Af Anne Mouritsen

“Det var en falliterklæring uden lige, at man skulle stå der i sit liv. Det havde jeg aldrig troet.” Sådan tænker Anitta, da hun i foråret 2016 ender på Herning Krisecenter med sine to døtre. Hvordan holder man sig oven vande, når ens psyke, integritet og privatliv konstant bliver angrebet? Lis fra Røde Kors’ Qnet blev Anittas redningsvest.

Anitta er 49 år gammel og arbejder som skolelærer i Aarhus. Hendes liv har siden hendes skilsmisse fra eksmanden været en rutsjebanetur. Efter at Anitta og eksmanden vælger at gå fra hinanden i december 2015, tager tingene hurtigt fart. De ender i en lang og sej krig om forældremyndigheden over deres to døtre. En krig der ender med, at eksmanden udsætter Anitta for psykisk vold.

“Det har været det psykiske misbrug, der har været værst, for jeg har ikke oplevet så meget fysisk. Jeg har nok været lidt naiv. Men lige pludselig vender det hele på hovedet, og det går op for en, at der er noget galt”. Sådan fortæller Anitta, da jeg snakker med hende i hjemmet i Aarhus. Hun har sagt ja til at fortælle sin historie til mig.

Sat under lup

Efter skilsmissen så verden lige pludselig meget anderledes ud. Anitta og eksmanden slås om forældremyndigheden over døtrene i alverdens retssager. Det er hårdt for både Anitta og pigerne.

”Man er meget slidt. Fra at have normale og fungerende børn, får man lige pludselig børn med udfordringer. Man føler sig jo hele tiden under lup. Der bliver skubbet på, for hvis den ene skal tage sig godt ud, er det vigtigt, at den anden tager sig dårligt ud. Så det er sådan et spin, man er i.”

Anitta beskriver det som, at hun mister jordforbindelsen. Hun bliver hele tiden skubbet til mentalt. Eksmanden filmer ind ad hendes vinduer. Der sættes spørgsmålstegn ved hendes integritet som mor og menneske af eksmanden, sagsbehandlerne og i retten.

I marts 2017, over et år efter, at parret er gået fra hinanden, bliver sagen om forældremyndigheden afgjort. De to piger bliver delt. Katastrofalt, ifølge Anitta. Hun får forældremyndigheden over den yngste datter. Eksmanden får over den ældste. Det betyder, at børnene vokser op i to forskellige verdener, der er meget adskilt. Det er en meget sort-hvid verden, og mor og far er enten ven eller fjende.

”Det er jo ret forfærdeligt fra et barns synspunkt. Det ødelægger dem, vil jeg sige.”

Efter afgørelsen flytter eksmanden med den ældste datter til Sønderjylland, og Anitta flytter med den yngste til Aarhus. Men konflikten fortsætter, da især Anittas ældste datter har det svært.

’Ankeret for mit fristed’

I tiden mellem bruddet i december 2015 og afgørelsen om forældremyndigheden i marts 2017 har Anitta boet på Herning krisecenter i 14 dage. Hun er også blevet en del af projektet ’Ud af voldens skygge’ hos Mødrehjælpen. De frivilliges hjælp og støtte gør en kæmpe forskel for Anitta. Da projektet stopper i 2018, er Anitta angst for at skulle ud at stå på egne ben igen. Derfor foreslår psykologen, at hun skal få en mentor fra Qnet, Røde Kors Aarhus’ tilbud om støtte til voldsramte kvinder.

Qnet består af to ting. En mentorordning, som er én til én-relation, og deres Qcafé, hvor der er mulighed for fællesskab med andre kvinder i samme situation som en selv.

I maj 2018 møder Anitta for første gang Lis. Lis er pensioneret socialrådgiver og mentor hos Qnet. Anitta og Lis begynder at gå ture hver anden uge. Det fortsætter de med de næste tre år, og det viser sig at være lige det fristed, som Anitta har brug for.

”Det betød jo, at jeg kunne være i min krop. Det betød, at jeg kunne passe min hverdag, at jeg kunne bibeholde mit job, og at jeg kunne være der for mine børn. For jeg havde jo ikke rigtig noget liv. Jeg manglede noget, som var til for mig, hvor jeg ligesom havde mit sted væk fra arbejde og børn. Lis blev ankeret på mit fristed.”

På gåturene kan Anitta ventilere og få både personlige og faglige råd fra Lis om retssager og skrivelser fra diverse instanser, som kan være noget svære at forstå. De afstemmer altid behovet, inden de sætter gang i bentøjet. Deres forhold er noget helt specielt. De er ikke veninder, men har et forhold baseret på forståelse og respekt for hinanden. Anitta har en enorm tillid til Lis, som ved stort set alt om hendes liv. Lis hjælper Anitta med at bevare fodfæstet.

”Lis har mange gange gjort en forskel for mig. Man mister jo simpelthen fodfæstet i livet. På en eller anden måde skal man jo tilbage igen på de her usikre ben. Og der vil jeg sige, at Lis har hjulpet, så man ligesom holder kursen og prøver at få alle de der forstyrrelser væk.”

Anitta ville ønske, at hun selv havde overskud til at hjælpe andre, ligesom Lis hjalp hende. Hun beundrer, at Lis udelukkende gjorde det, fordi hun syntes, at hun havde overskud til at byde ind med noget til et andet menneske, som havde brug for det.

En bro bygges – selvom den er skrøbelig

I dag er Anitta et mere trygt og stabilt sted i livet. Hende og Lis aftalte i august 2021, at hun ikke længere har brug for en mentor. Forholdet med eksmanden er også blevet bedre. I sommeren 2021 indgik de i retten et forlig om at få delt forældremyndighed over deres ældste datter med bopæl hos Anitta. De blev enige om den nye ordning i samarbejde med pædagoger og familierådgivere.

“Det er godt, men skrøbeligt. Men for børnenes skyld er det jo rigtig godt. Og jeg skal ikke kunne sige, hvad der har gjort den her forandring, for før har vi slet ikke kunne kommunikere sammen, men det prøver vi på nu. Vi er mere enige om rammerne, og det er faktisk rigtig rart.”

De sidste 5 år har Anitta været i krig. Med eksmanden, med systemet. Hun har samtidig skulle passe et fuldtidsarbejde og være mor for to piger, der også har været meget igennem. Det kan mærkes i dag.

”Altså jeg er slidt. Det er godt nok hårdt. Og det har været i gang i mange år nu. Men det bliver bedre og bedre, fordi man kan ringe til hinanden, og vi mødes på halvvejen, når børnene skal hentes eller bringes.”

Selvom Anitta har været tæt på at miste sig selv i bølgerne, kæmpede hun sig tilbage, og i dag ser det hele lidt lysere ud. Hun håber, at hun en dag har kræfter til at hjælpe andre, ligesom hun selv fik hjælp af Lis.

”Det kan godt være, at jeg har mistet fodfæstet dengang, men jeg har fået det igen. Og det er jo en kamp, som jeg bliver ved med at kæmpe.”