10 år og 12 måneder – Frivillig i en Røde Kors butik

25. oktober 2021

Det er fredag eftermiddag. Klokken har rundet 17. Tove drejer nøglen og låser butiksdøren. Det har været en god dag i den lille Røde Kors butik på Holme Byvej. Men sådan er de fleste dage i den hyggelige genbrugsbutik. Faktisk er der langt imellem dårlige oplevelser, for kunderne er glade for at komme i den lokale genbrug.

”De fleste fredage, når jeg går hjem, tænker jeg ’ hold da op, jeg fik bare mange gode oplevelser med kunderne i dag’,” fortæller Tove med et smil.

Og smil er der masser af i Holme butikken. Her kommer kunderne nemlig ikke kun for at handle, men også for at snakke med de frivillige, som hver dag sørger for, at butikken tager sig pæn ud, og at der er nye varer på hylder og bøjler.

Butikken bliver drevet af ca. 20 frivillige kvinder. De er en sammentømret flok, som sammen har skabt et fællesskab med et socialt formål. Butikkens overskud er nemlig afgørende for Røde Kors Aarhus’ sociale aktiviteter. Derfor er pligtfølelsen og glæden ved at gå på frivilligt arbejde også stor.

”At arbejde frivilligt i butikken giver mig indhold i mit liv. Rent socialt giver det mig meget. Arbejdet giver mig også en følelse af, at det, jeg laver, virkelig giver mening. Med fokus på genbrug, miljø og Røde Kors kan jeg mærke, at min indsats går til noget rigtig godt. Det er dejligt at være i butikken, for det gør mig glad, og kunderne er glade for at komme. Og så er Røde Kors glade for, at butikken tjener nogle penge,” lyder det fra Tove.

10 år
Tove er 70 år gammel. Hun har været frivillig i Holme butikken i ti år. I dag er hun en del af butikkens lederteam, hvor hun blandt andet er ansvarlig for regnskabet og for at få arrangeret møder. Tove bruger otte-ni timer på frivilligt arbejde om ugen.

Tove meldte sig som frivillig, da det var en måde at bibeholde sit arbejdsliv. Hun er især glad for at bibeholde det sociale aspekt af arbejdslivet ved at have en masse frivilligkolleger. I Holme butikken er der plads til alle. Det er en butik, hvor alle kompetencer er velkomne. Individuelle behov og ønsker tages i betragtning, når vagtplanen laves. Det resulterer i, at en vagt kan vare fra to timer til en hel dag. Man hjælper hinanden med at få det til at gå op – og det fungerer. Derfor har Tove også stort set kun positive ting at sige om at være frivillig i en genbrugsbutik. Hun er nu ikke i tvivl om, hvad det bedste er ved at være frivillig:

”Uha, det er nok alle de gode oplevelser, man har med kunderne”, siger Tove.

Selvom Tove foretrækker den direkte kundekontakt ved kassen, så sætter hun pris på den afveksling, der følger med at være frivillig i en genbrugsbutik. Der skal nemlig både pakkes varer ud, sorteres og prissættes tøj. Derudover skal butikken selvfølgelig holdes ren og pæn. Røde Kors butik i Holme sælger både tøj, porcelæn og småting, så der er nok at tage sig til, når man er på vagt. Men det er kun positivt. Når man har arbejdet hårdt, kan man nemlig nyde at have fri endnu mere.

”Det er dejligt at have følelsen af, at man faktisk har fri, når man har gjort et godt stykke arbejde. At arbejde i butikken er både en god kombination af at have en pligt og så bagefter at nyde at have fri. Det er rigtig dejligt – det er jeg glad for”, forklarer Tove.

12 måneder
Rasmus er en ung fyr på 33 år. Rasmus og Tove er vidt forskellige, men de har den samme interesse. Rasmus er nemlig frivillig i Aarhus-afdelingens butik i Tilst. Han har været frivillig siden storbutikken åbnede i 2020. Det har han ikke fortrudt.

