En duft af historie
Klokken er 9.45 en onsdag morgen i september. På Jægergaardsgade er byfolket ved at gøre klar til dagen. En dame er ved at sætte planter foran det stadig duggede butiksvindue, mens en mand vender skiltet i døren fra “lukket” til “åben”. Der er overraskende mange mennesker på gaden. Nogle med en taske under armen og hurtige skridt, mens andre lige har købt en kop kaffe. Inde i Bruuns Galleri virker gangene tomme og kontrasten til gadens summen er nærmest skærende. Inde bag metalgitrene er butikkernes ansatte i gang med at tænde lys, hænge tøj op og åbne kassen til de første kunder melder deres ankomst. En svag musik spiller i det fjerne og en duft af nyt tøj og nybagt brød, spreder sig i centerets gange. Inde i Røde Kors Pop-up butikken på 1.sal er duften dog anderledes end i resten af centeret. Her dufter der ikke nyt, men i stedet af tøj, der har en historie.
En succeshistorie – for begge parter
I samarbejde med Bruuns galleri er Røde Kors Aarhus´ Pop-up butik blevet en realitet. Butikken åbnede d. 30. august og var i første omgang planlagt til at vare indtil d. 28. september. Det er dog ikke sidste dag alligevel, da butikken er blevet forlænget med en ekstra måned. Niels Højberg, bestyrelsesformand hos Røde Kors Aarhus, udtaler: “Vi vil rigtig gerne samarbejde med andre parter i bybilledet, så det at samarbejdet med Bruuns Galleri er blevet forlænget, det er jo et kæmpe skulderklap”. Derudover er det selvfølgelig ikke en hemmelighed, at en forlængelse også tilføjer flere midler til organisationens sociale arbejde. “Det er en stor succes at vi med midlerne fra dette projekt, kan hjælpe flere udsatte og sårbare mennesker i Aarhus Kommune”, siger Niels Højberg.
Også Bruuns Galleri er glade for samarbejdet med Røde Kors. “Det betyder meget for os at få det kvalitetsstempel”, siger Claus Brændgaard, Regional Center Manager i Bruuns Galleri. Ifølge ham, så er det meget vigtigt for dem at kunne kigge deres kunder i øjnene og med 100% sikkerhed kunne sige, at tøjet bliver genbrugt de rigtige steder og tjener et godt formål. Grunden til Pop-up butikkens store succes mener han skal findes i det faktum, at vi lever i et samfund, hvor genbrug er meget oppe i tiden. Netop dette kan virke kontrastfyldt til et shoppingcenter, der normalt forbindes med at købe nyt, men ifølge Claus Brændgaard så er kombinationen af nyt og genbrug vejen frem.
“Vi ser det ikke som noget ´enten eller`, men i stedet som et ´både og`. I det øjeblik man lægger sig ind på den første, så kan man ikke andet end at tabe. Man bliver nødt til at se de trends og muligheder der er i samfundet og derfor vil vi meget gerne omfavne den her slags samarbejder”, siger han.
Inde i Røde Kors butikken bugner det med jakker, bukser, kjoler og toppe. Alt man overhovedet kan forestille sig i et væld af farver, mønstre og materialer. I hjørnet står en sofa i en brændt orange nuance, der inviterer til at svinge benene op, hvis shoppingturen bliver for udmattende. Lige ved siden af sofaen kan man endda tage sig en gratis kop kaffe med teksten “Førstehjælp til fællesskaber”. Væggene er udsmykket med Røde Kors billeder og gamle rammer i forskellige farver. “Vil du være frivillig?”, står der på en plakat på døren ind til baglokalet. Bag kassen står to store metalbure, hvor det ene er fyldt til randen med poser af tøj, indleveret af centerets gæster. De sørger for et konstant flow af “nye” varer i butikken. Noget har stadig prismærke på, mens andet fortæller historier fra forskellige steder i landet. Måske endda verden.
“Der er et hyggeligt fællesskab i butikken”
Sådan siger en af butikkens frivillige, Jacob Hvenegaard. Han nyder at komme i butikken for at få en forståelse af organisationens arbejde ude i praksis. “Det er fedt at kunne bidrage til et så vellykket projekt som dette og så er det dejligt at møde nogle af alle de fantastiske frivillige, som er en uundværlig del af Røde Kors´ DNA”, siger han, mens han tager en slurk af sin kop kaffe.
Ved at være frivillig i Røde Kors Pop-up butikken, så bliver man nemlig også automatisk en del af et socialt netværk. For det første så står man altid to og to i butikken, hvilket skaber et godt grundlag for at lære nye mennesker at kende. For det andet, så er butikken ikke bare en butik i klassisk forstand, men fungerer også som et samlingspunkt for forskellige aktiviteter. Tirsdag eftermiddag holder førstehjælpsinstruktørerne eksempelvis til i butikken, mens Genlyd fredag eftermiddag sætter fokus på fællesskaber og ensomhedsbekæmpelse i Aarhus Kommune. Derudover kan man være så heldig at hilse på både Nørklerne, Ungdommens Røde Kors og Netværkshusets eventteam.
Ifølge Jacob Hvenegaard, så er det fedt, at der sker så meget forskelligt i butikken. En ting er det store stykke arbejde der ligger i genbrugsdelen, med derudover er det “en god og hyggelig måde at få etableret et netværk på”, siger Jacob.
Klokken er blevet 20.00 og roen sænker sig over Bruuns Galleri. Den sidste gæst har forladt centeret og de ansatte er så småt i gang med at slukke lyset, lægge tøj sammen og lukke kassen ned for i dag. Også Røde Kors butikken er ved at lukke ned. Det har været en god og travl dag i butikken og der er blevet solgt en masse genbrugstøj. Metalgitret bevæger sig fra loft til gulv. Ude på gaden er solen på vej ned og der dufter af aftensmad fra de omkringliggende lejligheder. På Jægergaardsgade er butikkerne lukket, men for restauranterne og barerne er aftenen kun lige startet. I morgen er der endnu en dag og sådan vil det også være for Røde kors butikken i Bruuns Galleri.
I hvert fald en måned endnu…