Hvorfor bruge sin fritid på at have genbrug mellem hænderne?
Sammenhold, samarbejde, søde kunder og et godt formål. Røde Kors Aarhus’ butiksfrivillige har mange grunde til, hvorfor de hver især har valgt at være frivillige.
Ti frivillige fra Røde Kors Aarhus’ butikker sætter ord på dét at være frivillig i en genbrugsbutik. Nogle finder frem til de væsentligste pointer sammen med andre frivillig-kollegaer, mens andre graver mere personlige grunde frem. På de fleste områder er der dog rungende enighed om, hvordan det er at tilbringe en del af sin fritid ved tøjstativet, bag kassen og ved kaffemaskinen i pauselokalet. Sammenlagt kan beretningerne fra de butiksfrivilliges arbejdsdage koges ned til en række grunde til, hvorfor de har valgt at bruge fritid i en Røde Kors-butik.
“Sammenholdet er godt, og der er plads til alle”
Klokken er 11, og den lille Røde Kors-butik på Holme Byvej har lige slået dørene op. Inde i varmen siver duften af formiddagskaffe rundt. I det lille lagerrum bagerst i butikken, stikker en frivillig-kollega en frisklavet kop kaffe i hånden på Bitten, som er i fuld gang med at prissætte varmt tøj til vintermånederne. Bitten lægger straks den mørkeblå uldsweater fra sig. Hun puster blidt ned i koppen, så dampen suser op om ørene på hende. Tre andre frivillige slentrer rundt i butikken, og ikke ét øjeblik står samtalerne stille.
“Jeg plejer at sige, at jeg skal ned i hulen, når jeg skal hen i butikken, fordi der er så hyggeligt. Vi hygger os sammen, og det betyder meget for mig, når jeg er her frivilligt. Vi har en god jargon, hvor vi kan stikke lidt til hinanden, men det er kærligt. Det gør også, at sammenholdet er godt, og at der er plads til alle,” fortæller Bitten.
Bitten er ikke alene om at nævne ordet ‘sammenhold’ som en af grundene til at være butiksfrivillig. Det går nemlig igen hos frivillige i samtlige butikker. Ligesom de andre frivillige, er Bitten bevidst om, at hendes indsats er frivillig. Derfor er det vigtigt for hende, at det er sjovt, at dagligdagen fungerer gnidningsfrit, og at der netop er plads til at lægge den mørkeblå uldsweater fra sig i ny og næ. Efterhånden som kaffen får ben at gå på, vender de frivillige lidt efter lidt tilbage til arbejdet. Bitten sætter sin kop fra sig, mens samtalen bevæger sig over på, hvad de hver især har af planer for den kommende weekend.
“Det giver mening at gøre netop dét, vi er gode til”
I modsætning til den lille hule på Holme Byvej, har Røde Kors-butikken i Tilst højt til loftet og smæk på volumen. Med sine 770 m2, bugner den med alt fra møbler og nips til tøj, bøger og spil. En stor butik som denne, kræver mange frivillige. En af de frivillige er Juana, som har været med på holdet, siden butikken åbnede for lidt over to år siden. Ifølge hende, er det vigtigt, at det frivillige arbejde giver mening for den enkelte, når de daglige gøremål skal klares:
“Mange af os frivillige har forskellige kompetencer, som vi tager med os hertil. Én er god til at koordinere, mens en anden er god til at have mange bolde i luften og så videre. Det giver mening at gøre netop dét, vi er gode til. Det er ikke en kamp om hvem, der er bedst eller hvem, der kommer først. Vi samarbejder og bliver enige.”
Lidt syd for Tilst-butikken er de frivillige i butikken ved Bazar Vest enige med Juana. De laver hver især dét, de gerne vil og finder i fællesskab frem til nye løsninger. De får eksempelvis ofte nye idéer til, hvordan butikken kan indrettes. Derfor er Kurt i færd med at rykke en egetræskommode et nyt sted hen. Samtidig er Kathrine gået ud på lageret til sin frivillig-kollega, for at sorterer tøj. Sammen er de i fuld gang med at sortere mærkevarer til børn. Det har rødder i en af Kathrines idéer, som går ud på, at mærkevaretøj får stativer for sig.
“Der er flere af vores kunder, der kender mærkevarerne, og derfor fik jeg den idé, at sorterer mærkevarer for sig. Vi er åbne over for nye forslag, og det giver en dynamik, hvor vi supplerer hinanden på forskellige måder,” beretter Kathrine, idet hun lægger endnu et par små bukser over i en særskilt stak med mærkevarer.
Om det er mærkevaretøj eller ej, er forkærligheden for god kvalitet ikke at tage fejl af. En del af tøjsorteringen består netop i at tjekke mærket, standen og kvaliteten på tøjet for at give det en passende pris derefter. Som ofte før, stopper Kathrine op ved synet af et mærke, hun genkender. Denne gang står der ‘MarMar’ på de små lysegrønne strømpebukser. Hun tager dem op, studerer dem og trækker på smilebåndet. Begejstringen, for at falde over et stykke tøj af god kvalitet, er stor, og hun bruger et ekstra minuts tid på at finde et prismærke frem og vurdere prisen.
