Rejsedagbog: Tores studierejse til Bangladesh

10. november 2022

Om to dage er der afrejse til Bangladesh, og Tore skal sammen med ni andre Røde Kors-frivillige på studierejse. I Bangladesh skal de blandt andet besøge verdens største flygtningelejr Cox’s Bazar og Sylhet, som er hårdt ramt af klimaforandringer og naturkatastrofer. 

Tore er 44 år og har været frivillig i Røde Kors Aarhus i 10 år. Han er både frivillig hos samaritterne og i genbrug. Han nyder at være en del af Røde Kors, fordi det er et fedt fællesskab, som har fokus på mange forskellige og vigtige områder. En af grundene til, at Tore er frivillig er, at han ønsker at komme sine fordomme til livs. Gennem Røde Kors’ initiativer, har han mødt mange forskellige mennesker, som på en positiv måde har udfordret hans fordomme.  

Når han rejser til Bangladesh, er det også med formålet om at gøre op med fordomme og sætte sig ind i andre menneskers levevilkår. Han ser frem til at snakke med de lokale og frivillige i Bangladesh og opleve deres hverdag.  

“Man kan ikke redde alle. Men, vi kan sætte ansigt på de forskellige mennesker, sætte os ind i deres situation og fortælle deres historie, så vi ikke glemmer dem,” fortæller Tore inden afrejse. 

Du kan følge Tores rejse til Bangladesh her på siden. Han vil jævnligt opdatere om de steder og mennesker, han besøger.

 

 

Dag 0: At tage sit hjem med sig når man går 

I dag er sidste dag før Store Rejsedag, som bliver indledt i Terminal 2 i Kastrup Lufthavn kl. 11.30 i morgen, lørdag.

Jeg har brugt (og bruger fortsat) dagen på at tjekke, at alle dimser og detaljer i min oppakning er på plads og virker, og at jeg har fået alt det med, jeg har planlagt.

Det føles som at tage udvalgte dele af mit hjem med, når jeg rejser; regntøj, praktisk tøj, vandrestøvler – tjek.
Bærbar PC, oplader, Røde Kors-vest, en pæn skjorte og et jakkesæt til middagen med den danske ambassadør og generalsekretæren for Røde Halvmåne i Bangladesh – okay.
Myggenet til seng, lagenpose, hyper-stærk insektspray, omformer til alle kendte og ukendte strømforsyninger på Jorden – øh…. jeg begynder at mærke, at det hér ikke bare er en tur til Bornholm længere.

Læg dertil vaccinerne (Tyfus og Hepatitis A samt stivkrampe) og et sprit-nyt biometrisk pas samt en alenlang forsikrings- og sundhedspolice fra Falck Health Care International – så er jeg i gang med noget, jeg ikke har prøvet før og næppe kommer til at være med til igen.

Som gammel spejder og Røde Kors-frivillig er der på én gang noget beroligende velkendt og noget (lidt) skræmmende nyt over alle de ellers velkendte rutiner med at pakke det mest nødvendige i en kuffert, låse døren og drage ud i verden for en kortere eller længere periode. Jeg plejer at sige, at jeg tager mit hjem med mig, når jeg går.

Men, lige i dag er der mange nye og spændende ting i min oppakning, som minder mig om, hvor langt væk jeg skal – og at min destination, Dhaka i Bangladesh, ikke kan sammenlignes med noget andet sted, jeg før har været. Jeg er spændt som en buestreng, men også rolig fordi jeg ved, at vi er godt organiseret som rejsegruppe, og at Røde Kors har gjort meget for at informere os på forhånd og planlægge alt det, der kunne planlægges hjemmefra. Det vil sige, før vi møder hverdagen og virkeligheden på jorden i Bangladesh.

Kære dagbog: Vi ses i morgen.

Så går det for alvor løs i luften.  

Tore Plougheld 

 

 

Dag 2: Ankomst til Dhaka, hovedstaden i Bangladesh 

Efter det meste af et døgns rejse østpå, GMT –6, er vi nu landet i god behold i Dhaka.

