Om Cykeltjenesten

Cykeltjenesten er et tilbud i Aarhus, der sikrer samvær, gode oplevelser og frisk luft til medborgere, som ellers ikke selv ville komme ud at få vind i håret.

Cykelturene foregår på ladcykel med elmotor. Den frivillige cykler, mens borgeren fra plejehjem, bosted eller andet sidder foran i ladvognen og får sig en god oplevelse i naturen eller rundt i byen. Det er op til den frivillige og borgeren, hvordan cykelturen planlægges, og om der skal medbringes kaffe, en hjemmesmurt madpakke eller en kikkert til at spotte fugle med.

Bliv frivillig

Som frivillig i cykeltjenesten hjælper du et menneske, der føler sig ensom, gangbesværet -eller på anden måde begrænset i sin fysiske udfoldelse- ved at give dem et kærkomment afbræk i hverdagen. Du får muligheden for sætte dit præg på oplevelsen sammen med borgeren, og sammen finder I ud af, hvordan turene fungerer bedst for jer.

For at være frivillig cykelpilot skal du:

  • Være åben og fordomsfri
  • Nyde at være ude i det fri og at få lidt motion
  • Være indstillet på at samarbejde med de andre i teamet i Cykeltjenesten
  • Have mulighed for at bruge min. 2 timer hver 14. dag på dit frivillige arbejde (kan variere efter årstid og behov)
  • Vi ser gerne, at den frivillige kan være cykelfrivillig i mindst et halvt år og gerne længere
  • Efter et halvt år giver vi gerne en skriftlig bekræftelse på at du har været frivillig hos Røde Kors

Du cykler på en Christiania Ladcykel Model T, og du får en grundig oplæring, inden du cykler afsted med én eller måske endda to passagerer i cyklen.