“Folk er søde til at komme med tøj i god stand”
På lageret i Røde Kors-butikken på det lille torv i Højbjerg, har Hanne hænderne i en stor bunke tøj. Bunken, som stammer fra tøjcontaineren udenfor butikken, skal sorteres. Tøj i alle former og farver hopper fra den ene hånd til den anden. Hun undersøger opmærksomt tøjets stand for efterfølgende at sætte en passende pris på.
“Det er dejligt, at meget af tøjet bliver doneret fra personer i lokalområdet. De er søde til at komme med tøj og andre ting i god stand, og det betyder meget. Samtidig er det hyggeligt, at det netop er de lokale, der kommer forbi – uanset om de donerer eller køber,” fortæller Hanne og hejser endnu en bluse op fra bunken.
Både donationer og salg er afgørende for, at genbrugsbutikkerne kan hænge sammen og køre rundt. Når Hanne og de andre frivillige får kvalitetstøj ind ad døren, har de nemlig større mulighed for at sælge det igen. Hermed er de glade for alle de kunder, der kigger forbi – både velkendte som nye ansigter. De er både glade for dem, der kommer for at købe, dem, der kommer for at kigge, og dem, der kommer for at sludre. Som dørklokken lyder i butikken, træder et sæt nye ansigter ind ad døren. Else, som er Hannes frivillig-kollega, træder frem, og kaster et ‘hej’ i de nyankomne kunders retning. De sender et smil efterfulgt af et ‘hej’ tilbage og starter deres færd rundt i butikken.
“Vores kunder er glade, og det smitter af”
En mumlen strømmer frem og tilbage mellem kunderne, der er på rundtur i butikken. I ny og næ stopper de op, når noget fanger deres opmærksomhed. En af kunderne griber fat om en mørkegrøn dunjakke og holder den op foran sig. Hun spørger ind til prisen, og Else sender et høfligt svar tilbage gennem rummet. De frivillige i butikken er glade for den kontakt, de har med kunderne. I de andre butikker giver de også udtryk for dette.
“Vi kan ikke undvære vores kunder. Der kommer mange forskellige kunder i butikken, og det giver én rigtig meget. Vi er opsatte på, at der skal være noget for alle, når de kommer. Den ene kunde er lige så god som den anden, og de er lige søde alle sammen. De er glade, og det smitter af,” siger Bitten, der, tilbage i Holme, har bevæget sig om bag kassen.
Hun har netop solgt et par sorte lædersko. Kunden, hun solgte dem til, stopper op på vejen ud ad butikken igen. Han skæver til de forskellige flyers, der ligger på disken til venstre for ham. Han stikker to flyers i lommen: Én hvor der står ‘Pårørendestøtte’, og én hvor der står ‘Cykeltjenesten’.
“Vi er her for en god sag, som vi går op i”
En sovesofa, et gavekort, en julesweater. Uanset hvad der bliver solgt i genbrugsbutikkerne, er salget et grundlag for, at Røde Kors Aarhus kan hjælpe sårbare borgere i kommunen. Salget bidrager bl.a. til, at cykelvenner sammen kan rulle afsted, og at sygdomsramte familier kan få aflastning. Dette er der en generel bevidsthed om blandt de frivillige på tværs af butikkerne. Én af de frivillige er Maria i Krydsfelt på Nørre Allé. For hende betyder det gode formål utroligt meget for motivationen til at arbejde frivilligt:
“I am a volunteer because I like doing something nice for others and for society. By working here, I am thinking about others instead of myself. I think it is important and I also learn a lot from it.”
Et stykke vej nordpå er Lars, Lars og Rita enige med Maria. De er butiksfrivillige i butikken i Egå. De genkender, at det gode formål motiverer dem til at bruge fritid på at have genbrug mellem hænderne. I butikken gør de frivillige deres bedste for at de kunder, der kommer ind, får en god oplevelse. Målet er, at kunderne får lyst til at købe noget og dermed støtte Røde Kors’ hjælpearbejde. Butikkens indretning vidner om, at kun fantasien sætter grænser for, hvad den enkelte kunde kan bruge genbrug til. Dragende bøger og vinglas hænger livligt i snore fra loftet, mens sammenpressede papkasser er lavet om til udstillingsborde. Det er enkelte finurlige idéer, som tilsammen skal inspirere for den gode sags skyld. Og netop dét at arbejde frivilligt for et godt formål gør, at de frivillige er engagerede.
“Det kan indimellem være en udfordring for os frivillige at blive enige. Vi har forskellige meninger, men det er ikke en dårlig ting. Tværtimod. Vi er netop ikke ligeglade, fordi vi er her for en sag, som vi går op i. Det synes jeg er fedt at mærke. Når det er sagt, er vi gode til at samarbejde og få det til at fungere alligevel,” siger Lars med et smil, mens hans blik går på opdagelse i butikken.
Det er sidst på eftermiddagen, og mørket begynder at snige sig frem udenfor. Fyraftenen venter lige om hjørnet. De frivillige forbereder sig på at slukke lyset, låse døren og bevæge sig ud i den kolde efterårsluft oven på en god dag i det frivillige butiksunivers.
* Kathrine, fra butikken ved Bazar Vest, bruger ikke sit rigtige navn, da hun gerne vil være anonym.