Temperaturen er næsten 30 grader, solen er borte bag smog’en, og larmen fra de mange forskellige køretøjer er ubeskrivelig.

Det samme er alle de øvrige sanseindtryk, der rammer os som en mur, så snart vi er kravlet ud af den majestætiske Boeing 777, der har fragtet os hertil.

Der er nye lyde, farver og dufte overalt. Mænd i hvide kjortler på vej hjem fra pilgrimsfærd til Mekka og helt almindelige bengalske børnefamilier med Mickey Mouse-kufferter og Paw Patrol-trøjer som alle andre børn i den globale tidsalder.

Unge og gamle mennesker mellem hinanden og mange af dem. Der bor mere end 20 millioner mennesker i Dhaka, og det virker som om, de alle er mødt op i lufthavnen denne søndag, der er en helt normal hverdag for befolkningen i Bangladesh.

Eftermiddagen byder på en velkomst fra fungerende landechef, Alex, fra Kenya og juniordelegat fra Dansk Røde Kors, Caroline, som nu har boet i Bangladesh i snart et år. De giver os en fortrinlig indføring i de elementære principper, som Røde Halvmåne og Røde Kors arbejder under i Bangladesh. De fortæller om deres arbejde og nogle af de projekter, vi kommer til at opleve på nærmeste hold de næste dage.

Bangladesh er et land i udvikling i ordets mest positive forstand. Deres 100.000 Røde Halvmåne-frivillige yder hjælp både højt og lavt, til alt fra psykosocial støtte til drift af sundhedsklinikker og katastrofehjælp ved de massive oversvømmelser, der rammer landet.

Sammen med mine med-frivillige, glæder jeg mig til at udforske landet, folket og dets plads i verden. 

 

Tore Plougheld 

 

 

Dag 3: At komme ud af boblen – Dhaka / Cox’ Bazar’

Destinationen er Cox’ Bazar (feriebyen, ikke flygtningelejren – endnu).

Efter et døgns tid under Emirates’ vinger og Boeing 777’ere var kontrasterne til at få øje på, da vi entrede en tomotorers propelmaskine for en time i luften til kystområdet og feriebyen Cox’ Bazar.

Udsigten ud over kysten og lavlandet i det sydlige Bangladesh var fantastisk med sine rismarker, mangrovesumpe og de lokale fiskefartøjer ude i den Bengalske Bugt. Mange farver, meget nyt at se og meget forskelligt fra beton-ørkenen i det smog-indhyllede Dhaka. 

Der var omtrent 30 grader.

Vi ankom til Cox Bazar: Et ferieparadis og en typisk turist- og badeby hvis man tilhører den bedrestillede del af den bengalske eller indiske middelklasse.

Indtil nu, har jeg observeret Bangladesh og dets indbyggere fra en boble: En lukket minibus, mit hotelværelse med bevæbnede vagter foran indgangen eller på ‘Nordic Club’, hvor vi spiste i fred og ro med faciliteter som pools og tennisbaner.

Virkeligheden begyndte at banke på, da en kvinde kom hen og tiggede. Hun bad om penge, men jeg havde ingen at give og også ordrer til ikke at give hende noget.

Jeg kom for alvor ud af “rig vesterlænding”-boblen og i øjenhøjde med den første indbygger af mange, der lever under sultegrænsen i det enorme land.

Røde Kors-familien

Eftermiddagen bød på møder, introduktioner og briefinger i Røde Halvmånes hovedkvarter.

Det gjorde indtryk på mig, hvor bredt vores hjælp sigter, og hvor kreative folk er for at finde løsninger og måder at hjælpe på.

Ildsjæle fra nærmest alle kontinenter var til stede i mødelokalet og fortalte om deres projekter, lokale samarbejder og erfaringer.

Jeg har indset, at vi i Røde Kors er én stor familie. Vi er en del af noget, der er meget større end os selv, og sammen vil vi gøre verden til et bedre sted.

