Sundhedsklinikken åbnede i Aarhus i 2013 som et samarbejde mellem Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Lægeforeningen for at sikre, at alle, der har behov for lægehjælp, kan få det.

Ifølge sundhedsloven har alle mennesker ret til akut lægebehandling, men det er op til den enkelte behandler at definere om behandlingen er akut. Da mennesker uden opholdstilladelse ikke har mulighed for at gå til almindeligt praktiserende læge, ender mange derfor med ikke at modtage den lægehjælp, de har brug for. Det er bl.a. afviste asylansøgere, au pair-arbejdere, handlede kvinder og mennesker, der er i Danmark for at søge arbejde.

Sundhedsklinikken har også afdelinger i Odense og København og tilbyder både akut lægehjælp og -behandling samt graviditetsundersøgelser, vaccinationer af børn og akut fysioterapi, tandbehandling og psykologsamtaler til mennesker, der ikke er en del af det almindelige sundhedssystem.

Bliv frivillig

Som frivillig på Sundhedsklinikken kan du være med til at tage dig af klinikkens patienter. Har du en relevant sundhedsfaglig uddannelse, kan du hjælpe med konsultationer, behandlinger og samtaler. Alternativt kan du hjælpe med at tage godt imod patienterne og være med til at give dem en god og tryg oplevelse.

For at være frivillig på Sundhedsklinikken, skal du

  •  kunne tage vagter mandage og/eller torsdage mellem klokken 17 og klokken 20
  •  være dedikeret, imødekommende, lyttende og forstående
  •  være parat til både at hjælpe til med de medmenneskelige og de praktiske opgaver i klinikken