Røde Kors Aarhus og verdensmålene
FN’s sytten verdensmål er ikke til at komme udenom i disse år. De spiller en stor rolle i både den politiske debat, men også i det danske erhvervsliv, hvor mange virksomheder målrettet arbejder med ét eller flere verdensmål som en del af deres CSR-strategi.
De sytten verdensmål blev vedtaget i 2015 og frem til 2030 skal de ”sætte os kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, vi bor på.”
Røde Kors Aarhus arbejder også med verdensmålene. Det har vi gjort i mange år, om end nogle gange ubevidst. En stor del af det arbejde vores frivillige laver i deres daglige virke i Røde Kors Aarhus relaterer nemlig direkte til verdensmålene. Særligt syv verdensmål fylder meget i vores lokale aktiviteter.
Ud af disse syv er der særligt tre verdensmål, som vi, i vores arbejde, har ekstra fokus på. Det drejer sig om verdensmål tre, tolv og sytten. I de følgende konkrete eksempler præsenterer vi dig for vores arbejde med syv af FN’s sytten verdensmål.
Verdensmål 1: Afskaf fattigdom
Afskaf alle former for fattigdom i verden
Delmål 1.2. Inden 2030 skal andelen af mænd, kvinder og børn i alle aldre, som lever i fattigdom i alle dens dimensioner, halveres i henhold til nationale definitioner. **
På vores omsorgscenter PitStop hjælper vi hjemløse og funktionelt hjemløse med at komme til kræfter efter sygdom, men hvordan hjælper det til at afskaffe fattigdom? På papiret tilbyder vi et 2-3 uger langt ophold, som giver den mentale ro til at rekreere. Det der sker i praksis er, at opholdet også giver mulighed for at få styr på nogle af de praktiske ting, som der ikke er tid til i en hverdag på gaden. Mange af vores borgere udviser stor taknemmelighed for, at de kan benytte computer og internet. De får ordnet uløste ting med bank, borgerservice og jobcenter, hvilket ofte giver dem mulighed for at få udbetalt penge og dermed sikre dem en stabil indkomst.
Det var blandt andet tilfældet for en 50-årig kvinde, der flere gange har været i gang med at søge om førtidspension, men grundet sin egen ustabile livssituation ikke fik færdiggjort processen. Under et ophold på PitStop lykkedes det endelig, med hjælp fra personale og frivillige, at færdiggøre ansøgningen. I dag er hun førtidspensionist med en fast månedlig indkomst.
Disse positive forandringer i en svær hverdag kan lade sig gøre, fordi vi har fantastiske frivillige, ansatte og samarbejdspartnere, som vil strække sig langt for at få tingene til at lykkedes. I modsætning til andre steder har PitStop ingen forventninger til borgerne når de kortvarigt flytter ind. Det at blive mødt i øjenhøjde er ofte det, der motiverer til at bede om hjælp og se på fremtiden med andre øjne.
Verdensmål 3: Sundhed og Trivsel
Sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper
Psykisk sundhed og mistrivsel er et stigende problem i Danmark. Især ensomhed har de sidste år fyldt meget på den politiske dagsorden. I 2019 fyldte ensomhed så meget at Dronning Margrethe satte fokus på problemet i sin nytårstale. Fællesskaber er livsvigtige. Det er fællesskaberne, der får os igennem de svære stunder og det er fællesskaberne, som gør de gode oplevelser endnu bedre. Fællesskaber er både forebyggende for os alle, men også en særlig støtte til de mest udsatte i samfundet. Derfor offentliggjorde Røde Kors i 2019 ”Fællesskabsmilliarden”; et udspil, som skulle sætte fællesskaber på den politiske dagsorden og derigennem sikre fællesskaber til alle.
I Fællesskabsmilliarden skrev Røde Kors: ”som civilsamfund må vi […] forpligte os til at engagere flere om mere. Og, hvor det er meningsfuldt, må vi udviske skellet mellem deltager og frivillig. For vi skal sikre, at flere styrkes i stærke, ligeværdige og frivillige fællesskaber.”
Røde Kors Aarhus arbejder aktivt med at tilbyde fællesskaber til borgere i Aarhus Kommune. Vi arbejder med at åbne, udvikle, styrke, dyrke og synliggøre fællesskaberne i Aarhus-afdelingen. Det gør vi blandt andet ved øget fokus på arrangementer for vores frivillige på tværs af aktiviteter. Derudover arbejder vi løbende på at åbne nye aktiviteter, som tilbyder fællesskab og støtte til de aarhusianere, der har det svært. Derfor arbejder vi kontinuerligt på at tilbyde relevante og fællesskabende aktiviteter til borgere som f.eks. den nyåbnede weekendcafé, hvor skellet mellem bruger og frivillig bliver mere og mere udvisket hver gang caféen holder åben. Det er nemlig det vi er fælles om, som bringer os sammen. Derfor står gode oplevelser højt på vores liste over tiltag i 2019. Samtidig er det en indsats vi fortsætter med i 2020, da flere fællesskaber er til glæde og gavn for alle i det aarhusianske lokalsamfund.