At stille spørgsmål på overfladen og gøre smalltalk til en meningsfuld samtale

Der sidder mange mennesker i flygtningelejren, som ikke har nogen udsigt til en bedre fremtid. De har måske mistet familiemedlemmer og oplevet ting, som ingen mennesker burde opleve. Hvordan interviewer man disse mennesker?  

Der er flere spørgsmål, vi ikke kan stille, end jeg troede.

Jeg er journalist og samarit. Jeg har lyttet til og udspurgt udsatte og traumatiserede personer i begge funktioner. Det her, er noget helt andet. Jeg møder personer, hvor de er i deres liv og lytter til dem. Historien bliver derefter og ikke altid den historie, jeg har planlagt at gå efter.

Det er krigsflygtninge, som har fået frataget deres hjemland og er erklæret statsløse og uønskede.

Det bliver hårdt at opleve og samtidig tankevækkende, når jeg vender tilbage til min boble.

Til aften gik vi en tur langs stranden, hvor vi bl.a. passerede store mængder affald, drenge der tiggede og lugten af kloak. Derudover var der et hus af bølgeblik, uden vinduer eller døre, som nogen boede i. De tilberedte mad over et ildsted foran deres hjem. Alt i alt en dag med mange kontraster. 

I morgen skal jeg besøge nogle af de frivillige og flygtninge, der befinder sig i verdens største flygtningelejr. I overmorgen skal jeg besøge et felthospital, som hjælper både flygtninge og lokale bengaler. 

 

Tore Plougheld 

 

 

Dag 4: IND I LANDET – NED I BØRNEHØJDE – Cox’ Bazar 

Om hvor mange dage i dit liv kan du se tilbage og sige: “Denne dag vil jeg huske resten af mit liv” i en meningsfuld kontekst?

I dag har jeg haft en af disse sjældne, overvældende og måske endda livsændrende dage. 

Halvanden times kørsel fra vores nuværende base i ferieområdet Cox’ Bazar, kom vi ind i det kompleks af lejre, der tilsammen udgør flygtningeområdet Cox’ Bazar.

På turen til lejren kunne jeg se fattigdommen, tuk-tuk-kørere, blikskurene ved siden af groteske ferie-“resorts” og det enorme mylder af mennesker.

I området inden for Bangladesh’ landegrænser, lever omtrent én million fordrevne burmesere fra rohingya-mindretallet, hvoraf langt de fleste er muslimer. 

Myanmars militærjunta har frataget dem deres statsborgerskab. De er uønskede af myndighederne i Bangladesh, der formelt set nægter at give dem flygtningestatus og den beskyttelse som FN-konventionerne giver. Disse mennesker er strandet i et juridisk, politisk og geografisk ingenmandsland. Befolkningstallet vokser hver dag.  

I dag besøgte vi Camp 19 og Camp 13, hvor Dansk Røde Kors arbejder med psykosocial støtte, oplæring, undervisning og noget, der minder om meningsfulde aktiviteter for både mænd, kvinder og børn. Dog er skolegang ikke tilladt. 

Konceptet kaldes Community Safe Spaces, og består af en række bambushytter i flere af lejrene. Her kan de mindste gå i “børnehave”, mændene kan socialisere, flette måtter og knytte fiskegarn, og kvinderne har et sted, de kan gå hen, hvor der ikke er adgang for mænd. 

JEG VED EN LÆRKEREDE 

Sproget er ikke altid det afgørende. På vores første stop i Camp 19, mødte vi omkring 100 børn i 4-6-års alderen. De var i gang med at lære engelske tal ved at bygge tallene i “LEGO”. Børnene var nysgerrige, ivrige og interesserede i os. 

Jeg sad længe med en lille fyr. Jeg husker klart hans smil, hans grin og hans umiddelbare glæde ved at vise sin LEGO-figur frem og tælle næsten fejlfrit til tyve på engelsk. 

