Ny indsats skal sikre samvær til borgere, der er ramt af demens

27. april 2023

I Danmark får omkring 21 personer hver dag stillet en demensdiagnose. Det svarer til 8000 nye tilfælde årligt, og antallet forventes at stige*. En person med demens isolerer sig ofte og lukker sig ind i sig selv. Det kan være både hårdt og ensomt. Hermed er behovet for samvær, aktivitet og menneskelig kontakt stort. For at imødekomme dette behov, har Røde Kors Aarhus oprettet en ny indsats, ‘Mindemakker’.

“Det er en stor udfordring i samfundet, at mange personer rammes af demens, og det er svært for civilsamfundet og kommunerne at opfylde alle deres behov. Derfor vil vi i Røde Kors Aarhus tage udfordringen op. I Røde Kors hjælper vi, hvor der er behov, og lige nu er der et stort behov for, at personer med demens får samvær med andre, så de ikke bliver ensomme. For at føre indsatsen ud i livet, er det vigtigt at arbejde sammen med byens plejehjem, og vi er glade for, at vi har fundet frem til to, som vil tage del i initiativet,” fortæller Lars Bundgaard, næstformand i Røde Kors Aarhus.

Lokale plejehjem bakker op

Indsatsen starter på plejehjemmene Hestehavehusene og Kongsgården i henholdsvis Højbjerg og Viby. Begge plejehjem er enige i, at ‘Mindemakker’ er vigtig, og at omsorg er altafgørende for beboernes velvære.

“Vi oplever, at det kan være svært at opfylde alle de behov som vores demensramte borgere har for samvær. Derfor er det essentielt, at der kommer nogen, som kan hjælpe med at stimulere deres sanser og måske vække genkendelse. Det skaber velvære og kan både gøres gennem musik, en gåtur i skoven, duften af en nybagt kage eller et besøg af en glad hund,” fortæller forstander på Hestehavehusene, Anette Lock Hansen.

Forstander for Kongsgården, Annette Sindberg, er enig. Hun siger:

”På vores plejehjem har vi mange gode aktiviteter i huset, så det vi drømmer om, er mere tid til én til én-samvær samt gåture ude i den friske luft. Her er Mindemakker-aktiviteten et meget velkomment samarbejde, som gennem relation og nærvær kan bidrage til at skabe nye minder og store smil for og sammen med vores beboere.”

Omsorg og samvær er centralt

Plejehjemmene er sammen med bestyrelsen og den frivillige aktivitetsleder fra Røde Kors Aarhus blevet enige om, hvad indsatsen skal indebære. Dette har de gjort på baggrund af fakta omkring sygdommen, behov på de enkelte plejehjem og overvejelser omkring den frivillige opgave.

Aktivitetsleder i indsatsen, Else Zäll, glæder sig til at føre aktiviteten ud i livet:

Med Mindemakker vil vi skabe nogle gode stunder for personer med demens på plejehjemmene. De har, ligesom alle os andre, nogle grundlæggende psykologiske behov som for eksempel meningsfuld beskæftigelse. Vi skal derfor skabe samvær, så de får nogle gode oplevelser gennem forskellige aktiviteter. Til alt dette, har vi brug for frivillige, der har lyst til at gøre en forskel for et andet menneske.”

Røde Kors vil sikre, at det er den rette frivillig, der sættes sammen med en demensramt beboer. Der vil være fokus på mennesket bag sygdommen, så livshistorie og fælles interesser bliver taget med i betragtning. Den frivillige bliver fra start klædt på til opgaven, så han eller hun kan hjælpe bedst muligt og samtidig føle sig tryg i indsatsen.

 

 

*Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens