Som frivillig i indsatsen Kom Godt Videre, sikrer Ellen Genadri socialt samvær blandt kursister på Rehabiliteringshøjskolen Vikærgården. Hun spiller klaver til højskolesang og fortæller om sit begivenhedsrige liv i Libanon, mens hun bliver beriget med smil og nye bekendtskaber. 

Hun bevæger sig rundt i Beiruts gader. Mens der lurer fattigdom og uroligheder om ét hjørne, emmer der af gæstfrihed og mødet mellem forskellige kulturer om et andet. Hun er på vej hjem til sin familie. Kort inden hun når sit dørtrin, kalder naboen hende over. Hun bliver inviteret indenfor, hvor hun møder et bord, der bugner med fladbrød, hummus og farverige kålsalater. Selvom naboerne er fattige, er gæstfriheden ikke til at tage fejl af. Mindet står klart i Ellen Genadris erindring, og det er blot ét blandt mange minder fra hendes liv i Libanon, som hun i aften deler med højskolens kursister. 

50 år i Libanon 

Ellens historie begynder, og kursisterne lytter interesseret. Hun fortæller, hvordan hun i 1962 rejste til Syrien for at arbejde som sygeplejerske. Hun startede med at bo i Damaskus, for dernæst at flytte til Aleppo, grundet manglende personale på et af hospitalerne. Ellen var fascineret af den brede mangfoldighed, der udspillede sig i hendes nye tilværelse. På hospitalet var flere forskellige religioner repræsenteret iblandt kollegaerne. Også uden for arbejdet opsøgte Ellen mangfoldige fællesskaber, hvor forskellige mennesker og kulturer mødtes. Et af de mest betydningsfulde af disse møder fandt sted en juleaften. Her mødte hun sin mand første gang. Året efter blev de forlovet, og de fik hurtigt et liv op at stå sammen. Grundet voksende uroligheder i landet, blev det dog for utrygt at blive boende. Derfor drog de til Beirut i Libanon, hvor de slog sig ned, stiftede familie og fik mange tætte venner.  

“Jeg savner mine venner og bekendte i Beirut. Der er noget helt særligt over gæstfriheden dernede. Selvom de var fattige, inviterede de os indenfor til mad og drikke. Det var vidunderligt. Netop gæstfriheden vil altid stå klart i min erindring, samtidig med at jeg også har taget den med mig til Danmark og i mit frivillige arbejde,” fortæller Ellen, mens hun fører en kaffekop afslappet op mod munden i det lille samlingsrum på Vikærgården.  

Efter et langt liv i Libanon, er det stadig mennesker og relationer, Ellen er opslugt af. Hendes interesse i og omsorg for andre mennesker kom først og fremmest til udtryk i hendes arbejde som sygeplejerske. Nu har hun det med sig som frivillig, hvor hun er med til at give andre mennesker oplevelser, som de måske ikke havde fået. Netop derfor stiller hun sig op en torsdag aften og underholder højskolens kursister ved at berette om sit liv. 

“Det hele handler om at gøre noget for andre mennesker” 

Efter fortællingen, er der flere nysgerrige sjæle i det lille rum, der sidder med spørgsmål og gerne vil høre mere. Ellen svarer, mens hun sætter sig på en stol og tager del i kagespisning og hyggesnak på tværs af bordet. Stemningen er god i forbindelse med, at en præsentationsrunde så småt sætter i gang. Hver og en fortæller en smule om sig selv, og ingen sidder alene tilbage. Ellen lytter nærværende og er fascineret over de forskellige baggager, hun får indsigt i på sin frivillige vej. Runden slutter efter et par minutter, og Ellen rejser sig for at sætte mere kaffe over. 

“Jeg voksede op med, at man gav til andre mennesker, samtidig med at det var en stor del af min hverdag i Beirut. Det hele handler om at være sammen med andre mennesker og gøre noget for dem. Det ligger dybt i mig,” siger Ellen og skimter rundt på kursisterne. 

Kaffekanden bliver sendt bordet rundt endnu en gang, og en tredje kage titter frem i anledningen af aftenens arrangement. En hyggelig stemning flyder gennem det lille rum, hvor der står ‘Samlingsstedet’ på døren. Det lader til, at ingen ænser, at efterårets mørke rusker i træerne udenfor. Et smil tegner sig på Ellens mund, idet hun lytter med på en symfoni af småsnak i krogene. Mens et fattigt Libanon stadig er på tale, sniger nye emner som børnebørn og daglige pligter sig ind i varmen. Ellen slår en ske blidt mod sit glas og rejser sig. Det er blevet tid til en sang. 

Lad os lege i livstræets krone 

“Nummer 141” mumles der igen og igen, mens beslutsomme hænder bladrer i højskolesangbøgerne. Ellen indstiller klaveret, og højskoleåndens sødme gennemsyrer rummet. Ved hjælp af en enkel melodi og en vedkommende tekst bryder fællesskabet med livets knuder ved at synge om leg og liv. De selskabelige indslag, som Kom Godt Videre arrangerer, skal netop modvirke ensomhed, isolation og mistrivsel. Kursisterne får dermed nemmere ved at komme godt videre og oprejste tilbage til hverdagen – alt sammen ved hjælp af bl.a. klaverspil, sang, historietime og hyggelig småsnak over kaffen. Flere kursister fortæller, at de nyder at have mulighed for at deltage i de frivilliges arrangementer om aftenen, når dagsaktiviteterne på Vikærgården er forbi. 

Ifølge Ellen, er glæden fra kursisterne og det sociale samvær guld værd: 

“Mennesker skal have det godt, og det vil jeg være med til at sørge for. Det er det hele værd. Jeg får desuden tit at vide, at der er brug for mig, fordi jeg kan spille klaver. Jeg nyder det, samtidig med at jeg kan se, at musik skaber glæde.” 

Aftenen går på hæld. Kagetallerknerne fragtes stille og roligt ned i den ene ende, hvor de samles for at forsvinde ud i køkkenet. Ellen takker de fremmødte for hyggeligt selskab, hvortil et rungende ‘selv tak’ lyder tilbage i hendes retning. Endnu en gang dannes et smil på hendes læber.