HM Dronningens Emblem til fire engagerede butiksledere i Aarhus
I går var en meget special dag i Røde Kors Aarhus. Vi havde nemlig æren af at overrække Hendes Majestæt Dronningens Emblem til fire af vores engagerede butiksledere, som har ydet en særlig, langvarig og betydningsfuld indsats i afdelingen og i deres butikker. Deres uundværlig indsats, har bidraget til nogle fantastiske genbrugsbutikker i Aarhus.
Emblemmodtagerene Erna, Joan, Mogens og Tove har i en lang række år været ledere i Højbjerg, Åbyhøj, Egå og Holme. Det er første gang, at emblemet bliver uddelt til butiksledere i Aarhus.
Vores frivillige blev onsdag eftermiddag modtaget med flag og rød løber ved indgangen til Frivillighuset. Vi var samlet 33 mand, som kom fra butikkerne, bestyrelsen, sekretariatet, DRK senior og tidligere modtager af emblemet. De var med til at fejre vores fire butiksledere. Vores frivillighus var dækket op til fællesspisningen og sang på denne specielle dag. Bestyrelsesformand Knud Aarup leverede en dejlig tale og overrakte det flotte emblem, mens bestyrelsesmedlem Ove Knudsen gav en nærmere begrundelse, på hvorfor de frivillige var indstillet til at modtage emblemet.
Indtil i går var der kun fem andre frivillige, som har fået overrakt emblemet i Aarhus, derfor er det en særlig ære og glæde for afdelingen at uddele yderlige fire emblemer. Sidste gang Dronningens Emblem blev indstillet og overrakt til en frivillig leder i Aarhus var i 2019.
Stort tillykke til Erna, Joan, Mogens og Tove.