, der er økonomisk pressede, da julemad og julegaver tærer på et lille budget. Derfor deler vi i år julehjælp ud til rekordmange familier. Hele 250 trængte familier modtager håndsrækningen fra Røde Kors Aarhus, i et samarbejde med Aarhus Kommune og lokale virksomheder.

”Ingen børn skal snydes for magien ved juleaften. Vi giver julehjælp for at flere børn får en god jul med julemiddag, juletræ og julegaver”, siger Linda, der er aktivitetsleder for julehjælp.

Det glæder hende, at der i år er endnu flere familier, der modtager en hjælpende hånd i juletiden. Julehjælpen er særligt en hjælp til børnene, så de oplever nogle af de samme julegoder som deres klassekammerater. De skal ikke stå udenfor fællesskabet, når snakken falder på julegaver og julemad. Med julehjælp hjælper vi nogle af de familier, som ikke selv kan klare sig igennem julen. Julehjælpen er derfor et middel til at begrænse social eksklusion.

Der er noget ekstra i pakken i år, når familierne modtager julehjælpen. AGF lægger oplevelser i pakken i form af fribilletter, som en del af et samarbejde med Røde Kors Aarhus og 5 andre organisationer. Julehjælpen består derudover af to gavekort; ét til de fem genbrugsbutikker i Aarhus og ét til Coops butikker, så der kan købes både julemad og gaver. I julehjælpen er der også en invitation til børnefamilierne om at deltage i nye fællesskaber og aktiviteter hos os.

 

Samarbejde skaber større julehjælp

For andet år i træk er det Aarhus Kommunes Familiecenter, der beslutter, hvem der skal have julehjælpspakken. På den måde er viden om de enkelte familiers situation kun kendt af Familiecenteret og deles ikke med Røde Kors. Linda er begejstret for ordningen.

”De kommunale sagsbehandlere kender familierne og deres behov. Ved at kommunen udvælger julehjælpsmodtagerne, sikrer vi, at julehjælpen når til de familier, der har mest brug for det”, siger hun.

Vi har i år haft et øget fokus på samarbejde omkring uddeling af julehjælp. Samarbejdet med både Aarhus Kommunes Familiecenter, Coop og AGF har givet os mulighed for at give en mere omfattende håndsrækning til familierne. Vores formand Knud synes det er enormt positivt, at organisationerne kan samarbejde om at give glæden videre.

”Røde Kors’ værdi er altid at være til stede og hjælpe, og vi gør det rigtig gerne sammen med andre. Vi kan i år give julehjælp til 250 familier. Det er flere end sidste år, og samtidigt er der mere i pakkerne. Jeg er meget taknemmelig for det gode samarbejde med AGF, Coop og kommunen”, siger Knud.


Læs mere
06. december 2019

Genbrug driver vores sociale motor

Tak fordi du handler i Røde Kors Aarhus’ genbrugsbutikker. Vi har i 30 år tilbudt billigt genbrugsguld til borgerne i Aarhus. Over årene har butikkerne udviklet sig, de har skiftet udseende og de er fulgt med tiden, men det overordnede koncept er uforandret. Når du handler i Røde Kors Aarhus’ genbrugsbutikker, går pengene stadig primært til at finansiere lokalafdelingens sociale indsatser.

Røde Kors Aarhus har mere end 20 sociale aktiviteter. Vores indsatser er drevet af frivillige, som hver dag hjælper de mest sårbare og udsatte borgere i Aarhus kommune. Èn af de aktiviteter er Qnet, et netværk til kvinder, der har været udsat for vold.

”Det betyder noget, for det er med til, at jeg kan gøre en større forskel for de kvinder, jeg har med at gøre i mit frivillige virke i Qnet. Det gør at jeg kan lave flere aktiviteter, måske endda bedre aktiviteter, som i den grad giver dem en pause på det tidspunkt i livet, hvor de er allermest presset. Så det gør virkelig en forskel – mange tak fordi du handler i Røde Kors’ genbrugsbutikker,” siger Lone, frivillig i Qnet Aarhus.