Børn er børn. Det skal de have lov til at være og det giver vi dem lov til at være, midt i den humanitære og sanitære katastrofe, der omgiver os, i vores Community Safe Spaces, hvor deres voksne i rummet ved siden af får langsigtet psykosocial støtte til at bearbejde traumerne over den ufrivillige rejse, der bragte dem til Camp 19.

På et tidspunkt satte jeg mig ud på gulvet foran en flok børn og gav mig til lavmælt at synge “Jeg ved en lærkerede”. Hvor ordene ikke slog til, brugte jeg fagter, kropssprog og god tid til min sang. 

Det fangede dem.

Jeg bad en voksen frivillig om at oversætte sangens budskab: Lille dreng ser fugle-mor og fugle-far passe på deres barn og lover at beskytte dem og skjule dem, så de er i sikkerhed. – så var der en forbindelse mellem os, der stak dybere end noget som helst andet på denne her klode.

Typisk mig. 

 

Tore Plougheld 

 

 

Dag 5: (Lidt) på hjemmebane

Dagen i dag har jeg set frem til. Fra morgenstunden skulle vi tilbage til lejrene og besøge en sundhedsklinik i Camp 12. Derefter besøgte vi et felthospital et lille stykke uden for lejren, opstartet af Dansk Røde Kors og i dag drevet af Japansk Røde Kors. Til sidst besøgte vi lokalafdelingen af Røde Kors i Cox’ Bazar (kystbyen, ikke flygtningelejren).

Som samarit, var det særligt interessant for mig at se hvilke vilkår, der hersker på klinik og hospital, hvad de har opbygget, og hvordan hverdagen ser ud for læger, sygeplejersker og patienter.

Det var også både spændende og givende at møde mine kammerater fra Cox’ Bazar og høre dem fortælle. De fortalte om opsøgende socialt arbejde og deres arbejde i katastrofeberedskabet når der er oversvømmelser og orkaner. Desuden gav de et bud på, hvordan man bør kystsikre området og forberede landet, folket og infrastrukturen.

Befolkningstallet og dermed befolkningstætheden stiger. Monsunsæsonen bliver hvert år længere, voldsommere og mere uforudsigelig. Temperaturen stiger. Smitsomme sygdomme er oppe på niveauer, der aldrig før er set i landets historier.

Midt i alt dette forsøger Røde Kors at løse, hvad de kan med de midler, de har til rådighed.

De frivillige er unge, overvejende veluddannede og målrettede i deres arbejde. De tog gæstfrit imod os danskere og fortalte om deres hverdag og opgaver.  

I morgen flyver vi tilbage til hovedstaden, Dhaka.  

 

Tore Plougheld 

 

 

Dag 6: Afsked med den humanitære frontlinje og Røde Halvmånes hovedkontor i Bangladesh

Det er med blandede følelser, at jeg forlader Cox’ Bazar og sætter kursen tilbage mod hovedstaden efter flere dage ude i frontlinjen for Røde Kors’ humanitære arbejde. 

Et par korte besøg over to dage føles som alt for lidt tid til at sætte mig ind i denne verden, der er så forskellig fra min egen dagligdag.

Drengene jeg mødte i Camp 13 var, som mange andre, vilde med fodbold. De vidste udmærket, hvad en smartphone er, og de var kvikke nok til at spørge mig, om jeg ikke kunne skaffe dem nogle nye fodbolde. 

Men, hvilken fremtid har de? Lige nu, ingen.

Mit glimt ind i deres liv og situation var bare et glimt. Og, af hensyn til sikkerhed blev vi f.eks. eskorteret rundt og måtte ikke gå alene i lejrene.

Jeg mødte flygtningene på nogenlunde neutral grund, i Community Safe Spaces, hvor de havde mulighed for at være trygge og have et fællesskab. Børnene legede med byggeklodser, som skulle lære dem at tale engelsk. Der var håbefulde blikke iblandt. En ældre mand greb mine hænder, da jeg skulle forlade CSS Camp 13, og så mig i øjnene. Alt dette, er minder, der har brændt sig fast. 

