Om Primus Motor
Primus Motor er en mentorordning for løsladte og har til formål at sikre indsatte en god overgang fra fængsel til frihed. Mange løsladte har svært ved at navigere i et liv i friheden, med alt hvad det indebærer af bolig, job, fritidsliv og daglige gøremål. Undersøgelser viser, at to ud af tre indsatte i Danmark begår ny kriminalitet inden for 2 år efter løsladelsen. Det skyldes ofte, at den løsladte har et svagt netværk, en dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet, problemer med helbredet, usikre boligforhold og ringe økonomi.
Gennem Primus Motor får den indsatte tilknyttet en frivillig mentor – ofte mens der stadig er et par måneder tilbage af afsoningen. Den frivillige mentor støtter den løsladte i troen på sig selv og viljen til at klare en normal hverdag uden kriminalitet. Det er med til at øge livskvaliteten for den løsladte og mindske det kaos, det kan være at vende tilbage til et liv uden for murerne.
Behovet for hjælp varierer fra person til person, og mentorens rolle defineres ud fra den løsladtes ønsker. Forløbet fortsætter cirka op til et år efter løsladelsen for at sikre, at den løsladte er kommet godt videre.