Om BackUp 

Rigtig mange anbragte unge forbinder overgangen til voksenlivet med store bekymringer, omvæltninger og udfordringer. For de fleste unge ophører anbringelsen omkring 18-årsalderen, og de skal klare hverdagen selv. Det betyder ofte, at man som ung kan føle sig alene og mangle et netværk, som man kan dele op- og nedture med. 

Backup skal medvirke til, at man som ung ikke føler sig alene i den svære overgang. Indsatsen skal give de unge en nær kontakt, som de kan gå til med både glæder og sorger. De unge bliver matchet med en frivillig på baggrund af fælles interesser og ønsker, så de sammen kan skabe et meningsfuldt venskab. Det er op til den frivillige og den unge at finde ud af, hvad de vil lave sammen – med opbakning og støtte fra Røde Kors. Nogle unge har for eksempel brug for støtte til praktiske ting som flytning, uddannelse eller at lære at lave mad, mens andre gerne vil finde én at dyrke en fælles interesse eller bare hygge sig med.   

Bliv frivillig 

Har du lyst til at gøre en forskel for anbragte unge? Som frivillig i BackUp fungerer du som en støtte for den anbragte unge. Du hjælper den unge med at føle sig tilpas i voksenlivet, og I mødes en gang i mellem for at snakke, hygge, ordne praktiske ting, dyrke interesser eller noget helt andet. 

Som frivillig i BackUp skal du: 

  • Være over 25 år. 
  • Have lyst til at gøre en forskel for en ung og er indstillet på at være tilknyttet den unge i længere tid. 
  • Være god til at lytte og tale med andre mennesker. 
  • Kunne afsætte tid til at ses med den unge minimum 2 gange i måneden.