 

Midt på eftermiddagen skulle vi til møde med ledelsen i Røde Halvmåne Bangladesh.

Mødet bestod af formelle høfligheder og spørgsmål, efter at alle tilstedeværende havde præsenteret sig selv og sit tilhørsforhold til Røde Kors / Røde Halvmåne.  

Jeg blev overrasket over, at hver af os fik overrakt blomster og en gave, vi kunne tage med hjem.  

Et øjebliks førstehjælps-nørderi 

Efter frokosten havde vi endnu en obligatorisk sikkerhedsbriefing om Dhaka lokalt og Bangladesh, i særdeleshed i lyset af vores status som Røde Kors-udsendte.

Så var det tid til at møde ‘Danish Red Cross’ i Bangladesh. 

På vejen faldt jeg over en rygsæk med førstehjælpsudstyr. Jeg var begejstret for at få lov at åbne, fotografere og gennemgå tasken. 

Efter at have mødt staben på “vores” kontor besluttede jeg mig for at prøve at finde nogen, der kunne fortælle mig noget mere om førstehjælp.

Det lykkedes os at finde den nationale leder af førstehjælpsundervisningen for Røde Halvmåne Bangladesh, og jeg fik en improviseret, kort audiens. Jeg præsenterede mig selv og spurgte ind til, hvordan førstehjælpsundervisning fungerer i Bangladesh. 

Til sidst, kørte vi tilbage til Space Housing, hvor vi overnattede da vi ankom, før vi fløj til Cox’ Bazar.  

Familie, rødder, fortid og nutid 

Tilbage på mit gamle værelse, åbnede jeg de gaver, jeg blev foræret af Røde Halvmåne i Bangladesh. Den bestod af en indrammet børnetegning og en mindeplade for organisationen og vores grundlægger, Henri Dunant.

Det er en smuk gave og et symbol, der formår at smelte fortid (organisationens grundlæggelse) og nutid (børnetegningen) sammen. Alt sammen lige her, hvor jeg er nu, både fysisk og i mit liv som frivillig i Røde Kors. Jeg er rørt, stolt, ydmyg og dybt taknemmelig for at have mødt en masse forskellige mennesker. De har for alvor udvidet min horisont og lært mig, hvor meget det betyder at være en del af det, jeg kalder Røde Kors Familien. Fra Yukie fra Tokyo og Alex fra Uganda til Sabrina fra Bangladesh og de mange, mange andre fantastiske mennesker, jeg har lært at kende på denne tur.

Vi er familie. 

 

Tore Plougheld 

Dag 7: Mange interessante mennesker og ting at tænke over 

Der var to punkter på programmet i dag: I morges skulle vi på sightseeing i bydelen Old Dhaka. Derefter spiste vi uformel frokost med den danske ambassadør i Bangladesh på en restaurant i Gulshan-distriktet, hvor vi bor. 

Frokosten med ambassadør Winnie Estrup Petersen, tidligere frivillig i Ungdommens Røde Kors i Danmark, var god. ‘Her Excellency’, Ambassadøren, blev overrasket over, hvor mange vi var, og at vi havde en gave med til hende. Vi forærede hende bl.a. et sæt små bamser, der var strikket af vores nørklere hjemme i Dansk Røde Kors. Hun fortalte kort om sin karriere og sin rolle som ambassadør i Bangladesh. Derudover beskrev hun nogle af de projekter, temaer og danske firmaer, hun har kontakt med hernede.

Hvor mange liter vand koster et par jeans?

600 liter.

Så mange liter rent vand går der til fremstillingen af et enkelt par jeans. Sammen med t-shirts er de blandt de allerstørste industrielt forarbejdede produkter, der eksporteres ud af Bangladesh, også til Danmark.

