Om Oplevelsen
Oplevelsen i Røde Kors Aarhus er et gratis tilbud til skoler og ungdomsskoler i Aarhus Kommune, som er tiltænkt grundskolens elever på 6. til 10. klassetrin.
Oplevelsen er et fysisk rum i Røde Kors Aarhus’ Frivillighus på Nørre Allé 32. Her kommer I med ind i Røde Kors’ verden og oplever på egen krop nogle af de situationer, som Røde Kors’ humanitære arbejde foregår i.
Fra en flygtnings perspektiv skal I tage stilling til, hvad man skal tage med sig, når man skal flygte fra sit eget hjem.
I skal pakke nødhjælpskasser og, gennem vores VR-briller, opleve, hvordan de bliver leveret til de brændpunkter, der har brug for dem.
Med Oplevelsen vil vi gerne give et indblik i Røde Kors’ humanitære arbejde og de problemstillinger, som Røde Kors-medarbejdere og de mennesker, vi hjælper, kan stå overfor. Det indblik vil vi give ved hjælp af interaktive læringsmetoder, hvor eleverne selv får lov til at stå midt i krisen. Eleverne får mulighed for at diskutere de overvejelser de kommer til at få om livsvigtige situationer.
Et besøg i Oplevelsen kombineres med to workshops i huset, hvor der bl.a. skal tages stilling til de etiske dilemmaer som en Røde Kors medarbejder kan komme ud for.
Oplevelsen har åbent tirsdag til fredag mellem 9.00 og 15.00. Et besøg tager cirka halvanden time.
For at bestille tid eller høre mere kan du kontakte os på:
Mail: aarhus.skoletjenesten@rodekors.dk