Verdensmål 4: kvalitetsuddannelse
Sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring
Delmål 4.7 Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme en bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og en bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en fredelig og ikke-voldelig kultur, globalt borgerskab og anerkendelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til en bæredygtig udvikling. **
Vi vil altid gerne fortælle om vores arbejde. Derfor oprettede vi sidste år en Skoletjeneste. Vi mener nemlig at vores historie, principper og projekter både lokalt og internationalt kan give et unikt og lærerigt perspektiv til skoleelever. I vores formidlingsarbejde lægger vi vægt på at eleverne selv skal tage stilling og komme med løsninger. Vi opfordrer til at gøre en forskel i hverdagen, og guider dem i at finde deres egne tiltag, som kan gøre en forskel i deres lokalsamfund. Det er nemlig vigtigt for os at vores formidling bliver en dialog, hvor børnene selv har mulighed for at reflektere over, hvordan de kan være med til at hjælpe, hvor der er brug for det.
Det er ikke kun eleverne, der får noget ud af Skoletjenesten. Aktivitetslederen Dagbjört fortæller, hvordan hun bliver inspireret af at arbejde med skoleeleverne: “Det er inspirerende at høre 7. klassernes forslag til aktiviteter, fordi de tager udgangspunkt i det, der optager dem lige nu […]. De har kigget på, hvor de kan gøre en forskel, der ikke bliver gjort nu, ligesom når vi kommer på nye aktiviteter i Røde Kors Aarhus”.
Røde Kors Aarhus har over 100 års erfaring med frivilligt, humanitært arbejde og det er erfaring vi meget gerne deler med de yngre generationer. Vores arbejde giver dem nemlig et andet syn på forskellige samfundsproblematikker, som kan være med til at fremme den viden og de færdigheder, der skal sikre en bæredygtig udvikling fremover.
Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene
Opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder
Delmål 5.2 Alle former for vold mod alle kvinder og piger i de offentlige og private rum skal elimineres, herunder menneskehandel og seksuel og andre former for udnyttelse. **
Røde Kors Aarhus tilbyder støtte og hjælp til kvinder, der har været udsat for vold. Det gør vi med vores aktivitet Qnet – et netværk for kvinder, der har været udsat for vold. Hjælpen, som Qnet tilbyder, er todelt. Aktiviteten tilbyder en kvindelig mentor, som hjælper den voldsramte kvinde med at få hverdagen til at hænge sammen efter et ophold på krisecenter. Derudover bliver der hver måned afholdt en Qcafé. Det er et netværk for kvinder, som finder tryghed i at være sammen med andre kvinder, der har været i eller kender til den livssituation, de står i nu. Qcafé er et trygt, fællesskabende rum, hvor kvinderne mødes til hygge og aktiviteter. Og lige netop aktiviteterne spiller en vigtig rolle i Qnet. De er nemlig med til at give kvinderne en pause på det tidspunkt i livet, hvor de er allermest presset.
Verdensmål 10: Mindre ulighed
Reducer ulighed i og mellem lande.
Delmål 10.7 Der skal faciliteres en velordnet, sikker, regulær og ansvarlig migration og mobilitet af for personer, herunder gennem implementering af planlagte og velforvaltede migrationspolitikker. **
“I am volunteering at the Red Cross, because I want to give something back. I’ve been given a full two-year scholarship here in Denmark – which I am very grateful for. I’m from Colombia, where the Red Cross solve conflicts and, well, other tasks than here. So I was quite surprised to find the Red Cross in such a quiet society as Aarhus. I came across your ‘Frivillighus’ by coincidence and I’ve been volunteering for a few months now. It’s been pretty nice! The other volunteers have been really friendly. I often volunteer with one of the drivers who tells me about Danish politics and the refugee process. It’s very different from ours and I’m glad to learn about it. I’ve met some wonderful volunteers,” fortæller Sergio, som er frivillig i Røde Kors Aarhus’ Mere Mad – Mere Mening.
Røde Kors Aarhus arbejder på at tilbyde frivilligt arbejde til borgere, der ikke taler dansk, som ligesom Sergio ønsker at give noget tilbage til det danske samfund. Det er ikke altid let, da mange af vores aktiviteter, af hensyn til brugeren, har det krav at man skal kunne tale dansk. Ikke desto mindre har vi fokus på at skabe muligheder for alle, og har flere aktiviteter, som er bygget op omkring en international alsidighed. I disse aktiviteter er det ikke et krav at man kan tale dansk, men nærmere at man skal kunne begå sig på engelsk. Mere Mad – Mere Mening er én af disse aktiviteter. Det er et re-food projekt, som mindsker madspild ved at tilbyde overskudsmad til flygtninge.
Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion
Sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer
Delmål 12.5 Inden 2030 skal affaldsmængden væsentligt reduceres gennem forebyggelse, reduktion, genvinding og genbrug. **
Med fem genbrugsbutikker i Aarhus er det helt naturligt for os at arbejde med verdensmål 12. Vores genbrugsbutikker er et miljøbevidst alternativ til ”take, make and waste” – kulturen, som i den grad sætter vores klima under pres. Tekstilfarvning er verdens næststørste forurener af rent vand, kun overgået af landbruget. Det er ikke overraskende, når det kræver ca. 1400 liter vand at producere én enkelt ny t-shirt, som ofte bliver smidt ud når moden skifter. Derfor er mode og bæredygtighed egentlig ikke begreber, som hører til i den samme sætning. Ikke desto mindre er det koncepter, vi i Røde Kors Aarhus arbejder med. Vi arbejder nemlig på at få forbrugerne til at se mulighederne i genbrug, fremfor begrænsningerne.
Hvert år modtager Røde Kors mere end 7000 tons genbrugstøj på landsplan. Det er ikke kun godt for miljøet, men også for vores sociale indsats. Vores genbrugsbutikker driver nemlig vores sociale motor. Uden dem kunne vi ikke hjælpe alle de aarhusianske borgere, som vi gør i dag. Så udover at være et bæredygtigt alternativ til nyproduceret tøj, så er er genbrug også social bæredygtighed i vores aarhusianske lokalsamfund. Det er ren win-win.
Verdensmål 17: Partnerskab for handling
Styrk det globale partnerskab for bæredygtig udvikling og øg midlerne til at nå målene
Delmål 17.17 Tilskynde til og fremme effektive offentlige partnerskaber, offentligt-private partnerskaber og civilsamfundspartnerskaber, som bygger på erfaringer og ressourcestrategier fra partnerskaber. **
Røde Kors Aarhus gør hver dag en forskel for de sårbare borgere i Aarhus Kommune, men vi kan ikke gøre det alene. De mest udsattes udfordringer kan være for komplekse til, at vi kan løse dem uden hjælp fra andre. Derfor arbejder vi målrettet med verdensmål nummer 17, for handlekraftige partnerskaber er uundværlige. Vi oplever gang på gang, at når vi løfter i fællesskab så bliver 2+2=5. Sammen står vi stærkere, og vi kan hjælpe flere og bedre. Det er derfor vi rækker ud og tager imod invitationer til at indgå samarbejder fra både kommune, region, organisationer og virksomheder, så vi kan skabe relevante tilbud som gør en forskel i vores lokalsamfund.
Det er også tilfældet med vores nystartede aktivitet Vintervenner, som er et samarbejde med bofællesskabet Vintervej og Aarhus Kommune. Vores frivillige tilbyder hyggelige stunder, socialt samvær og smil i en ny besøgsordning på bofællesskabet, som huser 86 ældre, psykisk udviklingshæmmede borgere. Samarbejdet med Vintervej og det daglige personale er uundværligt. De bidrager med viden og kompetencer, som vores frivillige kan gøre brug af i deres frivillige virke. Det sikrer, at tilbuddet er relevant og givende for både beboerne, men også for de frivillige, som bruger deres tid på at gøre en forskel for mennesker, som ser verden anderledes end dem. Det kan være en udfordring, hvis man ikke har arbejdet med målgruppen før. Derfor er det tætte samarbejde med personalet på Vintervej altafgørende for at aktiviteten bliver en succes.
Mange gode eksempler
De eksempler vi har listet her, er langt fra enkeltstående. Kigger man på vores nuværende 36 aktiviteter er det tydeligt at flere af dem arbejder med et eller flere verdensmål. Aktiviteten PitStop, som ovenfor er brugt som eksempel på vores arbejde med at afskaffe fattigdom, kunne ligeså godt have været brugt som eksempel på partnerskab med handling. Præcis ligesom vores Familienetværk kunne være brugt som eksempel på både afskaf fattigdom og sundhed og trivsel.
Selvom mange af vores aktiviteter ikke bevidst er udviklet med skellen til verdensmålene, så er der ingen tvivl om at det humanitære arbejde Aarhus-afdelingens over 700 frivillige laver gør en forskel. Vi hjælper lokalt, men lokale tiltag, små som store, er i sidste ende også med til at sikre en samfundsmæssig, bæredygtig udvikling.