Røde Kors er altid til stede – også i weekenden

05. marts 2020

Det er lørdag – den første i februar måned. Solen skinner endelig i Aarhus midtby, men kulden bider stadig i kinderne. Foran Nørre Allé 32 er Michael, frivillig i Røde Kors Aarhus, i gang med at sætte et stort A-skilt frem på fortovet. ”Weekendcaféen – stedet hvor vi mødes” står der på begge sider af skiltet. Ordene indgår i en fin grafik; kaffe- og tekopper, spillebrikker og terninger – hygge i en tegning.

Inde i frivillighuset på Nørre Allé er en gruppe frivillige i fuld gang med at gøre klar til dagens café. Der bliver stillet forskellige snacks og kager frem, mens duften af friskbrygget kaffe spreder sig fra køkkenet. Michael fortæller med et smil at hans lokale Rema 1000 har doneret en del af det udsalgsbrød, butikken ikke har fået solgt, og at der derfor også er kommet toast på menuen i dag.

Det skal være sjovt at være frivillig

Det er en stor flok frivillige, der arrangerer Weekendcaféen, og det er tydeligt at gruppen har et godt sammenhold. Der grines og fjolles, og det er til at mærke, hvordan de hver og en nyder at være der. ”Det er fedt at være frivillig i Weekendcaféen. Vi gør en forskel for vores gæster, og giver dem en god oplevelse,” fortæller Clara, en af de frivillige, som har været med siden starten. ”Og så har vi det bare vildt hyggeligt sammen, os frivillige!”

Der er blevet stillet et stort langbord op, som er dækket fint med dug og stearinlys – i dag byder caféen på brætspil og quiz. Gæsterne begynder at ankomme, og der er hurtigt gang i både skak, mastermind, og endda et brætspil om Hammerslag. To piger, der kommer ind, sætter sig ned med kaffe og kage. Den ene af pigerne fortæller med et smil, at hun bor i Aarhus og at hendes veninde meget passende er på besøg fra Odense. Hun peger ned på det brætspil de netop har udvalgt fra bunken: ODENSESPILLET

Snakken går, hyggen breder sig, og flere gæster kommer til. Nogle har været der før og slutter sig til fællesskabet uden at blinke, mens andre tager en dyb indånding inden de træder over dørtærsklen. For sårbare personer, der måske oplever ensomhed i hverdagen, kan det være svært at møde op til arrangementer for første gang – især hvis man ankommer alene. Situationer som disse er Weekendcaféens frivillige helt forberedte på. Alle gæster bliver mødt med et smil, og bliver med det samme budt på en kop kaffe. De frivillige er nærværende og opmærksomme på at gøre dagen god for alle besøgende.

Jul, nytår og fastelavn fejres!

Weekendcaféen er én af de nyere aktiviteter hos Røde Kors Aarhus. Aktiviteten blev oprettet for at omfavne de borgere i Aarhus, som føler at weekenden kan være lang og svær at komme igennem. Med caféen ønsker Røde Kors Aarhus at skabe nye relationer på tværs af alder og baggrund. Derfor er de månedlige caféer åbne for alle. I ægte Røde Kors ånd resulterer dette ofte i en broget flok af gæster.

På nuværende tidspunkt holder Weekendcaféen åben én lørdag i måneden, men Michael og de andre frivillige håber på at kunne udvide til at have åbent to gange hver måned. Til caféerne kan gæsterne opleve forskellige aktiviteter. Det kan være brætspilscafé, quiz, foredrag og meget andet – vigtigst er, at gæsterne får en dejlig eftermiddag og en god oplevelse.

Caféen bærer også ofte præg af høj- og årstid. I december blev der afholdt en vellykket jule-café, hvor huset var fuld af glade børnefamilier. Her var der mulighed for både at spille pakkeleg og lave juledekorationer. Januar bød på nytårsbanko i samarbejde med Lokalcenter Møllestien.

”Det er et lidt pudseløjerligt tiltag, når man ikke selv har prøvet banko på den måde før. Der skal være dødsens stille, når de skal sidde og komme brikker på – det var jeg måske en kende overrasket over, men sådan var det jo!” Fortæller Michael grinende.

Han fremhæver, at der både havde været beboere fra lokalcenteret samt gæster udefra til arrangementet. Frivilligteamet bag Weekendcaféen har planer om at fortsætte temaer og aktiviteter til caféerne, og til denne måneds café skal der hygges med fastelavnsboller, -ris, og quiz!

Ser vi dig til næste Weekendcafé?

Kunne Weekendcaféen være noget for dig eller én du kender? Caféen holder åbent første lørdag i hver måned fra 13.00 – 17.00 i Røde Kors Aarhus’ Frivillighus, Nørre Allé 32. Næste café er lørdag d. 7. marts.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/194541688539003/