Qnet er blot ét eksempel på, hvordan vi omsætter de penge, du handler for i vores genbrugsbutikker til hjælp i lokalområdet. Vores mål er at kunne handle og hjælpe, hvor vi ser et behov, og vi er dybt afhængige af dig for at kunne leve op til det mål. Vores butikker er nemlig ikke blot et skatkammer af lækre genbrugsvarer, det er også vores levebrød. Din glæde ved at shoppe i vores butikker smitter af på os. Det giver os nemlig mulighed for at åbne nye indsatser og hjælpe endnu flere borgere til en bedre hverdag. Èn af vores nyåbnede aktiviteter er Weekendcaféen og spørger man aktivitetslederen Felix, så er han ikke i tvivl om, hvad dine besøg i vores butikker bidrager med.

”Det gør, at vi her i Weekendcaféen kan skabe et sikkert og trygt rum i weekenderne, hvor vi laver nogle fede aktiviteter for dem, hvor weekenden kan virke lang,” siger han, inden han tilføjer, ”Tak!”

Mode, miljø og social bæredygtighed

Genbrug har mange fordele. I takt med at forbrugerne bliver mere bevidste om tøjproduktionens negative indvirkning på klimaet, har genbrugsbutikkerne indtaget en ny rolle på det kommercielle marked. De er ikke længere kun en indtægtskilde for organisationer, der skal have de sociale indsatser til at løbe rundt. Butikkerne er også et opgør med den langtidsdominerende ”køb og smid væk”-kultur. De er et symbol på et klimabevidst samfund, hvor mode og bæredygtighed går hånd i hånd.

Mode og bæredygtighed er i virkeligheden ikke ord, der hører til i den samme sætning. Det er modstridende koncepter som holdes skarpt adskilt af den enorme mængde ressourcer, det kræver at producere tøj. Tekstilfarvning er verdens næststørste forurener af rent vand, kun overgået af landbruget. Det er ikke overraskende, når det kræver ca. 1400 liter vand at producere én enkelt ny t-shirt. Hvor mange har du hængende i skabet?

”Take, make and waste,” er ikke holdbart i længden, men vores behov for at se godt ud bliver ikke mindre af at modeindustrien belaster miljøet. Mode er en del af vores historie og vil være det fremover. Så måske vi i stedet skal ændre vores vaner, tænke mode anderledes end vi gør i dag. Måske vi skal se på mode som et flydende begreb, som er bundet op på vores personlighed frem for modeindustriens idé om at more is more.

Det arbejder vi også med i Røde Kors Aarhus. Vi har fokus på, at vores butikker ikke skal ligne genbrugsbutikker, tøjet vi sælger skal være i god stand og kunderne skal mødes med smil og hjælpsomhed. Vores seneste butik, som vi åbnede sidste år, er en konceptbutik, som lige netop har fokus på mode, og hvordan ønsket om at se godt ud hænger sammen med miljø og social bæredygtighed. Krydsfelt, som butikker hedder, sælger tøj målrettet den yngre, modebevidste forbruger og kan findes på Nørre Allé med vores Frivillighus som nabo.

Shop med god samvittighed

Røde Kors Aarhus har fem genbrugsbutikker i Aarhus Kommune. Butikkerne er vidt forskellige og spænder fra storbutikken i Egå til det lille skatkammer i Holme. Alle butikkerne er drevet af frivillige, som hver uge bruger deres fritid på at sortere, dampe, dekorere butik og sælge tøj, nips, møbler og accessories.

Selvom vores butikker er vidt forskellige både i indretning og varesortiment, så er de alle en del af en større kæde af genbrugsbutikker. På landsplan har Røde Kors ca. 240 genbrugsbutikker, hvilket gør os til en af Danmarks største butikskæder.

I Aarhus har vi netop indført kædefordele. Som kunde er det nu muligt at købe gavekort, som kan bruges i alle vores fem butikker i Aarhus. Overvejer du ligeledes at støtte vores arbejde ved at købe mandelgaven i én af vores butikker, så har vi indført byttemærker. Vi bytter med et smil frem til d. 31.01.20, ligeledes i alle fem butikker i Aarhus. Vi håber, at vores kunder vil tage godt imod de nye initiativer og mangler du et ekstra incitament, så fortæller Irene fra butikken i Egå;

”Når du handler i Røde Kors’ butikker i Aarhus, betyder det at vi lokalt kan støtte en masse mennesker. Mennesker, der måske har det svært i hverdagen, som er syge eller ensomme. Børn som har brug for ekstra hjælp osv. Det gør at de penge, som kommer ind i butikken, går mest til lokalt arbejde i Aarhus. Tak for din hjælp.”

