Sådan oplevede jeg indsamlingsdagen

Hej.

Jeg hedder Sine Høstrup og er kommunikationspraktikant ved Røde Kors Aarhus.
I år havde jeg fornøjelsen af at deltage i indsamlingen på en anden måde, end jeg plejer. I stedet for en indsamlingsbøsse havde jeg min praktik-makker, et kamera og et sæt bilnøgler i hånden. Hvis du har lyst, kan du læse om det her under.

Min indsamlingsdag startede klokken 10:00, da jeg hentede Røde Kors bilen ved Frivillighuset på Nørre Allé.

Jeg havde lavet en aftale med en indsamler i Viby om at hjælpe hende med at komme til sit indsamlingssted. Hun er dårligt gående, og var derfor bekymret for at gå ude i regnen. Jeg kørte hende til Viby Centret, hvor hun kunne sidde indenfor og samle ind. Hun var en sød og meget dedikeret indsamler. Det var tydeligt at mærke at indsamlingen, det var hendes hjemmebane. På hendes trøje havde hun selvprintede Røde Kors logoer i små plastiklommer, og op af tasken trak hun en sirligt foldet Røde Kors pose, som hun havde gemt fra et tidligere år.

På vej tilbage til Nørre Allé mødte jeg de første indsamlere. Som en form for refleks fik de et dyt og et vink. Jeg er glad for, at de vinkede tilbage. For i sekundet efter gik det op for mig, at det ikke er helt normalt at dytte og vinke til folk, man ikke kender, midt inde i Aarhus C. Men med store Røde Kors logoer på bilen, var jeg sikret – de kendte ikke mig, men de vidste godt, hvem jeg var. Jeg var Røde Kors, og jeg sagde tak.

Min indsamlingsdag fortsatte i Frivillighuset, hvor mange friske indsamlere nu var troppet op.

Nogle drak en kop kaffe, mens de læste om Røde Kors’ arbejde. Andre fik udleveret indsamlingsbøsser. De var glade, imødekommende, søde, tømmermænds ramte.

Jeg kunne mærke en glæde ved indsamlerne, som jeg har svært ved at beskrive. Måske det mindede om den måde, som forventningens glæde nogle gange kommer til udtryk på. Store smil og mange stemmer. Alle sagde hej, men ikke på den der ”Ej, vi fik lige øjenkontakt, så nu er jeg nødt til at anerkende, at du er her”-måde. Nej, alle sagde hej som det mest naturlige i verden. Ligesom når man møder nogen i en skov efter en halv time uden at have set mennesker. Som om at det er fysisk umuligt ikke at sige hej.

Det minder mig om de ”hej”, der blev givet i den klub, jeg spillede håndbold i som barn. En form for indforståethed omkring at vi samarbejder om noget, der ikke behøver at blive sat ord på. Alle er der ikke af samme grund, men det betyder ikke noget. For alle, som er der, er til stede. Alle vil gerne sprede og modtage smil. Det var både gældende for de tre syttenårige piger med tømmermænd, for bror og søster, der glædede sig til at gå rundt ved vandet på Aarhus Ø, og for far og datter, som havde forberedt sig til dagen med regntøj.

For mig, er den stemning noget af det fedeste ved at samle ind. Og derfor er det også underligt, at jeg har så svært ved at definere den. Men hvis du har samlet ind, kender du den helt sikkert. Måske du ikke kender ”min” stemning, men jeg kan ikke andet end at tro, at du også oplever en helt speciel indsamlingsstemning.

De næste timer på min indsamlingsdag gik med spørgsmålene:

”Hvad hedder du? Hvad betyder det for dig at samle ind? Hvorfor samler du ind i dag? Hvilken rute skal du samle ind på i dag? Hvorfor samler du ind for Røde Kors?”

Sammen med min praktik-makker Anne fik jeg snakket med, taget billeder af og filmet en masse glade mennesker. Fælles for dem var, at de var på vej ud for at samle ind.

Da vi skulle ud at købe frokost stødte vi på to piger foran Rema. Vi blev mødt med:

”Du ligner en, der gerne vil bidrage til et godt formål,”

Vi kunne kun svare:

”Ja, og I ligner nogle, som gerne vil være med på et billede til vores hjemmeside”

Pigerne var skide seje! Lørdag aften havde resulteret i, at de søndag morgen havde ondt i håret. Alligevel stod de her med indsamlingsbøssen i hånden. Og så endda med overskud til at opsøge forbipasserende på gaden. Og de var gode til det. Selv Remas medarbejdere havde de charmeret sig ind på, hvilket betød, at de både havde indsamlingsbøsse og æblejuice i hånden.

Hen ad eftermiddagen begyndte indsamlerne at komme tilbage fra deres ruter.

De havde gode historier og tunge indsamlingsbøsser med hjem. Alle kunne fortælle, at de havde mødt søde mennesker og lange trappeopgange. Det var fedt at mærke indsamlernes entusiasme, når de fortalte om deres ture, og det var tydeligt at mærke, at de havde haft nogle gode timer.

Min indsamlingsdag sluttede med, at jeg kørte til Viby, for at hente indsamleren i Viby Centret igen.

Vi havde aftalt, at jeg kom klokken 14:30, men hun ville gerne være blevet længere. Hun fortalte, at der jo stadig var mange mennesker, som slet ikke havde været inde i centeret endnu. Vi blev enige om at prøve og fange dem næste år.