Om KREAféen
KREAféen er Røde Kors Huset i Gellerups kreative fællesskab. Her udfolder vi os med strikketøj, symaskiner, pensler, limpistoler, upcycling og originale idéer.
KREAféen er et hjertevarmt rum, hvor der er plads til alle hvad enten du har mange års kreativ erfaring eller er helt ny på feltet. Vi hjælper hinanden og der er altid minimum én frivillig til stede, som kan hjælpe dig videre med dit projekt.
I KREAféen finder du forskellige workshops, kurser, events og caféer. Fælles for alle tiltag er, at vi samles omkring det kreative (og kaffe/te). Du finder blandt andet:
Kreative weekender: Vi tilbyder undervisningsforløb med frie og bundne opgaver, hvor der er plads til at upcycle dit eget genbrugstøj og være med til at omdanne rester fra bl.a. jeans til nye designs. Kom og bliv inspireret, få hjælp til dit hobbyprojekt eller bare få en kop kaffe.
Kunstakademiet: Når kunstakademiet holder workshops foregår det med både pensler og blyanter. Det er muligt at lære blindtegning såvel som abstrakt akrylmaling. Det er kun din egen fantasi der sætter grænser, når vores dygtige frivillige hjælper dig med at udforske din kunstneriske side.
Decoupagekursus: Hvis du har lyst til at prøve en anderledes kunstform, så er decoupage det helt rigtige for dig. På vores decoupagekurser lærer du at bruge alt fra blomster, perler, ugebladsudklip og meget mere til at skabe unikke og dekorative ting. Vi laver decoupage på alt fra blomsterkrukker til bøjler. Har du en specifik ting du gerne vil have dekoreret, så kan vi helt sikkert også finde ud af det. Vi elsker en kreativ udfordring.
Upcycling: Vi går ind for genanvendelse. Derfor arbejder vi med upcycling i KREAféen. Du kan bl.a. komme på workshops i at ombetrække stole, istandsætte kommoder og re-designe din gamle garderobe.
Se datoer for workshops og events i vores eventkalender.
Udover de forskellige workshops er det også muligt at kigge forbi onsdag og fredag kl. 12-14 og få hjælp med alt fra oplæg af bukser til lapning af huller.
Bliv frivillig
Som frivillig i KREAféen kan du være med til at arrangere og afholde workshops. Det er også muligt at hjælpe besøgende med deres egne projekter, når de kigger forbi KREAféen i de faste åbningstider. Hvad du vil engagere dig i er helt op til dig – det er nemlig også en mulighed at byde ind med din egen workshop i stedet for at koble dig på en eksisterende.
Vi forventer, at du:
- Er kreativ indenfor dit felt
- Er god til at se muligheder i upcycling og genanvendelse
- Kan møde mennesker i øjenhøjde og med et smil
- Er tålmodig og har mod på at lære fra dig