Jo mørkere farver, des flere liter vand. I et land der kæmper med at skaffe rent drikkevand til sin egen befolkning, er dette et stort og stadigt voksende problem. Vandforsyningen er noget af det vigtigste, men også noget af det første, der går i stå, når orkaner og oversvømmelser rammer.

Derfor er jeg nu endnu større tilhænger af genbrugstøj. Jeg har set, hvilke problemer Bangladesh har med at udnytte, administrere og distribuere sine naturressourcer. Det er vanvittigt og uholdbart, at befolkningens drikkevand prioriteres til tekstileksporten i så stor grad, som der er tale om.
 

Imponerende motivation

Den seneste uge har jeg været sammen med et hav af frivillige og eksperter. De er dygtige og ekstremt motiverede til at finde løsninger på deres lokale udfordringer. De er også gode til at udnytte deres sparsomme ressourcer til det yderste. Når en pandemi som Covid-19 så rammer landet med orkanstyrke, og Bangladesh’ sygehus- og sundhedsvæsen i forvejen har svært ved at følge med – tager de det i stiv arm, fordi de er vant til orkaner hernede.

Jeg er først lige begyndt at opdage, hvor fornuftigt udveksling af erfaringer på kryds og tværs kan være. Det er som at få et par nye briller på for første gang.  

I morgen er der atter en dag. Vi skal til den nordligste del af landet, fordelt på to hold; Mit hold skal på besøg hos endnu et danskstøttet Røde Kors-projekt, hvor der er bygget og/eller moderniseret en række sundhedsklinikker langt væk fra storbyerne. Sundhedsklinikkerne tager sig især af gravide og mor-barn-forhold.

Derefter skal vi hjem til Danmark.

 

Tore Plougheld 

Dag 8: Sidste dag i felten, Gazipur  

Vi er fremme ved rejsens næstsidste programsatte dag.  

Det er stærkt at se, hvordan vi er vokset som hold. Vi er kommet tættere på hinanden, vi styrker hinanden som udsendte frivillige, og vi støtter hinanden i vores roller som interviewere, fotografer og telefon- og IT-specialister. Vi bliver bedre til at stille relevante spørgsmål, når vi er i felten. Vi reflekterer i fællesskab og lærer af hinandens erfaringer.

Det har været interessant at opleve, hvor stor og mangfoldig verden kan være på både godt og ondt, og vores rolle i den som frivillige i Røde Kors.

Fra morgenstunden var vi delt op i to hold, der tog til hhv. Netrakona og Madan Upzalia. Vi så, hvordan skoleelever undervises i katastrofebevidsthed og viden om, hvad de kan gøre for at beskytte sig selv og deres forældre under oversvømmelser og orkaner. Vi tog også til området Gazipur for at besøge en række sundheds- og fødeklinikker. Dansk Røde Kors har støttet området med udbygning og renovering. Det ligger ude, hvor der kan være langt til det nærmeste hospital. 

Vi nåede forbi tre forskellige klinikker, som alle var bemandet med jordemødre og frivillige. De har bl.a. til opgave at opsøge beboere i nærliggende landsbyer. De taler med beboerne om sundhed og tilbyder at måle blodsukker, puls, blodtryk, iltmætning i blodet og kropsvægt. Livsstilssygdomme som diabetes er i vækst i Bangladesh. Det samme er lunge- og luftvejssygdomme som KOL, astma og bronkitis, der især skyldes forurening fra industrien, mangel på åndedrætsværn og andre præventive tiltag for de millioner af indbyggere, som arbejder i eller nær industrien. 

Derfor fokuserer Røde Halvmåne i Bangladesh på at lave opsøgende arbejde, hvor indbyggerne kan få svar på eventuelle spørgsmål. Desuden kan de få en indikation på, om de bør undersøges yderligere af professionelle sundhedsfaglige personer.

I morgen tjekker vi ud og tager på endnu en guidet rundvisning blandt nogle af Dhaka’s seværdigheder. Klokken 01.00 Bangladesh-tid rejser vi mod Danmark.

Opdateres løbende