”Røde Kors slog op, at der kom en ny afdeling i Tilst, og at de søgte chauffører. Så tænkte jeg, der i september, da indretningen startede, at det kunne være min chance for at være med fra start af,” siger Rasmus, som har været frivillig i butikken i 12 måneder.

Røde Kors butik Tilst kom hårdt fra start. Kort efter at butikken åbnede sine døre for første gang, måtte de lukke dem igen, da corona lukkede Danmark. Det skabte nye udfordringer, men også nye opgaver. For med nedlukningen skulle de frivillige tænke kreativt, og Rasmus, som egentlig havde meldt sig som chauffør, blev involveret i netsalg. Han har både været med til at sælge ting fra butikken på Facebook og DBA.

Selvom det er svært at undgå uenigheder i en frivilliggruppe på størrelse med den, man finder i Tilst, så mener Rasmus, at de er gode til at snakke om, hvordan man bedst kan løse tingene. Der bliver lyttet til alle. Derfor er der også en afslappet stemning imellem de frivillige. Alles engagement, tid og kompetencer bliver respekteret og værdsat. Og lige netop det med tid var en vigtig faktor, da Rasmus meldte sig som frivillig. Han har nemlig job ved siden af sit frivillige arbejde.

”Det, som det mest handler om for mig, er, hvor meget tid jeg skal afsætte ved siden af mit job,” fortæller Rasmus.

Det har dog ikke været svært at få tiden til at gå op. Tilst butikken arbejder nemlig med en fleksibel vagtplan, hvor de frivillige selv tilmelder sig vagter via Doodle. Det har gjort det muligt at tiltrække frivillige, som har svært ved at finde tiden til at tage en fast vagt hver uge. Der er pludselig plads til alle. Derfor er frivilliggruppen også meget broget og spænder bredt i både alder og nationalitet. Der er både frivillige, der er fuldtidsstuderende, og frivillige, der har fuldtidsarbejde. Det er nemlig også muligt at hjælpe med forskellige opgaver i butikken udenfor åbningstid.

For Rasmus er fordelene ved at være frivillig ikke til at tage fejl af. Han har nemlig fundet et frirum, hvor han føler, at han kan slappe af samtidig med at det arbejde han udfører, gør en forskel.

”Jeg slapper meget mere af i det her. Her melder du bare ind, hvornår du kan,” forklarer Rasmus.

Motivationen
Både Tove og Rasmus er glade for deres frivillige arbejde i butikkerne. De hygger sig med frivilligkolleger og kunder. De er begge enige om, at de har meldt sig som frivillige lige så meget for deres egen skyld som for at hjælpe andre.

”Det giver mig en form for tilfredsstillelse – det der med at hjælpe andre,” fortæller Rasmus.

Og selvom Rasmus og Tove ikke er i den samme butik, så er Tove enig.

”Jeg vil gerne gøre noget for min egen skyld, men også for dem, jeg arbejder for,” siger Tove.

Hverken Tove eller Rasmus er i tvivl om, hvilket råd de vil give til dem, som overvejer at blive frivillig, men endnu ikke har taget skridtet: Mærk efter om man har overskuddet, og så skal man bare springe ud i det.

”Jeg synes bare, at man skal kaste sig ud i det og prøve det. Mød op med åbent sind og vær med til at sætte dagsordenen. Det er jo godt at engagere sig i det”, lyder det fra Tove.

Som frivillig i en genbrugsbutik er det muligt at engagere sig i mere eller mindre grad. Du kan være leder, men du kan også nøjes med at hjælpe med tøjsortering, prissætning og kundeservice. Alle opgaver er vigtige, og alle opgaver bliver løftet af frivillige. Det gør Røde Kors butikkerne til et unikt fællesskab.

Dog er det frivillige arbejde ikke helt uden risiko, hvis man spørger Tove:

”Jeg tror, at man meget, meget, meget nemt kan blive grebet af det.”