Så ikke nok med at genbrug er godt for miljøet, så støtter det også vores arbejde med mennesker, som har det svært. Mærker du shoppetrangen eller trænger du til fornyelse i klædeskabet, så kan du altså med god samvittighed tage på shoppetur i vores butikker.

Tak fordi du handler i Røde Kors Aarhus’ genbrugsbutikker. Det gør en forskel for sårbare og socialt udsatte i Aarhus Kommune.


Læs mere
03. december 2019

Fællesjul i Aarhus: fællesskabskabende juleaften

Flere danskere sidder alene juleaften. Og mange fortæller slet ikke om det, fordi de synes, det er flovt. Det er et stort tab ikke at have et netværk og en familie at være sammen med juleaften. Nogle føler, det er stigmatiserende, at man ikke har nogen at fejre jul med.

Røde Kors har flere initiativer, der forsøger at imødekomme ensomhed, blandt andet Julevenner og Fællesjul. I år inviterer Røde Kors i Aarhus til Fællesjul for første gang for borgere i Aarhus Kommune. Den primære målgruppe er de, der er ufrivilligt alene juleaften med eller uden børn.

En gruppe er allerede i fuld gang med at planlægge juleaften, hvor fællesskabet og fællesskabende aktiviteter er omdrejningspunktet. Deltagerne til juleaften vil alle blive opfordret til at bidrage aktivt til aftenens små praktiske opgaver. En af grundtankerne bag Fællesjul er, at alle deltagere kan bidrage med noget, som er værdifuldt, værdsat og anerkendt i fællesskabet. De praktiske opgaver kan være: pynte juletræ, dække og pynte borde, synge for/spille guitar ved julesange, fællesoprydning, hjælpe til med oprydning mv. Det vigtige er at bidrage og blive værdsat af fællesskabet gennem deltagelse.

Er man alene fordi ægtefælden skal arbejde juleaften, nyskilt med børn eller uden børn, studerende uden netværk mv., så er man velkommen. Det væsentlige er, at man som deltager ønsker fællesskabet og ønsker at bidrage til fællesskabet ved at hjælpe til med det, som er muligt for den enkelte.

Aftenen afholdes med afsæt i traditionelle danske juletraditioner. Der bliver hygget, serveret både traditionel dansk julemad, vegetarisk julemad, afholdt pakkeleg, sunget julesange og danset om juletræ. Aftenen er alkoholfri. Alle børn får en gave.

Tilmelding

Vi har oplevet stor interesse for arrangementet, og derfor er de 50 pladser til juleaften besat. Vi har oprettet en venteliste, der kan findes på vores Facebook-begivenhed ”Fællesjul – jul med fællesskab” – her ligger linket til ventelisten i beskrivelsen eller du kan sende os en mail på: aarhus.jul@rodekors.dk .

Deltagerbetaling er 100 kr./person (over 16 år), 0-16 år er gratis (der kan søges om tilskud eller deltagelse uden betaling for økonomisk trængte.)

Sted:  Juleaften holdes d. 24.12., kl. 16-22, i Røde Kors’ lokaler Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C.


Læs mere
26. november 2019

En social julegaveidé

Du kan nu give et gavekort til vores fem Røde Kors genbrugsbutikker i julegave.
Det er i år muligt, at lægge juleglæde og god samvittighed under træet. Som noget helt nyt, sælger vi gavekort til vores genbrugsbutikker, så man med en gave samtidigt kan støtte vores sociale arbejde i Aarhus. Der er en oplagt julegave idé til ham eller hende, der går op i bæredygtighed, måske er ved at flytte i lejlighed eller godt kunne bruge noget nyt efterårsgarderoben.
Gavekortet kan bruges i alle vores fem Røde Kors-genbrugsbutikker i Aarhus et år frem efter udstedelsesdato. Der er noget helt særligt ved at glæde andre med en gave, og du kan give den glæde videre. Vi løfter hverdagen med Røde Kors aktiviteter for aarhusianere, der har det svært, og vores genbrugsbutikker giver os den økonomiske mulighed for at hjælpe.
Kan man bytte en genbrugsgave?
Ja, det kan man faktisk i år. Køber du en julegave i en af Røde Kors Aarhus’ genbrugsbutikker kan du få et byttemærke på. Så kan dit køb byttes af modtageren frem til den 31. januar i 2020.

Skal du ud og finde en julegave – eller måske en mandelgave? så glæder vi os til at se dig, i en af vores butikker.

Skal det være årets mandelgave, måske?


Læs mere