Alt det vi sparer ved at genbruge

20. juni 2022

16.300 ton CO2e – så meget sparede danskerne kloden for i 2020 ved at tænke bæredygtigt og handle i Røde Kors’ butikker.  

Vi mener, at der er mange gode grunde til at købe brugt. Når du går på jagt i vores billige genbrugsguld, bidrager du til, at vi kan hjælpe sårbare borgere i Aarhus Kommune. Derudover gør du også noget godt for klimaet, når du køber dine nye varer brugt.  

Det dokumenterer en ny rapport, der for første gang giver et overblik over Røde Kors’ arbejde på genbrugsområdet. Ved at indsamle og sælge genbrugsprodukter, er Røde Kors med til at sætte et positivt klimaaftryk på kloden. I 2020 blev det til i alt 6.500.000 solgte genbrugsvarer i vores butikker. Det svarer til omkring 8.500 ton genbrugskøb. 

Rapporten tager udgangspunkt i at halvdelen af de produkter vi sælger i vores butikker, erstatter nyindkøb. Med det når vi frem til, at Røde Kors’ genbrugsbutikker sparede kloden for i alt 16.300 ton CO2e i 2020. CO2 som ellers ville være udledt under produktionen, hvis varerne var købt fra ny. Det er den samme mængde CO2, som udledes gennem produktionen af et årligt tøjforbrug for ca. 60.000 danskere – eller den årlige udledning fra ca. 10.000 gennemsnitlige danske personbiler. 


ALT DET DU SPARER
 

Tekstilindustrien er kritiseret for at have et højt energi- og kemikalieforbrug, samt for at producere store mængder affald. Når du køber dit nye tøj brugt, sparer du kloden for mange ton spildevand, miljøskadelige stoffer og plastfibre, som ellers ville være udledt under tøjproduktionen.  

En gennemsnitlig dansker køber mindst 16 kg tøj om året. Det vil sige, at når du donerer til vores butikker og køber brugt i stedet for nyt, gør du en betydelig forskel for klimaaftrykket på vores klode. Da et stykke herre- eller dametøj giver en gennemsnitlig besparelse på henholdsvis 3,3 og 2,3 kg CO2e, bliver 16 kg tøj hurtigt til meget CO2, som vi kan lægge ned i sparegrisen. Samlet set sparede salget af beklædning, fodtøj og accessories i alle Røde Kors’ butikker 7.750 ton CO2e i 2020. 

Den største klimagevinst kommer dog fra Røde Kors’ salg af møbler og andre boligartikler. Her har vi opnået en samlet besparelse på 8.000 ton CO2e. Når du køber et møbel i en af vores butikker giver det nemlig i gennemsnit en besparelse på 35 kg CO2e. 

 

DIN DONATION ER MERE VÆRD END DU TROR  

Vi oplever heldigvis en stigende interesse for genbrug og bæredygtighed. I 2020 sorterede Røde Kors hele 10.000 tons doneret genbrugstøj til vores butikker.  

Tøjet bliver sorteret i vores butikker og i vores genbrugscentre i Køge og Horsens, hvor vi opdeler det i forskellige varegrupper og udnytter hver en genbrugsdonation. Det tøj som stadig er i god stand, bliver fordelt over hele landet og solgt i vores butikker. Resten af tøjet sælges til udlandet enten som beklædning eller som råmateriale til tekstilfibre. Alt tøjet er derfor med til at gøre en forskel for sårbare i Danmark og resten af verden. 

Røde Kors’ butikker er drevet af frivillige ildsjæle, som sorterer og klargør de donerede varer til salg. De hjælper kunderne i butikken og gør hver dag en kæmpe forskel, for at Røde Kors fortsat kan yde hjælp, hvor der er behov for det.  

At drive genbrug udleder dog også CO2. Transporten af genbrugsdonationerne fra container til butik, samt energiforbruget til drift af butik og sorteringsanlæg løber også op. Samlet for Røde Kors’ genbrugsaktiviteter er udledningen opgjort til 2.500 ton CO2e. 

 

DET SKER I RØDE KORS AARHUS

Hvis du har afleveret dit brugte tøj til genbrug, eller været på genbrugsjagt i en af Røde Kors’ butikker i Aarhus, har du været med til at gøre en forskel. Ikke kun for miljøet, men også for foreningens hjælpearbejde i ind- og udland.  

Vores butikker er afgørende for Aarhus-afdelingens sociale- og humanitære arbejde. Så når du shopper genbrugsguld, bidrager du til, at de mere end 800 fantastiske frivillige i Røde Kors Aarhus kan yde hjælp og støtte til sårbare borgere i kommunen.  

46.153 stykker tøj blev i 2021 til nye genbrugsfund i en af vores syv lokale genbrugsbutikker. Bruger vi udregningen ovenfor, har butikkerne i Aarhus dermed sparet kloden for minimum 53.076 kg CO2, bare på salg af tøj. Med indtægterne herfra arbejder vi med at være til stede i vores lokalsamfund og forbedre levevilkårene for udsatte borgere. Lige nu har vi mere end 45 lokale indsatser i kommunen, drevet af frivillige, som beskæftiger sig med ensomhed, flygtninge, hjemløshed og akuthjælp.  

Derfor er din donation med til at gøre en stor forskel for den enkelte borger. Bliv ved med at donere og handle genbrug, så vi kan blive ved med at hjælpe dem, som har mest brug for det.  

 

VIL DU VÆRE MED? 

  • Du kan donere dit brugte tøj i en af vores tøjcontainere  
  • Du kan aflevere dine møbler og nips i en af vores syv butikker  
  • Du kan shoppe genbrugsguld i vores skønne butikker og bidrage til vores humanitære arbejde i Aarhus Kommune 

TAK fordi du tænker bæredygtigt 

 

VIL DU VIDE MERE?  

Læs vores onepage over rapporten her

Eller læs den fulde rapport her