Om God start på Livet  

God start på Livet tilbyder gravide og småbørnsforældre i sårbare livssituationer sparring og støtte til et godt familieliv. Med hjælp fra en frivillig støttes forældrene i at skabe trygge og stimulerende rammer for det lille barn, og til at finde ro i rollen som forældre og den nye hverdag.  

Familien og den frivillige mødes et par timer om ugen i et forløb på cirka seks måneder. Her er den frivillige med til at skabe ro, tryghed og anerkendelse hos forældrene gennem nærværende samtaler og ved at understøtte den praktiske struktur i familiens hverdag. Den frivillige forældrestøtte kan også hjælpe ved at dele viden og inspiration til at støtte barnets udvikling og læring, eller hjælpe familien til et større netværk, babyaktiviteter eller andre sundhedstilbud i Aarhus-området.  

Målet er, at familien gennem medmenneskelig støtte finder en tryghed i og tro på, at de som forældre kan give barnet en omsorgsfuld og stimulerende start på livet.  

Som frivillig bliver du en del af vores frivilliggruppe med lokale aktivitetsledere og andre engagerede, dygtige frivillige. Derfor vil du altid have mulighed for sparring, og kunne hente råd og vejledning i et trygt fællesskab. 

Bliv frivillig  

De nybagte småbørnsforældre mangler dig som: 

  • Er lyttende, robust, tillidsvækkende og nærværende  
  • Er god til at tale med forskellige mennesker  
  • Vil gøre en forskel for nyfødte børn og deres familier  
  • Er stabil, ansvarlig og har lyst til at være frivillig i minimum 6 måneder
  • Kan bruge ca. tre timer om ugen inklusiv eventuel transport 

Vi forventer, at du minimum er 30 år og har erfaring med børn og forældreskab, enten personligt eller fagligt.