Vinterherberget mangler frivillige nattevagter

11. februar 2021

Aarhus Vinterherberg har allerede tilbudt en varm seng til hjemløse migranter i knap tre måneder denne sæson. Herberget er drevet af frivillige kræfter og holder kun åbent i årets koldeste måneder, hvor det at sove på gaden er en kold og til tider livsfarlig oplevelse. Lige nu mangler Vinterherberget de vigtige frivillige hænder, som er med til at holde overnatningsmuligheden åben for de borgere, som ikke har andre steder at gå hen. Flere er faldet fra i det nye år, og derfor søger Vinterherberget frivillige, som vil bruge noget af deres tid på at hjælpe de hjemløse migranter på Vinterherberget.

Vinterherberget åbner kl. 20.30 hver aften. Gæsterne bliver inviteret indenfor i varmen, får tildelt en seng og bliver tilbudt en skål varm suppe. Aftenvagten går med at hygge, snakke og spille spil, men de overnattende gæster går typisk tidligt i seng.

“De er flinke og høflige. Jeg føler mig tryg ved at være frivillig, ved at være nattevagt og ved at være blandt brugerne af Vinterherberget. Jeg hygger mig både med dem, og den frivillige makker jeg er sammen med. Jeg er ALDRIG alene, det er et krav at der SKAL være 2! Når man kommer til nattevagten er de fleste gået i seng. For det meste sover alle,” fortæller Lone om at være frivillig på Aarhus Vinterherberg.

Nattevagterne møder ind kl. 24. På dette tidspunkt sover de fleste gæster allerede. De to nattevagter – man er aldrig alene på vagt – skiftes til at sove, så der altid er én vågen, der kan hjælpe ved behov. De frivillige har deres eget værelse, hvor de kan trække sig tilbage og få et par timer på øjet, inden de skal vække gæsterne og servere morgenmad. Vinterherberget lukker klokken 8 hver morgen.

Trænger du til at opleve lidt nyt? Kan du sove, hvor som helst? Og kunne du tænke dig at gøre en forskel i denne kolde tid, hvor vejrudsigten lover minusgrader langt ud i fremtiden? Så bliv frivillig på Aarhus Vinterherberg.

Kontakt Søren på swfcd@gmail.com.